No way home.. [Vlad..]

Månelyset blev brudt, da en pige gik forbi den runde og smukke måne. Hun badede sig næsten i de let blegede og lyse stråler, som den runde fuldmåne lyste ud i den tunge og mørke nat. Et suk kom fra hendes røde læber, det var ikke meningen at dette skulle tage særlig lang tid. Hun skulle bare forbi denne skov, tage noget aftensmad som ikke ville nå at berøre både hende eller dyret. Det ville være som alle de andre aftner, som ikke betød alverden i hendes ellers propfyldte hoved. Det ville bare være hendes instinkt der lavede hendes gerninger og lyster, det var ikke den bløde og let sårbare Sookie som gemte sig inden under den hårde og voltige facade. Hendes blik løftede sig fra det let fugtige græs, som hun bevægede sig stille og yndefuldt på. Det var hendes krop og kun krop der både følte og gjorde det, hendes sind og gerninger var over hovedet ikke pletfrie. Hun gjorde noget galt hver dag, som at næsten dræbe uskyldige dyr eller nogle gange et par børn der løb i skoven og ved et uheld..
”Bomb..” Hun faldt med et ned på jorden, hun orkede ikke dette mere. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved alt dette hun bar sig ad med at lave, hun var blevet et uhyre nu. Hun fortrød det, virkelig inderligt gjorde hun det. Tanken bragede igennem hendes hoved med hundrede kilometer i timen, det havde den gjort i det seneste mange dage. Hun burde give op, simpelthen give efter for hendes vampyriske og grufulde side. Måske skulle hun bare lade sig dø, lige så stille her ude i skoven. Binde sig til et træ, med nogle kæder hun aldrig ville komme ud af. Sidde der op af det faldefærdige træ, efter et par tusinde forsøg på at komme ud af disse kæder hun selv havde produceret til at holde hende fast til træet og så lige så stille.. Dø? Hun sukkede endnu engang der på jorden, i skoven hun i tide og utide havde løbet rundt i. Både med glæde og gav, men også med en ulykke af at være svigtet af en hun elskede.
Man skulle ikke give op for kærligheden, den ville komme tilbage lige så snart man tabte den anden. Det var i hvert fald det de fleste sagde, dem der havde prøvet det flere og flere gange. Men VAR de virkelig forelsket? Elskede de den person med krop og sjæl, elskede med hele kroppen helt ned til skosålerne?
Pigen der havde bevæget sig ud i den mørke skov, sad med hænderne i skødet og så op mod himlen. Så mod den hvide og skønne måne, som altid ville være der til jordens undergang. Denne ene måne ville overvære alles gerninger, både de gode, men også de knap så gode. Den ville være skydeskive til alt det onde, det som den blev nødt til at se på for den havde ikke andet valg en bare at se på. Men den ville også være midtpunktet i en fælles glæde, når det hele var overstået og alle havde fundet deres kære. Solede sig under månens prægtige stråler, med et velbehag og glæde i sjælen. Sådan ville det altid være og intet kunne lave om på det, for det var jordens og solsystemets gang, lige som væsnernes og menneskerne aldrig ville kunne blive hundrede procent enige. Der vil altid være had og ulykke i verdenen, intet ville være fredeligt og idyllisk.
Hendes brune hår, der næsten var sort blev brudt af månestrålerne. Det var flot ja, men hvorfor skulle man være det? Når man var vampyr, lå ens skæbne vel i hvor køn man var? En nervøs trækning kom fra hende, som brød hendes ellers så flotte og perfekte ansigt. Hun så hurtigt op, da en fugl fløj fra sin rede.

