Schemeing, schemers, setting up schemes... // Privat . Ashe -Ma'lakel//

//Ludo! Vlad, Ashe, Ma'lakel//

Sted: Porten, Havnen
Tid: 22:00
Vejr: Koldt, sneen falder, dog har intet samlet sig, og der er en bidene vind, der for det til at virke endnu køligere end den egentlige temperatur.
Omgivelser: Havnen er begyndt at være tom ved denne tid allerede. Efter mange havne arbejdere mistede deres liv under mærkelige forhold, ved at overarbejde...

En kølig vind rev den dalene sne i en voldsom hvirvl, inden de små kolde fnug ramte jorden, og desperat prøvede at ligge sig, men den varme astfalt afværgede sneen, og intet lod sig ligge. En lille gruppe af havne arbejdere, skyndede sig over pladsen, i deres tykke tøj. og bevægede deres legmer imod pakerings pladsen. En havnearbejder var blevet tilbage, og stod ved kanten af kajen, og kiggede over havet. Denne sukkede lavt, og vendte sig om. I det han gjorde, kom en sort røg pludselig foran ham, og fem lange klør borede sig ind i hans mave. Manden gispede, og klynkede i smerte. Vladimir trådte så ud af røgen, og sattemed det samme sine tænder i mandens nakke. Han rev kødet fra, og spiste sit offer langsomt, og grundigt.
Han lod det vansirede lig fra manden falde til jorden, og gik imod den højre side af kajen, med en lav hvæsen, og tørede blodet ra hans hage med bagsiden af hans ånd. Vladimir havde for første gang i lang tid ændret sig på udseende. Hans vansirede krop, var blevet en let tand ældre at se på, og hans udmagrede brystkasse, og mave, havde også fået et tydeligt udspil af musckler. Han var ikke længere den ranglende Vladimir, han havde været da han var kommet ud af hans kiste, efter hans lange søvn. Han hvæsede lavt, og kiggede omkring. Han havde givet den unge Ashe en ordre til at komme her tild, ved denne tid. Nu håbede han at hun ville holde denne.. Hvis ikke, ville det blive umådeligt pinligt at møde Ma'lakel.. En ydmygelse han ikke vill acceptere fra Ashe... Han tog det lille hvide kort frem, og lod dens kraft trænge igennem ham. Han havde med vilje stillet sig imellem to store kontainere, og rystede på hovedet af hans mod. Men kunne ikke dy sig.. Var ikke ofte han fik lov, at sprede et desperat smil over hans døde læber. Han lod kortt folde sammen igen, og lagde det i en lomme, og ventede. Han kiggede søgende omkring efter Ashe, og knurrede lavt, og brød sig ikke om at denne ikke var kommet før tid.. Han havde godt nok Ma'lakels manglende hjørnetænder, men han ville ikke hidkalde ham for blot dette..

For sent? Forhåbentligt ikke? Ashe havde denne gang været grundig i at komme ud i vejret i en tid, så hun ikke kunne undgå enten at komme for tidligt eller lige på klokkeslettet. Hun havde efterhånden lært sig at finde ned til havnen. Et held, for ellers havde hun sikkert ikke kunnet finde hendes 'arbejdsgiver' i denne storm alligevel. Skridtene var automatiske og efter den allerede indlæste rute i hendes hoved. En refleks der tog tid.. længere tid end at blinke nu.
De brune øjne lagde sig et øjeblik på papiret der var i hendes hånd, indhyldet i en snevåd fingerhandske der ikke længere holdt hendes lange hvide fingre lune. Et kort gip kom fra hende inden hun trak skuldrene opad sig, indhyldede kort sin hals i det lange gråternede tørklæde hun havde viklet derom. Hendes hår hang løst og krøllede imod den fugtige sne og havde ligeså ladt sig falme til en hvis mørk vinterblond farve, hvor hun i de forhenværende uger ikke havde været langt fra sommerens gyldne nuance.
Hun stoppede atter op og kiggede frem for sig, så havet og kiggede på papiret med klokkeslet og konkret sted på.. overtegnet af krydser og små noter fra anden brug. Papir var vel det næste køb. Hun krodsede det og pakkede det ned i lommen inden hun begyndte at gå langs havnebassinet for at få øje på en skikkelse der før havde fået det til at løbe noget så koldt ned af hendes rygsøjle.. og dog.. var det nu et af de væsener i byen hu havde mest tillid til.. men så igen.. De fleste andre væsener havde lige nøjagtigt ingen tillid fra hendes side.. Dog respekt. Var der noget hun havde lært i byen, var det at forholde sig diskret og respektfuld. En mørk skikkelse fangede hendes brune øjnes gyldne snit og hun konkluderede hurtigt på dennes silhuet at det var Vlademir. Hvem ellers ville ud i det her vejr? Hun lod let og elegant øjnene forholde sig imod denne imens hun gik imod ham, antagende at han nok allerede havde fanget hendes scent.
Hun tænkte kort over sit sprogvalg inden hun accepterede at hendes vante 'ey' nok ikke ville falde i god jord.
"Godaften." mumlede hun så, sammentrykt imens den lille snerrende spænding tændtes i hendes mave.

Den lille lap papir pulserede som den havde gjort før, hvor Vlad gerne ville hidkalde herskeren. Dog gik der overraskende lang tid inden at han kom frem, og den unge pige ville nå at komme hen til ham inden at der lød en høj skramlen fra en af de containere som Vlad stod ved siden af. En lav banden kunne på samme tid høres, uendelige forbandelser der omhandlede netop nosferatuen, blev slynget ud, og låget til containeren blev nærmest sprunget af i selskab med en isblå flamme der fik denne til at melte på vejen op. Den kom nogle pæne ti meter op i luften før at den nu sammenkrøllede klump lande imod jorden igen, et stykke fra dem, og den store halv dæmon svang en arm over kanten på selve containeren! I ført den samme sorte frakke, det store sværd, med den voldsomt pulserende aura omkring sig, og den sorte skjorte og tykke cowboy bukser og selvfølgelig de sorte militær støvler. Han knurrede, så man næsten kunne føle hårene på armene rejse sig. Og så meget hurtigt hen imod den makabre skikkelse han genkendte til at være Vlad. Hurtigt sprang han op fra containeren, og lande på fødderne. Stod med et meget uimponeret udtryk og så på dyret, der tilsyneladende havde ændret sit udseende en smule. Han rakte en hånd op og greb fat i en banan skrald der legede festhat på herskerens tilbage redte mørke brune hår. Han tog den, og kastede den hurtigt væk fra sig, hvorefter han rullede med skuldrende og knækkede svagt nakken, alt imens de intense grøn-gyldne øjne så bebrejdende på Vlad.
,, Charmerende..".
Dog lod de grønne reptil øjne sig glide hen på den unge pige der også var ankommet. Dette måtte være hans kældyrs tyggeben, gik han ud fra. Han gav hende et elevator blik, der ville syntes ubehageligt for en hver der ikke var vant til Ma'lakels, meget direkte kropssprog. Han så derefter hen på Vlad og løftede et øjenbryn:
,, Og dette er dit legetøj?", spurgte han da, med sin mørke stemme, med en tone der ikke skjulte han utilfredshed med det sted Vlad han valgt at stille sig da han tilkaldte ham.

