Get out! - Special war emne.

Sted :: The Host Club.
Vejr :: Det holder lige i øjeblikket tørt, men det lover massere regn.
Tid & Dato :: Hen ad aftenen den 24 december.
Omgivelser :: En masse mennesker der hygger sig med de forskellige mænd der var til rådighed.

Smøgen blev taget ud af munden og smidt ned på jorden. Nogle militærstøvler, der var fuldstændig sorte gled hen over jorden og tværede smøgen ud. Et dybt suk gled igennem hendes strube mens hun betragtede hendes stramt indbundet ben i nogle militær bukser, som viste hvor slanke hendes ben var. Overkroppen var indelt i en t-shirt som sad stramt ind til kroppen, og viste de noget overdrevet slanke former. Ikke den bedste mundering her, det ville ikke hjælpe hende særlig meget i hvert fald. Hun sukkede og rystede en smugle på hoved mens hun kiggede lidt rundt, nå ja, måske hun kunne skabe noget kaos efterall, måske var der også nogle væsner hun kunne tage til fange og bruge til at torturere? "hmm?" brummede hun stille, og sørgede for at hendes bazooka, som var hendes et og alt, hun kunne ikke klare sige uden dette skydevåben. Hun kælede en smugle for det, som var det en kat der kunne spinde og trådte så frem fra gydernes skygger der havde klæbret sig rundt om hende, og givet hende et perfekt skjulested. Det platin blonde hår blev langsomt taget i vinden, mens at hendes hat, som indikerede hvilken rang hun var i militæret. Hun rettede lidt på hatten, og kiggede så rundt, folk burde fejre at det var juleaften, men hvad lavede de så her nede? "tsk tsk.." brummede hun og hæv hendes pistoler op, mon hun bare skulle starte med det sjove med det samme? Nej, hun ville vente lidt, også gå inde i selve clubben det ville nu være underholdende når det kom til stykket, skyde vildt omkring sig. Men lige nu, stod hun bare stille, gjorde intet, mens at vinden langsomt rev i hendes hår, da tøjet hun havde op, sad så stramt at man skulle tro det var malet på. Og får at det ikke skulle gøre det meget bedre, havde som sagt kun et t-shirt på. Hun smilede skævt, og løsnede pistolerne fra deres hylster og lagde begge pegefingre omkring dens aftrækker.

Alexandré, eller André, som han foretrak, gik med sin søde smoking hen ad gaden. Hans militær-dragt var pakket væk, og han kunne mærke, hvordan pistolen stadig gemte sig i en lille lomme, ved hans ærme, så han nemt kunne få fat i sit nødberedskab. Ikke at han havde fået fri fra militæret, bare sådan. Nej. Han var skam på efterforskning, i kvarteret. Men det var ikke ligefrem lav profil, da det tøj han færdedes sig rundt i, ikke var normalt for dette kvarter. Der var mere fristelser, voldtægt, ludere og andre rakkerpak, der holdt til her. Han kunne se mange spor, men valgte at overse dem, da de ikke var specielt vigtige. Han blinkede kort, da vinden skubbede til hans slips, der ellers var skubbet godt ned i hans tæt-lukkede jakkesæt, der gemte bag en skudsikker vest, med uigennemtrængeligt metal. Ikke uigennemtrængeligt, men det hed det. Kunne holde til flere slag, og kunne tage mange grader. Men det var næsten krævet, når man skulle undercover som fin mand, i et prostitueret distrikt.
Han kunne mærke forskellige blikke, pege mod ham. Det var ret svært for de franske, at kende forskel på menneske, og væsener. Men uanset hvad, skulle ikke blive her. Det var den franske hærs opgave, at sparke deres røv ud fra dette land, så franskmændene selv kunne få de råvarer, de ville have. De havde brug for. Alexandré havde brugt langt tid på at finde svar, og tvivl blandt de monstre der levede her. De tvivlede meget på, hvor meget Frankrig kunne yde. Andre, der var blevet ramt, havde stor respekt for Alexandré, og alle andre, der havde militær-dragt på. Hans finpudsede sko gav genlyd, da han selv trådte ud fra en smallere sidevej. Han havde allerede opdaget denne kvinde, der så intenst, havde behandlet skydevåbnet, og øjnene sadistisk rettet mod klubben. “Jeg kan se, Deres opmærksomhed er fanget,” sagde han med et roligt smil, og bukkede kort. Ikke langt ned. Høflige manere i Frankrig. “Lad da mig deltage, i Deres lille show, leg, eller hvad De nu vil kalde det,” sagde han med et smil, venligt, og knappede sine ærmer op i sin skjorte, gjorde plads, og trak sin kniv frem, og pistolen gjort klar som nødberedskab. “Vil De vente, eller skal vi starte nu?,” spurgte han kort, og smilede ikke mere. Kun sadistiske øjne stak mod klubben.

