Could It Be A New Start? [Eric]

Tiden :: 17.28
Stedet :: De Jeux - Legepladsen
Omgivelserne :: Hvad der nu er på en tom legeplads..
Vejret :: Mørkt og koldt.. Sneen er smeltet væk..

Der kunne høres skridt hen over det grusede sand der lå spredt udover hele legepladsen. Det var med sikkerhed kommer fra sandkassen der stod et sted midt på området. En pige på nok ikke mere end 15-16 år kom stille og roligt gående ind gennem lågen. De slidste metalhængsler gav en skærende og klagende lyd fra sig da lågen blev åbnet og lukket igen.
Kamillie lod hendes store mørkebrune dådyr øjne søge rundt efter ndre personer men uden held. Mørket ahvde lagt sig og gjorde hendes blik svagere. Men lugtepælene gav hende et gpdt overblik over hvor hun befandt sig. Hun stoppede igen op og nød den kølige vind der nu strøg gennem hendes skulder lange hår og kunne mækre hvordan at brisen lagede med hendes lyserbrune krøllede lokker. Det flagrede om hendes ansigt et kort øjeblik før sat den lagde sig igen. Et smil havde bredt sig på hendes bløde læber. Blot kun et lille og forsigtigt smil. Et stort hvidt plaster skar lidt igennem på den ene side af hende ansigt. Og hendes brune hud gjorde det mere fremhævet. Under dette plaster gemte sig en del sting efter at hun havde fået syet et stort sår sammen. Der var nogle dage siden at denne 'ulykke' var sket men det var stadig ikke healet ordentligt.
Hun var iført et par normale jeans i en mørkeblå farve og med en prangende gul sweatshirt hvor at to store glade smiley øjne så ud fra den og et smil var der også. Et lalleglad smil. Hun fik så øje på gynge stativet lidt fra hende og fik igen gang i hendes fodtøj der nu var iklædt nogel almindelige ballerinaer. Hun nåede hurtigt, svagt haltende på højre ben, der hen og satte sig på den der nu sad højest op. Hun lukkede hendes hænder om kæderne der holdte selve gyngen oppe før at hun satte den igen med fødderne. Det startede langsomt men der kom mere og mere fart på..

Eric sad oppe i et træ, han vidste ikke helt hvad han lavede der oppe. Træet hang indover legepladsen. Han vidste hellere ikke havde lavede så tæt på en legeplads. Det var selvfølgelig hyggeligt at være der, men han havde ikke rigtig noget at lave der? Eller måske kunne han finde på noget. Han kunne vel vente på at nogle folk kom frem, så længe det ikke var børn eller mennesker. Mennesker og børn vil sikkert bare være bange for ham. Men han kunne nu også godt forstå det, han var jo en vampyr. Røde klarer øjne, hugtænder. Også den blege hud. Det skreg jo vampyr. Det lignede at han sad på spring, som om han havde tænkte sig at springe ned på den først person han fik øje på. Men han havde ikke bruge for at drikke lige nu, det havde han gjort for noget tid siden. Han kunne stadig smage blod i sit mund, han havde ikke noget imod at dræbe mennesker. Men på en eller anden måde hvade han stadig lidt ondt af dem. De skulle dø på grund af han var ved at dø af trøst? Og lyst til at dræbe. Ikke helt fair, men sådan var tingene jo bare. Menneskerne havde bare det svært, med alle de problemer det magiske skab. Menneskerne måtte jo ikke vide noget om det. Hvis de vidste hvad der kunne vente dem hver aften, havde de nok valgt et andet sted at bo. Her vra jo hele tiden farligt. Han lod med et mærke til at lugten af en pige. Han lagde hovedet let på skrå, så man kunne se hans ene øje, da håret ikke var der mere. Han smilte let for sig selv.

Som den ikke særlige udvilkede aspara Kamille var, havde hun ikke kunne fornemme nogen andens tilværekse her på legepladsen. Hun havde blot betrådt området med helt rolige skridt og med en ubkymret udstårling. Selvfølgelig lå der stadig en frygt for at nogen ville springe på hende. Efter den såkaldte 'ulykke' havde hun været bange for lidt af hvert. Endda også hendes egen race. Men det var kun hvis hun følte en trusel.
Hun fik igen lidt mere fart på gyngen ved at vippe frem og tilbage med hendes ebn som man nu engang plejede at gøre. Hun nød igen den nu lidt stærkere vind blive smidt i ansigtet mod hende og fik hendes hår til at flagre mere vildt omkring hele hendes hoved. Dette fik hendes smil til at brede sig lidt mere og voksede derfor. Hun strammede sit greb om kæderne lidt for at være sikker på at hun ikke ville falde af. Hun lyttede til lydende omkring sig. Lyden af kædernes lidt klagende lyd over ikke at have fået olie i et godt stille tid. Vinden der legede med træernes få blade og gav en raslende melodi fra sig. Og så var der denne meget svage skramlet i et træ lidt fra hende. Hun åbnede hurtigt de ellers lukkesde øjne igen over at høre denne lyd. Hun forstod den ikke helt i starten. Men det kunne nu også bare være et egern der ikke havde lagt sig til at sove endnu.
Kamille begyndte dog alligevel at sænke farten på gyngen med hendes ene fod der blev sat mod det bløde sand. Da hun selv mente at der ikke var alt for meget fart på så hun sig over skulderen og mod den retning hun havde hørt lyden. Det ahvde gjort hende nysgerig selvom hvis det blot havde været et dyr. Hun kunne kun lige skimme et omrids af en person. Et menneske? Næppe. Hun kunne så lidt eter lidt se mere og mere. De nok sorte hår der hang ned over de røde øjne. Den blege hud. Hun spærrede sine øjne lidt op og fik stoppet gyngen helt med en brat bevægelse. Hun sad nu bare stille og stirrede mod denne unge mand. Ventede bare på havd der nu ville ske..