Vladimir hadede at vente. Han hadede specielt at være tvunget til dette.. Der var en del ting hangjorde for Ma'lakel, som han ikke havde den store interesse for.. Han kiggede hurtigt tilbage på Ashe med sine tomme døde øjne, og kiggede ned af hende. Han nikkede en enkelt gang, og han smilede halvt, med et kort fnys, som virkede hen ad en latter.
"Godaften.. Kold?" Spurgte han, og rystede langsomt på hovedet. Han hørte larmen fra kontaineren, og et bredt tilfreds smile bredte sig over hans ellers kolde tomme udtryk, og han rystede langsomt på hovedet.
Da Ma'lakel var kommet ud, og havde gjord sigselv nogen lunde respectable, fnøs Vladimir en enkelt gang, og rystede på hovedet.
"Hvis.. Duville have.. Charme.. Skulle du.. Have valgt.. En anden Klan.. Som kæledyr..." Sagde han, og fnøs igen. Han fulgte så Ma'lakels inskærende blik, med sit eget kolde og døde øjne. Han nikkede langsomt, og smilede bredt.
"Det.. Kan man godt.. Sige..." Sagde han, og nikkede kort, med et tilbageglidene blik, rettet imod Ma'lakel igen. Han rev en lille stofpose fra hans bælte, og kastede hen til Ma'lakel.
"De sidste tænder.. Til din samling.." Sagde han kort, og lod sit focus falde tilbage på Ashe. Den hårde vind ruskede hårdt i hans brune frakke, og hans sorte hård blev let rusket i.

Ashe nikkede stille tilbage til Vlademir uden den videre store entusiasme. Hun skuttede sig kort og lagde armene om sig selv, da jakken ligesom vanterne ikke var helt optimale mere. Et hurtigt blik blev sendt imod containeren ide denne store person gjorde sig til kende. Vlademirs øvre led? En lettere prikken føltes i hendes ene kind da et halvt smil ønskede at bringe sig selv på banen af den lettere komiske indtrængen. Hendes mund forblev dog lige og neutral. Hun skævede kort til den omtumlede del af låget til containeren og var allerede godt klar over at det nok ikke var denne person man skulle være arrogant overfor på en dårlig dag. Hun sank kort en klump da han sendte et blik imod hende og så hende an. Hun gjorde sig instinktivt lidt lille og veg blikket fra ildbetvingeren og så imod Vlademir med tilsyneladende rolige øjne. Legetøj huh? Hun bed kort tænderne sammen, men reagerede ellers ikke yderligt på det. Da vendte hun hurtigt blikket imod personen igen og bøjede nakken i et lettere dybt nik, eller et halvt buk måske.. Det kom vel an på hvordan man så det? Han rettede sig op igen og samlede hænderne imod sine lår.

De grønne reptil øjne blev atter kolde og følelses løse, og lå som låst fast på Vlad's ansigt. Han klemte dem svagt sammen ved den lettere flabede kommentar, men lod dog ikke til at have den samme skæbne som containerens låg, i sinde for den monstrøse skabning. Et lille smil kom frem på de smalle lysebrune læber, et smil der blot var en let trækken i mundvigen. Hans humør var dårligt, mest på grund af vejret, der gjorde ham øm i kroppen og sur i sindet. Han greb automatisk posen med de resterende tænder, der begyndte at ryge på grund af den ekstreme temperatur som hans krop havde netop nu. Den prøvede at varme sig selv op, ved at lade sig stige i en temperatur der ville betyde død for normale mennesker, og andre sarte raser. Hurtigt fik han den ned i lommen, uden at tælle denne gang: måske i frygt for ved et uheld at brænde posen og dets indhold. En svag skælven gik derefter igennem den store halv-dæmon, der utilfreds rynkede brynende.
,, Du er charmerende hvis jeg vil have dig til det.. forstået?", lød det i en meget irriteret tone. Det var ikke svært at se at det ikke var tidspunktet at lege, eller prikke til ham, på måder der kunne få ham til at miste besindelsen og riste en til ukendelig. Han så sig omkring med et irriteret udtryk. De få snefnug der lagde sig på hans hals ætsede nærmest væk, imens at han så sig omkring med et hint a væmmelse i blikket. Derefter så han på Vlad:
,, Følg med..", blev der sagt, og så begyndte Ma'lakel at gå. Tavst. Han førte dem væk fra havnen, drejede ned af en vej hvor han pludselig stoppede, for derfor at vende om og tage en anden vej, sådan fungerede det, indtil at de kom til en gyde med en dør forenden, lavet af noget massivt metal. Uden for stod to, meget store han dæmoner, der var større end Ma'lakel selv. Han åbnede døren der indtil uden at værdige dem et blik, og regnede med at både pigen og Vlad fulgte med. Som de trådte ind kunne man se et hav af ild dæmoner, deres cyber-punkish udseende, tykt malede læber, og horende lyster i hvert et hjørne. Musikken var høj og larmende, og bag ved disken stod en let på klædt kvindelig ild-dæmon med en lilla hane skam, og giftigt lilla malede læber. Hun gav et skævt smil imod Ma'lakel der skam også gav hende et nik som tegn på at han havde set hende. Han fulgte dem ned af en trappe, ned til gulvet med de mange ild-dæmoner, hvis sultende blikke ikke kunne misforstås: hvis ikke de havde været i selvskab med Ma'lakel ville de uden tvivl være blevet ædt det sekund de var trådt indenfor! Da de var kommet forbi baren og hen til en trappe der lå direkte overfor den forrige, begyndte Ma'lakel at gå op af den, til den sluttede ved en dør han åbnede og gik ind i et rum. Rummet var stort, og lignede en slags kontor/soveværelse. Der var et kontorbord henne i højre side, i den venstre side en stor dobbelt seng der var pænt redt op med røde satin lagener, og i midten af det hele en sofa anretning. To stole på hver sin side af et lavt bord, og en lang tremands sofa med fronten imod et vindue der udgjorde hele væggen ud imod klubben, så man kunne se ud på de festene dæmoner. Ma'lakel hægtede meget hurtigt sværdet af sig og smed den på sengen, sammen med hans jakke, han også lod glide ned fra de brede skuldre. Han knappede skjorten op så man let kunne skimte det solkyssede bryst, og brættede ærmerne op. Stadig tavst, og med en aura der fortalte en at man ikke havde lyst til at tale til ham, med mindre man selv blev talt til.
Han gik derefter hen imod sofaen, og først der gav han sine gæster opmærksomhed:
,, Så kom vi væk fra den forbandede kulde..", et lille smil kom frem. ,, Rart ikke sandt?".
Han satte sig hen i sofaen, og lænede sig afslappet tilbage, imens at han lod sig selv tø op, og hans krop sænke sin sindssyge krops temperatur.