En lille skygge skar over pigens egen, da hun stadigt var i gang. Denne skygge kom fra en lille Flagermus, som fløj over himlen. Denne stoppede dog op, og hang nu fast i luften, og stirede ned imod pigen, da denne lod sig falde ned på græsset. Den fløj så et par gange i cirkler, og fløj ind i en trækrone, hvori den satte sig fast ved en gren, med hovedet nedaf. Den stirede nu imod pigen, med dens matte hvide øjne. Det lignede nu næsten at flagermusen smilte. Flagermusen forsvandt så pludseligt i en tyk sort røg, med et lavt lille puff.. Dette skræmte en fugl, og fik denne til at forlade det træ som Flagermusen havde sidet i. Da pigen så kiggede op imod fuglen, faldt der en høj skikkelse ned fra røgen. Månen oplyste kun skikkelsen nok til at pigen ville kunne se dennes sorte hår, brune lange trenchcoat, og hans grå hænder, med meget lange fingre. Skikkelsen stod nu bare og stirede imod pigen. Hun ville nok kunne lugte at han var vampyr, hvis hendes lugtesans var god, men der var intet lys i hans øjne. Deres farve var mat, og ville være dækket af mørket. Denne skikkelses navn var Vladimir, og hans jagt var igang. Hans tanker rækkede imod at angribe pigen med det samme, og skaffe sig hendes blod med det samme.. Så igen.. Denne var kun halv vampyr.. Hendes blod ville ikke være meget vær for Vladimir. Dette var ikke hvad der havde fanget hans interesse denne gang. Der var noget andet i pigen der tiltrækkede ham.. Hendes sorg.. Den var både tydelig, og det kunne lugtes af hende at noget var galt. Vladimir kunne ikke læse tanker, men man behøves ikke at kunne trylletriks, for at få en hat til at forsvinde...

Sookie så forskrækket op på den meget mærkelige mand, i hvert fald i hendes syn. Hun kunne ikke se så meget af ham, men alligevel kunne hun mærke og se hvad han var og ville for den sags skyld. Hans følelser sagde alt. Hun havde jo altid kunne mærke folks følelser, om hun så ville det eller ej. Men det var først nu, at hun virkelig havde fået styr på hendes lille evne. Nu kunne hun slå den fra og til når hun ville, samt fokusere på et bestemt sted eller følelse. Som kærlighed, eller had? Men ham, denne mand var anderledes end så mange andre hun havde taget sig stor nysgerrighed og lyttet til. Det var nogle gange forkert, for følelserne sagde i sandheden så meget om en person end så meget andet. Det og ens tanker, var noget man skulle og skulle kunne holde for sig selv. Ellers havde man i teorien ikke nogen frihed, og privatliv?
Sookie flyttede lidt på sig, så hun sad mere op. Denne mand havde ikke nogle følelser, af de gode i hvert fald. Han kunne dræbe hende med den ene hånd bundet på ryggen, samt at det overhovedet ikke ville røre ham. Han var ganske enkelt et uhyre og der var noget inde i hende der sagde, at han også så ud som et. Men hun rystede på hovedet let, næsten så lidt at man ikke kunne se det. Hun kunne ikke være bekendt at dømme en på udseendet, det var det samme hun ikke ville gøre med Andy. Men han var væk nu, og det var mest af alt hendes egen skyld. Hun så fra hendes små sko, til hans ansigt. Der var gemt af skyggerne fra træerne og månens stråler, som var så perfekte og glade. Det var som om at de var helt malplaceret i denne situation, i dette univers. Han ville være den der styrede hans, men også hendes skæbne. Det havde han taget på hans egne skuldre, lige fra da han valgte at vise sig og hoppe ned fra dette træ. Valgte at tage hende, angribe hende.
Sookie kunne gøre flere ting ved dette, for han ville vel på et eller andet tidspunkt angribe hende? Hun kunne løbe, men risikoen for at han både var stærkere og hurtigere end hende var af lig med hundrede. Han var jo både ældre og en mand, det var ikke lige det mest sikre valg. Men så kunne hun tage hendes uheldige talegave, måske bruge den til at trække tiden lidt ud. Måske ville solen komme imens, for han var jo fuldblod vampyr og kunne da ikke tåle sollys? Hun kunne også bare overgive sig og løbe risikoen for at han ville tage hende, men også være heldig at han bare ville sige at det var dumt at angribe hende da hun ikke gjorde modstand. Men så var der også det sidste valg, at kæmpe imod den store, stærke og ikke mindst fuldblodsvampyren. Hun var så godt som død allerede, så hun lagde hendes hænder stille i skødet. Imens at hun prøvede at være så rolig som muligt, eller i det mindste bare se ud som om hun var det. ”Nåh.. Hyggelig aften.. Huh?” Sagde hun dæmpet, med en lille skærpet del af en meget bekymrende og bange Sookie.

