Don't Come Any Closer! [Vlad]

Der var atter helt stille nede på havnen. Efter en noget hårdt arbejdende dag for nogen. Nu var der blot kun få folk her nede som lavede lidt af hver. Hvad der nu bare skulle gøres færdigt. Små letter skridt kunne så høres gennem stilheden og der gik ikke lang tid afør at denne kønne pige kom ud af skyggerne fra 'indgangen' til Porten. Hendes lange lyserbrune krøllede lokker flagrede som sædvanligt let bag hende og vinden hjælp lidt til. Hendes bevægelser var ret så forsigtige og når man så nærmere på ehnde kunne men også se hvorfor. Et stort hvidt plaster sad hen over hendes ene side af ansigtet og blev lidt fremhævet af hendes let brune hud. Under dette blev en syning skjult godt. Det gjorde ikke helt så ondt mere som det havde gjort. Den gang hun havde gået det sår der dog nu var begyndt at heale fint.
Kamille's store mørkebrune dådyr øjne søgte lidt rundt på den næsten tomme plads. Der var så dejlig fredeligt. Her kunne da ikke ske hende så meget? Hun gik hen over den store plads til hun nåede kanten ned til selve havets mørke vand. Hun stod lidt og så ned i det før at hun valgte at sætte sig med sine ben dinglende under hende. Hendes blik var stadig rettet mod vandet da en svag smerte jog gennem hende fra hendes brystkasse. Hun lagde blidt sin ene hånd med det og kunne sagtens mærke forbindingen under hendes trøje. Det var de brækkede ribben der havde været det værste da hun ikke selv kunne hjælpe med at heale det. Det var nok ikke mere end 2 dage siden at hun endelig blev udskrevet fra hospitalet efter at have ligget der i godt 5 dage eller mere. Hun havde ikke rigtig noget tal på det da hun havde sovet det meste væk. Hun nød den lette støvregn der lagde sig omkring hende. Så dejlig forfriskende. Et svagt smil voksede frem på hendes bløde læber. Hun prøvede hele tiden at tænke på noget andet som hvad hun skulle lave eller andre minder. Men billederne fra den dag hendes krop var blevet udsat for dette kom hele tiden op i hovedet på hende. det havde også skadet hende psykisk. En hel del endda. Og det fik samtidig hendes smil til at forsvinde. Det havde været længe siden at hun havde kunne smile ordentligt. Og det tog også på hendes humør. Hun elskede jo at smile. Hun sukkede opgivende og lukkede sine øjne i. Hendes guitar var smadret men hendes hæfte havde hun dog stadig. Og hun gik altid rundt med det. I lommen der var på hendes mave i trøjen. Ligesom det var nu. Hun havde ingen fornemmelser af at der ville ske hende noget i dette øjeblik. Ikke det mindste..

Sjaskende lyde kom fra de tunge skridt i det lave kloark vand, skar sig igennem den høje, brede kloark skakt. De unge Nosferatuer lå stadigt i deres kister, og var ikkestået op for at jage endnu.. Men deres mester var oppe.. Han vile jage inden de andre.. Så han kunne følge de andres jagt, denne nat. Vladimir kneb sine øjne sammen, og trak så vejret dybt igennem næsen, for at fange den første duft. Det første offer.. I dag skulle det bare være den først og den bedste i dag.. Vladimir spærede øjnene op, og trak igen vejret dybt igennem næsen for at lugte duften han havde fanget. Det var hende... Han kneb sine øjne mere sammen, og begyndte at løbe i et kort stykke tid, for så at forsvinde i en lille sort røg, og en Flagermus fløj imod duften.
Få minutter senere, nåede han til en skakt udgang, og kiggede rundt. Han så så Kamile side oppe på kanten af kajen, og kneb igen sine øjne sammen. Hans flapren var fuldstændig stille, da han ikke ville have hende til at opdage ham. Han ville ikke lade hende slippe væk denne gang... Denne gang ville han havde hendes blod.. Det.. Hele... Han landede på en sten lige nede under Kamiles føder. Han ville ikke dræbe hende med det samme. Han skulle vide noget først.. Men.. Ikke at dræbe hende, skulle vel ikke stoppe ham i at incapasitere hende? Han smilede lumskt, og forsvandt i en røgskyg, denne nåede også op over hendes føder, lidt op af hendes skinneben, så hun ikke kunne se hendes føder. Hvis ikke at hun nåede at reagere, ville Vladimirs lange kolde fingre folde sig omkring Kamiles ankel, holde denne godt fast, for så at borde en klo op igennem Kamiles fod, med et sadistics smil.

