The Rat and The Prince?((Lucas//privat))

Sted: Alles gyderne, fyldt med en man fulde mennesker, og fattige folk.
Tid: 22:00pm.
Dato: 24 December.

__

Varme, kærlighed, tryghed, og alle de ting der hørte med til netop denne dag, hvor familier samledes om bordet til en ægte middag for hele familien. Gaver der lå under det duftende grandtræ, lys, og konfekt. Jule nisser, og krybbespil. Alting syntes at være det samme, selvom det blev holdt i skjul af de mennesker der var tilbage.
Men en af dem der ikke holdte denne årstid var en ung dreng hvis liv netop nu hang i en tynd tråd. Han dækkede ansigtet til for at forsvare det, men kunne ikke nå det helt, og en velplaceret knytnæve fik et godt slag ind på hans kindben. Han vaklede ind i en mur og tog sig jamrende til hovedet uden at se på de tre personer der netop nu havde omringet ham. Alle tre så de ud til at være stang stive, og alle tre så ud til at have noget imod denne unge vampyr.
Han krympede sammen i en overgivende stilling og dækkede for ansigtet imens han stille begyndte at vugge og klynke små ord. De tre mænd så dog ikke ud til at give sig overhovedet, den som havde lagt det første slag greb nådes løst fat i en hår tot af knægtens sorte uldede manke, og rev opad så ungen måtte vise sit ansigt endnu engang, hvor at et blå-gult mærke nu prægede den lyse hud, der trods dets oprindelige aske hvide ydre, var mørkt af snavs og skidt.
Med et forpint udtryk så drengen nærmest bedende på manden der havde fat i ham, rakte de tynde hænder op til dennes hånd og prøvede at komme fri!
,, Skal du bide mig? Lille svin!!", blev der råbt af ungen der i bare frygt rystede overalt på den let påklædte krop. Delvist af frygt for endnu engang at blive slået, og delvist på grund af den bidende kulde. Hans overkrop var nøgen, og kun et par nedslidte bukser der nu mere lignede shorts end bukser dækkede hans nedre halv del. De røde øjne, lyste som små glødende ild kugler, men kom ikke til sin ret på grund af de blod røde tårer der gled ned over de mørke kinder.
Manden gjorde an til endnu engang at slå knægten, og hvis ikke der blev gjort noget yderligere ved den konstatering fik den unge vampyr dreng endnu et pap på skrinet!

Hvis torden havde haft en stemme, så havde dette været den. Dybere end de få klynk der var kommet fra ungen, og med væsentligt mere autoritet. "Stands" Et smil, et smil var det første man lagde mærke til, et slesk smil, der var som en revne over de blege læber, en lille lyserød tunge der kom ud fra hjørnet, og gled rundt, først underlæben, og så overlæben. Opfangede de sidste pletter af rødt blod der var på læberne. Mad. Grunden til deres eksistens. Lucas så hvordan de dødelige omkring vampyren stivnede. Så hvordan deres kroppe så ud til at stivne, mens deres øjne løb løbsk, paniskt søgende efter en forklaring på denne paranormale hændelse, og end ikke Lucas, der normalt gjorde alt for at holde sig på den gode side af menneskeligheden, kunne ikke dy sig. Han knækkede fingrene, tog så fat med sin højre hånd om den venstre hånd, knyttede den venstre inden i den højre, og svingede så, albuen ramte med et hårdt dunk manden, der havde slået ud efter den unge vampyr. Dunk, Klonk.... og så en skraben af stof imod astfalt.

Lucas, var som altid iklædt sit sorte jakkesæt, samt en hvid skjorte, men i aften, var han -i aftenens andledning- iført et rødt slips, og ikke det sædvanlige sorte, lettere vovet hvis han selv skulle sige det, hvad tænkte folk ikke om ham? at han ikke var ordentlig? eller at han måske ikke havde styr på sin garderobe? og derved ikke hans liv? Men nej, i aften var det jul, og derfor, måtte man vel gøre lidt forskel. Dette var den eneste forskel i hans påklædning, ellers var den den samme, lige fra den sorte blazer, til den hvide skjorte, og helt ned, til machet knapperne i massivt guld.