Vladimir stirede fortsat imod Sookie, og afventede at hun skule komme forbi hendes.. Forviring.. Og bestemme sig for hvad hun ville.. Om hun ville angribe.. Flygte.. Pøve at tale til ham.. Vladimir smilede halvt da Sookie, til sidst, valgte at snakke til ham. Vladimir kiggede langsomt op imod månen, så hans grå ansigt, med en masse sår, og flodser. Han lukkede sine matte øjne, inden han kiggede tilbage på Sookie igen. Da hans ansigt, få sekunder, var i den rigtige vinkel, kunne Sookie se et sår der gik fra over hans venstre øjnbryn, halvvejs ned af hans venstre kind. Og som fint fulgte resten af såret, en rød streg ned over hans matte hvide øje.
"Månen.. Som mange ting.. Kan være lige så.. Forræderisk.. Som nattens.. Rovdyr.." Sagde Vladimir, med en hæs, ru og dyb stemme. Han smilede halvt da han havde talt, og gik så langsomt imod Sookie, med rolige skridt. Han så ikke truende ud, så det ville ikke ligne ikke at han havde ilde i sinne.
"Den.. Kan gøre selv.. Den ondeste skurk.. Bare en smule.. Tiltrækkende..." Sagde han, og kiggede fortsat ned på Sookie. Da han bevægede sig ud fra træet, kunne hun også se den ene side af hans ansig. Nu kunne hun konstant se hvad, det var der var foran hende. Se hans vansirede ansigt.. Se, at det ikke var en af de fine herre, af deres race..

Sookie forstod ærlig talt ikke hvorfor at han ligefrem stirrede på hende, det var som om at hun var et dyr. At DE var et dyr? Hun bed sig i læben, da han begyndte at snakke. Han var gammel, det kunne man nemt høre på hans ordvalg. Han var i hvert fald, ikke en af dem som havde tilpasset sig den nye tid og dens forandringer. Der skræmte hende, for så var han sikkert stærkere end hun havde regnet med. Måske meget mere, hvem viste hvad denne mand kunne og ville? Anden end ham selv, selvfølgelig. Hans ansigt skræmte hende ikke, for hun havde på fornemmelsen at han ikke ligefrem var gude smuk. Men hvorfor bedømme ham for kun ansigtet, han kunne nemt nå at ombestemme sig? Hun sank en gang, inden at hun så op på ham med halvt åben mund. Hans stemme var heller ikke helt fejlfri, men hvem var det i sig selv? Sookie rejste sig halvt op, for hvad skulle hun ellers gøre? Hun ville være i nogle lunde samme højde som ham, for hun gav ikke op. Ikke ind til det mindste, for hendes død eller hvad det nu blev til skulle ende værdigt! ”Ja.. Her er mange.. Som ikke er velkommende her..” Sagde hun med en lidt spids stemme, for hvad skulle hun være i denne situation? Hun ønskede brændende at være sur og kunne slå ordentligt igen, men da hun så hans ansigt rakte hun automatisk ud efter hans sårede ansigt. Men tog hånden til sig straks igen, han var ikke til hendes bedste. Hvis han skulle gøre noget godt her i denne verden, så var det at få udlignet lidt i menneskemængden. Han var ond og koldhjertet, men alligevel var der noget inden i ham som Sookie gerne vil studere lære at kende? Hun gøs ved tanken, som at lære ham at kende. Han ville naturligvis ikke gå med til det, for han ville sikkert springe over hende inden.
Han bevægede sig hen til hende, med noget der gav hende en følelse af fortabelse. Han Føltes så stor og uoverkommelig, kunne man nogle sinde besejre denne mand? Hun gik et skridt tilbage og hørte et enkelt knirk, da hun trådte på en gren. Lyden var så høj og uvant i denne situation, at hun for op. Hun var på samme tid ved at falde over grenen, som ikke så særlig vampyragtigt ud. Hun så alt i alt ud som en enkel lille uskyldig og svag pige, en menneske pige..
Men det var hun ikke og kendte bedre end sådan en, samt hun havde sine fordele. Hun løftede det ene øjenbryn til Vladimir, hun vidste ikke hvad hun skulle stille op lige nu. ”Hvad laver du her..? Hvorfor gøre denne uskyldige og rene skov, til noget ondt og skyldigt..?” Hvis blik dog bare kunne dræbe..

