Flygter fra alt, og sorgen(Velarian)

Han gik med tunge skridt ind i bygningen. Han vidste godt at hun var der.
Han så på hende med triste øjne og kunne ikke få sig selv til at sige noget. Alt det der var sket, havde måske alligevel været en fejl... det han havde gjort, var måske alligevel ikke det bedste for Kajika.
Han kunne ikke gå hen til hende. Han stod bare der og så på hende.

kajika så stille op på Velarian og rejste sig med tårene trillende ned af siden af kinderne og løb mod ham i det hun tog om ham og sagde"Zann er død..... ma´lakel og Zane dræbte ham.... helt han er væk.... Velarian han er væk og nu jeg alene igen i denne verden og alle forsvinder bare fra mig hvad skal jeg gøre vis jeg ingen gang kan holde på min forlovede eller venner" hun græd og tog blidt men dog stramt fat i Velarians tøj for at holde sig mod ham

"Kajika..." sagde han med rystende stemme.
"Det var mig... det var min plan..."
Han havde lyst til at græde, men han kunne ikke. Han kunne heller ikke se hende i øjnene.
*Hvad har jeg dog gjort mod hende?* tænkte han ulykkeligt.

kajika så på ham og sagde"Jeg..... jeg ved du prøvede at dræbe ham velarian" hun tog ham blidt under hagen og så ham i øjnene og sagde med blide ord"Men du fortrød os da du havde gjordt det og det var min skyld fordi jeg overreagerede over at jeg blev forladt igen ligesom nu og nu er han virkelig væk fordi Ma´lakel og Zane virkelig... det lykkedes virkelig for dem Velarian" hun græd stille og satte sig ned med velarian trukkede med ned og så ham i øjnene og sagde"Du vil ikke gå fra mig os vel velarian..."

Hans øjne mødte hendes.
"Det var mig der fik Zane til at gribe ind." var det eneste han kunne sige.
Han følte sig ussel, på trods af at han havde gjort det for hendes skyld.
Han så hende i øjnene, og han var ved at ædes op indeni da han så hendes sorg.

kajika så stille på Velarian og sukkede i det hun sagde"Velarian.... jeg ..... jeg" hun blev mundlam og så på ham i det hun så på ringen og der løb flere tåre ned, og alle tårene og presset over den nye nyhed fik hende til at få næseblod... hun holdte sig for næsen i det hun havde ryggen til ham og sagde stille men på en lidt sjov måde"Det lige meget nu jeg alene..... jeg vidste jeg skulle aldrig ha.... ha ladet mig forføre af nogen jeg vil bare falde død om og efterlades...... Velarian...... jeg hader mig selv jeg gjorde intet for at stoppe det og ikke nok med det men jeg burde ha været der og nu jeg alene jeg.... jeg så ked" hun græd igen og lagde sig tilbage for at blodet ikke flød ud af hendes næse og så på den smukke forlovelses ring og sagde"Her smid den væk .... jeg kan ikke holde til at se på den når han er væk.... Velarian...." hun så på ham med bedende øjne om han ville smide ringen væk ud i skoven og sukkede over hun var alene....

Han tog ringen og lagde den i sin lomme.
"Jeg smider den ikke væk. Du får den igen når du er klar... Kajika, jeg ved godt at du ikke kan tilgive mig for det her, men jeg vil ikke lade dig alene. Jeg vil altid være her for dig."
sagde han og mente det.
Sorgen pressede på, og han havde lyst til at tage om hende, men han turde ikke.

kajika tog om Velarian med alt sorg og glæde i krammet og pressede sit hoved blidt op af hans dejlige tøj ved brystkassen og sagde med blid stemme der lød uskyldig og ren"Velarian.... tak vil du..... vil du ikke nok tag med mig hjem i aften og sove ved mig altså bare i huset så jeg ikke er alene eller jeg kunne måske sove ved din lejr nær dit telt altså der hvor du nu bor?? Velairan" hun betragtede ham stille og lukkede øjnene stille og kunne ikke alde vær med at græde lidt i det hun tørte tårene væk og tog hans hænder og så på ham og havde dyb øjenkontakt og sagde"jeg.... kan ikke tilgive dig at du prøvede igen at dræbe min forlovede men tak fordi det ikke var for din kniv han døde Velarian og jeg ved du gjorde det for min skyld og det er så nuttet så jeg kan på en måde tilgive dig Velarian" hun lagde sit hoved op af hans så deres kind var mod kind i det hun tog blidt sine armen om ham og krammede ham ind til sig og sagde"Velarian du må ikke forlade mig vel..."

Han lagde armene om hende og gengældte hendes kram.
"Jo Kajika.. om vi tager hjem til dig eller mig, må du bestemme."
Han strøg hende over håret.
"Kajika Guldhjerte, jeg vil aldrig forlade dig... aldrig." sagde han.
Han trak vejret dybt og uroligt.

kajika græd stille og sagde"Tak Velarian du er en sand ven!" hun græd mere nu og tog blidt om ham med lukkede øjne og sagde"Men hvorfor skulle alt dette ske og jeg tror.... jeg tror gerne jeg vil hjemme fra lidt så kan vi sove ved dig velarian... måske bare for lidt gammeldages skyld du ved bygge et telt ?? igen og ja hygge os altså du ved samarbejde om at lave et nyt telt til mig??"

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes spørgsmål.
"Selvfølgelig kan vi det Kajika Guldhjerte. Og jeg forstår godt at du gerne vil hjemmefra."
Han krammede hende.
*Jeg må få hende i bedre humør* tænkte han.

kajika smilede kært og strøg ham blidt over håret og uglede det stille med et lille grin i det hun sukkede stille og lod sine føder gå mod hans fordi de sad ned jo og så på hans fødder og sagde med et glad og lidt fjollet udtryk i ansigtet"Heh dine fødder er støre end mine Velarian men du så os en mand så det jo derfor men stadig tihi det ser sjovt ud" hun så stille på ham og kunne mærke stemningen ikke var så dyster mere