Der gik lidt tid før at Kamille faktisk opdagede noget. Det var først da røgskyen nåede så lagt op at hendes øjne opfangede det. Hun vågnede lidt op igen og sad nu bare og stirrede mod dette. Det var som om at hun havde set det før. Og det var nu lidt underligt at den bare sådan opstod. Hun nåede ikke at tænke mere over det før at hun kunne mærke dette faste greb i hendes fod. Det gav et spjæt i hende og et skrig kom fra hende både der og da en smerte sagtens kunne mærkes ved hendes fod. Hendes øjne var spærret helt op og så bare mod hendes fodder som hun desperat prøvede at få op til sig igen. Hendes krop rystede stadig af skræk.Den smerte der gik gennem hendes ankel blev så genkendt. Hun ville ikke gennem den slags igen. Hun var jo lige kommet ud af hospitalet. Hun var næsten lige blevet rask. "Nej...Nej..Nej..Neeej! Stop!!" det startede stille som en hvisken men blev til sidst til råb og skrig. Endelig kunne hun se gennem røgskyen og det velkendte ansigt kom til synte. Hun stivnede blot et kort øjeblik mens at hun så hans smil. Ikke ham! "SLIP MIG!!" Hun samlede de fletse af sine kræfte og prøvede igen at få din fod tilbgae. Men smerten afen af hans klør der havde spidst sig ind i gennem hendes kød var ikke noget hun kunne værke med. Dog stoppede hun ikke med at kæmpe.
Hun så sig over skulderen. Så hvordan at de meget få havne arbejdere der blot stod og stirrede på ehnde som om at hun var sindsforvirret. De kunne selvfølgelig ikke se hvad der foregik derover fra. Hun klamrede sig så samtidig til en eller ande stor metal dims der var ved siden hende. For at være sikker på at hun ike ville blive trukket med ned lige forløbig. Hun kunne allerede mærke hvordan at hendes vejrtrækninger var blevet mere paniske emns at ehdnes mørkebrune øjne var retett mod Vlad og mod havnearbejderne der endelig var begyndt at bevæge sig lidt hen mod hende. Smerten i hendes brystkasse tog hun sig ikke af lige nu. Ville bare væk her fra hurtigst muligt. Om at dette uhyre så ville jagte hende igen var hun ligeglad. Og hun var også lidt ligeglad om han så havde sænket hendes fart ved at gennemborre hendes fod. Hvordan havde han i det hele taget fundet hende igen??..

Vladimir rystede en smule på kroppen da hun begyndte at skrige, og en fantastisk følelse skar sig igennem ham. Andre ville stivne.. Føle det ubehageligt at høre den lille piges skrig.. Men for Vladimir, var det her musik! Sidste gang havde han fået blod på tanden, efter denne lille lækkerbiskens blod.. Og så blev hans så ubehøvlet afbrudt midt i maden! Nu var han kommet tilbage for at færdiggøre hvad han startede. Hans klo trak sig tilbage, og han gav slip på hendes ankel, så hun kunne bevæge sig frit igen. Han tog så et skridt til siden, for efter at hoppe op for at komme på kajen, og på vejen rev han fire dybe ridser i kajens kant, lige ved siden af Kamiles ben, men uden at ramme hende. Han kiggede så ned på hende, og hvæsede højt, så hans tænder skød frem, og hans øjne blev spærret op.
"Så ses.. Vi igen..." Sagde han med en vrissen, og kneb sine øjne sammen. Han kiggede så over på havnearbejderene, som allerede var igang med at bakke væk. De kendte historierne.. Havde set masacrende der var sket her.. De ville ikke konfronteres af Vladimir.. Normalt kom han først ud senere, ved en 11 tiden.. Men i nat var han der tidliger, så folk var ikke nået hjem. Vladimir hvæsede med et stort smil, og bestemte sig for at lege med dem, inden han kom til hovedretten.
Vladimir sprintede imod mændene på kajen, og nåede dem på meget kort tid. Der nåede kun lige at komme et kvalt skrig fra den ene, inden Vladimir havde revet hans ene arm af, og hans nakke af led, med et greb på hoved og arm. Han borede så sine klør ind i siden på en af de andre, og kastede ham over imod Kamile. Han ville ikke ramme, og gjorde han heller ikke, men den skrigende, og klynkende mand landede en meter eller to fra Kamile. Vladimirs dybe, hæse, sadistiske latter fløj over den store kaj, og han stirede igen imod Kamile. Manden der var blevet slemt såret kiggede op på Kamile med store øjne, og blod flød ud fra hans mundvig.
"L.. Løb..." Sagde han, og trak langsomt en pistol ud fra sin jakke. "G.. Giver.. Dig.. E.. Et sekund.. K.. Kan ikke.. G.. Give dig m.. Mere.. L.. Løb.. Løb nu!" Han hviskede det meste, bortset fra de sidste to ord, som Vladimir så også hørte. Han kneb sine øjne sammen, og hvæsede lavt, og begyndte så at gå imod de to.

