Sneen er faldet og Mørket har lagt sig.. ~Mind~

Tiden er?; 01.13
Stedet er?; Forêt - Skoven..
Omgivelserne er?; Hvad der nu engang er..
Vejret er?; Kold vind, mørkt og en halvmåne and skimmes..

Der var ufattelig mørkt ude i Forêt - Skoven der lå lige uden for byen Di Morga. Og helt igennem biddende koldt. Det glimtrende hvide vidunderligt til sne lå som et meget tykt tæppe over det hele lige for tiden. De snede dog heldigivs ikke særligmeget mere. Kun meget svagt. Det kom nok kun fra træerne når vinden fik dem i bevægelse. Lidt længere inde i skoven næsten helt henne ved den enorme sø kunne men finde en nogenlunde stor hyttet bygget af træ udenfor. Men hvad der blev skjult indeni var blot en normalt ligende lejlighed. Men det var ikke så vigtigt. En banken og en skubben kunne så høres inde fra hytten og døren ind til kunne man lige skimme blive åbnet en lille smule efter hver lyd. Den forbandede sne! Så pludselig åbende den helt op og en pige med en lile og spinkel krop nærmest fløj ud af den og landede blødt i sneen. Dette var hyttens ejermand. Amelia. Hun så ikke ud til at være mere end de 14-15 år gammel men i denne by kunne alt jo være noget andet. Hun rejste sig stille og roligt op men måske ret hurtigt for at den frosne regn ikke skulle nå at trænge helt ind under hendes tøj. Hun rystede hurtigt på hoevdet for at få det værste snefnug ud af det lange hasselnøddebrune hår. Hun var ikke ligefrem iført det mest varme tøj. Den sædvanlige korte røde nederdel og den langærmede hvide skjorte. Men denne gang havde hun været klog nok til at tage ret meget for stor vandtæt flis. uden om så man kun lige kunne skimme det nederste af hendes nederl. Eller havde hun bare fødder og ben. Underlig som hun var. Hun stod lidt og lod hendes mukke og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne søge rundt i området uden for hendes hjem. Vinden og mørket gav det hele en ret utryg og skræmmende stemning. Og så denne stilhed. Ingen dyr der tumlede rundt. Kun vindens pivende lyde der svagt kunne høres. Hun fik virkelig kuldegysninger af det og hendes amr blev automatisk lagt om hende selv som om at hun frøs og ville varme hendes arme. Hun vendte sig så lidt om for at gå tilbage til hendes hytte. Komme ind i varmen.. og stilheden derinde..

En ung vampyrhan havde drønet rundt og stødte på en kærlig duft. En duft af aspara... Manden gav en nydelses lyd fra sig og lod sit enormt hurtige tempo styrte hen mod duften.
De hvide jeans, den hvide, langærmede skjorte, de bare tær og det sorte hår faldt helt i karmhoflage og han kom ind i huset hvorefter han havde givet en kold vind fra sig som fik den smukke aspara til at fryse.
Han havde kun lige suset huset rundt og kigget i asparaens tøj - også undertøjet - og der efter stod få meter fra asparaen inde i hendes hus.
Mandens navn var Mind - Mind som i hukommelse.
Han kiggede på hende med et lumsk smil, dog ville han ikke gøre hende noget - endnu.
"Godaften," sagde han, selv om de rødepletter på tøjet kunne virke skræmmende var hans stemme kun kølig men rolig og en smugle blød.
Han ville ikke skræmme hende endnu... Eller jo, det ville han gerne, men de fleste blev dog også bange af hans blodrøde øjne, det halvlange, sorte, glatte, pjuskede og let strittenede hår, blodpletterne på hans tøj og det blod der løb ned fra hans overarm, men blev stoppet da den stive skjorte sivede blodet op i sig.