Vladimir rejste et øjnbryn, og fnøs en enkelt gang af Ma'lakels kommentar. Han kunne udmærket godt mærke Ma'lakel ikke var i humøret, selvom han personligt havde meget lyst til at fortælle Ma'lakel, hvor lille chancen var for, at han nogen sinde fik Vladimir til noget, han ikke selv ville.. Men han lod det ligge. Han nikkede kort da Ma'lakel bad dem om at følge med, og lydigt satte han efter ham med det samme, med et kort blik imod Ashe, og et nik efter Ma'lakel, som en kommando til at gøre som Ma'lakel sagde og følge med.
Lige så snart de trådte ind i denne.. Klub. Begyndte en lav knurrend fra Vladimir. Dette... Var virkeligt ikke en god ide.. Vladimir kunne mærke sit inferno temperament, allerede godt igang med at koge over. Han brød sig ikke det mindste om dæmoner.. Han tillod kun Ma'lakel at være nær ham, da denne var ham overlegen.. Men over halvdelen af disse.. Forbandede ildspygere, var svagere end Vladimir, og samtidigt, respectløse..
Vladimir fik hurtigt sit blik fast malet på Ma'lakels ryg, han ville ikke se et eneste af de andre dæmoners ansigter. Hans klør begyndte langsomt at trække sig ud, selvom han forsøgte at stoppe dette.. Hans krop overkogte, som en gryde, efterladt på bålet, flere timer for længe, og Ma'lakel havde bare at finde et rum, uden for dette.. Han ville ikke kunne klare at være i dette rum meget længere.
Vladimir hvæsede, og rev ud efter en dæmon, der lavede en hånligt, og sulten blik efter ham. Han forsøgte ikke at rame, og gjorde heller ikke dette. Han begyndte at hvæsede hysterisk, af hver eneste dæmon der kiggede på ham, og lige så snart Ma'lakel åbnede døren ind til det nye lokale, hoppede Vladimir næsten der ind, og hvæsede ud bag sig. Han begyndte at gå hysterisk frem og tilbage ved vinduet ud til klubben, imens hans åndedræt blev mere og mere indtenst. Da Ma'lakel så snakkede, stopped han, og stod stille, og kiggede kort over sin skulder. Han hvæsede lavt, og kiggede frem igen.
"Jeg.. Foretrak.. Kulden..." Sagte han stille, og knurrede, hvæsede et par gange af folk der ude, som formegentligt ikke kunne høre ham, men det vidste Vladimirs sind jo ikke.
"Lad.. Være.. Med.. At bringe mig.. Her til.. Igen..." Sagde han kortfattet, og stille, og vente sig så om imod Ma'lakel. Han havde ikke kigget efter Ashe en eneste gang, havde blot regnet med at hun var fulgt med. Han ville bare gerne ud igen...

Ashe blev stående til at Vlademir havde givet hende tegn. Hun fulgte bagtrop med et opgivende udtryk. Var hun et kæledyr alligevel? Hun rullede med øjnene og begyndte at forbande sin egen opførsel inde i hovedet, dog usynligt for øjet. Da ville man blot anse hende som en diskret normalt udseende ung kvinde. Hendes brokkende tanker gled både hen over den store type, som Vlademir syntes at adlyde og han selv uden egentlig grund. Hun hadede vel bare tilværelsen ved at skulle følge en anden som en hund. Hun sukkede opgivende og skuttede sig, vendte blikket fra Vlademir foran sig og ud for at ligegyldigt optage omgivelserne. Det var jo hendes egen skyld... eller hvad? Ville hun ha været ædt om ikke andet? Tanker pressede sig på og hendes ben fulgte efterhånden bare stien som Vlademir og den anden person udpegede.. Automatisk fulgte hun efter og tænkte ikke videre over hvor hun befandt sig. Først da de kom til døren..
Ashes blik lagdes hurtigt på de to store typer i døren, men hun veg hurtigt blikket nedad og tillod sig selv i at gå lidt hurtigere. Var der noget der gav hendes kuldegys var det store: Hættetrøjeiklædende-jernpumpende-altingvoldtagende-autunomistiske-fuldtudalkoholiserede-og-"jeg kan æde dig på et sekund"-typerne. Sådan havde hendes egne ord i hvert fald lydt. Hun vendte blikket fra Vlademirs nedre ben og ud til resten af 'klubben' hvor hun mødte et par øjne, veg fra dem og så tilbage mod ryggen med et sammenbidt udtryk der bare skreg ud om hvor ubehageligt hun fandt det. Hun fulgte atter med ind i værelset, stillede sig og jog hånden igennem håret for at opfange få smeltede snefnug. Hun responderede ikke deres kommentar, men kiggede væk. Varme var nu rart nok, men ir for sig havde hun det bedst ved at være tæt ved den friske luft og ikke i centrum af sådan et sted. Hun affandt sig dog.. Det var hun vel nødt til.. Desuden.. ville hun ikke skulle passerer rummet førinden alene for at komme ud.

Ma'lakel der endnu sad i sofaen, så ikke ud til at tage Vlad's ord alt for seriøst. Der var få der fandt sig behageligt tilpas i dette selskab, ikke blot med Ma'lakel som person, men når man var i midten af en ild-dæmon horde der uden tvivl ville styrte ind af døren til rummet, knipsede Ma'lakel blot med fingrende. Men dette var også en sikkerheds foranstaltning fra Ma'lakel, der skete meget for tiden, og i mørke tider blev man nødsaget til at kende sine venner.
Efter en kort pause hvor der ingen ting blev sagt fra Ma'lakels side, og han blot brugte den på at komme ned på normale temperaturer, og ikke blive for opslugt af den irritation som kulden bragte ham, åbnede han øjnene og lagde dem på sit kæledyr.
De lysende øjne kørte ned af Vlad's stadigt lettere unikke krops brygning, og ansigt, som observerede Ma'lakel ham endnu engang, måske vurderede? Og der var noget i det informations sugende blik der hintede til at dette ikke blot var et møde for den unge pigens skyld, men måske havde Ma'lakel mere i tankerne?

,, Vær' nu ikke bange, min store, stærke kødæder.. de rører jer ikke med mindre jeg giver dem lov.. og siden du ikke har noget udestående med mig, hvorfor så frygte min ven?", et lille smil bredte sig på hans læber, med et sigende blik der fulgte trop: igen som lå der mere.
Derefter så han over på pigen der var fulgt med, tavs som en hund: enten havde Vlad trænet hende godt, eller også var hun bare en af naturens vidundere der vidste, i modsætningen til resten af dennes ulidelig køn, hvornår man åbnede munden og ikke.
Han tog en hånd op og viftede hende hen imod sig:
,, Kom..", beordrede han, og ventede derefter på at pigebarn fik sig fjernet fra sin nuværende position og gik imod ham.

