Snow and blood (Dooma privat

Tid : 23:42

Omgivelser : ingen i nærheden heldigvis?

Vejr : sneen er faldt stille og rolig, og har lagt et smukt hemmeligt lag over skoven

Sted : skovens dyb(hemmeligheder og steder


En lille bro over en sø, der førte op af nogen høje skranter ved et vandfald, her havde været nogen før?, det var virkelig smukt bygget og var helt for sig selv. Kajika stod der mens sneen havde malet det meste af vandet helt isblank og stivnet det til det blev varm og smeltende igen.
Hun stod der og lignede selv i alt sin hvidhed et snefnug eller måske en stjerne der var faldet. Hun havde sin stramme hvide dragt på der ku åbnes foran, og så havde hun en lang smuk sort jakke på uden over for ikke at fryse. Hun stod der og betragtede stille omgivelserne mens de store støvler der holdte hendes ben og fødder varme stille ku ses fordi jakken kun dækkede til midt på lårene. Hun sukket let mens hun stod der og betragtede det grønne område der var helt sneet til og bladene var erstattet af tætte snelag der ku falde ned og afsløre en... Hun gik stille ned af den lidt mærkelig formede bro og ned til skov bunden og så rundt undrende,? ingen spor i sneen hm... Kulden var ikke rigtig til at mærke det var nærmere lunt... dog himlen smuk blå med næsten fuldmåne så skoven var oplyst. Kajika var sulten efter blod... men hvor sku hun få det fra.

Man kunne hører den lette vislen fra de hvidt belagte blade. Ude af stand til at afsløre hvilket væsen, der på denne tid gik rundt omkring de mange grene. Det lave åndedræt, der nærmest kun hviskede en let sandhed, om det nu så forfærdede væsen i skovens indre kammer. Det sortfarvede hår, unaturligt og kunstigt omringende hvert eneste hårstrå, havde for nyligt vist sig at være en særdeles særpræget rød, der dog var anset til at vække lidt for meget opsigt mellem de mange borgere og væsner i Di Morga. Hans magre krop ville ikke ligne en, der havde pålagt sig en grufuld virus, og endda båret den de sidste 17 år af hans nuværende 20. Dog havde det efterlagt sig et mørke på denne ung udseendet yngre mand. Naturen havde ved fødslen skænket ham to blå øjne, nu, var han postyret med et rødt, der kun kunne se smerte og lidenskab hos andre. Det andet var normalt, men ville skifte til sin side partners grufulde farve, under den hæslige forvandling. Han stoppede op. Kunne ikke nænne at se på den endnu ikke fuldente måne. Hver gang tiden var nær, kunne det høres at både den lette vejrtrækning ville blive tungere og langsommere, men at de ellers så slanke hænder, ville trække sig sammen som knytnæver og vise tegn på pulserende årer. Varulvens forbandelse ramte ethvert menneske hårdt, men ham her, født inden for de royale gemakker, blev som tidlig ungkarl, bidt og foragtet af samtlige normale, både tjeneren, kokken, hofpigerne, moren, faren, de forskræmte heste der lugtede ulv fra ham, grisene der ville forsvinde under det beskidte mudder og som eneste company fra de ellers så grumme vagthunde, der følte en slægtning hos dem. Alt dette, det uovervindelige minde der gav ham lyst til at bryde ud i gråd, men også gav ham grund til ikke at gøre dette så ualmindeligt pinlige optrin fra drengen med varulve virussen til en ynkelig skabning der mængdes med fattige sinker...

Det lange hår flagrede blidt hen af hendes ansigt, i den lange franske fletning, hun bar en hvid kappe der nærmest omkredsede hende og skjulte hende, hun lignede en af de såkaldte sirener, hun var dog hellere ikke meget for kampe, folk troede hun forholdte sig neutral og kold fordi hun var flabet og svag, men hun var skam svag men hun ville hellere undgå en kamp og død end at kaste sig ind i noget hun vidste hun ej ku vinde, og så ville hun heller ikke vise omtanke for nogen der så hende som verne mindre betydning end dem selv?, hvorfor sku hun vise en vis barmhjertighed? når de ej viste det overfor hende.
Hun snuste ind af for at danne sig et blik over denne skov der lurede med hemmeligheder være end noget. Kajika hoppede ned i det hun stille fik revet sin kind et ovenlig stykke, hendes ene øje var der os en rift over, men hun healede dem ikke, de fik lov til at bløde og gjorde det smukke ansigt nærmest forfærdelig at se på, men under hætten af den hvide kappe ku man ej se hendes ansigt, andet end rifterne der var lange og rødåbne.... og så de pinke dog næsten blå læber på den snehvide hud, hun kunne nærmest kamuflere sig ... i denne stykke sneskov af helved eller himmel...

Han fik øje på en skikkelse, ikke med det blå og normale menneske øje, men med det røde, der så mere end bare former og farver. Et smil fremkrøb på det smalle dog menneskelige ansigt. Øjnene lo og de lange øjenvipper gjorde dem endnu mere attraktive, end det at de matchede godt med det ravneblå hår. Den måde at det andet væsen nærmest flød i et med naturen, fik hans interesse til at stige en del. Den hvide trøje, der med et par blodpletter og revnede huller bevidste han umenneskelige del fantes, han løst og beskyttede ikke hans arme overfor kulden i skoven. Næsen rynkede lidt, den kildede og han vidste, at hvis han nøs nu; ville det afsløre ham fuldstændig overfor denne skabning. De sorte veteran støvler lavede sine mærker i den kridthvide sne, men ikke kun ved at fladmase den, de var sølet ind i mudder fra en sump. Her var det så man kunne tænke til hvordan han havde fundet en mudderpøl i minus 10 grader frost. Mere kunne de fleste gerne fortælle ham at hans hvide bukser ik matchede til mudderstøvlerne og det ravnesorte hår, derfor havde han dristet sig til at par røde pletter hist og her, hvordan de var kommet, var dog en helt anden historie...

Hår langt og hvidt, blod kunne ej ses, men hun stank af frisk blod?, hun havde dog et strejf af engle blod i sig. Hun betragtede stedet med de himmeblå dådyr bløde øjne der havde et smukt glimt inde i sig, i det hun nærmest fik øje på en skikkelse?, og før hun egenlig rigtig bestemte det havde hendes vampyr side allerede gået til angreb i mod ham i det øjnene blev blodrøde og hendes tænder kom frem samt hun væste i det hun for hen mod ? denne fremmede hun egenlig ikke anede hvorfor hun gjorde det indtil ulve lugten kom frem som en stank for hendes vampyr side, hun hadet inderligt vampyr? der havde været rygter om at varulve bid var som gift for vampyr og ville med det samme dræbe dem?
var det mund derfor hun farede i mod ham, før hun vidste af det var hun direkte overfor ham som var alt gået i slowmotion?, hun var kun en meter foran ham nu?*Hvad i???*