De sidste stjerner? //Åbent for højst 2//

Sted: En af de større områder - gågaden
Omgivelser: Absolut ingen
Vejr: Koldt - let skyet
Tid: 02.23
Dato: 3 December

Nattetimerne var tyste.. trods det overtagende kaos, som byen havde ladet sig besmitte med de sidste måneder. Korruption.. ødelæggelse, men alligevel så stille. Man skulle tro at gaderne var fylde af autonome og lykkejægere, men nej.. der var ingen at se på de kolde grå gader i området nær Terre centrum. End ikke nattelivet var til at se, trods musik dunkede fra indendøre over resten af områderne. Ingen turde gå på gaderne.. Hvilken fryd når man nettede sig efter et godt måltid.
Luften blev suget ned igennem et koldt halsrør, til ubrugelige lunger for at blive pustet ud igen.. ingen reaktion. Ingen fin lille hvid damp kom der fra dennes hånde når han lod den gå i et med den kolde vinterluft. Alfahannens ånde var mindst ligeså kold og død som hans medlidende væsen der måtte gemme sig langt inde bag dennes mørke person. Lang var han.. Han havde overmandet en bænk på en af gaderne lidt fra bordellet, hvor en sirene kunne høres. Hans lange skikkelse bevægede armene om bag ryglænet og nærmest lagde sig ned over bænkens bagside. Nakken var bøjet og blikket sat imod himlen. Sirenen brølede og døde hen da den forsvandt længere væk. Ahngel kendte dens destination.. Han havde dog ikke regnet med at nogen ville finde liget i aften. Det var nummer 2 den aften.. Begge fundet af gadernes ånder og hvileløse personligheder, der trods alle odds for overlevelse, havde forhvilet sig ud. Ligene ... Ligene var deres advarsel. Et bredt bestialskt smil bredtes over Ahngels mund imens han hævede højre arm og fjernede en rød dråbe der endnu klistredes i hans mundvige. Hvor sødt... De havde ikke fundet den tredje gave endnu?
Et mørkt 'heh' kom fra ham inden han yderligere slangede sig over bænken, så den lange, sorte flænsede jakke strøg imod asfalten med den lette brise. Derudover bar han lange sorte bukser og en rød skjorte under den åbne frakke.. Rød som i størknet blod, hvorimod farven der gemte sig under de lukkede øjenlåg, endnu var ganske flydende, som var hans iris blot et transparent lag til hans blodige indre. Et vindue til sjælen, om man ville?

En kold vind rev igennem Terres kloarker. Dette, var der dog ingen som vidste. Ingen var der til at mærke det.. Terres kloarker var som tomme gravkamre. Tomme.. Men dog ikke uden indhold.. Disse havde en grund til at være der, men ikke noget nogen mennesker, eller væsner, tænkte over. Bortset fra et. Nettop dette væsn mærkede ikke vinden. Hans kolde grå hud, tillod ham ingen fornemmelse af denne kulde, og det eneste der ændrede sig på ham da vinden ramte, var hans brune, halv ødelagte frakke det flappede med dens blide berøringer. Denne skikkelses navn var Vladimir. Han havde nu været vågen i nogen uger, og indtilvidre brugt sin tid, overordnet på, at æde.. Skaffe sig føde. Det var alt han skulle bruge.. Og det var dette der fik ham til at lætte fra sin mølædte kiste, denne nat.
Skikkelsen forsvandt så, i en sort røg, og vinden rev røgen løs, og afslørede en flagermus, som fløj op imod et kloarkdæksel. Da denne nåede derop, forsvandt den igen i en sort røg, og Vladimir slog hårdt på dækslet, og han kravlede ud. Vladimir var, for en gangs skyld, ikke interreseret i at skynde sig. Han havde ikke travlt.. I dag, ville han lege med sin mad.. Som katten efter musen.. Den eneste leg, voskne Vladimir stadigt nød.. Med stor bestialsk glæde... Vladimir kiggede omkring sig, og så han stod på gågaden. En af de støre steder. Han knurrede lavt, og regnede ikke med at finde nogen her, ved denne tid. Dog fangede hans næse en duft. En uventet duft. Han kiggede langsomt imod denne, og kunne se et væsen på en bænk. Han kneb sine øjne sammen, da han anså det til at være en vampyr. Og denne ikke svag, som nogen af de andre han havde mæsket sig i... Han rystede kort på hovedet, og trak sin hætte over, så hans ansigt var sløret, imod lyset fra den ensomme lygtepæl ved hans side. Han havde tænkt sig at gå vidre, men i stedet forblev han, og blev ved med at knibe sine øjne sammen, indtil de bare var to streger, og han knurrede i det han stirede på den anden vampyr.