Lucas betragtede hvordan hans ord stadig tryllebandt de dødelige... Hans magt over de dødelige var væsentligt mere kraftig, end den over dæmoner, men alt dette skyldes nok, at der pumpede FRISKT blod igennem han ører lige nu. Han kunne have vundet over Malakel... Over alle... Eller, det fortalte han ihvertfald sig selv, og således, var det sandheden i hans ører. Hans smil blev breddere, da hans vendte sig om, og betragtede den unge vampyr. Hans ene øjenbryn hævede sig. Så kom det, ganske stille, som om han ikke kunne tro det selv, som om det var helt af en anden verden. "Du.. Fryser?"

Han kneb øjnene sammen i visheden om at det ville ramme, og ligesom det andet slag, omdekorer hans ellers så kønne ansigt ind til noget mere farverigt. Og netop derfor kom stemmen der beordrede disse mænd til at standse, som et chok for den unge vampyr, der i respons åbnede øjende endnu engang og stirrede sanseløst i retningen ad der hvor stemmen var kommet fra. En skikkelse kom frem, en herre i pænt tøj og som bar en farve der syntes svimlende for Alvar's endnu naive sind. Rød, rød var pirrende, og tørst fremkaldende, fordi den mindede den hungrende unde han om det som han aldrig rigtig kunne få fat i, eller blive mæt af. Blod! Blod fra et menneske, eller anden humanoid. Han havde blot bidt manden der havde haft i sinde at banke ham, kort, knap fået lov at suge det stærke junkie blod til sig. Som manden, den fine herre havde taget kontrol over, standsede hans ellers meget tydelige intentioner, fik den sort hårede vampyr vristet sig fra fra dennes greb, og dumpede lettere klodset ned på rumpen imod den kolde mur. Han skælvede svagt, og tog sig til sin ene arm. Kulde, kulde havde sin effekt, i forhold til varme som han ikke kunne føle, samt alle andre temperaturer end lige denne overvældende kulde. Dets koldere det var, dets mere kunne han mærke den. Og den små dalende sne gjorde ikke dette bedre, da der faldt små snefnug ned over den meget spinkle drengs skuldre, arme og overkrop.
Han så skræmt op på herren der var kommet til undsætning, og det var ikke til at tage fejl af: angst og frygt, var lige så tydelig i hans øjne som den var i de nu fangede mænds. Hjælp betød at man skulle betale tilbage, og han kunne ikke betale noget. Han havde kun sig selv! Men han var ingen kvinde, så han kunne som dem ikke bestikke med kroppens funktioner. Af frygt for hvad der ville ske hvis han tog imod hjælpen fra denne stærke person, skuttede han sig langs væggen, langsomt væk fra ham, dog imens at de rød glødende øjne stadig var fæstnet på dennes isblå blik. Spørgsmålet fik intet svar, men blev bare mødt af en klar angst, som var denne dreng et mishandlet dyr, der ikke havde tiltro til hverken dem der havde forvoldt den skade, men heller ej dem der prøvede at hjælpe.
Han mumlede små ord som han skuttede sig væk, ord der ikke var en tale, men blot vulapyk som kun en galning ville kunne få lidt ud af at lytte til. Dog ind i mellem de hjemmelavede ord kunne nogle få forståelige spejdes: løb, nej, og mad.. indgik blandt andet i den lille sammensætteles.

Lucas betragtede ham. Og da kom det, som regnvejr på en sommerdag, noget der skar igennem ham, noget der gjorde ondt rent fysisk, en smerte han kunne have skreget over, en smerte han kunne føle i hele som krop, vibrerende hele hans utrænede krop, han kunne mærke hvordan denne følelse strømmede ud til hver eneste celle af hans krop, hver eneste partikel, hvert eneste proton, elektron og neutron i hans krops opbygning, og fik dem til at snurrer hurtigere.

Stakkel. Stakkel, tænk hvad han kunne være blevet til, tænk hvad der var af potentiale i dette menneske, og så var han tvunget til et sådant liv? Han rystede på hovedet. Hvorefter han knappede sin jakke op, og fremdrog en lille feltflaske, massivt sølv, med en corkprop i. Han rakte denne frem imod drengen, smilte faderligt, og talte, langsomt og tydeligt. "Drik min dreng, drik, og jeg skal vise dig et nyt liv." I flasken var Lucas eget blod, ganske vidst et fejt trick, at få ham til at drikke hans blod, han vidste jo godt, at dette ville gøre ham nemmere at kontrollerer, hvis han enddag blev til en fjende, men det var en sikkerheds foranstaltning.