Kamille spændte i hele kroppen da han valgte at trække sin ene klo ud af hendes fod. Det gjorde ondt men heldigvis ikke så ondt som da han havde stykkren den ind gennem hendes ankel. Hun træk med det samme sin fod op og da han sprang op på kajen lige ved siden af hende havde hun vendte sig på ryggen så hun sagtens kunne se ham. Hendes øjne var stadig spærret forskræmt op. Hun blev dog en helt del lettet da han havde fået sin opmærksomhed et andet sted han. Og hun havde været så dum at se med der hen. Hun nåede ikke at kigge væk før at han endnu en gang begyndte ta dræbe for øjnene af hende. Endnu et skridt kom fra hende da denne halvt døde mand lavede blot kort fra hende.
Der skulle ikke megen overtalelse til at gå hende til at løbe. Ikke det mindste. Hunnbegyndte med det samme at rejse sig op. dog med besvær på grund af hendes nu skadede fod. Hun hørte ikke det hele hvad manden sagde før at hun endelig fik gang i fodtøjet. I starten var det noget lidt klodset lunten men efter at hun ahdve fået god kontrol kom hun op i et godt løbe tempo. Hurtigt løb hun væk fra denne slagmark. Uden at se sig tilbage. Det gjorde forbandet ondt hver gang hun satte sin vægt over på den skadede fod. Man kunne nemt se hendes ånde i den kolde luft og smerten i hendes brystkasse blev en smule stærkere over hendes paniske vejrtrækninger. Hun ville bare væk. Langt væk! Hvor at hun kunne slappe helt af men stadig uden at være død. Hun ville ikke dø. Der var så meget hun gerne ville nå at opleve men denne vampyr gjorde det ikke ligefrem nemt for hende. Hun ville abre ønske at hun ikke var den hun var. At hun ikke havde mødt denne person. Alt hun i det hele taget ikke var kommet til byen. Hvorfor hun var det var jo egentligt bare for at føle sig mere velkommen på grund af at her var flere af hendes slags. Men det var blvet lavet om til at hun vlev jagtet nat ud og nat ind. Hun ungik med nød og næppe de mange tilfrosne vandputter der gemte sig under den lillle smule sne der stadig var i dette område. Hun lod sig så sig omkring. Hun var i hvert fald ikke ved havnen mere. Hun så mod alle de træer hun var omgivet af. Hun havde været så dum at bruge sit instinkt til at søge hjem. Og hndes hjem var ikke mere end et lille telt i skoven. Den sikkerhed ikke det mest sikre sted at være. Hun blev dog ved med at løbe. Hun kunne også sagtens mærke hvordan at hendes fart blev sænket hele tiden af hendes fod. Shit!

Vladimir stirede imod de to, og hvæsede lavt, imens han begyndte at sætte farten op imod de to, og begyndte så langsomt at løbe. Hvad snakkede manden om. Han opfangede ikke ordene der blev sagt, pågrund af hans mange skrigende tanker. Han hvæsede lavt da han så at Kamile begyndte at løbe. Han smilede stort. Hun havde kampgejst.. Noget han glædede sig til at rive ud fra hende. Han drejede, og begyndte a løbe i hendes retning. Han løb hurtigt nok til at ville kunne kotte hende af, og hans hæse, hakkende latter skar igennem natten.
"Hvor.. Skal du hen? Hvorfor.. Prøver du.. Jeg skal nok.. Fange dig... Til s..." Vladimir blev afbrudt af et højt brag fra en pistol, og en lyd af kød der blev penetreret af en kugle. Dette påstyr skabte et kort øjebliks stilhed, inden Vladimirs frustrerede hvæs skar igennem igen, og han stirede ned på sin blodige skulder. Kuglen var gået igennem Vladimirs venstre skulder, og hans hadsfyldte ansigt stirede nu direkte imod manden. Manden lå nu på ryggen, og pegede imod Vladimir med pistolen.
"K.. K.. Kom.. Kom her d.. Dit bæst!" Kom det hakkende fra manden, og han lod endnu et skud blive affyret imod Vladimir. Vladimirs blod begyndt at køre igennem hans krop i en meget højere fart, så hans temperatur steg, og samme gjorde hans temperamant. Han satte så med hastige skridt imod manden, efter at det andet skud var gået igennem hans venstre arm. Vladimir ignorerede smerten, og fortsatte imod manden.
Fire brag mere fra en pistol kunne høres, og mere blod sprøjtede ud fra Vladimir, da hans skulder igen blev ramt, hans ene side, og hans anden arm. Vladimir gik på hug ved manden, greb hans håndled, og brækkede det, så der ikke kunne komme flere skud. Han lod så en klo skyde ud fra hans ene pegefinger, og lod nu denne trænge ned i halsen på manden. Han skreg i smerter, hvilket blot gjorde at Vladimirs klo rev endnu mere af mandens hals i stykker, og manden begyndte at blive kvalt i sit eget blod. Vladimir hvæsede så, og stak tænderne i mandens kød, og rev et stort stykke af, for at tykke det i sig med grådighed skrevet over sig. Han begyndte så at bide og drikke i og fra manden, imens hans sårhealede, pågrund af indtagningen af blod.
Kun få minutter senere, rejste Vladimir sig op, og kiggede i den retning Kamile var løbet. Blodet fra hendes fod havde efterladt ham et fint spor, og de thavde hendes duft også.. Hun ville ikke slippevæk... Han ville have hende.. Han ville dræne hende.. Ende hende... Han hvæsede uhyre højt, så Kamile ville kunne høredet, hvor end hun var nået til, og satte så i hsatigt løb efter hende. Hun skulle ikke slippe væk.. Ikke.. Denne gang...

