Did they disapear? Alecia

En kvindelige skikkelse, stod og kiggede ud over byen, efterladt, forsømt, ligegyldig. Ja, hvad skulle man ikke kalde dette sted? Det var et afskum, et af de steder man gemte væk, og glemte man havde, den skam plet som havde ramt hele byen, noget som ikke havde fået lov til at genopstå sammen med Terre og resten af Di morga, som var dette ikke længere en del af samfundet. Hvordan kunne man være så ufølsom, hvordan kunne man bare se på mens at mennesker gik mere og mere ind i sindsforvirrelse, blev sindssyge, og egentlig burde blive lukket inde. Faktisk, havde kvinden hørt rygter omkring at folk som gemte sig her, var de samme som var flygtet fra galeanstalten som i sin tid var gået ned, og myndigheden 'magtede' ikke at skulle fange de mange psykopatiske mennesker ind igen, som alle truede samfundet, som de nu levede i, i dag. Skræmmende tanke, et eller andet sted, at leve i en by som ikke var tryg. Efter denne tanke, blev alle ord blev erstattet af et næsten sygt grin, trygt? Hvor fanden var det trygt at være? Fuck tryghed, man skabte den selv, man behøvede ikke andre at gøre det for sig, hvem behøvede andre, når man havde sig selv? Det var jo latterligt! Understreget, med kryds og bolle og hvad fuck man ellers skulle gøre opmærksom på, at dette var disideret åndsvagt, byen havde aldrig været tryg, ingen byer var trygge, og man kunne hellere ikke gøre noget trygt. Det var en følelse, noget man skabte af illusioner, ting som faktisk ikke eksisterede, kun i éns hoved. Faktisk, kunne alle føle sig i trygt nærvær, selv når de var midt i en krig. Hvis bare man havde den rigtige indstilling, nej, det var ikke andet end latterligt at tænke på. Kvinden, hvis navn var Faith, fnøs som hun satte sig ned på hug, med den lange læderjakke liggende rundt omkring hende. Pistolen placeret mod jorden i hendes højre hånd, klar til brug hvis hun skulle blive overrasket af noget som ikke, just ville være 'behageligt', men lige nu ville hun bare lade tankerne flyve, flyve som ville de aldrig mere komme tilbage, og hun kunne måske derfor være fri for dem? Selvom.. hun ville nok aldrig nogen sinde blive fri for hendes tanker, de kom og gik som de lystede, som en herreløs kat, der spiste hos den der nu bød.

"Like a rootless tree.." nunnede en hæs stemme igennem de dystre gader i Abandonné banlieue. En rimelig høj, og slank skikkelse, sneg sig rundt i skyggerne. Egentlig vidste hun ikke hvorfor hun var her, hun ahvde ikke hørt andet end dårlige ting om stedet. Det var her alle udskudene holdte til, her alle de udstødte boede, det var her man blev sendt til, hvis man var blevet udstødt. Det var Di Morga's røvhul, om man så måtte sige. Alle rygterne omkring stedet var forskellige. et af dem var at mordere og voldtægtsforbrydere gemte sig i her i gaderne, fordi de for mange år siden havde undsluppet fængslet.Egentlig vidste hun ikke rigtigt om hun ville vælge at tro på alle de tomme rygter om stedet her, det var jo ikke så forskelligt fra det indre Terre om natten, der rendte da også nogle stygge stoddere rundt om natten? Hun rystede kort på hovedet af den tanke, og rystede den så af sig igen. Hvad fanden var det lige hun lavede her? Hun havde da ikke gået rundt i sine egne tanker i så lang tid, havde hun? Hun så igen op fra jorden og skimmede rundt i gaderne, de så som så tomme ud, men hun vidste bedre. Hun var udemærket klar over hvilke typer der gemte sig i skyggerne, derfor skulle man være vågen når man gik igennem gaderne i dette her kvarter, det var ikke klogt at gå rundt at sove, for i så fald .. ville man ikke komme hjem helskindet igen .. hvis man da kom hjem. Hun sukkede kort og lod blikket glide hen over himlen indtil det nåede solen, der roligt var ved at gå ned bag ved de høje bygninger i gaden. Hun rystede igen på hovedet, hvorfor fanden var hun her?

Hendes øjne blev smalle da hun hørte noget synge i gaderne, men hvor det kom fra kunne hun ikke vide sig sikker på. Hun tog en dyb indånding, og rystede lidt på hoved "tag dig sammen Faith, du er ved at blive for overvågene, ikke alle vil dig noget ondt" sagde hun langsomt til sig selv, selvom at stemmen inde inde i hendes hoved, var igang med at grine sig selv i laser. Hvorfor var det også at hun havde fået dette som hendes liv? Hvordan kunne det være, at den som tideligere havde været engel, nu var blevet til en djævel, hadet af Lucifer, fordi at hun trosede hans ordre. Fordi at hun i grunden ikke levede op til den aftale som de havde indgået, da han havde givet hende en af hans døtres krop, så hun kunne gå på jordens overfalde. Hun lukkede øjnene, mens at den ene mundvige langsomt hævede sig, det havde nu været nogle sjove tider, men nu var det alt sammen forbi, hun var i et land som ikke længere var det hun kendte, hun var blevet en anden, alle dem som hun før havde kaldt sine venner var forsvundet. Hvorfor blev hun her overhoved? Hun kunne lige så godt bare forsvinde, men hun havde ikke tænkt sig at gøre det.. neej, hun ville blive her.. til den dag hvor at der var en som lagde hende i graven og virkelig gjorde at hun forblev i det helved, som hun hørte til. Tankerne gled igennem hendes hoved, de mange minder som hun havde igennem det over 200 lange år hun havde levet. De mange ting som hun havde fået med, og de mange ting som der havde ændret sig, og hun havde været nød til at ændre sig til, ting hun i for nogle få år siden aldrig ville have troet på ville ske. Men sådan var verden, uforudsigelig. Men hvis at alt kunne forudsiges før at det skete, ville det så ikke blive kedeligt? Så mange spørgsmål, som der skulle svares på, så mange der skulle tænkes igennem. Der var så mange ordsprog for at man skulle tænke sig om, før at man talte. Men hvad sjovt ville der komme ud af, hvis man skulle tænke alle sine argumenter igennem, før at de kom ud af ens mund? Mens at tankerne rasede rundt i hendes hoved, hoppede hun ned fra det sted hvor hun havde betragtede det meste af byen, for at tjekke op på, hvad det havde været for et væsen som der havde sunget i gaderne. Selvom at der ikke var mere at høre i disse sekunder, som hun kæmpede sig over brusten, og andet skræl, der lå og flød over det hele. Hvilken verden de levede i nu til dags.. hvilken verden.