Efter de sekunder, hvor drengen ikke tog flasken, satte han den på jorden, og knappede blazeren helt op. De hvide posede ærmer foldede sig ud, og brystet var dækket af den sorte vest, og kun det røde slips, skabte en smule undren, hvis man kendte Lucas, altså. Han smed også jakken på jorden. Hvis drengen ikke ville røre ved ham, så måtte han jo selv om det. Han trak på skuldrene, og da, ud af øjenkrogen, så han de to. Stadigt skælvende. Overvejede kort at rive dem i stumper og stykker, men betænkte sig... Det ville svine skjorten.

"Pil af... og tag ham" han pegede på manden der nu lå på jorden. "med jer, lad mig aldrig se jer igen" og helt uden brug af vampyriske talenter, blev ordren efterkommet.

Sejr... så tyk han kunne dufte den!

Han observerede, ræd som han nu engang var, kunne han ikke tænke på at tage initiativ til faktisk at rejse sig og løbe bort da han støtte imod en container der gjorde det umuligt at skuttede sig videre væk fra den mystiske herre. Som denne rakte noget imod ham, tog han i refleks hænderne op foran sig og klemte øjnene sammen, i det at han var overbevidst om at denne ville gøre ham fortræd. Dog da han blev snakket til endnu engang, så han svagt op igen, med et blik der stadig var mistroisk og fyldt med frygt, men også en svag form for nysgerrighed blev vakt i det duften fra den sølv flaske som den fremmede fandt frem nåede hans næse, og han kunne dufte det lokkende blod, der syntes at kalde på ham. Hypnotisere ham, som var det en person der kærtegnende rørte ham og lokkede ham med de sødeste ord, og mest urealistiske løfter. Men han så væk endnu engang.
.. Nej.. jeg vil ikke!...
Stille begyndte små blodige tåre at presse på igen. Han var bange, bange for lænker og kæder, bure og jerne tremmer! De ting som han havde set mange andre hjemløse drenge og pige-børn iført, hvorefter de var gået med en fremmed. De kom aldrig tilbage! Han alligevel begyndte herrens ord at trænge sig på: et bedre liv? Hvad var et bedre liv?! At gemme sig, det var det eneste der betød noget. Ikke at blive taget, var hvad der var værd at bruge sit liv på! Frihed! Frihed, og et liv uden frygt! Men selvom han prøvede at overbevise sig selv om at det var dumt at gøre som der blev sagt, at reagere på et tilbud som sikkert bare var en fælde, betragtede han hans frelser's udseende, med et nysgerrigt blik. Han selv stod i fuld kontrast til det lyse hår, den lyse hud, og de isblå øjne. Duften fra blodet lokkede stadig, og efter nogle tapre sekunders kamp for at modstå, gik han på knæ, og bevægede sig stille over imod den, stadig med blikket varsomt fæstnet på den lyse herre. Han rakte en rystende hånd imod den, og lige som han lod finger spidsen røre den, flakkede hans blik og han greb den, og tumlede derefter tilbage til hjørnet ved containeren og muren. Han fedtede kort med at få korkpropen af den, og tog derefter flasken til sine læber og drak.. drak som en vampyr der aldrig havde fået noget at drikke før! Han indtog det, ned til den mindste dråbe, og da han var færdig, lod han slaps hånden med flasken falde imod den kolde asfalt, og lænede hovedet bagover, stødt imod muren bag ham. Han trak vejret hurtigt, og lukkede øjnene imens at han for en gang skyld mærkede hvordan kroppen blev tilfreds stillet. Efter at have siddet der i lidt tid, lod han svagt hovedet dreje imod den fremmede og fik sagt noget imellem de dybe vejrtrækninger:
,, Du..", indåndingen. ,, .. må ikke.. ", udåndingen. En lille pause kom, hvor han trak vejret.
,, Jeg.. kan ikke betale..", sagde han, med en dyb angst for netop denne betaling i stemmen og blikket.
Hans stemme tilhørte klart en ung teenager, den var lettere mørk, og havde en accent med den, en spansk accent, der fik den mørke blide stemme til at få sin egen unikke klang.