Kamille kunne nemt høre skydende. Dog ikke i nærheden men som et svagt ekko. Hvor langt hun var løbet men hun ville nu også bare væk fra hvor at hun havde været. Hun havde ikke tænkt over at Vlad kunne følge hende ved hjælp af blodet så derfor gjorde hun intet for at fjerne sporene igen. Hun kunne mærke hvordan at hun fik mindre og mindre energi til at løbe i og hendes tempo forsvandt lidt efter hende. Alligevel pressede hun sig selv til det yderste. Hun ville ikke have at minderne skulle foregå igen.
Hun lagde sine hænder godt for ørene da hans hvæsen kunne høres som en irriterende og ubehagelig summen i hendes hoved. Hun var ikke ligefrem alt for klog når hun var i denne slags situationer. Hun klemte sine øjne hårdt i. Som om at det ville virke. Hun fik dem nok hurtigt åbnet igen da hun kunne mærke at hun faldt. En rød havde kommet i vejen for hende da hun i forvildelse løbet hen mod et stort træ. Hun skreg overrasket og nåede ikke at bruge sine hænder som støtte før at hun ramte den hårde frosne hård med et dump. Det gjorde afsindigt ondt da det var hendes ene side af brystkasse der tog det meste af faldet. Dog var de heldigvis ikke brækket igen. Det håbede hun i hvert fald. Hun klemte igen sine øjne hårdt i. Hårdere end før. Og hendes ansigt var fyldt med smerte. Hun lod sig trille om at ligge på ryggen og hendes arme var lagt trakt ud til hver sin side. Hendes hænder var knuget hårdt om den smule blade der lå på jorden under sneen.
Efter noget tid fik hu endelig hendes vejrtrækninger under kontrol og hun slappede mere af i kroppen. Det gjorde ikke så ondt mere og hun lod sig bevæge sig igen. Hun begyndte langsomt at rejse sig op. Meget forsigtigt. Det lykkedes hende fint nok men hun var nød til at stå lænet op af træet et øjeblik. Kulden var trængt godt ind i hendes krop men det var ingen ting lige nu. "Fuck..!" mumelde hun svagt for sig selv. Hun vidste nu at hun ikke ville kune nå særlig langt fær at denne vampyr vilel have fået sat sine klør i hende igen. Men hun ville ikke bare stå og vente på at han ville finde hende. Hun så sig ikke omkring før at hun iegn begyndte at løbe. Eller lunte da hun havde vrikket en smule kraftigt om. Det var bare ikke ehndes dag. Og hun vidste at hun ikke ville være så heldig som sidste gang. Ingen ville kunne komme og hjælpe hende denne gang. Hun var alene om det..

Vladimir løb igennem en sidste tynd gyde, for at nå ud til skoven, hvor Kamile var nået hen. Han hamrede hårdt til en kontainter, hvis hjørne blev bøjet, og metalet næsten revet i stykker. Vladimir var nu endnu mere vred, end han havde været før. Et forbandet lille mennske, skulle selvfølgeligt skyde ham.... Og så bare med almindelige kugler, for blodt at gøre det helle endnu være...
Vladimir hørte Kamiles skrig, og han lysnede straks op, og satte sin fart op endnu engang. Han skulle give Kamile lov til at se sin frygt i ansigtet.. Give hende lov til at se på ham, imens han dræbte hende.. Langsomt.. Imens han lod hende lide for hver af hans berøringer.. Han ville se Kamile lide... Hvis han overhovedet kunne lade sigselv gøre det, inden han bare satte tænderne i hende, og fik hende drænet for blod.. FOr han huskede godt hendes smag. Den fantastiske smag af Aspara blod, der virkede guddommelig på hans hvisne smagsløg..
Vladimir kunne nu skimte Kamile, og hendes haltene forsøg på stadigt at løbe, efter at hun var kommet op på hendes føder igen. Vladimir hvæsede, og satte sit tempo ned, så han fulgte efter hende, i det samme tempo, som hun luntede afsted, ikke mere end ti meter bag hende.
"Hvorfor.. Prøver du!? Du ved.. At du ikke.. SLipper væk.. Præcis som sidste.. Gang!! Sidste gang.. Var du.. Bare ikke.. Såret!" Hvæsede han efter hende. Han satte så sit tempo op igen, og løb hastigt imod hende, for så at gribe ud efterhendes hår, og hvis han fik fat i det, så hive det voldligt ned imod jorden, i et forsøg på at tvinge hend ei knæ. Vladimir ville trække så hårdt, at han ville rive store hårtåtter af, hvis ikke hun bukkede under, og gik i knæ, eller på hug. Vladimir hvæsede lavt, da hun så endeligt var nede, og gik over foran hende, og stirede ned på hende, i et forsøg på at fange hendes øjne, med sit blik.
"Troede dug.. At jeg.. Ville lade dig.. Slippe væk? Slippe væk med.. Næsten.. At få mig.. Slået ihjel!?" Hvæsede han højt af hende, og rejste sin hånd truende, med et højt hvæs. Hans mat hvide øjne stirede indædt ned på Kamile, og hans vrede var tydelig. Han havde stadigt ganske få skudsår, som han ikke havde tilladt at heale fuldstændigt, da det ville være et spild af blod..