Et lavt skrig fra en flagermus skar igennem luften, da nettop sådane en flok farede over gyderne. Larmen fra den lille floks, flaksende vinger skar også igennem gydernes stilhed, men larmede dog ikke over de festglade mennesker i kluppen. Flagermusende fløj alle over gyderne, med deres lave skrig, og larmende vinger, men der var dog en flagermus der brød linjen, og fløj ned, og landede på en lygtepæl. Den stirede nu ned imod de to franskmænd i nærheden af gyden. Dens kolde hvide øjne stirede næsten gennemtrængende, inden den skreg, og forsvandt i en sort røg. Efter kort tid blev røgen revet væk af den skrappe vind, og nu stod en mandlig person på hug, og stirede nu ned på dem i stedet. Lyset fra lygtepælen gjorde at man kunne se hans hage, og lidt over hans vansirede mund, som ikke så specielt tilfreds ud. Nu kunne en lav knurren også høres, og kreaturet hvæsede lavt.
"Hvad.. Vil i.. Få ud.. Af sådan.. Et træk? Der er ingen.. af dem i søger.. Der..." Knurrede denne lavt, og kneb sine øjne sammen. Den knugede sine hænder, og lod sit ansigt sænke en smule mere, så hans mat hvide øjne, vansirede ansigt, og grå hud kunne ses.
"Vil i vinde.. Jeres... 'Krig'... Ved.. At bide Di Morga.. I hælende?" Spurgte han, og rystede på hovedet. Hans hæse, ru stemme lød næsten som om at hvert ord skulle tvinges frem fra hans strube. Kreaturet, hvis navn var Vladimir, holdt sig klar på, at denne kvinde under lygtepælen, måske ville være mere trickerhappy, end der var godt for hende..

Sadist eller ej, så kunne der bestemt ikke skjules en hvis vrede over væsnerne, om der lå en mindre brutal fortid i dette had var der ingen der kunne sige. Efter mange diskussioner med obersten; Fernando, som havde provokeret ham med sit; ”Det kan ikke passe, hvor skulle de komme fra?!” men efter en evighed hvor Generalen havde forklaret myter og forskellige historier han havde researche igennem og den ind imellem umulige forbindelse til netværk, og andre medier steder man kunne komme i nærheden af for at kunne udfører det arbejde han var blevet sat til. General Damien, gik med raske skridt i sine militær støvler, hvilket så var det eneste der lod sig kendetegne af hans militær stilling, ellers var han iført som en hvilken som helst anden, man kunne kalde det for et dække? Øjnene skinnede klar blå, mens ansigtets træk var køligt og uden form for følelser, hvem der havde tænkt sig at møde ham under denne her form for togt og hævnerige lyster, var ikke til at sige. Men Avery’s tab var for meget at bære til at hans professionelle attitude var gået væk… men så igen, hvornår var den direkte, sjuskede, voldelige, uigennemtrængelige, følelses kolde General over hovedet professionel? Forventede man ham som en prof, fik man det sq også, men nu var det lagt væk og lysten at dræbe det næste væsen der gled ham i møde var stort, han var kold i røven for totur, han ville dræbe, han ville gøre det, og det skulle ske nu. De raske skridt blev tungere og dybere, mens en kappe gled hen over gadens mørke overflade. Hvor de blå øjne fangede tre skikkelser i dette mørke, Joy som stod henne i mørket kunne han skimte lidt i gadelygtens skær, så var der en anden mand i jakkesæt, Alexandré som var godt og vel ti år ældre end ham, men han var i højere rang, derefter fangede de raske øjne der kunne lige en kats bæstets udsende, der kunne måle sig med en drages i hans verden, hurtigt og i en elegant bevægelse. En bevægelse der tydeligt kunne ses på at have gjort dette mere end fem tusind gange, gled hånden op på ryggen hvor han fik fat i sin bue, og derefter fangede en pil i sin inderlomme hvis gift lå i spidsen, han placerede den lange pil på strengen, trak den tilbage til arms længde hvor efter den roligt, hurtigt, og drabeligt strøg gennem luften som en stille fugl. Ramme eller snitte var lige meget giften ville stadig være forplantet på udyrets krop. Imens han så til, forholdte han sig tilbage på gaden omsvøbt af skyggerne som en ødelagt lygtepæl gjorde ham tilgængelig. Mens ansigtet, var koldt og hårdt og ikke en eneste form for følelse ville kunne ses, på dets markante træk.

