Nothing Is Going To Happens ::Chase::

Tiden :: 19.40
Stedet :: Forêt - Skoven
Omgivelserne :: Ehm..Træer og den slags..
Vejret :: Mørkt, Lettere vind kan mærkes & Stjerneklart..

En røg sky kunne lige skimmes stige op mellem træerne. Men mørket gjorde det lidt svært for det utrænede øjne at se det på afstand. Røgen kom rigtigt nok fra Forêt - Skoven uden for Di Morga. Fra et lille eng-lignende område lidt inde mellem de højetræer. Og det kom fra et stadig tændt bål. Månens lys oplyste denne belysning sådan at men nemt kunne se at det ikke kun var dette bål der var til stede her. Der var også et stående telt hvor at en lygte lyste. Og en pige det ikke så ud til at være mere end de 15-16 år gammel. Men hun var dog en smule ældre. Stadig ung af den race hun tilhørte. Aspara. Hun sad helt for sig selv udenfor teltet med det brændende bål foran sig så dets dansende flammer blev genspejlet i hendes perfekt formede ansigt hvor at hendes store mørkebrune dådyr øjne så fint sad hvor de skulle. Den lette vind legede forsigtigt med hende lange lysebrune krøllede lokker så de hvirvlede svagt om hendes ansigt og skuldre. Hun sad helt for sig selv i en afslappet skædderstilling i en prangende ful 'Svampe Bob Firkant'-sweatshirt der så ud til både at være lidt for stor til hende og lidt slidt da den sikkert havde blevet brugt en del. Hendes mørkeblå jeans var nu blevet skiftet ud med dejlig bløde natbukser af en art. Og hun havde blot bare fødder som var skjult lidt inde i bukserne for at hun ikke skulle fryse for meget. En kop med noget dampende væske der nok med sikkerhed var kakao blev forsigtigt holdt i begge hendes hænder mens hendes blik der godt kunne fortælle end at hun var lidt væk i hendes egne tanker var rettet mod bålets bundnhvor at træet brændte. Dette var Kamille. Hun havde fundet sit eget sted her i skoven. Væk fra lidt af hvert. Og så mente hun selv hun ikke behøvede mere lige her for tiden. Hun var helt afslappet nu. Havde ingen mistænke til hvad der kunne gemme sig blandt de mørke træer og buske som hun var om givet af. Hun løftede langsomt sine arme for derefter at tage en slurk af den herlige varme drik hun havde lavet til sig selv..

Forbandet være den forpulede knægt. Én eller anden burde kraftedme tage og lære ham et par ting eller to, om, hvordan han burde færdes ude på åben gade; eller bare i det hele taget. At bule skærmen på hans motorcykel, mand, så kunne det da heller ikke blive værre. Selvom den temmelig rapkæftede teenagedreng ellers ihærdigt havde prøvet på at få ham overbevist om, at det ikke havde været med vilje. At det havde været et uheld. Kors i røven. Men nu havde han det en del bedre. Det var i hvert fald lykkedes for ham at slippe af med al vreden, som ellers førhen havde stået og boblet og kogt indeni ham. Han havde i bogstaveligste forstand fået banket det godt og grundigt ind i knolden på den knægt; at hvis han overhovedet bare tænkte på at røre hans kværn igen, så ville hans kønne ansigt ikke være så kønt mere. De skridt, der havde kunnet høres inden for den sidste tid, og som før havde været hurtige, nærmest fejende, og rimelig hidsige, blev nu dæmpet en smule, men lyde af dem kunne fortsat høres, takket været de tørre blade, der var blevet forvist til skovbunden. Flere og flere var faldet til bunds i takt med at tiden, dagene, gik, og det blev mere og mere efterårsagtigt; og snart var det vinter. Den tid på året, denne person, der nu i et lidt mere fredeligt tempo sjoskede hen ad en smal skovsti, foretrak mest frem for de tre andre. Forår, sommer og efterår. Muligvis på grundlag af hans elementiske isbetvingelses evne; for slet ikke at nævne, at han trods alt var en is dæmon. Så, no wonder, at hans favorit tid på året var vintermånederne. Alt andet ville være absurd; mere eller mindre i hvert fald. Han hævede langsomt en af sine hænder, der som normalvis var skjult af en sort læderhandske, på nær fingrene, og satte spidsen af tommelfingeren mod sin hage, som han forsigtigt strøg fingeren hen over for til sidst at fjerne den helt igen og efterfølgende skyndsomt tørre den af i de tætsiddende, læderlignende bukser, han havde på underkroppen. Blod. Det var dét, han hastende havde fjernet, eftersom han på vejen herhen ikke havde skænket det de helt store tanker, og først var blevet rigtig opmærksom på det nu; hvilket ikke ligefrem var det bedst mulige. Nu hvor han havde fået rettet opmærksomheden mod de skræmmer, han havde været så heldigt at blive tildelt under det selvstartede slagsmål med den son of a bitch, der tidligere havde bulet hans motorcykel, så var de begyndt at gøre en smule mere ondt. Ikke meget, og slet ikke nok til at få ham til at klynke, så han fortsatte blot ufortrødent hen langs skovstien, som han havde fulgt det meste af vejen for ikke at fare helt vild. Men det bekymrede han sig ikke synderligt om, hans retningssans havde aldrig svigtet ham før, - ikke hvad han kunne erindre i hvert fald, - så hvorfor skulle den gøre det nu. "Bloody hell. Fandens til spade af en kæmpe motherfucker mongol-spasser. For fuck sake, pis også, altså!" svovlede han efterfulgt af en