Lucas kom et svagt.. kfnt! og så et til, og et til. Indtil en latter væltede ud igennem hans lunger, det tog ham et par sekunder før hans latter var stilnet af, og han vente tilbage til den unge. "Min dreng.. Ligner jeg en der har brug for penge?" Han rakte ned i sin lomme, fremdrog et checkhæfte og en blyant. "jeg kunne skrive dig en check på 6 millioner dollars, og så bevæge mig herfra, det ville være rigeligt til at du kunne komme videre i dit liv, og min bankbog, ville ikke engang registrerer denne ændring." Han trak på skuldrene, og pakkede så de to ting ned igen. "Eller, du kunne tage den jakke på, varme dig lidt, og lytte på hvad jeg måtte have at fortælle dig, at foreslå dig om dig liv" forklarede han.

Selvom det måske ikke var det rette tidspunkt, så nød han sin magt, nød at se hvordan han krøb foran ham, skuttede sig sammen i et hjørne, som en gemen dødelig der så imod sin guds lyse ansigt, betragtede overracen af menneskeheden, og vidste at dette var langt fra noget de burde være gået ind til. Igen smillede han, og betragtede ham. En kort kluk latter kom fra hans lunger, da han så hvordan han hældte blodet ned i sig, uden at tænke på hvad det var, eller omstændighederne. "Og, naturligvis er der mere hvor det kom fra... Rent blod." Han lagde tryk på de sidste stavelser, lod det hænge, hænge i luften, præcis som duften af blodet stadig hang der, selvom de sidste dråber forlængst var forsvundet ned gennem hans hals, så var duften der stadig, og ordene. Rent blod....

Der løb en skælven igennem ham der ikke var på grund af kulden eller frygt, men på grund af ordret blod. Han ville have mere, det vidste han, han kunne mærke kroppen kræve det. Han havde ingen ide om hvem denne var, eller hvorfor han var venlig overfor ham, og gav ham æde. Men et eller andet sted, fik den karismatiske udstråling og lokkende stemme ham til at finde alle alarm klokkerne i hans hoved, ligegyldige! Han rettede hovedet frem for sig igen, og sad et øjeblik tavst og stirrede frem for sig. Lod tankerne glide, lod ham selv drømme, overveje, uden at kunne sætte en finger på hvorfor at han tillod sig selv at glide bort i netop dette skræmmende individs nærværelse. Han kunne vel godt lytte, det kunne ikke skade, og dennes jakke... han tog sig til armene og så ned på den, den kunne varme. Derefter så han op imod det lyse ansigt endnu engang, han bevægede sig hen til jakken og tog den. Svang den kluntet over skuldrende og så derefter op på hans frelser. Det sorte hår der lå i takker over hans hoved, som bevis på at han selv havde prøvet at klippe det da det blev forlangt, med en hvilken som helst skarp genstand, dækkede svagt for de glødende øjne. Han så afventende op på den hvide herre, og nikkede derefter svagt, imens at han tog fat i hver sin kant af jakken og smøg den omkring sig. Knugede svagt stoffet, så hans knorer blev en smule mere synlig.

Lucas smillede. "Mit navn er Lucas, Lucas Raguel Kain Connelly er det fulde navn" forklarede han, og nikkede bekræftende da den unge dreng svøbte jakken om sig. "Se, vi to skal nok komme fint ud af det" han kunne ikke lade være med blinke til drengen, ikke den slags 'vi to har en hemmelighed' blink, men mere et 'gad vide hvilken farve dine indvolde er?' Han lod sig dumpe ned på jorden, men børstede dog lidt sten væk med hans fod, og sad så der, overfor drengen, og smillede i noget han selv synes var drenget, men i realiteten nok blot lignede en der havde taget en bid af en grapefrugt uden sukker. "Jeg kan lære dig, hvordan du ikke behøver frygte slave mestrene, hvordan du selv køber slaver, hvordan blod bare bliver tidsfordriv, hvordan du kan klæde dig som det passer sig, og hvor din største bekymring er hvor lang tid der gør før du har magten. Et liv, hvor alting er klappet og klart, og det eneste du skal koncentrerer dig om, er magt." han smillede. Hvorefter han igen trak checkhæftet op, skrev en check på 6 millioner, udstedt af Connelly Enterprices, og holdt den i venstre hånd, den anden strakte han frem, som når man giver hånd, og den venstre blev holdt ude i siden. "Så hvad bliver det, går du? En midlertidig løsning, og så glemmer du alt om mig... Eller tager du imod en liv i luksus, og hvor dit våben og din fjende ikke er våben, men ord." Han ventede, pressede ikke, sad blot, med den højre hånd fremstragt, som ville han give hånd, men var frosset fast grundet kulden, og den venstre, holdende checken. De isblå øjne, var dog det eneste livagtige i hans ansigt, de stirrede, stirrede direkte ind i de røde, som om de forsøgte at æde sig ind til hans sjæl, søgte at fortære denne som en helhed.

