Training //Mallie//

Dato: 11-11-2010
Sted: Udkanten af skoven ind mod byen.
Tid: Tidlig morgen.
Omgivelser: Krager, stor sten, træer.
Vejr: Skyfri, køligt, sol på vej op.

Lucinde sad på en sten og støttede sig op ad sin stav. Hun sad og pustede ud, hun havde lavet nogle øvelser, så hun ikke kom ud af træning. På jorden foran hende sad der nogle krager, som var frosne, mens der var nogle andre omkring dem og lavede en forfærdelig larm. "Forsvind." sagde Lucinde og lod en krage mere fryse ned. De andre krager tog flugten, men kun til trækronerne, hvor de så sad og kiggede ned på hende.

Mallie var skovens engel. Og passe på dens dyr og plandet hun kunne med et mærke en voldesom kuld, som hade skadet nogen af skoven Krager hun fik dem optøet. Med sin lysmagi hun var ung og meget smuk " hvad laver du " sagde mallie, og løfte en frosen krage op og fik den optøet igen

Mallie var skovens engel. Og passe på dens dyr og plandet hun kunne med et mærke en voldesom kuld, som hade skadet nogen af skoven Krager hun fik dem optøet. Med sin lysmagi hun var ung og meget smuk " hvad laver du " sagde mallie, og løfte en frosen krage op og fik den optøet igen. hun var vred over at nogen kunne skade skovens dyre på den måde

Lucinde kiggede op, der var nogen, som var dukket op. Hun skubbede sit om bag det ene øre, hvorefter hun igen lod hånden hvile på staven. Hun betragtede kragen, som pigen irriteret tøede op. "Kan du måske ikke se det? Jeg fryser pestilenser ned. Hvad vil du msåek gøre ved det?" spurgte hun roligt. Hun virkede enlig ikke vred eller irriteret, måske lidt generet.

2 jeg er skovens engel. og jeg vil ikke se at nogen gøre skade på skoven ellere dens dyre " sagde Mallie og fik kragern til at flyve væk fra dem og ind i den dybeskove. hun viste at de ville hjem til drers redder og ligge sig på deres æg

Lucinde begyndte stille at grine, som om hun skulle blive bange for en lille engel, som gik og passede på skoven. "Er du ikke en anelse bange?" spurgte Lucinde og kiggede på pigen, som stod ikke så langt fra hende. På overfladen af hendes stav begyndte der at der at danne sig små iskrystaller. Det undrede hende en del, at pigen ikke forpestede hende, som andre havde gjort.

" hvorfor skulle jeg være. bange for dig isdæmon jeg ber ikke så nem at skræmme som du tro " sagde mallie, og så på hende mallies lys holdt hende varm og tryg. Så hun kunne ikke rigtig fryse med minder man rute hende med is

En rigtig smuk blå fugl kom flyvende og satte sig på Lucindes ene skulder. Hun rakte den ene hånd op til den og nussede den på hovedet. "Du vil nok opdage, at vores styrker ligger på forskellige niveau'er, så du må nok hellere passe på." sagde Lucinde med et lille smil på læberne. En lille pige, som hende der, kunne ikke ødelægge den dag, som skulle til at komme.

Mallie slog sine vingen ud. og lod dem nyde vinden lidt hun hade sin magiske halskæde på den lyset krystal blå, lige som isen gjore Mallie var en varm og venlig sjæle. Som ingen kunne vøre sur på er længe af gangen

Lucinde kiggede uinteresseret på vingerne, ikke noget, som virkede imponerende på hende. Hun havde hørt, at dæmoner også kunne få vinger, men hun havde aldrig eksperimenteret med det, så hun vidste ikke, om hun kunne få det, men det var også uinteressant for hende, hun havde et andet mål, som skulle opnå. "Kan du ikke forsvinde igen, du forstyrrede mig faktisk." sagde Lucinde og kiggede på pigen med et hævet øjenbryn.

" nej det vil jeg ikke før.Du lader skoven og dens dyr være i fred 2 sadge Mallie og trak atte vingeren ind, i ryggen men det smerte hende så meget at hun fik tåre i øjen ved det. Men hun sagde ikke noget og skreg ikke en gang

Lucinde rullede med øjne og syntes, at det var latterligt. Nogen skulle jo være ofre for hendes hånd. Og det kunne jo sagtens ende med, at der var en eller anden ræv, som fangede kragerne. Det var alligevel grimme store fugle, som var ligeså irriterende, som måger. Hun rejste sig op og kiggede nu ned på den lille pige. "Du er godt nok irriterende. Men så vil jeg da gå."