Vladimir kiggede ned på den unge halv vampyr, da denne rejste sig. Han rejste let et øjnbryn, til hendes første kommentar. Han kneb øjnene en anelse sammen, og tog det tydeligt som en hentydning, rakt imod ham. En meget lav, krilrende knurren kunne høres, men kun i meget kort tid, brat afbrudt af Sookie, da hun tog et skridt imod ham, og rakte ud imod hans ansigt. En lav, truende hvæsen skar sig over Vladimirs stemmebånd, imens han kneb sine øjne sammen. Han stod dog stille, uden af afvige kontakten, hvis hun ville tage den. Men dette gjorde hun ikke.. Passede Vladimir bedst.
Vladimir så tænkende ud et kort øjeblik, i midten af stilheden. Han syntes at kunne spotte en interesse overfor Vladimir. Som om der var noget hun ville have fra ham.. Eller ud af ham? Hvad ville denne lille pige dog med ham? Hun måtte have opfattet han var mange generationer ældre end hende.. Hans styrke overgik hendes... *Hm.. Hvis hun absolut vil leje med ilden..." Tænkte han for sigselv, og kneb sine øjne en smule sammen, og hans læber fik et svagt hint, af et smil. Om det var godt, eller dårligt, af en som ham smilte.. Var aldrig nemt at sige.. Han rejste et øjnbryn da hun trak fra ham, og tog et skridt imod hende, for at holde den samme afstand. Han holdt så en hånd ud imellem dem, med dennes håndflade opad, og kiggede imod hende, så hele hans horrorshow, grå ansigt kunne ses, og hans lille smil.
"Frygter du mig?" Spurgte han, kort, med hans kolde hæse stemme, og så spørgende på hende. Han smilede halvt, og rystede på hovedet.
"Uskyldig? Hmh hmh.. Intet.. Er uskyldigt.. Kære.. Alle.. Har en facade.." Fortalte han, og lavede en bløgende fagt ud til hans side. Han vigede op imod månen, så hans lange fingre alle, nærmest pegede på denne.
"Månen.. Har den nogensinde.. Lavet andet.. End være smuk? Og så.. Forbande en hel race.. Til.. At, påtvunget.. Blive til ækle.. Bæster?" Spurgte han, og tog et skridt imod Sookie. "En princesse? Hvad godt.. Gør denne? Intet.. Hun.. Er et billede.. For at skabe.. Prestige... Derimod.. Skabe hun falske.. Forhåbninger.. I de svagere.. Ender ud i.. At de giver alt.. Hvad de kan.. Har.. Og til sidst.. Deres liv.. For hvad? Intet.." Sagde han stille, og lavede en hastig, og voldlig fagt til hans side. Han fnøs en enkelt gang, og holdt sine arme ud til hans sider.
"Og skove? Natur? Smukke søer`Det fantastiske hav? De har gjort meget. .Godt.. Men uskyldig? Hmf.. Hvor mange.. Er ikke blevet dræbt.. Af jordens.. Nådesløse.. Elementer? Hvor mange.. Har ikke måtte bukke.. Under.. For havets rasseri? Nej min pige.. Intet.. Er uskyldigt..." Han lagde sine fingerspidser imod hans bryst med det sidste han sagde, og stirede nu indædt med hans mat hvide øjne. "Og jeg.. Skaber ondskab? Hmh.. Jeg.. Gemmer mig.. Bare ikke..." Sagde han stille, og hans lave, krilrende knurren unslap igen hans hals.

Sookie så straks op, da han begyndte at knurre. Det var ikke ligefrem det hun havde forventet at høre, måske bare en anden lyd fra ham? Han var ikke ligefrem et menneske, han var mere dyr end et levende væsen med følelser og hjerne. Hun gættede sig til at det meste han fortog sig, var igennem hans lyster og natur. Han var født eller rettere skabt ond, så derfor var det hans natur der styrede ham.