ny ordstrøm, der indeholdt mange flere og langt værre skælds- samt bandeord. Han stoppede brat op, med et noget ufornøjet udtrykket malet i ansigtet, og lænede sig kort efter op ad et træs brede stamme med armene lagt over kors og blikket rettet stift ned mod jorden, der var dækket af både almindelige blade såvel som nåle fra grantræer. "Røv og nøgler, det er fandme noget juks det her," mumlede han med et usædvanlig mut tonefald, stod så blot dér i et vist rum tid, før han langsomt gled ned langs træstammen, indtil han sad på skovbunden, hvorefter han løsnede sine armes greb og førte den ene af hænderne hen til hans venstre fod, der, ligesom den højre naturligvis, var blevet trukket ned i en stor, opsnøret militærstøvle, hvor der var blevet sømmet en tyk metalplade fast under skobunden og ligeledes foran på skosnuden. Lidt besværet og efter at have rigeligt med den, fik han åbnet nogle af de spænder, der sad på siderne af støvlen og sågar snøret snørerne halvt op, men beholdt den dog på. Den var forstuvet, med sikkerhed; hans fod. Ankel for at gå helt ned i detaljer. Ikke noget specielt, det ville nok heller ikke vare længe, før den var i tip top stand igen. Han tog en dyb indånding, inden han endelig rejste sig op fra jorden og besluttede sig for at gå videre, men han fik ikke gået meget mere en sølle 3 meter, for dér, netop som han havde taget det sidste skridt, opfangede både hans øjne og næse røg, og efter at have lade blikket vandre rundt i området, fik han tilmed også øje på lys. Lys fra et bål, hvilket tydeligvis var kilden til røg udslippet. Han var åbenbart ikke den eneste herude. Men alt andet havde også været latterligt af ham at tro. Den her skov var aldrig tom. Det var umuligt for én at være komplet alene i den. Der ville altid luske ét eller andet væsen rundt herinde. Med en pludselig opstået nysgerrighed kneb han sine øjne en anelse sammen, inden han med påpasselige, listende skridt begav sig over mod dét sted, hvor lyset og lugten af røg var stærkest, og det tog ham ikke lang tid, før han var nået sit mål og efter at være standset endnu en gang, var han hurtig til at få spottet skikkelsen, der sad ved siden af bålet med de dansende, varme flammer. Det var næsten alt for nemt at få gættet sig til, hvilken race hun var, for der var ikke den mindste tvivl om svaret på dét ... "En aspara ..." mumlede han, hviskede det med stor forsigtighed og et lav toneleje, hvorpå han for sidste gang lod sine øjne, der, heldigvis, ikke var blevet det mindste blå efter slåskampen, skøjte rundt på hende. Det var faktisk næsten helt synd at gå hen og forstyrre hende. Selvom han ikke plejede at bekymre sig om sådan noget, men han havde fået nok drama for i dag, og der ventede sikkert meget, meget mere af dét i morgen. Men måske skulle han alligevel gå derhen; hen til hende. Hun var, afterall, bare en aspara, ikke nogen stor trussel dér. Desuden, come on, hvilket hankøns væsen ville kunne benægte, at han ikke følte sig bare den mindste smule tiltrukket af sådan et væsen? Hans ene hånd søgte om bag ryggen, hvor han havde muligheden for at skjule dét værktøj, han havde hånden lukket rundt omkring. Dén skruenøgle han altid havde med sig på alle tidspunkter, alle steder. Han ville helst ikke skræmme hende væk - ikke lige med det samme i hvert fald. Dernæst sørgede han for, at der ikke var mere synligt blod på hans blege ansigt, - de få, blå mærker var der ikke så meget at gøre ved, - og da dét var gjort, bevægede han sig langsomt hen til hende og stoppede først op, da der ikke var meget mere end en halv meter imellem dem. Han vendte følgende sine mundvige opad og blottede sine brede, hvide tænder - hvor de urimeligt skarpe og spidse hjørnetænder med no doubt var dem, der tiltrak mest opmærksomhed - i ansatsen til et smil; og derpå, uden overhovedet at spørge først eller sige bare ét eneste lille ord, satte han sig ned ved siden af hende, stadigvæk med den ene hånd og svensknøglen skjult bag på ryggen, og lod sit smil, der i mellemtiden havde blegnet, vokse lidt igen. "Er jeg i himlen, eller er det bare dig, der er en engel?" startede han ud med at sige, en form for ice-breaker, eller bare en forfærdelig dårlig scorereplik; men hey, hvis han havde heldet med sig, ville den måske virke. Eller ikke. Han rømmede sig kortvarigt, inden han hævede et af sine mørke øjenbryn og sendte hende endnu et smil, eftersom det der før havde hvilet på hans læber var falmet en del, men nu var der atter et smil, der lystigt spillede om hans mund, alt imens han var i færd med at få scannet alle detaljerne på hende ind i sin hukommelse. Det eneste der faktisk manglede var hendes navn. Men det skulle nok komme før eller senere. "Ved du ikke, at sådan en køn pige som dig selv ikke burde opholde sig udenfor efter mørkets frembrud?" Hans smil blev under dé ord forvandlet til ét, der var noget mere djævelsk og fælt, men det forsvandt dog hurtigt igen, og det gamle, ret neutrale smil vendte tilbage og genoptog sin plads på hans smalle læber. "Det kunne jo være, at du mødte nogen, du senere hen vil komme til at fortryde, at du gjorde kendskab med ..."