Endnu et lettere overrasket og halvkvalt skrig kom fra hende så snart at hun kunne mærke hvordan at hun blev stoppet ved at en hånd havde grebet hendes hår. Hun sank sammen i samme øjeblik at han havde revet hende tilbage. Hun skar en lille grimasse da hendes knæ blev hamret ned mo den hårde og kolde jord. Hendes hovedbund var allerede blevet godt øm over dette men det slå hende jo ikke ud. Hun valgte et blive siddende. Hun var for udmattet til at løbve væk lige med det samme. Hun lyttede til hans ord. Hans hvæsende stemme. Den skar sig gennem hende og tatoverede det i hendes hukommelse. Hun vidste at dette ville blive rigtig svært at få glemt igen. Hvis hun i dt hele taget fik lov til det. Hvis hun kom væk i live. Hun rettede langsomt sine store mørbune dådyr øjne op mod denne vampyr. Hun ville have set væk så hurtigt hun kunne men det var som om at så snart hendes blik havde mødt hans var det låst et øjeblik. Hun trak stadig vejret panisk. Og forpustet. Hendes brystkasse hævede og sænkte sig tydeligt.
"Det var jo ikke mig der gjorde det!!" udbrød hun så med rystende stemme da han endelig var færdig med at beskylde hende. "Og det ..var dig der alligevel..startede det hele..! Kan du ikke bare lade mig være i fred!!!" Hendes øjne var blanke og en lille tåre kunne betragtes på dens vej ned langt hendes kind. Hun anede ikke hvorfor at hun sad og sagde dette. Det kunne jo gå grueligt galt. Men hun havde ikke kunne holde sin kæft. Og hun ville bare have det ud så han ville forstå det. Hendes hænder lå knuget hårdt sammen ved siden af hendes på jorden mens at hun ventede på hvad der nu ville ske. Hvad han ville gøre mod hende.
Hendes krop rystede en del lige nu. Og det var tydeligt. Hun kunne ikke selv stoppe den med det. Adrenalinen havde allerede stredt sig utrolig hurtigt og gjort hendes krop næsten ustyrelig. Hun var virkelig skræmt for hendes liv lige nu. Hun vidste at ingen kunne komme og redde hende. Hun havde været heldig engang men anden gang ville hun med sikkerhed ikke være det. Støvregnen blev nu til lidt større dråber og kunne derfor nemmere mærkes mod end hud. Der gik ikke længe før at det øsede ned i tykke stråler. Og Kamille var hurtigt blevet drivvåd. Stadig så hun ikke ud til at tage sig af det. Hendes hår krøllede en smule mere men klistrede sig samtidig til hendes ansigt hvor at hendes øjne hvis blik stadig så mod Vlad. Fyldt med frygt og håb. Og uskyldighed..

