En blodig omgang

S: Søen
T: IRL
O: Søen, den omkringliggende skov
V: Regnvejr

~

Et mægtigt, rødt lysglimt flængede himlen, og Velarian kom til syne.
Han faldt ned i græsset og landede tungt på ryggen.
Han hev efter vejret og han blødte stadig stærkt. De patroner der havde boret sig ind i ham gjorde frygteligt ondt og han ville hae skreget hvis han havde haft kræfterne til det.
Han hostede smertefuldt, og lå og kiggede op på de tunge regnskyer, ude af stand til at bevæge sig.

luciel havde lige fået trængt sit bytte op i en krog, da hun så det kraftige lysglimt. hun stoppede straks jagten, da hun så at det kom nede fra søen af.
hun forlod det rædselsslagne menneske, som havde været en hårsbredde fra døden og spurtede igennem skoven. hendes øjne var bekymrede, og hun prøvede at lade være med at tænke på hvad der kunne være sket.
hun stoppede med et ryk og spærrede øjnene op da hun så velarian. hun bevægede sig hurtigt derhen, og prøvede ignorere blodets kraftige, søde lugt.
- hvad er der sket!?

Han så på hende med slørrede øjne.
Han forsøgte igen at sætte sig op, men han kunne ike. Havde ikke kræfterne til det.
"Ma...la...kel....og...Zork..." hviskede han smertefuldt.
Han hostede igen, og denne gang fortrak hans ansigt sig i smerte.

*det her kommer de til at betale for!!* hun så rasende på alle skaderne, og holdt ham blidt nede. hun trak vejret dybt og prøvede at kortolere sin blodlyst. det lykkedes ganske godt, og med hurtige bevægelser skar hun hans tøj på overkroppen op, så hun kunne se nærmere på sårene. det var så vidt hun kunne bedømme der det var værst..
hun holdt vejret for ikke at skulle indåndre lugten af hans blod hele tiden, mens blodlysten rev og sled i hendes bryst.

(skaderne lidt nærmere beskrevet?)

Han havde fire skudsår i alt: Et i hver skulder, et i brystet og et i maven. Det i brystet sad lidt over hjertet.
Han blødte kraftigt fra sårerne og han blev mere og mere bleg.
"Lu...ciel..." hviskede han og forsøgte at smile til hende. Smilet blev til intet andet end en smertefuld grimasse. Han var dødeligt såret.

- lad være med at snakke!
hun bed tænderne hårdt sammen, og med et bekymret blik, lukkede hun øjnene og en mørk, pulserende aura fom til syne.
hun vidste hvor meget traft hun skulle bruge på det her.. hvis han døde ville hun aldrig tilgive hverken sig selv eller dem der havde såret ham!
hun lagde hænderne på skudsåret over hans hjerte, og med hjælp fra sin magi, af den slags alle vampyrer var udstyret med, fjernede hun patronen og begyndte at heldrede såret.
magien sivede fra hendes hænder over i ham, og hun kunne mærke hvor hurtigt det her tømte hende for kræfter, og hele tiden rev blodlugten hende i næsen.

Han lå bare og så på hende mens hun healede ham.
Da patronen kom ud af hans sår, skar han tænder i smerte.
*Auv!* tænkte han, men hvor var han dog glad for at Luciel var her!
Han kiggede på hende.
*Tusind tak Luciel* tænkte han.

hun løftede sine hænder op foran sit ansigt og så nærmest hypnotiseret på dem. det rødeblod trak lange spor ned over hendes hvide hænder og arme, og hun kunne mærke trætheden, og tørsten, trangen, til blod komme over hende.
*nej! jeg må ikke bide ham!! nej! bare en lille smule.. det dør han jo ikke af... nej! jeg vil ikke!* stemmerne inde i hende kæmpede om at få magten.. og o nogle få faretruende sekunder virkede det som om at blodtørsten vandt, og et lilla skær kom frem i hendes øjne.
nej, det måtte ikke ske! hun hamrede sin næve ned i jorden, og det lilla skær trak sig tilbage.. for nu..
hun lagde hænderne på hans mave og lod procesen fra før gentage sig.

Han lagde ikke mærke til det skær hun fik i øjnene, for han havde travlt med at koncentrere sig om at holde sig vågen. Han vidste at han måske aldrig ville vågne igen, hvis han faldt i søvn nu.
Han så taknemmeligt på Luciel da hun fortsatte med at heale ham.
*Du burde være en engel i stedet* tænkte han.

hendes øjne var blanke da hun så på ham, og hun smilede svagt da hun så hans taknemmelige blik. han havde heldigvis ikke langt mærke til skæret i hendes øjne. hun vidste at havde han set det, ville han havde vist hvad hun havde tænkt på. det ønskede hun ikke.
hun havde næsten ingen energi tilbage, men sårne i hans skulder var for alvorlige til hun bare kunne lade dem være. de blev ved med at bløde.
hun langde sine blodtilsølede hænder på hans højre skulder og begyndte at trække på sin nødreserve at energi.
hun kæmpede for at holde sig ved bevidsthed, mens hun fjerne kuglerne i først den ene, og derefter den anden skulder. hendes øjne var fraværende, og det var tydeligt hvor tæt på hun var på at kolapse.