Denne person der nu listede rundt i skoven nær Kamille gjorde vist ikke det helt store for at være lydløs eller bare mere diskret. Så det måtte vel være en der virkelig havde et stort hovmod eller bare ikke gad tænke på det shit med at blive angrebet af alverdens ting og sager. Dog lod hun helt som om at hun intet viste. Denne form for ufrivillig personsøger hun havde virkede fint i aften. Men så igen. Hun havde ingen anelse om hvilken form for væsen eller dyr der lille smuttede rundt blandt træerne i denne aften. Og lidt ligeglad. Og dog. Det havde nu forstået hendes tomme tankegang. Hun tog en dyb indånding og pustede igen ud efter at have holdt det inde i sig selv i et til to sekunder. Bare for at slappe af igen og få tømt hovedet. Det hjalp til hendes held. Men så igen vågnede hun da skridt kunne høres fra den ene side af hende. Denne person hun før havde følt havde åbenbart haft sit mål mod hende sådan som denne ret høje dreng gik hen til hende. Hun havde samtidig drejet sit hoved lidt for bedre kunne se hvem der nu kom for at holde hende med selskab. Eller hvad han nu ville. Hun fulgte ham stille og roligt med det store dådyr øjne i den mørkebrune farve. Mens at han kom nærmere var hun også nød til at dreje sit hoved lidt op da han jo stod op og det gjorde hun ikke. Hun havde godt opdaget hans tandsæt. Og især de sylespidse takker der nemt ville kunne gå igennem ens hud. Dog følte hun sig ikke rigtigt så skræmt over det. Hvorfor skulle hun. Hun havde prøvet at få påført den smerte der kom af dette når at de spiddede sig gennem bindevævs- og nervesystemet. Hun ønskede dog ikke at prøve det igen. Never! Hun så stadig mod ham da han så lod sig dumpe ned ved siden af hende som om at det var en offentlig lejrplads og som om at det rent faktisk kendte hinanden. Hvilket de heller ikke gjorde. Hun blev lidt overrasket over hans første sætning. Prøvede han at være sjov eller blot ufattelig desperat efter at komme i kontakt med hende. Dog var hun nød til at prøve ikke at grine over det. ”Nej nej.. Tror hverken du er død eller jeg er en engel..” lod det så fra hende. Helt stille og roligt mens at hendes såkaldte mislykkedes latter bare sad på hendes bløde læber. Mens at han scannede hende over alt gjorde hun vel det samme. Bare ikke så udiskret som am. Og heller ikke så meget i dybden. Da han lille henvendelse så kom, blev hendes smil forvandlet til et mindre tænkende ansigts udtryk. Hun ventede så med at svare ham efter at hans igen havde valgt at advare hende om noget. Da hun havde set væk havde hun ikke nået at opdage hans smil der havde ændret sig frem og tilbage. ”Hmm.. Måske, men hvad er her at være bange for. Jeg har overlevet de sidste mange nætter her ude. Og hvem skulle jeg møde som jeg ville fortryde jeg havde mødt?? Dig??..” Hun lagde sit hoved lidt på skrå mens at hun så spørgende på ham. Tog derefter igen en slurk af den kakao hun endnu havde i hænderne. Hun så så igen mod denne fremmede dreng der sad der ved siden af hende. Ikke for langt væk men eller ikke for tæt på. Bare tilpas. ”Hey.. Sid lige stille et kort sekund..” mumlede hun lige knap hørligt før at hun slap koppen med hendes ene hånd og lænede sig en smule frem mod ham for at kunne nå ham. ”Der sidder noget blod lige...der” Hun tørrede en smule af denne røde væske væk fra hans kæbe med tommelfingeren før at hun så igen satte sig som før. Hun smilte igen til ham under dette og efter tørrede hun blot det væk i græsset ved siden af hende. ”Men hvad bringer så dig her ud?? Efter mørkets frembrud.” Under de sidste ord lavede hun en af det for sjove creepy lyde for så at have smilet fremme igen. Hun så afventende på ham mens at vinden stadig legede med hendes lange hår lokker og flammerne oplyste både hendes og hans ansigt. Det var nu hyggeligt med lidt selskab her i aften. Så blev her ikke så trist og stille. Og så samtidig lærte hun endnu en – nok her fra byen – at kende. .