The summer belongs to us - Cheshire-privat

S: Sombre
O: Ingen
T: Middag
D: 19-7
V: Smule køligt, men ingen sol.
________________

Regn. Regn og atter af regn. Selvom hvis man var ny her i byen, blev man aldrig budt ordenligt velkommen. En ikke særlig høj pige, som havde kort hår og en lille nedel på gik stille for sig selv. Hendes venstre hånd holdte en mager dukke. Skelet dukke. Dens hoved var på størrelse med en hunde bold. Lucia, som pigen hed, satte sig på en bænk og lod sine ben dingle frem og tilbage.
Man kunne se på hende, at hun intet havde at lave, på sådan en solfrie dag. Og uden så meget, som et sjæl!

En skikkelse kom gående, skikkelsen tilhørte en ung mand eller dreng med sort pjusket hår , kridhvid hud og gyldne øjne, hans navn var Cheshire. Det var navnet på filur katten fra Alice i eventyr land så han var van til at folk grinte af hans navn. "urg" sagde Chez en smule irriteret , han hadet regn og ville sikkert også altid hade det. Dog havde han en paraply så han blev heldigvis ikke våd. På vejen hjem så han en pige, som nok var 6-7 år gammel, side i regnen, han bevægede sig over til hende og smilte venligt som han altid gjorde. Han holde paraplyen over pigen "hvad laver du her ude? , burde du ikke søge ly eller tag hjem?" spurte han og satte hovedet på skrå.

Lucia havde allerede opfanget drengen. Hendes store øjne, betragtede drengen fulkommende opmærksomt, selv da regnen dryppede ned af hende. Faktisk var Lucia vandt til al det her. Hun levede af regn, hvis man skulle sige det på den måde. Da drengen nærmede sig hende, og direkte talte til hende, smilede hun mildt. Hun så op på paraplyen, mens hun igen rettede blikket imod ham. ”Der er ingen hjemme” sagde hun, mens hun holdte sin skelet dukke ind til sig. ”Jeg er ikke helt alene. Dukke passer nemlig på mig” sagde hun, mens hun bed sig på underlæben, og grinte.


//Jeg logger nu, men svare når jeg igen kommer ^^//

// i orden ^^//

"hvad mener du? er dine forældre på arbejde eller.." den anden tanke gav Chez myrekryp det ville være syndt vis hun havde mistet hendes forældre i sådan en ung alder. "Det er da godt at der er nogen som passer på dig " lo han og smilte som før. Man kunne ikke se at han ikke var menneske, for hans tænder var trukket tilbage så det lignede normale menneske tænder. " hvad er dit navn? og hvad er din dukkes navn?" spurte han og satte sig ved siden af hende. Stadig så hun havde paraplyen over sig " du ender med at blive syg" mumlede han og studerede pigen og hendes dukke. Chez var måske en vampyr , men en venlig en så han havde ingen tanke om at angribe pigen.

Lucia bed sig på underlæben, mens hun lag sit hoved på skrå. Hun smilede med sine små lyse tænder, som ikke engang var blevet til voksentænder. ”Min mor er sindssyg, siger min mormor” Lucia bankede sig selv på hovedet. ”Og min far er døv. Så jeg bor hjemme hos min mormor” Lucia så op på paraplyen, mens hun dinglede med sine ben. Hun så på manden og smilte stille. Hun tog dukken op til hans næse, mens hun lavede en lille lyd med sine læber. ”Dukken hedder Skele!” sagde hun, og derefter slog hun sig selv stille over brystet. ”Og mit navn er Lucia!” hun virkede glad og livlig selvom det regnede og al det hun lige havde fortalt. Hun så på manden og derefter på paraplyen. ”Lucia er også syg” sagde hun, mens hun så med store øjne på manden. Hun holdte stille om dukken, mens hun rystede på hovedet. ”Men hvad hedder du!?”

Han fik dårlig samvitighed på Lucia's vejne, men i det mindste havde hun hendes mormor til at tag sig af hende. Et smil brede sig dog på hans læber da hun fortalte hende og dukkens navn.
"Lucia og Skele" sagde han med en tænkene stemme, han studerede pigen fra top til tå og havde allerede kodet hendes udseende ind i hans hukomelse sammen med dukken. "Du er syg?.. må man spørger hvad du fejer" spurte han lavt da han enlig ikke ville være ubehøvlet , men altid har været nysgerrig.
"mit navn er Cheshire" sagde Chez og smilte. Cheshire var navnet på filur katten i Alice i eventyrland, der var mange som gjorder grin med hans navn, selvom det aldrig havde irriteret ham. "men bare kald mig Chez " sagde han til sidst.

Lucia folede sine hænder sammen og skjulte dem mellem sine ben, mens hun lag hovedet lidt på skrå. Hun smilede mildt tilbage, mens hun så tænkende ud. ”Ja. Altså jeg lider af noget syko-noget? Altså jeg kan ikke huske hvad det kaldte det, men jeg ved at jeg aldrig bliver stor herinde” hun slog sig selv på sine tændinger med begge fingre. ”Jeg forbliver barn i hovedet, selvom min krop vokser. Noget handicappet, tror jeg” Lucia grinte stille. Barnegrin. Hun forstod alligevel intet. Det hele var noget hun havde fået at vide, men hun var egentlig lige glad. Hun tænkte nu ikke så meget over, hvad folk smurte hende. Det hele kunne være så lige gyldig. ”Ch-Cheshire!” stammede hun og smilede stort, så man kunne se hendes tunge, der hvor fortænderne skulle være. ”Chez” navnet sagde hende ikke så meget, for hun havde aldrig hørt historier eller noget der mindede om det.
”Er du også syg?” spurgte Lucia et kort tid efter. Hun holdte om sin bamse, mens hun så med store øjne på Chez.

Chez lyttede til hende "Det er ikke så godt at du er syg, men altid hold dit hovede positivt" forklarede han og smilte. Det var ligemeget om man var syg eller rask bare man var glad for at leve. "ja jeg er selv syg, jeg høre stemmer i hovedet som fortæller mig at gøre slemme ting " han forklarede det lidt i børne sprog for at hun bedere kunne forstå det. Han kunne også sige at han havde skitzofren men han vidste ikke om hun kende til order?
"men jeg for medicin for det "

Lucia lyttede, selvom hun så på paraplyen over hende. Hun kiggede på Chez da han var færdig med at tale. ”Nøj. Det var ikke så godt” sagde hun, mens hun puttede dukkens skeletarm i munden. Hun kiggede stille på ham, mens hun nikkede. ”Ja. Altid holde hovedet positivt” smilede hun, mens hun lag hovedet på skrå, så man bedre kunne se hendes røde kinder. ”Medicin. Det smager ad!” hun rystede på kroppen for at vise, at hun hadede det. Men hvad det var for slemme ting gad Lucia ikke spørge om. Det kunne hun ikke få sig selv til. Lucia satte sig op på bænken med knæene, mens hun lænede sig frem og lod sine små hænder tage fat om hans nakke. ”Vi holder hovederne positivt, så sker der ikke noget med os. Og en dag bliver raske” hun gav ham et knus, mens hendes øjne var lukket.