"Alexandré de skuffer mig" sagde hun med en tøsset fransk accent, og smilede et tandpastasmil, mens hun placerede hendes pistoler tilbage i hylsteret hvor det var kommet. "Man skal da ikke bare forhaste sig frem, skal man vel? Det burde de da vide.." smilet på læberne blev allerede brede, gud måtte vide hvor meget hun ikke svingede sammen med alle disse mennesker i gruppen, den eneste grund til at det var dem som var blevet sendt her ud, var sikkert ikke fordi at de kunne lide hinanden, men fordi at de var de bedste man kunne finde, i hvert fald på fransk jord, sikkert også i store dele af verden. Hun sukkede stille, og vente sine ravne sorte øjne mod manden i det fine jakkesæt, før at hun hørte en hvislen oppe fra lygtepælen, hun gryntede lidt, havde hun ikke set det monster før? Hun rystede lidt på hoved, som hun forholde sig helt rolig, hun gad ikke engang give ham den tilfredsstillelse til at svare igen "er det ikke bare en skøn aften?" sagde hun så, med et lille smil, mens hun fandt en lille spejl frem fra hendes ene bukselomme og kiggede sig i det, mens hun lod fingeren glide hen under hendes øje, for at fjerne de fleste af hendes makeup rester, eller i hvert fald rette op på det. Hun lagde spejlet tilbage igen, og fugtede langsomt sine læber, mens at hænderne gled op til knuden på hendes slips og hun strammede det lidt, da hun hørte en pil suse igennem luften, og rettede øjnene mod Avery som stod nogle meter fra dem. Hun rystede på hoved, over mindet der gled igennem hendes hoved, de ting de havde oplevet sammen, den intime følelse de havde haft. Hun lod de ravne sorte øjne, betragte lige frem mens hun bare kiggede på menneskerne, med en ligegyldighed der prægede hende. Ja, men sådan var det jo. Hun rystede lidt på hoved, og knækkede let fingrene, nu skulle det nok blive sjovt, men hun ville vente på væsnets næste træk før at hun gjorde noget.

En lav knurren kom fra Vladimir, da han langsomt greb en smule ned af lygtepælen, som om at han gjorde sig klar til at droppe ned og angribe Joy, men så rystede hans venstre øre let, og han hørte pilens susen igennem luften. Vladimir hvæste og vente sig for at kigge hvor pilen kom fra, der nu kun snittede hans højre arm. Det tog kun meget kort tid, inden han mærkede giften begynde at sprede sig. Nu hvæsede han en tredje gang, men denne gang meget højere, og der var noget i undertonen, der mindede om et kaldene skrig. Vladimir fik sit blod til at bevæge sig hurtigere rundt i hans kolde døde krop, og hans krops temperatur steg. Ved at gøre dette blev han mere ressistens overfor giften, og fik den til at flyde rundt, uden at gøre nogen skade. Dette kunne han dog kun gøre i nogen tid, og han ville have behov for at få giften ud, før eller siden.
Vladimir hopppede fra lygtepølen, og ned i den gyde der var bag Joy, og begyndte straks at løb væk fra de to. Han hoppede op på bygningen ved hans højre sides væg, og så over på den venstre side, dette for at undgå potentielle skud efter ham, skulle franksmændene vælge at forfølge ham. Da han nåede enden af gyden, gik han hurtigt til venstre, og var ude af syne i kort tid. Dog kom der en hylende lyd, som metal imod en anden, hårde gentand, og Vladimir trådte så frem i gyden igen, med en kontainer over hovedet. Han hvæsede vredt, og kastede kontaineren i høj frat ned af den smalle gyde, så det ville svært at undgå. Derpå løb han vidre ned af den gyde der ledte til højre, og imod det nærmeste kloark dæksel.