Vladimir nød stilheden. Egentligt havde han ikke den mindste lyst til at få kombaket på hans kommentar. Han stolede langt fra på sin arbejdsgiver, og hvem vidste hvilke perverse og ubehagelige sammenhold, disse forbandede dæmoner havde. Vladimir havde udviklet et had til dæmoner, og Ma'lakel var indtil vidre den eneste han ikke havde ladet sine klør tale med, frem for sit mundtøj. Så igen ville det være en uffateligt dårlig ide at angribe Ma'lakel.. Specielt i dette horehus... Da Ma'lakel igen snakkede, rejste han det ene spidse øre en smule, og kigge over sin skulder. Han knurrede lidt af Ma'lakels kommentar, og fnøs en enkelt gang.
"Jeg.. Er normalt.. Ikke.. Specielt god til.. At holde fast.. I... 'Venner'.." Sagde han kort, og fnøs igen med en halv latter, og kiggede ud i rummet igen. Han lavede en enkelt fagt ud imod dæmonerne på den anden side.
"Dette sted.. Er ikke.. Et sted.. Hvor jeg ville finde dette.." Sagde han stille, og kiggede tilbage på Ma'lakel. "Så.. Må jeg.. Jo blot sørge for.. At holde mig.. På din g..." Han smaskede lidt på ordet, og kiggede frem igen med et skummelt smil. "Gode side..." Sagde han og fnøs. Han kiggede over på Ashe da hun fik en kommando, for at se om hun adlød den med det samme. Han håbede at hun ville vente på hans tilladelse, men regnede ikke med det.. Hvis at hun ikke gjorde, nikkede han en enkelt gang imod Ma'lakel imens han kiggede på hende, og kiggede igen ud på dæmonerne.

Ashe virkede fraværende.. Ikke at hun var det.. Faktisk lyttede hun til hvert eneste ord der blev sagt blandt dem og de blev gemt kort tid efter. Hvad lavede hun dog her i det hele taget? Hun lagde kort armene over kors i en ventende hvilestilling imens hun betragtede rummet, som sad hun i et venteværelse og var træt af at læse magasiner fra 1981.. Bah.. Tanken om tandlægeklinikker fik hende til at vrænge internt til sig selv.. Hun gibbede kort da hun hørte en ordre komme fra krapylet der sad og vinkede hende over. Hun betragtede ham i en tid med et tænkende udtryk inden hun kort kiggede imod Vlad der ikke syntes at virke anderledes i ansigtet end han plejede. Hun antog at der nok ikke var noget i det og vendte sig imod Ma'lakel, lagde armene om sin side igen og trådte lidt nærmere med et afventende udtryk.
"Hvilket?" mumlede hun så, kiggede igen meget kort på Vladimir og vendte tilbage til at kigge på mandspersonen. Hun holdt sig rank og foldede hænderne løst foran sig i en holden virkning. Hun havde for længst fanget at Vladimir nok var underlagt denne person, hvilket nok også betød at hun var det.. og trods hun ikke brød sig videre af personen, af rent udstrålingsmæssige årsager, havde hun ikke tænkt sig at indgyde disrespekt på nogen måde.. Trods alt.. Han lignede en der som Vlad ville kunne knække hendes hals som en tændstik hvis det var.

Ma'lakel så kort over på Vlad efter at denne havde talt sit sidste. Der var noget der plagede ham, grænseløst et eller andet sted, der manglede noget som havde været i bæstets toneleje før. Denne affandt sig ganske vist, men paranoidt kunne halv-dæmon ikke stoppe med at føle at hans lille hund blev nød til at få sig en lille påmindelse om hvorfor tingende var som de var. Med en vis person i byen, kunne lydige hunde godt begynde at snuse rundt i naboens have. Dog rettede de reptil agtige øjne sig på pige barnet endnu engang. De grønne øjne havde deres egen intime måde at betragte hende på: som prøvede han at grave end i hendes samvittighed, ved blot at se ind i hendes øjne. Se hver en skam, en synd, alt! Som var han den største dømmer livets væsener kunne komme ud for. Men han havde ikke evnen til at gå ind i hendes hoved, det var blot en illusioner følelse som blev skabt af modpartens eget sind. Han kunne ikke mærke trods i hendes kropssprog, dog tilbageholdenhed i det hun ikke nærmere sig helt.
Et lille smil kom frem på dennes læber, separerede dem, og lod spidsen af sit haj-agtige tandsæt blive synligt.
,, Tættere...", blev der sagt på en måde der synes at have bag motiver, hvis man altså var paranoid og rædselslagen nok til at tro det.
Han lokkede, ikke blot med sit lettere charmerende smil (hvis man fandt psykotiske og morderiske personer tiltrækkende), men også med øjnene, der næsten syntes blide et kort øjeblik i forhold til hvordan han så ud. Som en herre ville lokke en hjemløs kat til sig med et stykke tun.

Vladimir kiggede kort bag sig, imod de to. Han rystede kort hovedet med en lav knurrend, og forstod ikke dæmoners behov for nærvær.. Han vente sig igen for at kigge ud af binduet. Han opserverede en gruppe af dæmoner, der gned sig op af hindanen. Han knurrede lavt, og rystede langsomt på hovedet. Dette var helt klart ikke et sted for Vladimir, men hans kvote for beklagelser, var løbet op.. Han følte allerede at han havde været respektløs, og sukkede inde i sig selv. Han havde det med at blive dobbeltmoralsk.. Heldigt for ham, havde Ma'lakel ikke reageret, som Vladimir ville have, hvis han var blevet behandlet respektløst... Så ville Vladimirs tilværelse, være ovre. Vladimir hvæsede lavt da to dæmoner plaserede sig foran vinduet, men de så ikke ud til at høre det. Han prikkede så på ruden, så det lavede en klikkende lyd. De så så ud til at høre noget, og Vladimir smilede stort. Han slog så sin håndflade imod glasset, så det lavede et højere bump, men dæmonerne reagerede ikke andet end at bare kigge imod glasset. Vladimir brummede lavt med en kort knurrend, og vente sig om, og kiggede over imod Ma'lakel og Ashe.

Ashe udnyttede situationen til at lade øjnene lægges ordentligt på denne mandsperson i en tid. Før havde hun bare veget blikket, men nu syntes der ikke at være noget i vejen for at danne sig et indre billede af ham.. Da han fortalte hende komme nærmere, blev hendes ansigt overmalet med mistro og en form for mærkelig stædighed inden hun kort så imod Vlad igen der syntes at være optaget af omgivelserne lidt endnu.. Hun dvælede søgende ved ham et øjeblik inden hun så på dæmonen igen og med let tøven tog de få skridt tættere på ham, så hun ikke stod mere end en halv meter fra hans siddeplads. Hun lagde da hovedet på skrå for endnu engang at afvente hvad han havde tænkt sig at sige eller lignende. Hvad havde denne tænkt sig i det hele taget? Hendes opmærksomhed gled over mærket på hendes hals og fik hende til kort at huske hvordan det skulle indgyde respekt eller lignende fra dem fra Vlads modstandere... eller noget i den dur? Hun huskede intet ordret sådan stående.
Hun sank diskret en klump og lagde øjnene en smule væk fra dæmonen igen, da dennes blik kort syntes at sende et kuldegys igennem hendes krop og prikke hendes nerveender. Attraktiv på sin egen måde, måtte man give ham... dog stadig ikke noget hun ville ønske at møde udover det forpligtede..