Han lyttede, hørte, indtog den information der blev ham givet, dog uden helt at være sikker på hvorfor han sad der. Og da herren var færdig med at tale, og give sit lettere anstrengte smil, var den unge Alvar så tilbage på bunden endnu engang. Der var noget lumsk ved det, noget som han ikke kunne lide. Der måtte vær en hage, en pris, noget der ville give bagslag. Denne hvide herre kunne ikke bare være en engel sendt fra himmelen for at hjælpe ham. Han så væk da den intense stirren blev for meget, og han havde brug for at få afstand fra de hypnotiserende blå øjne herren foran ham besad. Han rynkede brynene svagt imens han tænkte. Han kunne jo ikke noget, han havde ingen ide om hvordan man bar sig ad med noget, han kendte kun byen, gaderne, og de mest snuskede diskoteker hvor han jagtede rotter. Jagtede rotter, han rynkede svagt på næsen og så op på den fremmede med et beslutsomt blik, og nikkede.
,, Jeg acceptere ... men... jeg.. jeg kan jo ikke noget?", sagde han og blinkede et par gange, hvorefter han så væk igen. Prøvede bevidst at undgå det isende blik. Det var ubehageligt. Som om væsenet kunne se hvad enkel synd han nogen sinde havde begået! Uden at han behøvede fortælle ham om det. Nøgen. Det var vel betegnelsen for denne følelse: han følte sig nøgen overfor dette individ.

Lucas smillede bredt, denne gang ikke anstrengt overhovedet. Han tog checken mellem sine fingre, og rev den over, foldede den, og rev den over igen. Og blev ved sådan, indtil der kun var små stumper tilbage. "Fantastisk." Sagde han, hvorefter han rejste sig og rakte hånden til den unge vampyr. Hjalp ham op. "Jeg bor på Quatre, registreret til Lucas Raguel Kain Connelly 4029. Du kommer og går som du vil. Hvis du har brug for penge, så har jeg arbejde til dig. Derudover har jeg en masse ting jeg kan lære dig... Om det ene og det andet" han blinkede, et venligt blink, et fortroligt og internt blik. "Men først, må vi have dig noget ordentligt tøj, og det hår det... pft!" Således talte han i en lang smøre, og standsede først da ungen forklarede, at han intet kunne. Hva ba?" var hans første reaktion, hvorefter han rynkede brynene. "Min kære dreng, naturligvis kan du intet... Du er jeg som jeg var for 200 år siden... Du er et nul! Og du har erkendt det... Nu kan vi lave om på det faktum." forklarede han, og trak en mobil telefon op af lommen. Han holdt den mellem to fingre, men en mine der antydede at han bestemt ikke brød sig om den slags, at han hadede dem, at han afskyede dem. "Kan du betjene sådan en her?" spurgte han, og holdt den hen imod ham. "Skaf en vogn!" kommanderede han, og slap telefonen, om han greb den eller ej, var sådan set hans problem. Lucas ville væk, og han ville væk nu!

Alvar så til imens at lyden fra papiret, der blev pænt revet i små stykker, skar igennem hans hoved. Det var som om at denne check med pengene egentlig havde haft en svag betydning, da penge jo var magt, penge var frihed her i denne by som han var kommet til på en eller anden måde. Han vidste ikke helt hvordan det var gået til, men han var endt ud her, i denne del af verden, i denne by, og denne bydel netop som han var dukket op. Var det mon sådan skæbnen ville det, sådan trådende var blevet spundet sammen. Alt det som Lucas sagde syntes ikke helt at blive opfanget af den yngre vampyr, der blot havde sine røde øjne intenst fæstnet på dennes ansigt. Som var Lucas ufattelig fascinerende, med et blik der syntes en smule for nysgerrig end det måske skulle være. Det var først da denne rakte en hånd imod ham at han kom tilbage til den virkelige verden. Han rakte sin egen imod dennes men stoppede på halvvejen, i det han så på den lyse, rene hud og hans egen der ikke var.. lige så ren. Han trak hånden til sig igen, og så væk: for beskidt. Han satte den selv samme hånd imod jorden og rejste sig op uden den ældre vampyrs hjælp.
Han knugede svagt kanterne af den jakke der lå beskyttende over hans skuldre, og observerede i tavshed den ældre herre's frastødende mine i det denne trak en telefon frem? Alvar kendte den slags, havde håndteret dem et par gange, men var ellers ikke synderligt dygtig til dem. Han kunne ikke lade være med at smile svagt da han så hvordan Lucas væmmedes ved den, som var den et ulækkert dyr.
Han spærrede dog øjnene op da han kastede den imod ham, og klodset grab han den, efter at den havde leget fisk og Alvar en kat der desperat prøvede ikke at tabe den ned i floden igen. Som han fik den, tog han hænderne ind til brystet, og stod i nogle sekunder og bare holdt den.
Alvar så op, og skulle til at åbne munden for at sige noget, men lukkede den igen efter at have fået besked på at ringe efter en taxi?
Han så ned på telefonen.
,, J-javel, hr...", han tænkte lidt. ,, Hr. Connelly..", derefter så han ud til at taste et nummer ind.
Og skyndte sig at få fat i en vogn, dog uden megen held, han lagde den på.
,, Ehm... sir?", sagde han, og prøvede at få øjenkontakt.
,, D-de vil ikke sende en ned i dette område.. "