Vedkommende som havde fyret denne pil af var på rettet til at lægge en ny pil på. Disse egenskaber var dog ikke noget der hørte inden for militærets specialstyrke, langt fra faktisk. Det man lærte i militæret, hvor ham og Joy blandt andet var i, var kampsport, og skydning med patron våben, i visse tilfælde basukaer som hun jo altid rendte rundt med. Avery foretrak der imod… det hele kunne det skyde var han glad, var der tale om nærkamp var han glad, fægtning havde dog aldrig været hans stærke side, selvom træningen tog hårdt omkring det da det var en af de store sports grene i Frankrig, men som så mange sagde var det Gråd der var national sporten. En ny pil blev lagt på buestrengen imens han lod sig gå hen imod Joy der havde stået og set på, han brummede lige så stille, for at se hende kort an om der ikke havde været sket noget med hende, da han var sikker vendte han blikket hen imod bæstet der var hoppet væk fra stedet over lygte pælen, og videre ned af gyden bag hans soldater kammerat Joy. Han sagde intet og ventede blot på at bæstet var forsvundet. Lige nu slog den tanke at han ønskede at forfølge ham, det ville være den største sandsynlige mulighed der var, følg efter og du bliver smadret af noget stort eller bare helvedes udbringerens tunge krop mod hans ryg. Han tog en dyb indånding og beherskede sig så vel som det nu var muligt og kunne nu hører den metaliske lyd der ramlede ind i muren som slog gnister. Han tænkte lidt at han muligvis kunne bruge det til en form for fordel, hvis de bakkede lidt ud nu, for ikke at blive ramt af hvad der nu end kom… i det her tilfælde en kontainer. Han greb Joy i underarmen og trak hende væk fra stedet hvor den buldrende lyd lod sig komme fra. Hurtigt og i en flydende bevægelse lod han dem blive kastet op af væggen, muligvis i sidste øjeblik, han trak derfor en pistol frem og sigtede mod gadelyset der hele tiden fremvidste deres skikkelser hvilket han ikke lige frem ønskede. Da lysets pærer gik ud i en form for eksplosion med gnistre stående ude til hvert verdens hjørne, lod han dem våge sig frem, han forsatte tæt op af muren, dog gad han ikke at være lige så fornem som hans oberst, og dukkede sig ned i knæ og pilede af sted mod bæstet i mørket. Hans øjne havde hurtigt vænnet sig til dette tyste mørke og derfor var de også gået hen i en dyb liggende blå sort nuance, kunne minde meget om nattehimlen inden den gik i sit hi.