" nej du blive lige her du " sagde Mallie. og blokert venej for hende så hun ikke kunne gå der far uden at hunvfik lov, af mallie hun var rasen på en som hende som tro. At skoven var noget hun kunne lege med

Lucinde slog over i en latter. For det første var de i en skov, så hun kunne vælge, hvilken som helst retning. Og for det andet, så kunne en sølle engel ikke stoppe hende i at gå. "Det er da godt, at du ikke har større bekymringer, bette tøs. Verden er generelt et meget ondt sted, hvis du ikke har fundet ud af det." sagde Lucinde og bankede staven i jorden. Pigens fødder blev frosset fast til jorden. Hun gik let udenom hende med et smil.

2 Lyskaster " sadge mallie og skød efter hende,. for at bremse hende en smule men hun fik over balance og faldt, og slog hovedt ned i jorden så hun fik en flænge i hovedt. smerten gjore mallie blind af raseri

lucinde var ikke forberedt på angrebet fra englen, så hun blev ramt i ryggen og faldt forover, hvor hun landte fladt på jorden. Hun løftede hovedet og rystede irriteret på det. Hun rejste sig op og vendte sig mod englen. "Du er ikke specielt klog." sagde hun. Hun støttede staven mod jorden. En glat isflade dannede sig under englen og frøs hendes hænder og fødder fast til jorden.

Mallie healde såret i hendes ansiget sammen. Og hendes lysemagi fkm isen til at smelte helt væk, nu var Mallie først rigtig vred 2 du er helle ikke for kold selv lille isdæmon " sadge mallie. og kaste en lyst kugle efter hende med sådan en styrke

Lucinde havde denne gang set angrebet komme, hun dannede en mur af is foran hende, som tog i mod slaget fra lyskuglen og gik i stykker. "Jeg gider faktisk ikke spilde min tid på dig. Jeg har andre ting at lave." sagde Lucinde temmelig irriteret. Fuglen pippede let og baskede med vingerne. Den ville også gerne vise sin modstand.

Mallie kunne ikke stoppe sig selv mere. hendes vrede var så stærke at hun slet ikke kunne holde den tilbage mere, men hun gjore alt hvad hun kunne for ikke at skade værke hende. Ellers hendes fulg som endlig var ret søde

Lucinde smilede lettere. Hun var klar, hvis der skulle komme flere angreb. Den lille pige var jo rasende, det kunne man tydeligt se. Det gjorde bare tingene lettere for hende, kunne man ikke holde styr på sit temperament, så kunne man ikke styre sine handlinger, som mange kunne forudse. Hun nussede let Blue på hovedet for at beroligere fuglen.

" Lysbombe " sagde Mallie. og fik den kaste efter hende med et rigtig godt kast ville hun være så godt som bevistløs, efter det vids den ramet rigtig nok som de for håndlig ikke gjore. For det håbd hun ikke at den gjore

Lucinde kiggede lidt på englen, inden hun ville angribe igen. Hun lavede en lang bane af glat is, som ville føre hende et stykke fra angrebet. Lidt inden angrebet ville ramme gled hun langs hendes bane, der hvor hun havde været, der forsvandt isen. Hun kiggede igen på englen, hvorefter hun kiggede efter angrebet, som forhåbenlig ville ramme et træ eller måske et dyr. Lucinde smilede svagt.

Mallie kunne styre. Sit angreb som kunne rame hende når den ville elelr rette når mallie ville, emn det ville hun bare ikke kun lige se om hun kunne drive hende. Til vanvid med sine angreb

Lucinde vendte sin opmærksomhed mod pigen igen. "Du er spild af tid." sagde hun og sukkede opgivende. Hvis hun skulle til at nedfryse pigen for at komme væk, så ville det nok skabe lidt problemer, men det kunne vel være ligemeget? "Jeg vil forlade stedet." sagde Lucinde, hun vendte ikke ryggen til englen, men begyndte langsomt at gå bagud.

Mallie var udmatt. Og faldt omkuld hun lå nu i dvale og hade brug for fred og ro til at oplade igen, og det kunne godt tag nogen time for hende at lader sine kræfter op igen. Efter sådan en raseri kampe