Han var stadig afkræftet og hans krop dunkede smertefuldt, men han kæmpede sig alligevel op at side, og gav Luciel et knus.
"Du har reddet mit liv..." hviskede han. Han rystede lidt, for han havde det bestemt ikke helt godt endnu, men han ville gerne vise hende at han var taknemmelig, så han blev siddende og holdt om hende.

- ja.. men nu skal passe på at jeg ikke kommer til at ende det igen ved et uheld..
hendes stemme var kraftløs, og hendes mentale skjolde hun havde bygget omkring blodtørsten var tyndslidte. da han holdt om hende kunne hun tydeligt mærke hans puls, og lugten af hans blod lå tykt omkring dem begge..

"Du må jage" sagde han og slap hende.
"Du er udkørt.. har du kræfter til det?" spurgte han bekymret.
Han brød sig ikke om at hun skulle jage, men det var jo nødvendigt for hendes overlevelse.
Han så hende i øjnene. Bekymret for hende.

hun nikkede usikkert, og prøvede at rejse sig op. hendes ben rystede og knækkede hurtigt sammen under hende. hendes skuldre sank sammen..
- det var dumt at udskyde mit måltid.. hvorfor er jeg så dum!
hendes stemme lød opgivende. hun havde brug for blod, og hun kunne ikke tage noget af hans.. han havde allerede mistet for meget blod. hvis hun tog meget mere ville han dø..

Han så på hende.
"Hvis du tager mit blod, bliver jeg så forvandlet, eller dør jeg?"
Han vidste at hun kunne dø hvis ikke hun fik blod, og han var parat til at ofre sig for hende.
Hun havde trods alt ofret sig for ham, og han holdt jo af hende...

- sandsynligvis begge dele..
hun så hurtigt op på ham., og kunne se i hans øjne hvad han tænkte på.. nej, det kunne han ikke mene! han ville jo blive et monster! det havde han ikke fortjent! men hun havde brug for blod.. det vidste hun.. hele hendes krop skreg på blod.
- hvis du virkeligt mener det... ved du hvad du går ind til?
hun så alvorligt på ham.. det lillae skær var ved ar komme tilbage i hendes øjne.

Han nikkede alvorligt og sagde: "Ja. Jeg ved hvad jeg går ind til... og hvis det er hvad der skal til for at hjælpe dig, så gør jeg det."
Han tænkte på alle de mange timer han havde tilbragt i solen, og at det nu var slut med den slags. Han smilede. "Det er helt i orden Luciel. Bare gør det."

hun lænede sig ind ind mod ham, og trak blidt hans hoved tilside, så hans halspulsåre blev synlig. det sidste hun sagde før hendes hugtænder gennemborede hans hud var et enkelt ord:
- undskyld!
så begyndte blodet af flyde ned i hendes hals, og hun overgav sig til rusen. blodet var hårdt tiltrængt og hun kunne mærke sulten gnave i sig.
hun gav sig hen til dets søde, og kraftige smag, og hendes øjne blev grådige. hun drak og drak, indtil der kun var en lille smule tilbage..
så lagde hun ham blidt ned ved siden af sig, og holdt hans hånd. hun huskede selv smerten ved forvandlingen, og det klare ønske i hendes sind om bare at dø.. det blev opfyldt, men ikke på den måde hun havde troet..

Da hun lagde ham ned, spærrede han øjnene op og spændte alle muskler i hele kroppen.
Han brølede af smerte, og klemte hendes hånd.
Han holdt sig så vidt muligt i ro under forvandlingen.
Det eneste der røg gennem hans hoved var: *Fuck fuck fuck! AV!!!*

hun så sørgmodigt på ham, og et glimt af smerte viste sig i hendes øjne, mens han skreg. hun gennemlevede igen smerten ved sin egen forvandling, og hendes øjne blev blanke, over hvad han skulle igennem. så slap hun hans hånd, og fandt en lille kniv frem, med den skar hun et blødende sår i sit håndled, og rakte det ned til ham.. blodet begyndte hurtigt at løbe ned over hendes hånd.
- du blever nød til at drikke.. ellers vil du ikke overleve forvandlingen...
der var sorg, både i hendes øjne og i hendes stemme, men hun virkede samtidig bestemt.

Han drak lidt af hendes blod, men ikke for meget. Smerten blev mildere og mildere, og til sidst holdt det helt op med at gøre ondt.
Han sukkede og lagde sig i detvåde græs igen.
"Det der var værre end de skide kugler..." han smilede til hende.

med en håndbevægelse og et strejf at den mørke aura forsvandt såret i hendes håndled. hun lod ham ligge et øjeblik for at komme sig over de voldsomme smerter, men rejste sig selv op. en masse tanker for igennem hendes hovede. det her var den første hun havde forvandlet.. så hun måtte vel være hans... skaber? hun rystede på hovedet over tanken, sådan brød hun sig ikke om at tænke på sig selv..
men han måtte lære at jage.. for han kunne ikke længre spise menneskemad.. hun så træt, og vred på sig selv, over på den nye vampyr som lå i gæsset.. hun huskede hvordan han havde spillet fløjte i solen.. og så hvad hun havde taget tra ham. hun sank ned på jorden og slog armene omkring benene.