Sookie kunne se med det blotte øje at han tænkte, men desværre ikke hvad han tænkte på. Det ville være meget nyttigt i denne situation, som vis han tænkte på hans næste træk eller hvordan han måske skulle angribe. Men da han begyndte at smile, selvom at det lignede nogle sjove ansigtstrækninger i hans ansigt. Så viste hun overhovedet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, han smilede? Det var nok også lidt det der gjorde at hun trak sig væk, men hun ville ikke røre ham. Hun vidste ikke hvorfor, det ville bare ikke være grænseoverskridende. At røre ved denne person som hun havde udtænkt sig for ville være den der ville gøre hendes liv til et helvede og for den sags skyld i det mindste slutte det, men at røre ham.. Frivilligt?? Hun så ned i jorden, inden at hun bed sig i læben og lavede et lidende ansigtsudtryk. Men da han gik hende nærmere, så den afstand som hun ville lave ikke blev skabt alligevel..
Hans hånd blev rakt ud, som en gestus af en art? Eller det var det hun så det som, men hun havde ikke nogen grund eller vilje til at tage imod den eller noget. Sookie sukkede engang, hvor grov havde man lov at være? Hun så stille op, meget langsomt da hun var halv vampyr og han var hel. Vis et menneske havde set det, ville det være nogle lunde det rigtige og normale tempo. Men eftersom at hun efterhånden var blevet vandt til at løbe og generelt bare bevæge sig rimelig hurtigt. Hendes blik hvilede ved hans, holdte det lidt fast. Inden at månens stråler lyste på hendes krystal blå øjne, som bare gjorde dem mere og mere blå og viljestærke samt livsglad og stærke. Hun var stærk, på grund af hendes sjæl. Det vidste hun godt at hun var, men det var intet i forhold til denne mand. Han var uovervindelig..? Hendes tunge røg hen til hendes sidetand, inden at hun sukkede let. ”Jeg frygter hvad der er værd at frygte.. Frygten splitter og gør en svag.. Men kærligheden healer og forstærker..” Hun så på ham med øjne der frygtede denne mand, for hendes øjne løj aldrig. Men set bort fra det, så var hendes krop og holdninger helt uberørt og rolige.. De løj så meget de gjorde, de havde de gjordet siden hun for alvor blev vampyr. *Sikker..??* Tænkte hun, med et hævet øjnebryn. Hun ville ikke se ud som svag, dette skulle være værdigt. ”Men nogle viser bare ikke facaden.. Den er gemt langt inde i dem, den kommet aldrig frem og blomstre op.. For person simpelthen ikke giver denne indre facade lov..” Hun havde henvendt det til ham og kun ham alene, for sådan var han da? Hun så på ham med et blik der kunne brænde ham vis hun fik lov og kunne, men sådan eksisterede denne verden ikke.
Han gik endnu et skridt frem mod hende, nu syntes hun at det begyndte at være farligt dette. Han var så tæt på, med hans spidse sidetænder. Men hun så ham stadig i øjnene, prøvede at fastholde hans blik. Imens at hun kæmpede for, at denne voldsomme rødme ikke skulle pulsere op i hendes kinder. Det ville være endnu et tegn på svaghed, og ikke mindst underkastelse. ”Sådan må du ikke sige.. Man skal se sin bjælke i øjet, inden at man ser splinten i naboens..!” Tilføjede hun, med et spids undertone. Hun så hårdt og hurtigt til siden, hvor han lavede fagten. ”Har du tænkt på, hvad vi har gjort for naturen..? Eller rettere, hvad vi ikke har gjort?” Hun sukkede endnu engang, inden at hun nikkede en enkelt gang og så ned på deres fødder. ”Det kan du godt have ret i.. Der er ingen der er uskyldige.. ” Sagde hun med et suk, da hun tænkte mest på hende selv.

Vladimir opserverede en hver af Sookies bevægelser, og hendes reaktioner.. Han rejste let et øjnbryn til hendes svar. Han fik dog meget langsomt et smil, der skar sig over hans læber. Hendes frygt var tydelig. .Fantastisk.. Og nu indrømte hun den også? Og på en udmyg maner? Uden at prøver og snerre tilbage imod ham.. Uden at sætte et falskt skjold op? Uden at lyve for sig selv, og for Vlad? Hun var fornuftig.. Og hendes svar? Åh så sandt.. Men hun så det som noget negativt.. Var det langt fra for Vladimir..