//Sorry.. got short//

Ma'lakel betragtede den lidt modige pige, i det hun tøvende tog de endelige skridt helt hen til ham. Det var ikke helt så tæt som han måske havde haft i tankerne, men man måtte vel give tøsen at hun turde, selvom at Ma'lakel ude mærket godt lagde mærke til de spørgende blikke der blev sendt imod Vlad. Hun var uden tvivl en køn dukke, men var hun brugbar?
Han frydes over at se hendes svagt kuldegysning, i det den krop. Trækningen ved halsen som den gled ned langs den unge piges rygrad, hvor var selve den fornemmelse underholdende. Et livligt pust i Ma'lakels ellers så kedsommelige tilværelse. Med det samme, lokkende glimt i øjende, og charmerende ondskabsfulde smil, roste han hende nærmest hviskende, blot for at pigen skulle fokusere lidt mere end normalt på at høre det, og derved ville han have hendes opmærksomhed til fulde:
,, Dygtig pige..", sagde han med en lettere slesk tone kamufleret af den halv hjerterede venlige stemme.
Derefter rakte han meget hurtigt hånden imod hende, for at gribe fat om hunkønnets håndled og tvinge denne ind i en nærkontakt. Få denne unge animagus til at falde op på skødet af ham, og sidde som et lille barn der skulle til at fortælle julemanden om dets dybeste ønsker. Ubetynget af hvilken som helst modstand denne måtte gøre, vred han svagt hånden om bag på hendes ryg(ikke så det gjorde ondt endnu), blot for en sikkerhed at han kunne påføre hende smerte hvis hun nu skulle finde det smart at stikke af, selvom han tvivlede. Den anden hånd blev ført op til pigens læber, og Ma'lakel lod sensuelt sin pege finger glide langs dennes underlæbe. Hans nærvær næsten hypnotiserede hvis man lod sig indtage af den tætte nærheds extace, der ville få en hver til at stirre på de mange detaljer ved selve Ma'lakels ansigt.
Han rørte hende dog ikke med en seksuel intention, selvom at hans måde at røre hende på sagtens kunne mistolkes til netop dette. Han betragtede hende, som en slavehandler ville betragte sit næste køb. Efter at de dyriske gylden grønne øjne havde stirret ind i piges, så han endnu op på Vlad og kom med et lille hintende smil.
Et eller andet sted forstod han ikke hvorfor bæstet ikke havde udnyttet denne tøs for længst, men måske havde dyret ikke den slags begærer?

,, Du havde ret.. hun er en køn lille sag.. men ikke just.. modig, eller i besiddelse af megen sexuel aura"

Vladimir rejste let et øjnbryn af Ashes tøven imod ham, men han gav hende intet tegn. Ingen form for støtte. Nu, var hun Ma'lakels, mere end hans. Nu måtte hun personligt bestemme, om hun havde det i sig, og turde at tage skridtet imod Ma'lakel.
Vladimir var egentligt rimeligt overrasket over at hun havde modet i sig. Han havde egentligt ikke regnet med det store fra Ashe. Så igen, hans truen, havde jo også skaft deciplin før, hvorfor skulle Ma'lakels ikke. Han kiggede på Ma'lakel et øjebli, og et halvt, lumskt smil kom over hans læber. Ma'lakel n'd, som han selv, frygten i hans omgivelser.. Han nød at se folk frygte ham.. At hans måde at 'skræmme' folk på, virkede Vladimir unødvendig, og spild af tid. Klør og tænder virkede for ham. Men ikke desto mindre, virkede Ma'lakels metode også. Ashe frygtede ham, det var tydeligt.
Vladimir reagerede ikke da Ma'lakel trak Ashe til sig. Egentligt kunne det jo være ham, fuldstændigt lige meget, hvad der egentligt skete med Ashe. Hun arbejdede for Ma'lakel, mere end ham selv... Han lyttede til Ma'lakel, og nikkede kort. Han kiggede tilbage på Ashe, og kneb sine øjne en smule sammen. Han kiggede kort ned af hende, og å tilbage på Ma'lakel.
"Nej.. Det var også.. Min.. Tanke.." Sagde han stille. Han blev ved med at stå i en stilling, med strakt ryg, og hans lange arme ned langs hans sider, og han ville kunne blive afvekslet med en statue. Han lavede dog en kort fagt, med den ene hånd imod Ashe, for at bryde hans stilling.
"Dog.. Som du selv sagde.. Kan sådan.. En uskyldighed.. Pire.. Nogen personer... Dog.. Er denne.. Samuels.. Nuværende kæreste. Nettop dette.. Så måske.. Ville den mere.. Intense.. Fremgående.. Type.. Være et bedre.. Valg.. Til nettop.. Dette job.." Foreslog han, stadigt med den stille hæse stemme. Han kiggede kort på Ashe, og betragtede hendes hjælpeløse tilstand.. Det bragte minder tilbage.. Et halvt smil bredte sig over Vladimirs kæber, imens han lod tanker flyver, fra hans tid på tronen.. Han lod dog ikke disse minde, fra glemte tider hvile over sig længe, og han kiggede igen på Ma'lakel, med sine udtryksløse øjne.