Vladimir hvæsede hidsigt, og løb hurtigt ned af gyden, med sine arme hængende ned langs siderne. Han kunne godt mærke at giften var kraftig, og han måtte få de ud snart. Vladimir borede sine lange klør ned i et kloark dæksel, så det lavede de samme klang som kontainteren havde gjort. Han rev så dækslet op fra dets plads, hvilket også rev de store bolte der holdt det fast ud af dets hængsler uden problemer. Han kastede så dækslet bag ud, og lod sigselv falde ned igennem den smalle kloarkindgang.
Da Vladimir landede på jorden i kloarken, kolapsede han, og han kunne mærke at han manglede blod. Hvis ikke at dem han havde kaldt på snart var der, ville giften tage an, og det ville svække ham i meget længere tid, en han havde lyst til. Man kunne så høre trasken på kloarkernes lave vand, og tre Nosferatuer kom løbende.
"Gift.. Sug det.. Ud.. Rakar..." Sagde han med en hæs stemme. En af de nyankommende Nosferatuer borede emd det samme sine tænder i Vladimirs skulder, og begyndte at suge hans blod ud grådigt. Rakar var immun over for ald form for gift, og hans forsvar vilde kunne tage giften. Dette gjorde ham dog dårliger til mange andre ting, så det var ikke altid en fordel. En kvindelig Nosferatu knælede ned foran Vladimir, og lagde sit hoved til siden, og fjernede sit hår med en finger, så hendes hals var blodtet. Vladimir hvæsede lavt, da han kunne mærke hvor meget af hans blod der egentligt forsvandt. Han var næsten drænet da Rakar trak sine tænder ud af ham igen. Vladimir hostede lavt, og halvkvalt, og satte straks sine tænder i den kvindelige Nosferatus hals, og drak grådigt fra hende. Han sørgede dog for at intet af det blod han fik ud gik til spilde. Kvinden klynkede lavt, da Vladimirs tænder borede sig ind i, og rodede rundt i hendes hals, og hun blev langsomt svagere, og svagere. Til sidst faldt hun om foran Vladimir, og han slap hende. Han lyftede hende så op, og lagde hende i Rakars arme.
"Tilbage.. Til grotten.. Dakar.. Du.. Bliver ved mig.." Vladimir var allerede fuldt ud klar til kamp igen, da kvindens blod havde givet ham mere end nok til at have sin gamle energi tilbage. Han stillede sig så hen til enden af det kloark dæksel han var kommet ned af, og kiggede op igennem det. Dakar blev ved hans side, og de ventede nu bare for at se om det mennesker der var fulgt efter Vladimir, var dumt nok til at bevæge sig her ned af. Vladimir bredt langsomt et stort sadistisk smil, da han nu både var vred, og en af hans slaver manglede blod.. Blod, han ville tilbyde hende fra en af de forbandede soldater...

Den kvindelige soldat mellem alle mændende, stod bare som en stenstøtte, havde intet at sige intet at gøre. Hun forholde sig roligt, ind til at dette ussel væsen som sad og knurrede og hvæsede, som den ikke kunne gøre andet i sit liv. "Tsk.." brummede hun og betragtede Alex som var forsvundet fra hendes side, han havde sikkert tænkt sig et eller andet, noget hun ikke viste. Men det provokerede hende, at hun ikke havde lagt mærke til at personen bare var forsvundet, det var noget af det som hun var trænet til, hvordan kunne det lade sig gøre!? Hun fnyste lidt, og rystede på hoved mens at en dyb indånding blev taget, det var der intet at gøre ved, hun måtte holde hoved koldt og ikke tænke over hvad der skete omkring hende. Pludselig så hun ud af øjenkrogen at væsnet hoppede ned fra sin position fra lygtepælen og forsvandt ind i gydens skygger, det hun dog ikke havde forventet var den pludselig flyvende kontainer der ramlede nogle få meter væk fra hende, og som sikkert havde ramt hvis ikke Avery havde trukket hende tilbage. Med en hævet puls og store øjne betragtede hun den totalt smadret kontainer og vente sig mod Avery "hvad FUCK var det!? Hvad er det for nogle væsner vi har med at gøre.." hun banede for sig selv, de var jo slet ikke forberet på det her, de ville blive banket synder og sammen fordi at de intet viste omkring deres modstander, hun havde jo mærket det på egen hud. Hun betragtede Avery og fugtede langsomt læberne, hvad skulle de gøre, hurtigt skubbede hun ham dog væk, og trak sin bazooka frem, tog en af hendes mislier og satte den ind i røret og aimede den mod der hvor han var løbet ind. Hun gik ned på et knæ, og lukkede det ene øje, ventede tålmodigt på at han kom "kom nu bæst.. kom nu.." mumlede hun stille for sig selv, da hun mente at have set noget, tøvede hun ikke med at trykke, om det så var ham eller ej var hun fuldstændig ligeglad med. Hun kom hurtigt op og greb Averys hånd, og skyndte sig om bag væggen ved siden af indgangen til gyden, hvor at ild nærmest kastede sig ud og blev så suget tilbage, da selve eksplosionen var overstået. Hun greb om sine pistoler og var ret sikker på, at dette ikke var ovre endnu, langt fra.

