New to the world - Vlad

Dato: 12/12.10
Sted: Domkirkens trappe.
Tid: 01.51
Omgivelser: Juliane og stilheden.
Vejr: Overskyet, lidt køligt.

Juliane gik ned langs en gade i sin blå lårkorte kjole, hvide leggins og sorte støvler med hæle. Hun syntes, at det var en smule køligt, også en ny ukendt følelse. Hun anede virkelig ikke, hvor hun var, men hun kunne fornemme helig jord, som ikke lå så langt væk. Det var virkelig et sært sted denne verden, alting var helt anderledes, end hendes egen verden. Hun havde godt nok fået mange ting forklaret igen og igen, men det er stadigvæk noget andet at se tingene med sine egne øjne. Også det hvide, som lå på jorden, som var koldt og vådt, som de kaldte sne, som hun gik forbi.
Endelig fik hun øje på domkirken. Hun åbnede lågen og fortsatte ind på stedet, som blev oplyst af små lys, som var rundt omkring. Hun gik hen til trappen, hvor hun fejede noget sne væk og satte sig ned. Hun kiggede omkring og prøvede at lære noget ved at se.

En lav vinen kom, da en blid vind gled over området omkring domkirken. Den kolde vind, ville gøre kulden næsten uudholdelig for mennesker, hvis ikke at de havde meget tøj på. Denne kolde vind ruskede lidt i hegnet til at forlade domkirken, og nogen blade hvislede over astfalten på vejen udenfor. Gaden var stort set tom, bortset fra en mørk skikkelse som bevægede sig hastigt over fortorvet. Denne var beklædt i en brun trench coat, grønne army jeans og bare føder. Den havde også en hætte over hovedet, som mørklagde hans ansigt, selv når han gik under gadelysende. Skikkelsen var tydeligtvis ikke i et specielt godt humør, da en lav knurren kom fra denne, og hver gan den passerede et gadelys, rev den ud efter det, og de skarpe lange klør var tydeligtvis nok til at ødelægge dem, da de faldt til jorden. Denne person lagde et spor af mørke bag sig. Da han gik forbi porten indtil Domkirkens areal, kiggede han kort op imod trapperne, hvor han så Juliane. Han stoppede ikke, og forsvandt bag det næste høje hegn, så Juliane ikke kunne se ham mere.
Få minutter senere, kom der dog en sort røg skyg bag porten, som hurtigt blev reve væk af vinden, og der stod den sorte person igen, og kiggede op imod Juliane. Hans ansigt var stadig mørklagt af hætten, og hans matte øjne kunne heller ikke ses. Men denne stirede direkte imod Juliane. Denne figur var Vladimir, og han kneb sine øjne sammen, imens han kiggede lidt rundt. Måske skulle han se om han havde udviklet sig nok til, at kunne bevæge sig inden for kirkens areal. Han gik så en smulle tættere på metal porten, og kiggede op af trapperne, på Juliane igen. Ville den engel måske give ham problemer? Hm.. Hvis hun gjorde kunne han jo altid gøre et måltid ud af det...

Juliane strøg sin hånd langs sneen og samlede det op. Hun kiggede på det, mens det smeltede og dryppede ned på trappen. Hun kiggede på sin hånd, og undrede sig over sneen. Det var smukt, men kunne ødelægges af varmen fra huden, men det var så koldt. Hun gøs, da en kraftig vind strøg over stedet omkring hende. Hun burde virkelig have overvejet at tage noget andet tøj på, inden hun var kommet. Hun var ikke van til kulden, hun begyndte stille at gnide sine arme og kiggede rundt. Hun ville ikke rigtig flytte sig, fordi hun ikke kendte stedet, og hun følte sig mest sikker her, fordi det var et sted, som havde med de højere magter at gøre.
Juliane så op og blev opmærksom, hun så, hvordan lyset på den anden side af muren forsvandt. Hun kunne dog ikke se, hvad der forudsagde dette. Hun rejste sig dog op, da hun så nogen gå forbi porten. Hun råbte ikke efter personen, men kiggede kun. Hun var på vej til at sætte sig ned igen, da hun kunne fornemme en forandring. Hun så nu igen en person, hun kunne ikke se, hvordan han så ud på grund af hætten. Men hun fornemmede, at der noget, som kiggede på hende. Hun brød sig ikke helt om følelse, så hun trådte en skridt tilbage og op på trinet bag hende. Dog gled hun på trinet og landede hårdt på røven. Hun ømmede sig lidt, men holdte stadigvæk øje med personen ved porten.