Amelia havde ikke opdaget andet end denne kolde vind omkring sig der lige fik glasset til at flyde over og hun virkleig frøs. Ikke nok tøj på. Men nu var hun også lige nået ind i huset. Her var også underligt koldt. Hun overvejede at beholde sin jakke over sig men hun vidste at hun bare skulle ind og krympe ind under dynen. Det var også ret så sent. Dog vidste hun ikke at det ikke ville gå som hun ahvde planlagt. Det var først lige at hun ahvde hængt sin jakke op at hun drjede den en kvartal før at denne mund pludselig stod lige foran hende. Næsten helt op af hende. Hun spærrede de hasseløddebrune dådyr øjne en del op og så en smule forskrækket mod ham. Stirrede. Hvad fanden. Hun blev samtidig også så skræmt at hun meget klodset trådte nogel skridt tilbage. Og så igen som forventet snublede hun over sine egne ben lige uden for den satdig åbne dør. endnu en gang endte hun i det tykke lag af sne. Sank næsten helt ned i den . Hun var ogås overrasket. Nok vidste hun at der var en risiko ved at bo her ude men det var først gang at det var sket sådan. Hun trak vejret lidt hurtigtere og hendes blik var stadig rette mod denne mand med de røde øjen og de mange blodspor på hans hvide beklædning. "Hva-Hvad laver du her???" lød det stammende fra den lille forsigtige aspara. hun sank en mindre klump og fik sat sig halvt op med armene som støtte..

mind gik med rolige skridt hen mod asparaen, "Du virkede som en fornuftig og sød pige, så jeg tænkte at jeg ville kigge ind..." sagde han med et smil.
Han var ret venlig da han var lidt usikker på om hun havde slået sig, "Slog du dig?" spurgte han og smilede blidt til hende og rakte hende en hånd. Den var hel og ingen ar, i forhold til hans venstre hånd som var fyldt med ar og sår.
"Undskyld hvis jeg har roddet" mumlede han meget lavt da han havde roddet lidt for meget i hendes seng og tøj...
Han var selvfølgelig lidt inertserret i hende da hun trods alt var en aspara som havde evnen at tiltrække væsner, men det havde vampyrer jo også det så bare ikke ud til at hun var påvirket af ham... Nok fordi hans påklædning var så skræmmende som den var.
"Mind... Mind Brithday Undousuru," præsenterede han sig og var fast besluttet på at han skulle blive lidt endnu i denne hytte

Amelia lyttede blot til ham mens da han så rakte sin hånd mod hende som en hjælpende enhed rakte hun sin ene lille og bløde samt varme hånd frem og tog forsigtigt imod hans hjælp. Hendes krop rystede en smule som om at hun var en patient der havde glemt at tage sin agstmedicin. Men det var bare en blanding af forskrækkelse og kulde. Hun kom hurtigt op at stå igen. Han var slige som så mange andre en del højere end hende selv. Hun rystede igen på hoevdet som svar på hans spørgsmål. "Jeg har det fint.. Sneen tog slaget" svarede hun en smule mere sikkert end før. Hun spærrede dog igen sine smukke øjne lidt op da han fortalte nogte med at han havde roddet i hendes hjem Eller det var i hvert faldt det hun mente. Hun slap hurtigt hans hånd og løb igen ind i sitn hytte og så sig om. Det så vel fint ud men døren til hendes værelse var åben. Dette var ikke fordi at hun havde rengørings vanvid men det var stadig ikke rart at vide at folk havde roddet i ens ting. Så stoppede hun brat over at se hvordan at hendes tøj lå uden for deres skuffer og skabe samt at hendes seng var mere pjusket end før. Hun havde godt ghørt ham præsentere sig selv men havde ikke svaret noget selv. Hun stilte sig så ved væggen ved siden af døren og kørte ned så hun sad der stille og roligt med benene trykket op til sig selv. Hun ville ikke engang gøre dig den ulejlighed at skjule hendes undertøj igen. "Er I virkelig alle sammen sådan nogle perverse kræftidioter??" lød det såsvagt men stadig blidt fra hende. det var ikke for at virkelig kalde ham en idiot me hun havde bare oplevet den her form et par gange nu..