"Fornuftigt.. Min lille ven.." Sagde han, med en tydeligtvis falsk blidhed. Han lavede en halv fagt, og nikkede. "Frygt.. Kan også.. Rede dit liv.. Det kan.. Rive dig ud i.. At gøre ting.. Du normalt.. Ikke ville... For at overleve? Alt dette.. Er dog kun.. Falske.. Forventninger.. Enden.. Er den samme.. Alt de for ud.. Af det.. Er en udsat.. Afslutning..." Sagde han, og lavede en afvisende fagt, og tog et skridt til siden. Han gik ikke længere væk fra Sookie, han stillede sig blot med hans side imod hende. Han kiggede nu igen ned på hende og lyttede til hendes ord. Han kneb sine øjne en smule sammen, og knurrede lavt.
"Hey.." Hvæsede han lavmeldt, og lavede en fagt ud foran Sookie, og pegede sin pegefinger ud, i det en lang klo skød ud fra denne. En klo på længde med de lange fingre. Hvis ikke Sookie trådte tilbage, ville han nu ligge den skarpe side af kloen på hendes kind, for så blidt at dreje hendes ansigt imod hans igen, og hvis hun kæmpede imod, ville kloen skære en smal rende i hendes fine hud, indtil hun gav under, eller trådte væk. Da han så havde hendes øjnkontakt igen, pegede han på hendes ene øje, for at ophæve alvorligheden.
"Hold.. En ordentlig.. Tone..." Sagde han, stadigt med hans lave knurren, lagt bag hans stemme. Han rankede så ryggen igen, så han kiggde ned på Sookie, som var en smule laver end ham, og kneb sine øjne sammen. Han snerrede lavt, og rystede kort på hovedet.
"Har aldrig.. Kaldet mig selv.. En helgen.. Hmh.. Er jeg ikke... Og ja.. Folk.. Har gjort.. Naturen ondt.. Men hævn... Er ikke mindre.. Skyldigt.. En overlagt.. Mord..." Sagde han, og smilede igen, med det samme sadistiske hint, som Vladimirs smil altid havde. Han rystede langsomt på hovedet, imens han kiggede undersøgende ned på Sookie. Han trak vejret stille, og kneb sine øjne sammen endnu engang. Dennegang dog på en undersøgende fason..

Sookie så undrende på ham da han nævnte det med frygten, kunne den virkelig rede hendes liv? Eller var det bare en falsk forhåbning, som han gav hende med vilje. Hun så på ham med sammenknepende øjne, hvad var der han snakkede om?? Hun trak vejret tung og en smule hurtigt, imens at han gik lidt rundt om hende. Men hun stod bare som forstenet, så lige ud fra hende selv. Alt var fortabt, da hun så hans ansigtudtryk. Hun havde fornærmet ham, mere end hun kunne tillade sig. Hendes øjne blev lukket, lige så stille som hans humør blev værre og værre. Hans finger kom nærmere og nærmere, som et stort sort hul der bare kom mere og mere ind i hende. Den fortabte følelse kom frem i hende, stærkere end aldrig før. Hun fattede ikke hvad der var ved at ske, hun ville ikke miste hendes liv. Et lukket øje, men så to lukkede øjne. Hun drejede hendes hoved en andelse, så hans negl ikke blev boret ind i hendes kind. Hendes vejrtrækninger var efterhånden blevet dybe og tunge, for hvad skulle der til at ske nu? Hun ville så gerne.. Et suk kom fra hendes mund, inden at hun bed sig hårdt i underlæben. Hendes ene hånd nærmest borede sig ind i hendes ene hofte, samt at hendes anden hvilede ved hendes mave. Han rettede hendes blik til hans, det var som om at hun blev tvunget til at se ham i øjnene. Og det gjorde hun sandelig også.. Hun knep øjnene sammen, imens at hun så op på ham med et stærkt men fortvivlet ansigtsudtryk. "Ja.." Mumlede hun under hans greb, som efterhånden mere og mere blev hans øjne der fæstnede hende. Han var så mærkelig.. Men så facinerende alligevel..? Men hun kunne da ikke være facineret af sådan en morder, med sådan en ondskab gemt inden i sig..? Hun lukkede øjnene hårdt i, imens at hun sukkede en enkelt gang. "Jeg kalder dig heller ikke en helgen..? Og ser dig ikke som en, overhovedet ikke..?" Efterhånden som hendes ord kom over hendes mund, mærkede hun at det var sandt. Han var ond, ønskede hendes liv slut. Men han var ikke som så mange andre.. Hun åbnede øjnene, og blev forlegen over hans blik..      