Der gik ikke synderligt lang tid før en anden kødelig æders duft ramte Ahngels sanser som en betonklods. Hans stilling var atter afslappet, næsten arrogant og al for tillidsfuld til sin egen person i dette område. Det var nok ingen hemmelighed for denne anden vampyr at han allerede havde opfanget dennes tilstedeværelse. Ahngel knejsede elegant nakken og lod det lange hår glide ned om bænkens ryg. Smuk var han.. ikke som denne anden skabnings ydre side.. men måske var det alligevel et spørgsmål om indre... og i så fald..
Hvem var så det der lignede et monster i sidste ende?
Ahngels øjne var atter lukkede idet hans hals udstødte et ganske let og mørkt kluk for at lade dette væsen vide at han havde opfanget ham. En gestus der blandt de fleste vampyrer ville opfatte koldt, dog smilede han. Ahngels stille udtryk havde bredt sig til et mørkt morende udtryk og langsomt, som han hævede brystet indåndede han frostvinden med et langt metallisk og hørligt åndedrag, som åd han af selve vindens 'person' .. Da åbnede han øjenlågene og lod hvad der før havde været et lyst væsen i vinterens eget billede, forvandles med de røde øjne der vendtes imod den anden vampyr. Blodrøde som de tre ofres kropsvæske, der havde plettet den kolde nat.. udgydt af disse hænder. Smilet stod ved imens han ligeså markant åndede luften ud igen, hvislende i samme tone et sleskt: Bonjour...

Vladimir kneb sine øjne sammen, og rystede kort. Den anden vampyr mindede ham allerede alt for meget om en fuldblods. Så meget, at Vladimir bare valgte bare at gå ud fra at han var dette. Den kolde vind slog imod hans kolde hud, og gjorde inden forskel. Dens desperate forsøg på at få Vladimir til at fryse, feglede. Vladimir følte som altid.. Intet. Han gik et par skridt til sin side, og stoppede ved en lygtepæl, og kiggede tilbage på Ahngel. Han knurrede lidt, og kneb sine øjne sammen af Ahngels 'bonjour'. Han greb hårdt fast i lygtepælen ved hans side, rev den op fra jorden, og kastede den imod bænken, efterfulgt af hans kommentar:
"Здравствуйте(Udtalt: Estra-tu-vi-tjo)" Hvæsede han, med et stort smil, i det lygtepælen fløj igennem luften. Denne var kastet imod bænkens ben, for at brække dem, så bænken ville falde til jorden. Han knurrede lidt, dog med et stort smil. Han nød at provokere fuldblods vampyrer. Dog var Vladimir klar til at løbe, da han godt kunne mærke at Ahngel formegentligt var stærkere, end han måske ville se ud for de fleste.