Lucas kunne have skreget, men beherskede, sig, han ønskede ikke at fremstå som voldsom, på sin første aften med denne nye lærling. "Nå, jamen så må vi gå" sagde han optimistisk, en ting han normalt aldrig ville have valgt. Og med denne kommentar, begyndte han at gå, ud fra gyden, og imod Quatre, den finde ende af byen kunne det vel sagtens kaldes. Han gik og han gik, med faste skridt og hårde smæld fra skoene. De isblå øjne var rettet skift fremad og så ikke til nogen af sidderne, gik blot, ud af det komplex der var gyderne. "Har de et navn?" spurgte han så, efter at have bevæget sig et godt stykke væk fra det oprindelige sted. "Fortæl om dig selv" sagde han, som om han ville høre hvordan hans søns dag havde været i skolen, eller hvordan det var gået i hans fysik rapport. Han smillede, hvilken metafor, hvad blev det næste, at han blev poet? eller cirkus klovn? nej nu måtte vandvidet stoppe. Han rullede med skuldrene og overvejede om drengen ville se bedst ud i mørkegrøn, mørkeblå eller sort. Åååh, der var så meget der skulle ordnes, så mange fester han måtte deltage i, så mange selskaber han skulle præsenteres for, og så mange mennesker og andre væsner han måtte møde.... Og, hvis han viste sig brugbar, så var der så mange opgaver han måtte udfører, og så mange planer han måtte indviges i. Så mange ting der ville blive mulige med ham, en fattig gadelus, det var jo også det Malakel var? Et nul der klædte sig som et nul, var et nul, følte sig som alting. Forskellen var blot at denne dreng ikke havde egoet. Men hvis man forstod drengen, forstod man vel Malakel? Alle der kom fra gaden var jo ens...

Alvar fulgte med, og med et lettere bekymret ansigts udtryk. Han brød sig egentlig ikke ret meget om idéen med at de skulle forlade Alles gyderne, da dette jo nu engang havde været hans hjem de sidste tre år. Og dog, ville han gerne fjerne sig fra det, selvom det der drev ham mest, for løftet om mere mad... mere rent blod!
Stille, tavs som vinden selv, gik han bagefter Lucas, og talte ikke før at han selv blev talt til. Dog betragtede han denne, som man ville betragte en person man ikke helt forstod, og naivt prøvede at bilde sig selv ind at hvis bare man nu så nok tid på ham eller hende, kunne man forstå det hele!
Det gav et svagt sæt i ham som han blev spurgt om navn:
,, J-ja, sir.. ", svarede han, endnu engang med en svagt smert af spansk accent.
,, Alvar... Alvar Alcedin Austerlin.. ", skyndte han sig at tilføje.
Alvar lod blikket glide væk da han endnu engang spurgte om noget. Og den unge vampyr bed sig svagt i læben. Der var meget han kunne sige, meget han kunne forklare, men han turde ikke gå for meget i dybten, sæt nu at denne fremmede fandt ham kedelig, og smed ham væk igen?!
,, Der er ikke så meget at fortælle.. ", sagde han lidt stille.
Og derefter kom der ikke rigtig anden respons. Han fulgte derefter blot opmærksomt med.