Ashe strammede kæberne en smule da dæmonen kom med sin lille kommentar. Endnu engang kunne hun ikke se andet på nethinden end sig selv i et halsbånd. Glædeligt at det ikke var en hund hun havde som bedre halvdel.. Det havde været skæbnens værste ironi. Hun vendte atter blikket til siden, men blev hurtigt frataget sit udsyn da Ma'lakels hånd tog om hendes håndled og trak hende til sig. Der kom et kort uforstående "eh?!" fra hende, men det var osse det. Hun tav da hun endelig 'sad' på Ma'lakel. Atter slugte hun en samling spyt, som efterhånden lod hendes hals efterlades ganske tør. En mærkelig form for blanding af at være bleg og rødme opstod i hendes ansigt. Dog var det ikke nogen øm rødmen eller ynke-mynke-rødmen.. Hun krummede kort brynene og så imod dæmonens ansigt med et forarget udtryk. Ma'lakels greb i hendes arm fik dog sat hendes lettere iltre udtryk i skak og kneb det ene øje en smule sammen.. glødende let op i en mere gyldenbrun nuance. Da tog han om hendes kæbe og fingeren løb over læben, som hun stramte i endnu et iltert udtryk. Nu udgydede han ikke frygt med sin lille leg, som Vladimir havde gjort ved første møde.. da var hun også ny i byen. Ny og uvidende... dog.. trods hun havde været i byen i en tid nu, var hun ingen kriger eller gade-autonom.
Hun vendte ansigtet med et ryk, forhåbentligt nok til at Ma'lakel ville holde op med at røre hendes ansigt, som var han kongen af Sabans. Hun vendte da blikket, nu skarpt imod Vlad, og lyttede til hvad de sagde.. Overfladiske var det.. begge to..
Da rankede hun ryggen... helt ret, hvor den derefter begyndtes at bøje bagud hvis hun altså lykkedes at gøre det uforstyret. Hendes ryg ville bøjes om hendes arm, som Ma'lakel holdt og ville blive i stand til at nå... Hendes to længste fingre ville strejfe hendes lænd og give den et svagt tryk. Igen afhang det af Ma'lakels styrke og fokus på at holde hende fast.. Han anså hende nok ikke som stærk, så hvorfor overanstrenge sig med at holde fast? Et knæk lød fra hendes ryg og med en hurtig bevægelse bukkede hun sig frem igen i en vuggende bevægelse, for bare at kaste sig tilbage med ryggen forhåbentlige slående imod hans ben og tilladende hende at rulle med ufattelig bøjelig ryg, tilbage, svingende benene over sig og lande dem begge på gulvet. Vriddet i armen ville gøre ondt, men også besværligt for Ma'lakel at holde fast i.. Et knæk ville høres og hvis hendes elegante finte havde fungeret, tog hun få skridt væk fra Ma'lakel, først nu afslørende den form for aura der dannede en gyldenbrun kattehalse der svajede om hende som en vimpel. Ligeså hendes øjne havde i sin lille aktiveren snørret sig sammen til en sort sprække i en gylden iris.
"Hvad ved i af alle personer om at være uskyldig?" mumlede hun da iltert og tog sig til armen med et spydigt blik imod Ma'lakel.

Ma'lakels blik gled over på Vlad i det bæstet åbnede sin flab og talte. Det var lidt af et under at dyret besad den gave, selvom at man vel godt kunne kalde Vlad intelligent, så var hans talegaver ikke just den af en diplomats. Ma'lakel sænkede svagt sit blik imod pigen der så ud til at være konfus i nogle sekunder. Han trak på smile båndet: den effekt var aldeles ikke ny, og fejlede aldrig i at underholde ham.
Han så op på Vlad endnu engang da denne var færdig med at tale. Det var sandt at en kontrast til engelens nuværende partner måske var bedst, alt taget i betragtning. Som man sagde, alt rent og uskyldigt bliver tiltrukket af det urene og kurrupterede. De lyse brune læber blev seperaret med henblik på at sige noget, da pigebarnet begyndte at bevæge sig bagover. Ma'lakel blev afbrudt og distraheret af det, og gav pigens hånd et hårdere klem, der sikkert ville få et andet hunkøn til at give et hvin i smerte, dog så dette ikke ud til at virke helt som Ma'lakel havde håbet, og i løbet af få sekunder, kom den unge animagus vaklende op på bene for blot at holde afstand.
Ma'lakel blinkede overrasket i nogle få sekunder, dog uden at der var yderligere tegn på overraskelsen. Han kneb mistroisk øjnende en smule sammen, så nogle små rynker blev tydelige ved øjnenes kant. Hvad ved i af alle om uskyldighed? - var det et spørgsmål eller bare en flabet kommentar? Trods? Trods var ikke velset, og specielt ikke af Ma'lakel der ikke havde lyst til at belemres med en hidsig missekat. Han sende Vlad et irriteret blik, der talte højere end nogle ord: hans vrede ville ikke gå ud over hende, men Vlad i sidste ende. Hvis hun opførte sig trodsigt, eller på anden måde respektløst havde Vlad ikke trænet sit kæledyr godt nok, erko, var straffen hans! Ma'lakel rejste sig, og lod blot blikket glide ned over pigebarnet, med en udstråling der gjorde at han knap behøvede sige noget: hun var mudder, hvor han var den tordende himmel. Hun var et instekt hvor imod han var en gigant. Hendes ligegyldighed kunne ikke understreges nok, Ma'lakel kunne finde nogle andre end hende, og Vlad kunne sikkert gøre sig meget meget bedre end... det der!
Han lod sine hænder glide ned i lommerne, og så på hende med det piercende blik, der ville ligge over pigen som en høg der havde set sit bytte og skulle til at slå til: bore sine lange kløer ned i den bløde hud, og gennembore det faste kød. Og ligesom hans blik, var hans stemme nådesløs: den venlige tone der før havde præget hans stemme i en lokkende mannér var forsvundet, og de ord der kom ud var faste og kontante, som skulle Ma'lakel koncentrere sig for ikke at lade sit dårlige temperament tage overhånd, og smelte Ashe's kønne ansigt og hud. Ahn værdiggede hende ikke et svar på spørgsmålet.

,, Kom herhen..".

Vladimir kiggede på Ma'lakel, da denne skulle til at snakke, og så også overrasket ud, over hvad Ashe havde valgt at gøre.. Dumme pigebarn... Hvis Ma'lakel ristede hende, ville det ikke være ham en overraskelse. Han rystede langsomt på hovedet imens han kiggede på Ashe. Han lagde så mærke til at Ma'lakels øjne, havde lagt sig på ham. Vladimir srejfede kort Ma'lakels blik med sit eget, og så straks hvad der så tydeligt stod skrevet. Vladimirs blik rattede sig så straks på Ashe igen, med et lavt hvæs. Det sidste han ville tillade Ashe at gøre, var at koste ham sin stilling ,med hensyn til Ma'lakel.. Han var en verdifuld allieret.
Vladimir forsvandt så ude af syne, og efter få sekunder kom han frem bag Ashe. Han lagde sin arm omkring hende, så hans kolde fingre, var fastklemt om hendes strube, og næsten lange nok til at nå helle vejen omkring halsen, hvis ikke at hun gjorde noget for at stoppe ham. Han hvæsede så lavt, og hviskede i hendes øre, med munden tæt nok til, at hun ville kunne mærke hans døde læber.
"Hvis at du.. ender med at skade.. mere end du gavner, så lover jeg dig.. at du vil føle smerte, meget være end døden..." Vladimirs temperatment tillod ham næsten at sætte tænderne i hendes bløde jakke, men da Ma'lakel beordrede hende over, hviskede han blot en sidste påmindelse. "Husk.. Hvad.. Du arbejder for..." Han slap så sit temmeligt stramme greb om hendes hals, og puffede så til hende, og afventede hendes reaktion til Ma'lakels beordring, og håbede, fuldt ud af sine egne grunde, at hun ville adlyde..