Ahngels blik fulgte nøje lygtepælen der blev revet op.. Det mørktmorende smil bredte sig en smule yderligere. Tænk.. Sådan en kort lunte? Det skulle nok blive interessant. Han vendte hurtigt kinden til, sendte vampyren et ulæseligt blik inden han ganske hurtigt fik løftet benene under sig, stødt dem imod bænken og fjernet sig med en hastighed, som de fleste øjne nok ikke kunne opfatte. Et kort øjeblik syntes han faktisk at være væk, men dog ikke. Han stod nu med et bredt og senistert tandsmil på en lygtepæl på den anden side af gaden. Hans højre fod som eneste støttepunkt, hvor det andet var lettere bøjet, dog ikke nok til at han så ud som ville han balancere. Han stod, som han ville gøre det på en gade.
"Så aggressiv?" hvislede han morende inden han skænkede den ødelagte bænk et blik. Det havde nu været en udmærket plads.
Ganske elegant lod han sit støttende ben bukkes og han gled ned i en siddende bevægelse på lygtepælens bøjede top og som var det påkaldt, begyndte lygtens lys at summe, som et ødelagt neonrør af alene de energier der svømmede på oversiden af hans hud. Usynlige, men til at føle, som når et stearinlys leger med luften. Bukker det som et bølgende savannelandskab. Der var dog en forskel. Denne var kold som is.
"Naiv er du, hvis du tror jeg ville lade mig kue af.." Ahngel lagde blikket imod den ødelagte bænk igen og derefter på lygtepælen der havde været gerningsmand. Hans smil strammedes atter op, som om slutningen på hans sætning morede ham.
"...som en skoledreng stiller sig op mod de bestående. Hvor nostalgisk.." mumlede han så og lod smilet falme let, dog var dette ikke dødt og den hånlige røde glød var endnu en konstant i hans blikke.

Vladimir fulgte Ahngel med hans blik, fik hver eneste af hans bevægelser. Hurtig og elegant.. Som de fleste andre vampyre i Di Morga. Det gav ham en ubehagelig fornemmelse igennem kroppen, som om han skulle brække sig. Endnu engang mødte han en fuldblods, mange gange stærkere end ham selv.. Ikke en han egentligt vil bekæmpe.. Men hans blod var allerede ved et koge op, som var han en gryde over flammen. Hans had imod fuldblods ville han nok aldrig kunne ignorere. Passede ham fint.. En dag ville han være stærk nok til at lære dem respekt imod hans klan.. Når hans klan nu engang stod stærkt igen. Hvilket han nok skulle sørge for at den ville...
Vladimir kiggede op på Ahngel, og fnøs af ham. Han gik ud fra skyggerne så han kunne sen Ahngel bedre, og så Ahngel kunne se ham. Han knurrede lavt, og rystede kort på hovedet.
"Selv.. En skoledreng.. Kan en dag.. Blive konge... Bliver han ikke.. Ved.. At bukke sig.. Og finde sig.. I.. 'De beståendes'.." Han lavede en fagt med hånden imod Ahngel. "'Overlegenhed'.. Som i.. Fuldblods.. Så glædeligt.. Mæsker jer i..." Hvæsede han lavt, med hans lave, hæse og ru stemme. Hvert ord lød som om det var frem kæmpet, og lagt stor kræft i at sige dem.. Dette var der ikke, det var blot hans stemme.. Hans onde, som Ahngels, var også usynlige, og hans krop lige så død som hans.. Dog var hans tilstand.. En del mere tydelig.. Hans vansirede ansigt, og nærmest udtørrede brystkasse, gjorde ham til det Di Morgas vampyrer gemmer bag en falsk overflade.. Et omvandrende lig..