Vladimir fnøs en enkelt gang med et bredt smil over englens snublen, og rystede langsomt på hovedet et par gang. Han trak så sine lange klør tilbage, og knyttede en næve. Han slog hårdt på midten af porten, så den blev revet op, og åbnet foran ham. Hængslerne blev kun revet halvt af, og portens to døre hang nu halvt ødelagt på hver side. Hun lugtede dybt til området et par gange, og hvæsede så, kun lige højt nok til at Juliane ville kunne høre det der fra hvor hun stod. Han lugtede frygt, og hellig grund.. En blanding af godt og dårligt.. Dog gjorde den gode duft fra Julianes blod den gode side stærkere, så Vladimir tog de første skridt ind på arealet. Brostenen fra porten til trappen var fri for sne, og der skete intet ved Vladimir på hans vej imod trapperne, og Juliane. Han smilede bredt, og valgte at lege lidt med Juliane, og se om han kunne skabe frygt i hende. Han forsvandt så, som om at han aldrig havde været der. Dog kunne han pludseligt ses igen, få meter tættere på Juliane fra hvor han stod før. Her stod han stille i få sekunder, inden han forsvandt igen, og så få sekunder senere, stod han tre metere tættere på Juliane igen. Han gjorde sig egentligt bare usynlig hele tiden, men det vidste Juliane jo nok ikke. Han forsatte sin hakkende gang imod Juliane, indtil han stod for foden af trappen, og kiggede ned på trappetrinet. Lyset her ville afsløre hans ansigt hvis han kiggede op, og det ville han ikke endnu... Han ville se hendes reaction på hans tilnærmelse.

Juliane så, hvordan skikkelsen ødelagde porten, og glemte helt, at hun var væltet for noget tid siden. Hun trak sig længere tilbage, men rejste sig langsomt op. Hun var overrasket over denne styrken, men det forklarede hende også, hvorfor hun ikke havde følt et menneskes tilstedeværelse før. Det var et andet væsen, de væsner, som hun havde hørt om, inden hun havde forladt sit hjem, så hun havde en smule viden, eller i det mindste var forberedt på det værste. Nu vidste hun, hvad de mente.
Juliane hørte en hvæse, som kun lige nåede hende, før den igen forsvandt. Hun så, hvordan væsnet bevægede sig ind på grunden. Det var hellig grund, det burde ikke være muligt, med mindre… Med mindre væsnerne er blevet stærkere, end man troede. Hun rettede sig op og så, hvordan væsnet nærmede sig hende. Hun blinkede en del gange, da han pludselig forsvandt for hendes blik. Hun kiggede hurtigt rundt, men kunne intet se. Hun fik et vældigt chok, da han igen dukkede op på det samme sted, hvor han var forsvundet.. eller var det tættere på denne gang. Hun følte sig hvert fald ikke sikker. Og så da han forsvandt igen, så vidste hun, at han ville dukke op igen. Hun havde det på fornemmelsen. Hun havde enlig bare stået stille, mens han havde nærmet sig hende, men den sidste gang han forsvandt, trak hun hendes sværd, som hun havde hængende ved hendes side. Hun ventede på, at han skulle dukke op igen, hvilket han gjorde for enden af trappen. ”Jeg vil gerne bede Dem holde op med det der.” sagde hun nervøst, men med en fast stemme.