Tavst som et lig kiggede han til imens Joy, gjorde det hun var bedst til, sende en missil af, og vendte på at ofret ville vise om det var dødt eller ej. Langsomt fugtede han sine læber, og rynkede panden, ja hun skulle ikke sige dette to gange da han allerede havde rejst sig op og trukket benene på nakken for at undgå missilens brutale ild der slikkede sig op langs murværket der udgjorde den baggrund som ville kunne kaldes; Blindgyde. Da ilden så endelig stillede af, lod han sig glide væk fra stedet i en smidig bevægelse med kroppen stadig let bukket og hætten trukket over hovedet, i tilfælde af at dette uhyre af et væsen kunne være hoppet op igennem kloakrøret og derefter klatret op af muren, eller hvad denne skabning nu end var i stand til. Han var et misfostre, et utilregneligt vanskabt rovdyr, der skulle udslettes før denne underlige skabning fra neutralt afkom, kom til at skade flere end hvad jorden havde i sinde at miste på hele sit leve år. Hans tavshed, skulle være vampyrens død, ingen ville nogensinde se Avery’s død, udover ham selv. Han havde på fornemmelsen at han allerede vidste hvordan dette ville ende, og hvordan hans liv langsomt ville synke ud, men det blev ikke i aften. Nej, han ville leve videre, og han ville udfører missionen til den var overstået. Så kunne hans undergeneral først dér tage hans plads. Roligt lod læberne sig fugte, og roligt vendte han tilbage til stedet hvor forsøget på at dræbe en vampyr hvis dage skulle endes hurtigere end hvad man kunne nå at sige ved to knips med fingrende. Langsomt lod han sin ene hånd glide ned til en fin lille genstand, under hans bælte rand, og trak de frem. Mange ville selvfølgelig blive rimelig overrummet af den, og havde sikkert spurgt; hvad laver du med sådan en? Hvad er den til, o.s.v, o.s.v, sandheden var at det kunne han ikke fortælle, han havde brugt timer sammen med våben afdelingens specialhåndværkere der sørgede for hvilket våben de fik med, og hvad der var beregnet til hvem, dog var det tit sådan at de fik nye våben med, som de skulle afprøve under deres vandre turer inde i byen, bare for at udrydde lidt mere af dette vanskabte vanvid der var kommet dem for ører. Et bredt smil kom til, da han lod den runde men flade genstand glide ned i vandet, han havde flere af den slags, lige nu ville han bare være en smule sikker på om dette bæst som de havde haft med at gøre var udryddet, derfor lod han hånden endnu en gang glide ned til bæltets kant og trak endnu en genstand af samme størrelse og form frem, og kastede den op i luften, hvor nogle små roterer kom frem og lod sig spiralere rundt i luften og derefter forsvandt den lige så småt i nattens kolde favn. Bæstet skulle spores om det var muligt eller ej, dog lod Avery sig ikke holde for nar og var stadig vagt til det yderste, derfor var hans ene hånd listet op til ryggen var to sæt, lange, drabelige, og noget tykke sværd hvis blad var så let som en fjer i hans hænder, ikke lige frem fordi han var nervøs, men nok mere fordi han ikke tolererede et fejltrin trods sin sjuskede væremåde.