"Undskyld..." lød det som et lille barn som havde fundet ud til køkkenet. Han kiggede en smugle på det men gik så videre mod asparaen, "Jeg vil nødig sige du er irriterende... For jeg kender dig ikke ordenligt endnu," sagde han lidt forsvarende... Hun skulle da ikke kalde hans race for perverse kræftidioter... Eller i hvert fald bare ikke en hun ikke havde mødt helt endnu, "Jeg fik ikke fat i dit navn," mumlede han og smilede roligt til hende mens han håbede hun kunne tilgive ham, "Og undskyl jeg ikke nåede at rydde op igen" sagde han og forsvandt hurtigt over hende hvor efter den koldevind fra før kom igen. Et halvt sekund efter var han ved den samme side som før og kiggede kort ind på det helt cleanede rum og så på hendes dådyr øjne. "Jeg har ryddet op!" sagde han som et stolt lille barn, som om det var første gang ham havde ryddet op. Duften af aspara fristede ham godt nok til at tappe en smugle af hende, men han gjorde det dog ikke med mindre hun selv var med på at give ham noget blod.

Amelia rystede så lidt på hovedet. Nu følte hun virkelig selv at hun trangte til ats ige undskyld selv. Hun havde det ikke for godt med at kalde andre disse former for ting med mindre at de virkelig ahvde gjort hendes ondt eller bare irriteret hende for groft. Og dene gang var det nok mest fordi at hun var ufattelig træt. Hun havde ladet sig holde vågen lidt tid og efter at have kunne åbne døren til sin hytte ville hun blot have lagt sig under dynen. "Undskyld.." lød det få fra hende. Svagt men stadig hørligt for denne vampyr. Hun ventede igen emd at svare på hans spørgsmål om havd hun hed men mente at han godt kunne få det at vide. "Je-Jeg hedder Amelia Sia Lukumi.." præsenterede hun sig selv mens at hun lod sit blidt lode op på ham der nu sad foran hende. Deres blikke mødtes men mere skete der ikke rigtigt. Hun var ikke den type der begyndte at rødme og hurtigt se væk. Hun så ham over skulderen før at hun igen træk sine ben tættere til sig og så ned i gulvet. En lilel smule flov og sur på sig selv over hendes reaktion. "..Tak, Mind" Hun fugtede sine læber via sine tungespids. I en fin rytme ved først at gøre overlæben og underlæben bagefter.

//Kan ikke holde mig vågen... Går i seng nu og svare måske i morgen//

//Fint fint ^^ Skrives!//

Mind smilede roligt, stadig lumsk, til hende og fjernede lidt af hendes hår fra ansigtet, ”Nej det er mig der siger undskyld for at bryde ind,” sagde han og grinte en smugle, hvorefter hans lod sig sidde på en underlig måde, hvor han enlig ikke sad ned men hvor han sad på sine tæer. Mind smilede roligt til hende... Amelia, ”Smukt navn,” mumlede han og og ventede på hun ville kommentere.
”Det er da det mindste jeg kan gøre” sagde han roligt og rejste sig op, ”Du virker en smugle træt,” sagde han og smilede lidt, ”Skal jeg bære sig over i din seng?” spurgte han og grinte lidt, han var selv ret sikker på hun ville sige nej, og at hun godt selv kunne gøre det, men alligevel, det kunne vel ikke gøre skade at spørge.