Vladimir smilte bredt, og rystede meget langsomt på hovedet. En blid vind rev lidt i ham igen, og hans lange frakke baskede en smule med. Hendes nervøsotet, var helle hans grundlag til denne entré.. Dette var jo langt fra hans metode at komme frem på, men lugten af hendes nervøsitet.. Måske endda frygt? Var det han gik efter. Og så måske at meske sig i hendes blod bag efter? Det var blot en bonus for Vladimir.
Vladimir lyttede til englen da hun endeligt snakkede, og hans smil blev endnu bredere.
"Hmmmmh..." Kom det forbi hans læber, som en enkelt latter. Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede op imod Juliane, så lyset nu afslørede hans hage, og hans mund. Hans hages hud var grålig, og hans læber matte,og forvredne, med flodser, og revner. Når Vladimir bevægede læberne, var det nædsten som om at det var en dukke der talte. Der kom ingen dampe fra hans vejtrækning, ingen karakteristisk formning over læberne, der kunne fremvise hans følelser.. De bevægede sig blot, for at lade hans ru og hæse ord komme fem.
"Har.. Engle.. Det aldrigt.. Sjovt..." Spurgte han med sin dybe og hæse stemme. Han slog så sin hænder ud til hver hans side, og spændte alle sine lange fingre ud, og lod hans klør, der næsten overgik fingrenes længde, springe ud, med et højt hvæs. Han tog så et par hurtige skridt op af trappen, som om at han skulle til at angribe, men han forsvandt så, i det en tyk sort røg omfavnede ham. Da vinden baskede røgen væk, var Vladimir også væk. Men bag Jliane, på domkirkens dørs dørkam, sad der nu en halvstor flagermus. Den skreg en enkelt gang, og baskede vildt med vingerne.

Juliane havde nær tabt hendes kæbe, da hun så, hvordan væsnet så ud. Hun løftede sværdet let, uden direkte at pege på skikkelsen, hun ville bare hentyde, at hun ikke fandt sig i, hvilken som helst behandling. Han virkede uvirkelig for hende, han virkede som noget, som enlig ikke burde leve i denne verden. Men den stod der foran hende nu. Hun vidste, hvad hun skulle snakke med de højere magter om, når hun engang vendte tilbage. Hun synes, at denne verden var lidt for uvirkelig.
”Det kommer nok an på, hvilken form for sjov, vi snakker om.” sagde Juliane og holdte blikket rette mod væsnet. Hun strammede grebet om sværdet, da han så ud til at gøre klar til et angreb. Hun havde trænet til dette, selvom man aldrig kunne være forberedt nok. Hun lavede et slag med sværdet, da han løb mod hende, men forsvandt. Hun tabte underkæben og fik lidt over balance, hun fik halvt vendt sig om og fik øje på noget, som sad på porten. ”Vampyr.” fik hun fremmumlet, og gik et halvt skridt tilbage, hvilket resulterede i, at hendes fod igen gled på trappen. Hun faldte baglæns ned og slog hovedet mod det ene trin, inden hun gled resten af vejen ned. Hun kravlede resten af vejen ned ad trappen og satte sig på sine knæ. Hun ømmede sig over sit hoved, mens tingene svimlede for hendes øjne, hun havde stadig sværdet i hånden. Hun fik rejst sig vaklende op og blinkede en del gange med øjne, før hun igen kunne se klart.

Flagermusen skreg igen da hun sagde det, og forsvandt så i en sort røg, og Vladimirs hæse, hvæsende og ru latter kunne høres i det han faldt ned fra den tykke sorte røg.
"Hm hm ha ha.. Det.. Er rigtigt.. Lille.. Pige!" Hvæsede han højt og skulle til at rive ud efter hende, men da hun faldt ned af trinet, undgik hun nærmest også hans angreb. Han hvæsede lavt, men hans vrede blev lidt forvandlet til en kort latter. Måske skulle han have endnu mere sjov med denne engel inden han gik rigtigt igang.. Han klukkede en enkelt gang, og begyndte så at løbe ned af trappen, hvilket gjorde at hætten slog tilbage, og hans fulde, vansirede ansigt kunne ses. Den grå hud havde utalige flodser, og ridser, og små stykker hud, som lignede at det var ved at skifte, og klar til at blive revet af. Hans mat hvide øjne stirede direkte imod en han løb imod, imod den han angreb. I stedet for at rive ud efter hende, sparkede han i stedet ud efter hendes højre side. Han udnyttede at hun nok ville være en smule ær, og sløret,efter sådan et fald. Hvis at han ramte ville hun blive kastet til hendes side pågrund af styrken i sparket, og måske ramme en gravsten på vejen. Hvis at hun parrerede, reagerede Vladimir hurtigt, og hoppede til siden for at undgå hendes potentielle modangreb.