Det før spydige blik havde tonet sig ned til noget mindre trodsigt, dog endnu stædigt og utilfreds med situationen. Det dunkede i hendes håndled, men det sås ikke på hendes ansigt. Hun anstrengte sig da for at virke så ligeglad med fysisk smerte så muligt, men det ville nok ikke overbevise dem med det kyndige blik. Hendes brystkasse bevægede sig akkurat nok til at man kunne fornemme barmens stigning og falden imod hendes hvide jakke og hendes hånd der støttede ved sin partners håndled, rystede en smule. De smalle øjne lå stadig imod dæmonen med et tilbagetrukkent udtryk. Hun havde rigtigt nok været spydig der, men som hendes bedre halvdel sjælepartnere havde hun for vane at forsøge at puste sig op hvis hun fandt vejen dertil. Ma'lakels stirren tilbage på hende fik hende dog til at fortryde bitterligt at hun ikke kunne holde sin store mund lukket. Hun havde vel ikke samme form for respekt for denne, som hun havde for vampyren der havde gjort sig selv til hendes arbejdsgiver. Apropos...
Hun mærkede et tag om sin hals og førte med det samme hænderne derimod, for at sikre sig stabiliteten deri. Instinkter der ville give hende en lille chance for at undgå kvælning. Hun gibbede, som en nyfalden søvn, da Vladimir hviskede hende i øret og ligeså hurtigt som det havde dukket op, forsvandt den gyldne aura af halen og hendes øjne blev atter brune som mørk mahogni. Vlad ville kunne mærke hendes hals bevæge sig da hun atter klemte struben om sin nervøsitet og efterlod munden ganske tør, let åben. En dæmpet gisp kom fra hende inden hun klemte det i sig og stod ellers fuldkommen stille imens han talte. Disrespekt.. Hendes øjne vendtes nedad et øjeblik og hendes læber samlede sig atter. Hun vendte blikket imod Ma'lakel der havde beordret hende hen igen.. Hendes øjne klemte sig underdanigt sammen og hun nikkede en enkelt gang til Vladimirs sidste kommentar og lod sig slippe, samt puffes let til. Hun stoppede op imellem Vladimir og Ma'lakel med blikket sænket imod jorden. Hun tøvede atter, men så logikken i Vladimirs pointe. Hun havde indfundet sig i dette.. mere eller mindre frivilligt.. En uhørligt suk afkræftede det og hun tog igen nærme skridt imod Ma'lakel uden at se direkte på ham. Hendes tunge gled kort over bagsiden af hendes bagerste tandrække inden hun så på ham igen.
"Om forladelse." .. I strid med hende selv, men klar over at hun i sidste ende ikke havde et stort valg at gøre med.

Ma'lakels tilfredshed ved bæstets valg af reaktion, var i et øjeblik tydeligt at se. Hvis ikke han havde fundet sig selv i en situation hvor: 'hvor du dygtig!' - ville være ufattelig antiklimatisk, var de sikkert kommet ud fra de smalle læber, og formet af den rullende tunge, med en dejlig barnlig klang idet det både ville have lydt provokerende men på samme tid dybtfølt, selvom at det ville være svært at bedømme ud fra den kunstige kamuflage af sarkasme der fulgte med. Han betragtede tøsen med et sten blik, endnu med en aura, et kropssprog, der udstrålede hans magt og autoritet, i modsætningen til hende, der lod sig krybe i det hun blev påmindet om hvad hendes egentlige plads var. Men så igen, hun var jo også en missekat - og katte i modsætningen til hunde, havde dog lidt mere hjerne.
Det dræbende blik fulgte hende i den lille gang hen imod ham, dog kom hun ikke tæt nok på denne gang heller. Men efter at være blevet slået af pisken så at sige, kunne man vel ikke forvente den store selvtillid.
Efter hendes 'om forladelse', så Ma'lakel endnu ikke helt tilfreds ud. Hun så ham ikke i øjnene, det var godt. Hendes teenager, beklagende suk, trak ned. Hun var endnu ikke helt på plads, endnu ikke knækket. Dette var en sjov lille leg et eller andet sted. Og nogle få sekunder efter hendes ord, som der et lille smile på de smalle læber, og det kolde blik forsvandt hen i en forstyrrende legesyge, der næsten lå på et psykotisk plan! Om det var værre eller bedre end det følelses kolde og onde blik, var ikke helt til at sige. Han trådte tættere på hende, rakte en hånd ud blot for at lade den nænsomt glide ned over hendes kind, nærmest kærtegnene, før... han greb fat, greb fat om kæbe partiet på hende: så det ville gøre ondt, dog på samme tid kom ordrende:
,, Bliv stående... og rør dig ikke..", ordrend havde en død seriøst alvor i dem, selvom at de grønne reptil øjne atter lyste af næsten kannibalsk glæde og sult. Hun var dog ikke af samme art, men stadig et væsen skabt af overnaturlige kræfter. Han lod endnu en finger glide ned over hendes under læbe: pressede den halv-skarpe finger negl imod det lyserøde bløde skin, og blev ved med at presse den imod, gnide, skære indtil at pige barnet fik en blodig flænge ned langs hendes underlæbe.
Dette var en test. En test om hvor rebelsk hun ville være, blev hun udsat for smerte, den mission det var meningen hun skulle på, kunne vise sig at bringe meget af denne: og hvis hun knækkede ved blot dette, var hun ubrugelig.

Vladimirs lave, hidsige hvæsen kunne stadigt høres, og skar igennem rummet som en kniv. Han nød ikke længere af Ashes frygt. Han gik ikke længere kun efter at mærke hendes frygt. Eller nogens, for den sags skyld. Han ville bare have dette til at virke. Han ville stå i en arena igen.. Han ville mærke dette rus. Og så ville han forblive på god grund, når det kom til Ma'lakel.. Han ville endnu ikke have noget had imellem de to.. Han ville ikke ødelægge hvad han havde bygget.. Og han ville slet ikke lade Ashe ødelægge det.
Vladimir blev stående bag Ashe, og hans lave hvæsen forsvandt langsomt. Men da Ma'lakel gav en ordre, kom der et meget lavt hvæs fra Vladimir, og hans skarpe gule tænder kunne skimtes, i kanten af hans vrede udtryk. Han kneb sine øjne sammen, og stirede imod Ashes ryg. Hvad Ma'lakel lavede, var ham fuldstændigt lige meget.. Ashe var mere hans legetøj, en Vladimirs.. For Vladimir var hun blot en informations kilde.. Som han stadigt håbede på var noget vær. Hvis ikke, kunne Ma'lakel gøre med hende hvad han ville.. Vladimir havde ingen interesse for hende.. Han knuggede sin hånd, og begyndte igen at knurre. Han fortrød halvt at han overhovedet havde taget Ashe.. Og ikke bare ignoreret hende? Var hun dette vær? Han rystede langsomt på hovedet, imens hans nu meget lave knuren stadigt fortsatte.