Vladimir blev ved med at holde fast i Kamiles hår, og lænede sig ned for at hvæse højt tæt ved Kamiles øre, hev hende igen brutalt i håret, for at ruske med hendes hoved, for så at give slip, og rejse sig igen, og kiggede ned på Kamile, med et hadfyldt, og hyperventilerende ansigtsudtryk.. Han kneb sine øjne sammen af hendes ord, og kviterede med en knytnæve på hendes ene kind, og et højt hvæs. Hvis hun faldt af dette, gik han på hug, og rev hende op på knæ igen, for så at side på hug foran hende, og stire ind i hendes øjne. Han lagde så et fast og hårdt greb på hendes hage, med sin venstre hånd, for at tvinge hendes øjne imod ham, så hun stirede tilbage i hans vrede, mat hvide øjne. Han ville se alt hendes håb forsvinde. Han ville se hendes frygt blomstre.. Han ville se hendes uskyldighed dø hen...
"Nej.. Min lille.. Ven... Det kan jeg ikke! Fordi du.. Var en fangst.. Jeg blev nægtet... Og tro mig.. Jeg skal nok.. Finde ud af.. Hvilken... Dæmon.. Det var.. Der hjalp dig.. Og når jeg gør.. River jeg også ham.. I flere dele!” Hvæsede han højt. Han stirede nu intenst på Kamile, og kneb langsomt sine øjne sammen.
”Håb? Syntes du ikke.. At det.. Så langsomt.. Er ved.. At rende ud? Tror du virkeligt.. Stadigt.. Dybt der inde...” Han pegede på Kamiles pande, og lod en klo langsomt gro ud, så han stak hende der, hårdt nok til at lave et hul, hvis ikke at hun trak sig tilbage. ”At der stadigt.. Er en chance.. Den mindste.. Chance... For.. At du kommer ud.. For det samme? At en.. Prins.. På en hvid.. Hest.. Vil ride ind og rede dig!! Igen!!” Hvæsede han højt igen, og lagde sin hånd på Kamiles hals, og lagde sine finger omkring den, og pressede hårdt fast, hvis ikke at hun nåede at fjerne sig. Han lukkede få hendes vejrtrækning, og snerrede vredt af hende, imens hans øjne stirede fast på hendes. Hans greb fortsatte, indtil hendes øjne ville flakke. Indtil hendes håb var væk. Indtil hendes live, hang på en tynd line.. Lige der.. I de sidste sekunder.. Der gav han slip, og skubbede hende hårdt, så hun ville dompe ned på jorden.

Kamille blev ret så overrasket over at han så sendte en knytnæve mod hendes ansigt. Hendes kind så hun faldt lidt til den ene side. Hun nåede dog ikke selv at sætte sig op igen før at han fik gjort det for hende. Hun skreg ikke som sådan. Men hendes ansigt udtryk sagde at hun med sikkerhed gjorde det indvendigt. Der var allerede kommet en mindre blodforsamling ved sted han havde ramt hende. Det var også stadig ømt. Hun lod sig følge så meget med som muligt da han løftede hendes hage for at hun skulle se på hende.
Hun var svagt begyndte at hyrperventilere selv over hendes panik. Hun lyttede til hans ord så godt hun nu engang kunne. Hun sagde ikke selv noget til at starte med. Ville først høre hvad han i det hele taget havde at sige. Hun kunne sagtens mærke den smerte der steg gennem hende da hans ene klo havde spidset sig et lille stykke gennem huden på hendes pande. Dog havde hun hurtigt kunne flytte sig. "En fangst! Hvorfor tror du at du blev nægtet et måltid!? Du er..." Mere nåede hun ikke at få ud før at hans hånd havde lagt sig omkring hendes hals og lukkede for hendes luftveje. Og derfor også hendes evne til at tale rent. Hendes smukke mørkebrune dådyr øjne blev spærret en hel del op og stirrede bare tomt mod himlen. Hendes hænder blev hurtigt løftet og famlede forgæves med at få hans hånd væk igen. Hun vidste godt at denne vampyr var en hel del stærkere end hende. Men hun ville ikke bare sådan give op. Og som han nok huskede fra sidste gang så døde hun ikke bare med et lille vink. Små halvkvalte lyde kom fra hendes strube indtil at han så endelig gav slip på hende. hun valgte selv at holde sine mund lukket fra nu af. Med mindre hun havde noget helt konkret at sige til denne mand. Hun kunne mærke hvordan at luften blev skubbet ud af hendes lunger da hun hårdt blev skubbet ned mod jorden. Eller kun den luft der var tilbage i hende. Hun fik hurtigt ført sin ene hånd op mod sin hals for at forsigtigt at gnide den mens at hun hev efter vejret i hæseryk. Han havde igen skadet hendes hals. Hun hostede voldsomt og noget mere rødt end hendes tunge var kommet til syne i hendes mund. Og lidt efter løv en dråbe af hendes blod ned fra hendes ene mundvige og efter et host var hendes læber nu også sølet til med denne væske med en metallisk smag. Hun var nød til at sidde lidt op for ikke at blive kvalt i det. "Please! Stop..det her...!" sagde hun så endelig med en bestemt men meget svagt stemme som man sagtens kunne høre var hæs endnu. Hun hostede igen og da hun havde ført sin ene hånd op til sin mund samlede en pøl sig i hendes håndflade. Såret i hendes pande havde også lavet tunge veje af blod ned over hendes kønne ansigt. Og nu blandede en til to salte tåre sig med alt blodet. Hun havde fået styr på hendes vejrtrækninger nu men hun var stadig panisk for hvad der ville ske hende. Hun havde jo som sagt ikke selv gjort ham noget. Det var jo ikke hende der havde reddet sig selv..