Juliane anede lige, at vampyren igen var blevet til et menneske lignende skikkelse, inden hun væltede igen. Hun havde også lige anet hans ansigt, hun kunne virkelig ikke forstå, hvordan dette væsen levede på jorden eller, hvordan væsnet overhovedet havde en eksistens. Det næste hun huskede var en eksplosion af smerter i baghovedet, og vampyrens udseende blev fordrevet af hendes tanker. Hun fik med lidt hjælp fra hendes healings magi fjernet smerterne i hovedet og kom sig nok hurtigere, end man normalt ville gøre i dette tilfælde.
Juliane reagere ikke for langsomt, da hun lagde mærke til, at der var noget, som var på vej i hendes retning. Hun var stadig ikke helt på toppen, men hun kunne i det mindste se klart igen. Hun svang med sværdet ud efter benet, som sigtede efter hendes side, men ramte dog ikke, da vampyren undveg hende. Hun fik hurtigt kiggede sig opmærksomt rundt, men fik sig dog en mindre forskrækkelse og gispede let, da hun så, hvordan væsnet så ud uden hætte. Hun bakkede nogle skridt tilbage og forberedte sig på et eventuelt angreb, som kunne komme fra vampyren. Julianes tanker havde igen fået hende ind i et tankespind. Hvad nu, hvis der var en mening med vampyren? Hvad nu, hvis der var noget godt i den? Hun havde aldrig nægtet at se det positive eller det gode i andre, men hun syntes lidt at det var meget forlangt, når hun stod overfor dette væsen.

Vladimir hvæsede og stoppede sit ben midt i sparket da hun svingede sit sværd efter benet. Han hoppede så hurtigt væk, og svingede rundt i en cirkel midt i luften, så hans lange frakke svingede i en kaotisk dans omkring ham, for derefter let at flade ud på jorden da han landede knælet ned ude i sneen. I det hans hænder rørte sneen, kom der en tynd grå røg fra hans hænder der var let dækket i sneen. Vladimir rejste sig hurtigt, og tørede sine hænder af hurtigt. Forbandede.. Hellig grund.. Selv sne der har befundet sig i kort tid på denne grund, var nok til at svig. Dog ville dette ikke kunne dræbe ham, men det er stadigt nok til at irritere huden.
Vladimir håbede ikke at Juliane havde lagt mærke til det, og strakte sine skuldre, imens hans fingre lavede bølger igen. Han begyndte så at gå imod Juliane igen, med en svag røg op fra hans føder. Måske ville det være mere interesant at bekæmpe hende end han havde troet.. Måske skulle han tage at slås med hende, i stedet for at lege... Hm.. Var længe siden han havde haft en kamp med en der brugte sværd.. Han smilede så bredt, inden han hvæsede vredt ,og løb imod Juliane. Hvis han kom tæt nok rev han ud efter Juliane med sin højre hånds lange klør, i et forsøg på at ramme hendes brystkasse. Imens han havde sin venstre hånd´ klar til at stoppe potentielle modangreb.

Juliane havde fundet en mulig god stilling og en fast fod stilling. Hun kunne mærke, at hendes fødder mere eller mindre var ved at blive kolde, hvilket ikke var en behagelig følelse, hun bevægede lidt på fødderne, mens hun tog om sværdet med begge hænder og spændte fingerne, som også var ved at blive kolde, hvilket gjorde dem stivere i det. Hun betragtede vampyren med et nervøst blik, fordi hun aldrig havde haft en kamp, som galt livet, som hun selv skulle klare til slutningen. Hun kunne måske også bare løbe væk, mens hun stadigvæk havde en chance. Nej, jeg vil ikke løbe. Hun rystede irriterede på hovedet. Og begyndte igen at fokusere på vampyren, som stod foran hende.
Juliane måtte hæve det ene øjenbryn, da hun bemærkede noget ved vampyrens fødder. Hun ville have set det nærmere an, hvis ikke det havde været for, at vampyren angreb hende. Der gik nogle sekunder, og så havde hun besluttet sig for, hvad hun ville gøre. Hun valgte at træde diagonalt tilbage og parere for slaget samtidig. På denne måde kunne hun bevæge sig længere væk fra slaget og beskytte sig eventuelt, hvis han alligevel valgte at række ud efter hende. Og han ville heller ikke løbe direkte ind i hende. Hun kunne ikke lige komme på noget bedre.