"Ja så..." Smillede han, og rynkede brynene. "Ser du, jeg er hverken ridder eller på nogen anden måde adelig. Sir er derfor ikke nødvendigt. Lucas er helt fint min kære" forklarede han, hvorefter han rettede på sit røde slips, og så sig omkring. "Så er vi vist ved at være der?" spurgte han, og lagde hovedet en smule på skrå. "Grøn eller sort?" Spurgte han så, ud af det blå, og betragtede Alvar med de isblå øjne, nysgerrigt, søgende efter noget, noget der afslørede hans fortid, et eller andet han kunne bruge til at bryde isen. Noget de kunne tale om. "Hvad er magt?" spurgte han, det var måske lidt af en Kliche, hver gang han havde modtaget slaver eller noget, havde han spurgt om det samme, men det var vel en god måde at indoktrinerer dem til hans måde at se tingene på, for hvis man først var inde i det aristokratiske system, hvis man først havde haft lidt af den kokain der kaldtes magt, så var man hooked, der var intet at gøre, magt var lige så vanedanende eller måske mere endda, end så mange andre ting. Og Lucas var nok en af de største junkier du kunne finde på planeten jorden.

Alvar gik stille med som altid, med kortene ind til brystet. Han mødte Lucas' øjne da denne så ned på ham, men som øjenkontakten kom, løb en lille slange af panik ned langs ryggen på ham, og de ellers så små pupiller inde i det lava røde farve spil, trak sig yderligere sammen, så han slet inden pupil havde længere. Han så ud for sig meget hurtigt, da han fandt øjenkontakt en smule ubehageligt, for intimt måske?
,, Sort.." svarede han meget hurtigt til det første spørgsmål der blev ham givet. Han vidste ikke hvad det skulle bruges til, men han kunne nu bedst lide sort, det hjalp en til at blænde ind i skyggerne, hvor imod grøn stod frem og afslørede hurtigt at der var en nuance der ikke passede ind i resten af gydernes mørke spil.
Til det andet spørgsmål om ikke andet, så Alvar ud til at tænke over sit svar. Han havde på fornemmelsen at svaret var vigtigt, selvom at Lucas fik det til at lyde som en normal ting at spørge om.
,, Uhmm.. ", lød det fra ham.
Og den yngre vampyr lod en lille fraktion af underlæben tvinges ind under hans ene skarpe hjørne tand, imens at han svagt rynkede brynende.
,, Penge..", svarede han da endelig.
,, Hvis du har penge, kan du købe alt.. folk, mad, verden... I slum området, blev nogle af de stærkeste junkie alliancer også skabt ved hjælp af penge.. Alle vil have det.. derfor... hvis du har det, kan du få alle..", sagde han og så på Lucas med et søgende blik.
En lille kold klump dannede sig i maven på ham, som han ængsteligt ventede på enten ros eller ris?

Lucas standsede. "Forkert" hvislede han ud mellem de spidse tænder, det var vigtigt at drengen forstod, at det at fejle ikke var okay, at gætte var forkert, at vide var rigtigt, og da gik man stadig stille til værks. "Du gættede." Og uden af ingenting, trak Lucas sin næve tilbage, hamrede ud efter Alvar, al den styrke der var i hans vampyriske eksistens lå bag næven. "Man gætter ALDRIG... man VED, og ellers siger man intet, det koster dig livet, det koster dig alt, og knuser dig som den mide du er, indtil du er andet." Hvislede han, hvorefter han trak næven til sig, og begyndte at gå, stak hænderne i lommerne. Fornægtede den svækling der havde gættet forkert, fornægtede at han havde hørt ham, han var alligevel intet.

Lucas huskede da han havde set op... 11 år gammel, havde stirret på hans far, set på ham, og spurgte, hvorfor det var at vi fulgte guds ord. Han tog sig til hoften. Hvor aret stadig brændte, hvor aret brændte som var det blevet brændt ind i dag, han huskede at han havde spurgt for meget, og hans fader der havde straffet ham, som han nu streffede sit barn. Samme sag, om igen. Fejl var ikke acceptabelt. Fejl, var aldrig acceptabelt.

Han tog endnu et skridt væk fra drengen. "Magt er ord. To regler. Løgnen når rundt om jorden før sandheden for snørret skoene, men sandheden kommer altid frem." Han trak vejret ind. Sukkede "Gæt.... Aldrig... Bluff... mere selvsikkerhed, mindre uvished... Alvar, min dreng, lad sandhed være dit sværd, løgn din kappe og selvsikkerhed din krone." Hvislede han. "Penge er blot en frynsegode" mumlede han, og vente sig om, og blinkede til drengen. "Men den er nu meget god at have...... Vil du til skrædderen i aften eller i morgen?"