Amelia så igen mod ham da han kommenterede hendes navn. Smukt navn? Det fik et smil frem på hendes bløde læber. Det var ikke overdrevet stort men mere lige knap synligt. "Tak.." lod det igen fra hende med hendes blide og rolige stemme. Liudt højere end før. Hendes smil voksede skam også en smule. Da han spurgte om hun var træt eller at hun blot virkede træt rystede hun blidt på hvedet så hendes lange hasselnøddebrune hår igen flagrede svagt om hende. Og det hår der før havde hængt ind over hendes ansigt var nu igen på sin plads. Dog ikke så det generede hende. "Nej nej det er okay.. Jeg er ikke trær som sådan mere.." Hun slappede mere af i hendes arme der var blevet svunget omkring hendes ben så hendes ben ikke var presset mod hendes bryst og derfor ikke kvælte hende mere. Ikke at havde gjorde det før men hun kune abre trække vejret lidt bedre nu. "Men ellers igen tak for tilbudet.." Hendes smil var nu en del større og hendes hoved blev lagt lidt på skrå. "Men havd laver du egentligt her??" Dumt spørgsmål. Det havde sikkert været hendes duft af aspara der havde tiltrukket ham. Det skulle i hvert fald ikke være nogen overraskelse hvis det var det..

Mind var glad for ar hun smilede overhans kommentar om hendes navn, ”Jeg siger jo bare sandheden, det er der ikke noget at sige tak for,” sagde han en smugle charmerende, ”Sikker?” sagde han og var selv allerede klar til at løfte hende op og bære hende over på plads, ”Du skal bare sige til,” sagde han og grinte roligt, ”Fandt bare din duft og ville tjekke det lidt ud,” sagde han og grinte kort, hun var trods alt den første aspara han havde set.
”Sådan er det vel bare når det er den første man ser,” sagde han og smilede hvor efter han rejste sig op og lod en hjælpende hånd ned til hende, ”Måske skulle vi starte forfra? Hvor jeg bare kommer og så viser du mig rundt?” spurgte han og smilede roligt.

Denn gange tøvede Amelia ikke længe før at hendes hånd havde taget imod hans. Den kølige hud mod hendes varme gav hende kort kuldegysninger men det forhindrede hende ikke i at komme op at stå igen. Og så havde hun faktisk intet imod det. Hun var stadig fascindert af hvordan at vampyre blev til og den slags. Hun tænke ikke så meget over hvordan hun selv var kommet til. De undrende år var for længst sunket ned i dybet. Man kunne se hvordan at hun slappede mere af i hans selskab. Og hendes smil var der igen. Tydeligt men stadig ikke overdrevet. "Nej nej det er okay.. Det er alligevel lidt kedeligt nu hvor at du allerede kender næsten det hele.." Et svagt grin kom fra hende. Hun var ikke bange for ham mere efter at hun var faldet noget ned. Hun så så lidt overrasket på Mind og lagde sit hoved lidt på skrå så hendes haår faldt mere ned over den ene skulder ind ned over den anden. "Har du ikke mødt end aspara før?? Virkelig?? Woah! Den var ny.. Men nu har du da.." Hun sendet ham igen et smil før at hun så smuttede fobi ham og derfor også ud af det stadig mørklagte soveværelse. Ikke lige det sted hun havde lyst til at være nu..

Mind smilede over hendes tøven var forsvundet og hun bare kunne tage fat i hans hånd og så var hun oppe. Hendes varme sev ind i hans hånd og spredte sig lidt... Han måtte beherske sig... En trang til blod steg ham til hovedet men han lod som ingenting, "Det er rigtigt, men alligevel," sagde han og grinede kort.
Hun var hyggelige nok i sig selv, bare hendes hytte var hyggelig! "Så..? Du bor her ude...? Helt alene?" spurgte han, men det lød mere som kun et enkelt spørgsmål og ikke som flere.
"Ja virkelig!" sagde han til hendes reaktion og fulgte efter hende, "Hvor vil du hen?" spurgte han og løftede det ene øjenbryn mens han kiggede efter hende og begyndte først efter lidt tid at gå efter den behagelige duft.