Vladimir hvæsede højt, og rejste sin hånd, for at gøre den klar til at slå ned imod hende. Denne hånds klør slog så ud, og hans øjne spærrede op, imens han knurrede vredt. Det slag han ville uddele med dette, ville være det endelige.. Hvis han valgte at udføre dette, ville det ende Kamiles liv. Vladimir stod med hånden hævet, og begyndte så at knibe sine øjne sammen. Han lod så sine klør trække sig, og gik ned i hug, og kravlede hen ved siden af Kamile, som om han var et dyr, alt imens han stirede ind i hendes øjne.
"Stop.. Hvad? Det her.. Er bare indledningen.. Til din.. Befrielse.. Ikke.. Mere krig.. Ikke mere blod.. Ikke mere had... Faktisk.. Gør jeg dig.. En tjeneste.. Og samtidigt.. Med det.. Gør du.. Mig en.." Sagde han roligt, dog stadigt med et hint af en knurren i han stemme. Hans temperamant, havde ikke ændret sig, og så havde hans had heller ikke.. Han kneb sine øjne sammen mere, og lod sit knæ hvile på jorden, og tog sit ansigt helt tæt på Kamiles, med hans øjne på hendes. Han vigede kort sit blik ned på hendes læber, og inden hun kunne nå at reagere, lod han sine læber røre hendes. Hans kys var meget kort, men det var næsten lidenskabeligt. I det han trak tilbage, hvæsede han lavt, og slikkede langsomt sine læber fri, for Kamiles blod. Han lod sine øjne lukke, og han så ganske tilfreds ud, ved smagen af hendes blod.. Guddommeligt.. Som sidst han blev velsignet med den. Han hvæsede lavt, og kiggede ned på Kamile igen, med de samme hadfyldte øjne.
"Hvorfor.. Klinger du fast.. På et fortabt håb? Lad frygten.. Og hadet.. Æde dig.. Lad håbet dvindle, og accepter din skæbne.." Sagde han, med en næsten roligt stemme, når man tænkte på hvordan den normalt var..
"Giv op..." Sluttede han stille af med, og kiggede ned på Kamile, med et undersøgende blik, imens han lod sine håndled hvile på hans knæ.

Det første som Kamille rigtigt opdagede da da han havde lænet sig ind mod hende og ladet deres læber mødes. Dette havde overrasket hende mere end alt muligt andet. Hvad var det nu for noget. Hun ville have troet at det kun havde været for at få det løb der lå på hendes læber hvis det ikke var fordi at han havde lagt denne mængde af lidenskab i det. Hun var som stivnet og hendes øjne var spærret en del op mens at et spørgende og stadig skræmt blik havde lagt sig i dem. Hun havde et godt øjeblik glemt at trække vejret men fik igen styr på det efter kort tid.
"Hvo...Fordi jeg altid vil have noget at tro...på..Og håb vil man...kunne finder alle..stede.." sagde hun med hendes stadig svage og hæse stemme før at hun igen hostede voldsomt. Dog mindre end før. "Og jeg..hader ikke nogen.. Det er jeg..opdraget til...ikke at gøre.. Lige som jeg er...født til at..leve..? ikke til at være..føde" Man kunne sagtens høre at hun fik mere og mere besvær ved at tale men alligevel holdt hun ikke sin mund. Hun så stadig mod ham før at hendes øjenlåg faldt i og skjule deres smukke farve. Hun kun nu ikke holde sig siddende mere og faldt sammen på jorden. Hun ville ikke give op så længe at der stadig var liv i hende. Hun ville ikke dø selvom at hun vidste det var det der ville ske.
"Hvor..Hvorfor kyssede du..mig..?" Hun vidste ikke helt hvorfor at hun ville have et svar på det men måske var en lille del at det havde været hendes første kys. Hun havde ikke selv tilladet sig den slags. Og lige nu vidste hun dog at hun ikke kunne gøre andet end at vente på det næste. Så hvorfor ikke snakke lidt. Hun var en ret så underlig end men det var også det der gjorde hende så unik vel. Hun hev så igen vejret inden at hun var nød til at dreje om på siden da endnu et hoste anfald ramte hende. Hvor var hun egentligt ynkelig lige nu. Men hvad kunne hun gøre det det. Hun havde gjort sit indtil videre. Lige ud over at give op. Hun kunne igen mærke regnen falde og landede på hendes krop og kulden steg hurtigt gennem hendes tynde tøj. Hvis hun havde været rask nok ville hun have rejst sig med det samme for ikke at blive helt mudret men nu var hun lidt ligeglad. Hun fik endelig sat sig op igen med en høj smerte i hendes brystkasse. Hun var ikke helt vågen igen. Ellers ville hun ikke opføre sig sådan. Hun prøvede at komme op at stå igen men efter et forsøg på dette endte det bare i at hun nu lå faldet sammen på maven i stedet for på ryggen..