Alvar kunne mærke noget isende der stak ham i maven, som var han nærmest blevet dolket. Det var den bitre følelse af nederlag der kom kravlende, og lod sig sætte som en evig skyld i den unge vampyrs ellers så uskyldige sind, der endnu ikke var blevet korrupteret af magt kampe, konspirationer og andre ting som normale vampyrer tit havde haft en form for kontakt til.
Og netop på grund af dette, og på grund af den manglende evne til at forudse træk, eller andre ting som en normal person med en naturlig mistro til fremmede ville have, kom det som en overraskelse for ham da han kunne mærke et jag af smerte der løb igennem kindbenet, og ind i ganen. Trods at Luas ikke var lige så stærk som mange andre raser, var han dog stærkere end Alvar, og derfor vaklede den unge han et par skridt væk fra denne, tog sig pivene til kinden, og bed tænderne sammen i smerte.
Klumpen der før havde hvilet i maven blev sparket op i halsen, og imens at Alvar lyttede til hvor utilgiveligt det at fejle var, kunne han mærke et dybt ar der ubevidst plantede sig. Et nyfødt, spæde ar, der havde fået rod et sted inde i den del af hjernen der senere ville udvikle videre på personligheden. Han så op, med et nærmest ødelagt blik, som om at det ikke bare gjorde ondt det sted han var blevet slået, men et andet sted også. Første svigt. Første svigt er altid det værste, men det der hurtigst afgør om man bliver eller ej.
Han stirrede på denne mand der havde lagt hånd på ham, uden det mindste træk af skam bagefter. Og efter selve slaget, blev han nærmest ignoreret. Endnu engang var der noget der gik igennem den spinkle drenge krop: at blive ignoreret. Halsen lukkede sig nærmest sammen, men løsnede sig da han endnu blev talt til. Han var træt... træt af at være alene, og selvom.. selvom det sikkert ikke nyttede, hvis han måske kunne blive til det som Lucas ville have... så kunne han blive til noget, noget mere end bare, ham.
Han rettede sig op, og så lidt til siden inden at han tog hånden væk fra det sted der nu også havde et mærke. På hver sin side af det slanke ansigt var der nu hver en matchende plet. Han så op, og mærkede hjertet der svagt hoppede en ekstra gang da han mødte de isblå øjne igen, og Lucas blinkede til ham som betød det at han havde slået ham ingenting. Hvilket fik Alvar til at overveje om det virkelig var ingenting.
Han så ned af sig selv da han endnu engang blev spurgt om noget:
,, ... I morgen..", sagde han svagt.
Han så da imod Lucas endnu engang, og mødte dennes blik uden at lade sit eget flakke.
,, Si-... ", han tav meget hurtigt, og huskede at han bare skulle kalde ved efternavn. Et svagt glimt af angst kom et kort sekund frem i de røde øjne, da en kold følelse spredte sig fra maven og hele vejen ud til tå, og finger spidserne, da han nu frygtede at gøre noget 'forkert'.
,, Lucas.. kan jeg bade?", spurgte han.

Lucas nikkede fraværende. "Naturligvis kan du bade" Mumlede han fraværende, hvorefter han trådte ud på en af de større gader, smillede. Byen, se det her var byen, uptown! Ikke det der latterlige forsøg på en by inde i gyderne, nej, se dette var en by. Lucas gabte forsigtigt, og vinkede en ad en taxi med en sløv hånd. Træt, uden grund. Børneopdragelse var hårdere end han havde troet? "Quatre." Var hans eneste kommentar, da han satte sig ind, døren forblev åben til Alvar, men Lucas så ikke videre på ham, han var allerede langt væk i tanker. Hvordan gav man Malakel en samvittighed?

//out//

Han nikkede, og så sig svagt omkring i det de trådte ud fra gyderne. Det var en sær følelse ikke at skulle være der længere, og han stoppede da også op og så ned imod de tomme gader, inden han ud af øjenkrogen så Lucas forsvinde ind i en taxi. Han gav et lille spjæt fra sig, og satte af imod den, for at sætte sig ind i den, og lade resten af sin skæbne i denne fremmedes hænder.

//Out.