Amelia stoppede op da han spurgte ind til om hun boede her helt alene. Hun stod lidt med ryggen til ham før at hun så lod sig vendte sig halvt om dmo ham. Med et lille forsigtigt smil. "Ehm..Ja det gør jeg. Helt alene...Det har jeg så gjort de sidste 103 år eller sådan noget der omkring" Hun havde virket lidt nede i starten men var nu igen oppe i det normale humør efter at have fortalt om det. Hun sendte ham endnu en gang et af hendes smil før at hun vendte sig om igen. "Jeg smutter bare lige ud og henter noget opfriskende.." sagde hun kort før at hun så forsvandt ind i køkkentet. "Nu har jeg jo selskab og skal kunne holde mig vågen.." Endnu et grin kunne høres fra hende. Hun fik med næsten lyntes hast sat gang i den gamle kaffemaskine. "Vil du have noget??" råbte hun så hun var sikker på at han kunne høre hende. Med mindre at han havde valgt at stille sig ved siden af hende. Eller følge efter hende. Hun ville nok bare ikke have opdaget noget af det. Hun stod lidt foroverbøjet ind over køkkenbordet mens at hendes blide hasselnøddebrune dådyr øjne bare stirrede mod den kaffe der blev lavet. Lyttede til dråberne der landede mod bunden. For nogen ville det bare være kedeligt men det beroligede hende en smule nogle gange..

Mind smilede roligt og stoppede op da hun fortalte det, ”Tænk... Jeg som troede jeg var ældre end dig...” sagde han tænkende og grinte roligt, ”Jeg er kun omkring de 24,” sagde han og grinte en smugle med ondskabsfuld latter. Da hun spurgte om kaffe, med høj stemme, som om han var tæt ved soveværelset, lagde han en hånd på hendes skulder da han stod lige bag hende.
”Ja tak,” sagde han og kunne selv mærke varmen i gennem hendes skjorte sive op, i hans hånd, men fjernede den så igen. Men ellers var han helt skjult bag hende og kunne kun ses hvis hun havde øjne i nakken eller i siden som et byttedyr.
”Jeg er lige her,” sagde han roligt og smilede til hende hvor efter han med rolige skridt gik hen ved siden af hende, bukkede sig ned og holdte vægten i de bukkede underarme og kiggede mod hendes hoved der var rettet væk fra ham og over mod kaffemaskinen.

Et chok gik så hurtigt gennem hendes lille og spinkle krop da hans hånd blev lagt på hendes skulder og hans stemme lød. Hun vente sig hurtigt om mod ham og lod et lettet suk lyde fra hendes bløde læber. Hun blev lidt overrasket over at hans sagde ja tak til kaffe. Var han ikke vampyr? Han var sikkert den form for vampyr der faktisk godt kunne spise og drikke andet end blod. Eller det der kunstige blod der ikke var så meget snak om her i byen. "Ehm.. Fint nok så.." sagde hun smilende da disse undrende tanker så var forsvundet igen. Hun fulgte ham med øjnene da han stilte sig ved siden af hende. Hun satte så af og endte med at sidde på køkkenbordet med sine bare ben dingle svagt under hende. Hun strakte sig op og fik med lidt besvær åbnet skabe med kopper og fik to ud før at hun igen lukkede det. "Så du er ikke så gammel af en vampyr at være eller hvad??" hun så spørgende mod ham med hendes søde og varme samt imødkommende smil..

Mind spærrede sine øjne en smugle op da hun blev en smugle forskrækket. Han var godt nok en der kunne drikke og spise det samme som andre, men han ville normalt kun have blod, det var kun når han var sammen med folk som nok ikke ligefrem havde blod stående på køl i sit køleskab. Han smilede roligt til hende og lænede sig så roligt op af bordret. Det så besværligt ud med kopperne og overvejede at spørge om hun skulle have hjælp, men hun klarede det, hvis hun tabte noget, som nok ville smadres i tusinde stykker eller bare gå i stykker ville han i hvert fald godt kunne nå at få fat i det, men hun klarede det helt fint.
Han smilede roligt til hende ved hendes spørgsmål, ”Hvis man sammenligner mig med en næsten to år gammel menneske baby ville det passe meget godt,” sagde han og grinte roligt, det var bare opførelsen der ikke passede så godt sammen...