Vladimir betragtede Sookie, og hendes underkastelse for hans greb. Hun kæmpede ikke imod.. Måske havde hun indset, at der ikke var nogen vej uden om? Hun havde måske allerede gættet, eller standfast fundet ud af, at han havde tænkt sig at tage hendes liv? At slutte hendes dans, på den tynde line.. Han kneb sine øjne en smule sammen, og betragtede hende igen da hun gav sit svar. Hun virkede som om at hun mente det, men hun var ung.. Og en halv vampyr.. De havde det tit med egentligt ikke at mene hvad de siger, og faktisk gøre hvad de lover. Hans klo trak sig langsomt tilbage, og havde nu blot kun sin finger under hendes hage, for at holde hendes blik imod hans, Han trådte så et skridt tættere på hende, så han nu stod mindre end et skridt foran hende, og han måtte kigge nedaf, for at kigge hende i øjnene, og det gjorde han. Hans døde øjne forblev fastlåst på hendes, og han stirede ind i dem uden ende.
"Godt." Sagde han kort, og nikkede en enkelt gang. Han fortrak så sit ansigt en smule, og løftede det ganske lidt tilbage, så hans øjne måtte kigge endnu mere ned af for at fange hendes.
"Godt.. For så.. Ville du.. være blind.." Sagde han, og strøg fingeren, som stadigt lå påtvingende på hendes hage, og tvang hende til at kigge op på ham, hen af hendes hage, for så at lade fingerspidsen pege imod den, og hans klo langsomt gro ud igen, så den tvang hendes hoved en smule mere tilbage. Hvis ikke hun gjorde noget imod dette, ville hendes strube nu være fuldt tilgængelig for Vladimir. Men han gjorde intet ved dette. Han stirede blot fortsat ind i øjnene på Sookie, og lod sit ansigt falde en smule mere over hende, som en ondskabsfuld skygge, der blokkede for den behagelige sol.
"Og du.. Virker ikke, som.. En simpel halv blods.. Ikke.. Som en dum kvinde.." Sagde han stille, og lod sin klo forblive hvor den var. Han kiggede nu med et undersøgende blik, stadigt med sine øjne på hendes.
"Er du?" Spurgte han så, og lod sin klo trække sig en smule, så hun kunne gøre som hun ville med sit hoved, og han ville se hvad hun ville gøre. Hans finger forblev hvor den var, nu en smule under hendes hage.

Hun sukkede lettet, da hans negl kom væk fra hendes hage. Det lettede en del, at hun ikke havde en lang og farlig negl på led. Tænk engang, hvem havde lyst til at tale med sådan en der rørte hårdt ved ens hud?
Da han trådte tættere på hende, kunne hun nærmest mærke den bidende og farlige følelse af at være fortabt. Fortabt i ham og hans farlige adfærd? Han var farlig, det var det der gjorde ham så spændende? Hun så ned med et chokeret blik, hvad skete der lige med hende?? Hun havde hendes tanker helt forkert placeret, han var ikke noget man skulle finde spændende? Men det gjorde hun jo, for ellers ville hun overhovedet ikke have tænkt på at svare ham igen.. Slet ikke på den måde, i hvert flad. Han var voldsom tæt på lige nu, det var helt uhyggeligt sådan som spændingen blev forhøjet i hendes hoved. Dette var vel ved at være.. Point of no return.. Var det ikke det man kaldte det, i noveller og sådan? Hun rystede på hovedet en enkelt gang, inden at hun så op på hans mørke ansigt.
Hun rettede ikke på sig, så hendes strube var helt for ham selv. Det var måske en fejltagelse fra hendes side, men hvad skulle hun da ellers gøre? Hun strakte hendes hals, så hendes blodåre blev mere tydelige. Han holdt godt fast, men han kaldte hende da dum? ”Jeg er ikke dum..! Jeg kan godt tage vare for mig selv, og ved hvornår at det begynder at blive farligt!” Men kunne hun nu det..?