Vladimir hvæsede da han blev parreret, og vidste at han ikke ville kunne stoppe det momentum han havde bygget op i løbet imod hende, og hvis ikke han gjorde noget, ville han tumle direkte ind i hende, og give hende utalige chancer for at skade ham slemt med sit sværd. Vladimir tænkte så hurtigt og lod sigselv næsten falde helt ned på jorden, imens han gled over den glatte jord, of under Julianes praktiske angrebs område. I stede for at bruge sin hånd til at stoppe sit fald på jorden, lod han blot sit hoved daske imod jorden, og glide med resten af kroppen, og brugte i stedet sin hånd, og klør, til at rive ud efter Julianes ankler, imens han gled tæt forbi hende. Han havde stadigt sin venstre hånd klar til at beskytte sig imod hendes angreb, skulle hun finde på at gøre et. Da han så var gledet forbi hende, slog han imod jorden, så han fløj op på fødrne, og vendte sig imod Juliane med et hidsigt hvæs. Han holdt sine hænder ud til siderne, med kløerne spredt ud, og klar. Englen gjorde mere modstand end han havde regnet med... Måske skulle han lade være med at lege, og gøre dette mere.. Alvorligt?

Juliane var ved at hugge ud efter vampyren, da denne var begyndt at glide mod hende, men det var noget, som ikke virkede, som det skulle. Hun lagde mærke til i sidste øjeblik, at han gik efter hendes ankler. Hun hoppede sådan, at angrebet kun lige ville ramme sålen på hendes støvler, om hvis hun var uheldig, så ville det gå gennem hendes sål. Hun ærgrede sig over, at hun ikke havde nogle dolke med sig, som hun kunne kaste efter vampyren.
Juliane ville igen lande på fødderne med sværdet parat i begge hænder. Og hun gav slip med den ene hånd og strejfede sværdets klinge, inden hun igen tog fat med hånden. Hun klemte lidt med begge hænder, inden hun forsigtigt nærmede sig vampyren. Med nogle hurtige skridt var hun næste henne ved vampyren og hun svang sværdet ud efter ham. Et ikk gennemtænkt angreb, fordi hun havde glemt, at han ville kunne slå igen/gøre modstand.

Vladimir holdt sine hænder ud til begge sider, med deres klør spredte ud fra sine fingre. Han lavede bølger med fingrenede, for så efter at strække dem, da han så Juliane bevæge sig imod ham. Hans øjne spærrede en smule op, da hun så hastigt bevægede sig det sidste stykke, og svang ud efter ham. Hans instincter regnede hurtigt en plan frem, og han hoppede kun ganske lidt tilbage, hvilket gjorde at spidsen af hendes klinge ramte hans brystkasse, og lavede en minimalt sår, der knapt nok kunne ses, hvis ikke en lille linje blod samlede sig i det. Men Vladimir brugte dette til at, forhåbenligt, at skabe et falsk glimt af håb i Juliane. Hvilket på mange måder kunne være ens fjende. Da der var en stor chance for, at denne tanke ville skabe dig uden for focus i meget kort tid.. Det var det Vladimir håbede var sket i Julianes hoved. For kun få sekunder efter at han var blevet skåret, hvæsede han, lavvede et lille hop, for så at sparke imod Julianes side, hvor hvis han ramte, villedet sende hende igennem luften, og formegentligt ind i en gravsten, hvis smerten i sparket var nok til at gøre hende uopmærksom, og ikke nå at reagere, og dreje i luften. Hvis ikke Vladimir ramte ville han blot springe længere bag ud med endnu et hvæs.
Da Vladimir nu stod stille igen, bredte der sig et stort sadistisk smil, og han slikkede sig langsomt over tænderne, og en hakkende lyd, der kunne minde lige meget om et host, som den latter det var.
"Det var straks.. Det.. Jeg ville have.. Lille engel.." Sagde han med det samme store smil. Han lod sine lør trække sig tilbage for så at knuge sine hænder. Nu ville han ikke dræbe hende.. hvis ikke hun var stærkere end ham, var det stadigt hver at lade hende leve, og træne.. Til det næste møde.. Nu ville han bare lade hende vide, præcis hvem han var.. Og have de sidste indsnus af frygt, hvis han dog blot kunne få dette? Det håbede han i hvert fald på nu..