Benene blev slået over kors, som sad han i en ganske stabil kontorstil imens han skødesløst placerede den ene albue dovent over det lettere hævet ben, hvorimod den anden arm bare hang roligt om siden, hvor fingrene begyndte at snitte imod egen håndflade, som ville han tørre noget af samtlig finger, som hver især kom med et knæk fra den lille bevægelse. Han virkede kort fraværende imens denne talte, men befamlede ham noget så indgående med øjnene, som bestod disse røde ædelsten tusindvis af uorganiske hænder der rakte ud efter den anden vampyr, greb om den og rørte alle tænkelige lemmer og punkter.. som så han igennem dennes udseende, og dog var der ingen afsky at finde, trods det lurende rovdyrssmil... koldt som selve vinteren.
"Nosferatou.." Hvislede han stille og lagde hovedet en smule på skrå imens smilet dæmpedes fra noget sarkastisk til noget undrende. Han havde overhørt dennes tale til ham.. Han fandt det ganske ligegyldigt.. Konge? Ham..? Han havde jo i sin egen forstand ret. Billedet af Ahngels syttenårige tynde skikkelse gled over hans minder imens han tappede livsblodet fra den døende alfahan.. Hvornår han mon havde tænkt sig at sove fuldkommen ind? Man kunne nærmest ikke befinde sig i de nederste etager uden at føle stikket af paranoia i nakken.
"Det er ikke hver dag man ser din slags på gaderne.." hvislede han så og rettede sig op inden vinden tog et blidt tag i det lange sorte hår. "Hvordan kan en tom gade drive en som dig ud fra din hule?"

Vladimir knuggede sin hånd. Ahngels ligegyldighed, var et tydeligt skrig af respectløshed, i hans øre. Det samme som dæmonen Ma'lakel. Dog udvidste denne en form for respect omkring Vladimir. En som han heller ikke havde regnet med, fra en fuldblods. Hvilket Ahngel tydeligvis var. Men som Vladimir havde ved Ma'lakel, følte han sig tvunget til også at gøre ved Ahngel. Tillade det.. Han kunne alligevel ikke besejre dem, i en kamp. Dette var tydeligt. Og det irriterede Vladimir så grufuldt meget.
Vladimir knurrede en smule af Ahngels spørgsmål. Hans lave, hæse knurrend gled igennem luften, som blev den båret med vinden, og ville nemt kunne høres. Han hvæsede lavt, og kneb sine øjne sammen imod Ahngel.
"Vi.. Skal også.. Overleve.." Sagde han lavt. "Grunden.. Til.. At du ikke ser mange.. Er fordi.. VI næsten ingen er!" Hvæsede han højt efter Ahngel. "Vi.. Bliver ignoreret af jer.. Ventrues.. Og.. Toreadors... Hvad end.. Du nu er.." Sagde han lavt, og lavede et par fagter med hænderne, tydeligvis hånene på de andre klaner.

"Toreador.." hvislede Ahngel til Vlad da den lette usikkerhed over hvad afstamning Ahngel havde. Det var sådan set nemt at se på ham, trods de originale toreadors mest var set i Venidi og omegn. De franske vampyrer havde efterhånden ladet sig udgå fra de andre klaner og holdt sig til deres herredømme. Ahngels herredømme. Lucifer Mort De Sangs herredømme. Trettende led. Ahngel afgav et kort nik inden han satte af med hænderne imod pælens overflade og befandt sig i den tynde luft et øjeblik inden han atter stod på vejen, ikke mange meter væk fra den anden vampyr.
"Et sjældent eksemplar, så.." sagde Ahngel og smilede en smule narrehøfligt. Han havde egentlig fået sig vækket en nysgerrighed imod dette væsen.. Han havde ikke set mange af de lasede nosferatous og denne var nok den eneste han havde set indenfor de sidste par år. Selvfølgelig havde han allerede den fordom i hovedet, at disse var underlegne han selv.. Hvem skulle osse bebrejde det? Det var et spørgsmål om omtale.. Ahngel kendte ikke meget til verdenen i praksis, hvorimod bøgerne og talerør havde været hans pålidelige kilder. Ung vampyr var han trods alt, til trods for sit mageløse embede. Det var jo heller ikke helt efter tradition. I forhold til de ældste ville Ahngels egentlige alder blot anses som en ældre teenagers.. Hans hoved derimod tilhørte noget meget ældre.