Ashe var stille. Hendes øjne var stadig vigende fra Ma'lakels og var fokuseret på noget fuldkommen tilfældigt i rummet. Hun var blevet fuld af en tvivl. Ikke tvivl om at denne kontrakt havde været en fejlkilde.. Hun havde vel intet valg haft da, men tvivlen lå mere i hvorvidt det var klogt at forlade London i forhold til dette. Måske havde det været råddent, men der ville dette aldrig ske. Så meget for et billigt sted og bo og en afstand til dem man ikke kunne holde ud mere. Ashes blik blev et kort øjeblik skarpt da ansigter gled ind over hendes nethinde. Hvert hoved blev skåret af og fjernet fra hendes tanker igen... Ganske brat da dæmonen rørte hendes kind. Hun vendte blikket imod ham, gøs indvendigt, men gjorde ikke noget. Hun skulle til at ty til dæmonens underarme da han tog fat i hendes kæbe for at forsøge at fjerne dem, men da hans ord blandede sig med stilheden, lod hun dem falde ned til siden og stod atter stille med et tavst udtryk imod dæmonen. Han ville kunne mærke hendes kæbe strammes sammen, knække tand-nerver på plads og åbne sig let igen uden at hendes mund gav virke derfor. Hun så direkte på ham i den tid. Hendes blik veg ikke før han med en finger begyndte at skære hendes læbe. En række svidende stik fra hendes læbes ømme hud bevægede sig fra munden og helt ned i fingerspidserne. Et kort udtryk af ubehag i hendes øjne viste sig, hvorefter hun lukkede dem i.. først stramt, men derefter blot som en ligegyldig søvn. Hun ignorerede det vel på sin egen måde. Smerte var en variabel der gik over. Var den konstant derimod var hun ikke sikker på om hendes strategi ville være meget værd. Hendes hænder klemtes og hvis man var meget observant, lagde man mærke til at hendes arme lagde sig tættere imod hendes side, hvor hendes tommel- og pegefingernegl ville søge til hendes bens øverste ydersider og ligeså nappe sig selv hårdt. Det var et spørgsmål om fokus. Smerte var nemmere at håndtere hvis den kom fra en selv og var stærkere end andres påførelse.

Et kort øjeblik kunne man fristes til at tro at Ma'lakel ikke ville stoppe, ikke ville lade det hele være forbi så hurtigt, da han kunne se piges strategi som stod den malet i panden på hende. Han fandt det nostalgisk, da han også engang selv havde regnet med at man blot kunne stole på sin egen udholdenhed indtil at det var væk, men noget smerte forbi passerede ikke ligesom det mest normale af dens slags: det kunne blive ved i dage, i nætter, i år, og aldrig stoppe! Et sadistisk glimt kom hurtigt frem i de gyldne øjne, og det var ikke svært at se hvor meget han morede sig ved dette: som et legesygt barn der fandt det at bygge et tårn af klodser morsomt, for derefter at smadre det til ukendelighed bagefter, og grine af det! Et lille smil fulgte også det sadistiske blik, og lod endnu engang det makabre gullige tandsæt blive afsløret. En lille klukken kom bagefter, den var mørk og dyb, en mindre latter som man kun kunne forvente af så råddent et væsen som Ma'lakel.
Men lege tiden måtte stoppe på et tidspunkt, og Ma'lakel kom til en konklusion: hun var ikke helt så klar som han havde håbet på. Smerte kom hende ikke naturligt at ignorere, og den ustandselige smerte var endnu ikke blevet transformeret til en falsk illusion af nydelse.
Han lod den nu blodige finger trækkes væk fra pigens flænsede underlæbe, og bevægede sin blodige pege finger op til sine egne læber for blot at tage den ind i munden og sutte den ren inden at hans øjne atter lagde sig ved Vlad:
,, Potentiale... uden tvivl.. men tøsen er stadig ikke andet end et spædbarn.. hvis vi sender hende i kløerne på engle-bassen, vil hun, hvis udsat for for megen smerte, knække som en sort elver.. ", et skvæt smil kom frem.
,, Du burde lege med hendes sanser noget oftere.. ", hans øjne faldt endnu på hende.
,, Hun er trods alt et sjovt legetøj.. ", med det placerede han spidsen af sin pege finger på panden af hende, og skubbede hende nogle skridt væk, ved brug af en brøkdel af sin normale styrke.
Han vende sig og satte sig ned i sofaen igen.
,, Ud fra det her.. er det klogest at se på begge muligheder.. denne is-dæmon er måske bedre at satse på i forhold til vores killing her..".
Ma'lakel så ud for sig med et tænkende blik: i hans hoved havde han to valg muligheder, den ene værende at sende en loyal, dog alt for utrænet lokkemad i armene på engelen: men hun besad de ting som denne engel så ud til at værdsætte. Dog ville der være en risiko for at sende en mindre loyal kvinde i favnen på fjenden.. selvom hun måske ville kunne udstå tortur, ville hun stadig være for spontan en bombe at smide.
Han rynkede brynende:
*... fandens til stå i det!...*

Vladimir, en smule overrasket, rejsede et øjnbryn, og smilede nærmest lettet, over at Ashe i det mindste ikke fejlede det her, og kostede Vladimir endnu mere tid.. Lugten fra Ashes blod mindede Vladimir om at han ikke havde slukket sin tørst ordentligt denne nat, og fik ham til at håbe at dette snart var ovre... Han håbede at han ville kunne nå at fange noget godt.. Syntes han selv at han fortjente...
Vladimir blev revet ud af hans egen drømme om saftige engle, og frodige Aspara'er, af Ma'lakels blik, og han kom tilbage i nuet. Han lyttede til Ma'lakels ord, og nikkede langsomt, han lavede så en fagt med et hvæs.
"Den.. Forbandede engel.. Ville ikke.. Gøre skade på hende.. Alligevel.. Har de værken modet.. Eller... Hmh.. Hjertet... Til" Sagde han, med en lyd, der mindede om en blanding af latter og hosten. Han kiggede så på Ashe til Ma'lakels næste kommentar, men lavede blot en fagt, og rystede på hovedet. "Hmf.. Brug.. En kamp hund.. Til kamp.. Og.. Et husdyr.. Til leg.. Ashe.. Er en.. Informationskilde... Hvis.. Altså hun gør.. Sit arbejde ordentligt..." Sagde han, med et skærende blik imod Ashe. Hans øjne bevægede sig langsomt tilbage på Ma'lakel, og nikkede langsomt. Lucinde var stadigt en mulighed.. Men han kom så til at tlnke andre tanker. Han tog et skridt til siden, og lod sin hånd lave en fagt foran sig, for at indikere at det han sagde, blot var en udslunget ide, smidt iblandt de få klodser, der allerede var på bordet.
"I disse.. Tider.. Er detså ikke.. Muligt.. At hidkalde.. Djævle.. Til nettop.. Sådanne jobs? Djævle som.. Er.. Specialiseret.. Til nettop det?" Sagde han, imens han så tænkende ned på gulvet, men lod dog sit ansigt løfte op på Ma'lakel igen. "I min tid.. Blev ting som.. En Succubus.. Tit taget.. I brug.. Til sådanne sager... Findes der ingen.. Der.. Kan hidkalde sådanne? Hvis nu.. Denne.. Is-dæmon..." Han vrissede lavt, ved overhovedet at nævne hende. "Ikke er meget.. Bevændt.. Til nettop sådanne et... Job.." Sagde han, og kiggede igen imod Ma'lakel, og lod sine arme hænge ned langs hans sider igen.