Vladimir stirede tålmodigt op i gyden fra kloark dækslet. Han hvæsede lavt, og rystede på hovedet. De havde ikke tænkt sig at følge med. Det havde også været for meget at håbe på.
"Jeg går der op Vlad.. Olga blev svækket af det der, hun skal have mere blod..." Hvæsede den anden mand. Vladimir kneb øjnene en smule sammen, og kiggede efter Nosferatuen da den kraglede op ad dækslet. Han kunne ikke lide det her, og skulle selv til at kragle op, da han hørte en hvæsen der oppe fra. Han spærrede øjnene op, og kraglede hurtigt op imod den anden Nosferatu.
"DAKAR!" Hvæsede han, greb fat i den anden Nosferatus ankel, og hev ned, men et sekund for sent. En høj eksplotion sente nu dem begge ned af kloark dækslet, og lagde en tung sten over det, med kun et lille mellemrum. Vladimir hvæsede da han styrtede, mest pågrund af vreden over sin klansmand.
VLadimir hakkede ud i et host, og fik sig hurtigt rejst, og vaklede en anelse fra side til side. Han rystede på hovedet og kiggede rundt.
"Dakar?" Kaldte han, og så så en skikkelse på jorden. Vladimir gik ove rtil ham, og knælede ned over ham. Først nu lagde Vladimir mærke til at det ikke var vand fra kloarken han var dækket i, men vampyr blod. Han spærrede øjnene op, og kiggede ned på Dakar. Dakars ansigt var næsten brændt helt rent for hud og kød, og hans skelet kunne ses på flere punkter. Eksplotinoen var sket lige foran ham. Vladimir faldt ned på den ene knæ, og lagde en hånd på Dakars brystkasse, og greb fadt i hans let forbrændte tøj. Han kneb øjnene sammen, og en knurren kunne nu høres. Denne knurren steg langsomt i styrke, og hans øjne blev også presset hårde og hårde sammen. Han nærmest eksploderede så i et højt hvæs i det han rejste sig. Han kiggede over skulderen, da hans overfølsomme øre kunne høre den lave summen fra rotore, og han kiggede imod sporreren. Han hvæsede ekstremt hidsigt, og greb ud efter den, hvis han fik fat i den, knuste han den med hånden, og kiggede op imod det blokerede dæksel. Han hvæsede igen højt, og kraglede op imod toppen af dette. Han smadrede sin hånd med alt hans kraft imod den store murblok der havde blokeret dækslet, og det næsten eksploderede, og sendte mursten ud til alle sider.
"Det! Skal i! Betale for!!" Råbte Vladimir hidsigt, og kunne mærke hans blods temperatur stige, i det han hoppede op af dækslet. Han greb den første store sten, og kastede med voldsom fart imod de to franskmænd.
"En.. Af min.. Familie.. Døde i nat.. Og i nat! Dør! En af jeres! VENNER!!" Hvæsede han hidsigt som en efterfølger på kastet.

¨

Den platin blonde kvinde, gik langsomt hen mod åbningen og kiggede ned af den. Trods hendes stramme t-shirt, var det eneste hun havde på overkroppen frøs hun ikke, faktisk var det lige før at hun svedte trods for at det var juleaften, og hunde koldt. Hun rystede en smugle på hoved, og kiggede så over på hendes general som havde han nogle ordre til hende, men som sagt hun fulde stort set kun sine egne ordre når det kom til stykket, men trods dette, havde denne styrke et sammenarbejde man ikke skulle tro kunne komme fra dem. Hun tog end dyb indånding, og blinkede nogle gange, da hun så hvordan at den vampyr der havde siddet og hvæset som en kat oppe i lygtepælen kom frem fra kloakdækslet, så havde hun ikke fået drabt idioten alligevel, nå hvis hun da havde dræbt et eller andet alligevel. Et smil krydsede sig vej hen over hendes læber, da hun hørte vampyrens vredes udbrud, men havde ikke lige forventet at han ville kaste sten efter dem, hun nåede lige at flytte sig fra den store sten, som ville have smadret hendes hoved, og efterladt hende død, hvis den havde ramt. Dog på grund af kræften fra stenen og betonet fløj en masse splinter op, hun nåede lige at lukke øjnene, da en masse sten splinter borede sig ind i hendes venstre ansigts hud. Smerten gjorde hende dog ikke så meget, gjorde faktisk bare mere at hun kunne fokusere. Med blodet glidende fra den venstre side af ansigtet, rettede hun blikket ned mod vampyren, og en ny skabning der havde sluttet sig til dem. "ynkelig.." brummede hun langsomt, og fugtede sine læber, hun måtte lade splinterne sidde i ind til at hun havde fået tid til at rense og desfinserie hendes sår ordenligt. Hun sukkede stille, og tog hendes pistoler, fjernede sikringen og lagde begge pegefinger på hver deres aftrækker.