Vladimir kneb øjnene sammen en smule da han hoppede ned, og tog et par skridt tilbage da han gjorde. Vladimir knurrede lavt, og hans overlæbe rystede et par gange. Han havde ingen form for interesse for, hvilken klan han var fra.. Selv hvis han havde været Nosferatu, ville han stadigt hade ham som fuldblods. Hans temperamant kunne slet ikke tage Ahngels udstråling. Præcis som det forbandede billede han havde af fuldblods vampyrene. Og han spyttede på den dag han lod sådanne, snyde ham.
Vladimir fnøs en enkelt gang, og hvæsede kort. "Langt.. Fra.. Den sidste.. Du kommer til.. At se.. Medmindre.. Du vælger.. At hoppe på et bål.. I morgen?" Knurrede han lavt. Han mente det tydeligvis som en hånlig bemærkning, og hvis han kunne ville han have kviteret den, med et spyt ved Ahngels fod.
"Jeg.. VIl ikke lade.. Mine brødre.. Leve i kloarkerne.. Mere.." Sagde han og pegede imod Ahngel. "Di Morga, og Frankrig.. Vil se.. Noseferatuens nytte.. Igen.. Ved allerede mere.. Om denne by.. End de fleste.. Der bor her... Vores nytte vil blive nødvendigt igen... På den ene.. Eller den anden måde.." Sagde han med et lavt hvæs, og lod sin arm hænge ned langs han side igen, imens vinden ruskede let i hans frakke.

Vampyrens første kommentar fik Ahngels smil til at syne hen og en kold skulen blev sendt imod ham, til trods for at der ikke var noget ansigt i det.. Kun øjnene lynede et øjeblik inden han nikkede og rettede sig op og fjernede en sort skyggetråd der havde forladt resten af hans ravnemanke og havde bevæget sig ind foran øjnene. Spyttet overså han let og elegant hvor den eneste reaktion derfra var en snært af det smil der før havde været der, som tog sit comeback. En let klukken opstod og døde atter hen igen.
"Nytte huh?" svarede Ahngel og lagde hovedet på skrå imens hans ene hånd søgte til hans hals og bevægede de lange negle over den et øjeblik. Hans røde øjne vendtes tænkende imod siden. Javel ja.. Hans øjne faldt atter på den lille bunke kaos, som denne person havde skabt sig ved hjælp af bænken og lygtepælen. Vold.. kaos.. ødelæggelse. Smukt og poetisk på sin egen syge måde, men det var ingen metode til fremgang eller opretholdelse af racer.. Der skulle andet til end råstyrke og et hidsigt temperament.. netop derfor var Ahngels syn på vampyrens holdning skeptisk som Fanden er til Gud.
"Hvad er dit navn?" sagde han så med en kølig mine.

Vladimir nød blot at Ahngel så ud til ikke at bryde sig om ham. Han ville gerne være hadet af Fuldblods vampyrene. Hvis Vladimir nogen sinde ville få chancen, ville han skaffe Nosferatuerne den magt de engang havde i Rusland, og få det nuværende fuldblods samfund til at bryde op. Præcis som i de gamle dage...
Vladimir knurrede lavt af Ahngels første kommentar, og rejste den ene side af hans overlæbe, og hvæsede lavt, men mere blev det dog ikke til. Vladimir ville ikke skabe fjerne som Ahngel.. Ikke endnu.. Han knugede sin ene hånd, i en stram knytnæve, og hans opstrammede hud, lignede at det ville sprænge under presset når som helst. Hans brystkasse bevægede sig langsomt, og hans vejrtrækning blev mere intens i et stykke tid. Vladimirs sult begyndte at skære i halsen, og hans knurren blev højere. Han strakte sin nakke og hans skuldre et par gange, og kneb sine øjne en smulle sammen da Ahngel spurgte om hans navn. Han lavede en fagt imod Ahngel med den ene hånd, i det han svarede.
"Giv mig dit navn.. Toreador.. Og så for du mit..." Sagde han respektløst, imens hans øjne forblev smalle.