Vladimir rystede langsomt på hovedet af Kamile, og kiggede opgivende på hende. Hvor fant hun dette? Og hvor havde hun hørt sådanne løgne? Vladimir var vokset op med at få det tæsket i hovedet, at livet var en line.. Let at knække, men interessant at balancere over.. Men hvis man nåede enden, ville denne være det samme som hvis linen knækkede. Man ville falde. Til hendes spørgsmål sukkede han blot, og da hun satte sig op, lagde han en hånd bag hendes, satte sit ene knæ ned i muderet, og trak hende blidt til sig, så hun lå op af ham, og han holdt hendes hoved oppe, så hvis hun skule host, ville hun ikke blive kvalt i det..
"Jeg kyssede dig.. FOr at få dit blod.. Af samme grund.. Vil jeg bide dig.. Og så endeligt dræne dig.. Lade dit liv.. Langsomt forlade din krop.. Lade dig ryge ud i mørket.. Friheden.. Stilheden..." Sagde han langsomt, og roligt, med hans hæse, ru stemme. Han rystede på hovedet, og kiggede rundt.
"Håb? Hvor? Der er ingen.. Ham.. Der redde dig sidst.. Kommer ikke.. Der kommer ikke en ny.. Og.. Du er nu.. For svag til, selv.. At redde dig.." Sagde han, og kiggede tilbage på Kamile. Hans blik var efterhåndet gået fra hadefyldt, til undrende. Inderst, var han også beundrende.. Han beundrede hendes livslyst.. At hun ikke ville give ind.. At hun ikke ville.. Acceptere at det var slut.. Havde han aldrig set i nogen.. Deres flamme slap altid op, når de var knækket nok.. Han kiggede så tilbage på Kamile, og rystede på hovedet.
"Man kan.. Ikke.. Elsker alle.. Når det.. Er logisk.. At hade nogen.. Burde man gøre dette.. Kan beskytte en.. Fra megen smerte..." Sagde han langsomt, og rystede igen på hovedet, og med et lavt hvæs..
"Giv nu op..." Sagde han lavt, og stirede ind i hendes øjne.

Kamille gjorde denne gang ingen modstand da han havde trukket hende til sig selv. Det undrende hende en smule men det var ikke noget der som sådan ville få hende til at trække sig selv væk igen. Hun kunne svagt mærke hvordan at hendes krop og sjæl ikke ville kunne holde til meget mere. Hun havde nået til nulpunkt. Hendes arme hang bare slapt ned langs hendes krop mens at hendes hænder hele tiden skiftede mellem at være knugede sammen og være helt slappe ligesom resten af hendes krop. Hun kæmpede nu bare for at kunne holde sine øjne åbne. Det havde med sikkerhed været løbe turen der havde gjort hende sådan her. Hun havde overanstrengt sig. Og det blandet sammen med al den smerte han havde påført hende var alt for meget på hende. Hun havde nu troet hun ville kunne leve i længere tid men nu var håbet endelig ved at forlade hende helt.
Hun vidste godt at der ingen var til at komme og redde hende og hun vidste at hun selv var for svag. Men det var bare noget hun ikke selv ville indse. Hun kunne mærke hvordan at hun blev træt og det var svært at kunne løfte sine arme. Hun træk stadig vejret og det ville hun nok gøre i længere tid endnu. Hun lyttede til hans sidste ord da igen var som sidste gang han havde åbnet sin mund. Hun ville ikke men var nød til det. "....fi-fi..fin..t" lod det meget meget svagt fra hende men siden at hendes mund var lige ved hans øre ville han nok kunne høre det. "Je-Jeg..er for-resten..Kami..Kamille.." Hun måtte bruge en hel del energi ved bare at sige disse få ord. Der var ikke mere at gøre. Hun måtte se tingene i øjnene. Hun havde kæmpet for at overleve og det var hun vel egentligt ret stolt over. Men hun var et svagt væsen og der var intet hun kunne gøre ved en vampyr som denne mand. Hun lod sig selv helt frivilligt læne sit hoved lidt mere til siden for at man bedre kunne komme til. Og nu hvor at hun tænkte over det ville hun alligevel ikke klare denne smerte mere. Ville bare have fred. Der var ikke mere at gøre. Ikke fra hendes side. En lille saltet dråbe faldt så ned over hendes ene kind da hun igen lukkede sine øjne i..

Vladimir stirede på Kamile, med indædte øjne, imens hun havde tænkt. Det var tydeligt at hun vendte, og drejede han ord der inde, og han vendtede, næsten med spænding på hendes reaktion. Ville hun mon give op? Lade det ske? Hvis hun gjorde, var hun ikke længere stærk, men blot dum.. Der var ingen vej ud, det måtte hun kunne se.. Hun havde kæmpet bravt, men Vladimir var den bedre.. Den stærkere.. The fitest..
Da Kamile så kom med sit svar, nikkede han kort en enkelt gang. Han viste sine tænder, og lænede sig imod hendes nakke, men da pigen så pludseligt præsenterede sigselv? Vladimirs Nosferatuer havde allerede fundet denne information, da det jo var i stor interese for Vlad, at finde hende igen, men.. Hvorfor præsenterede hun sigselv. Han lod sine læber samles igen, og han kiggede nu undersøgende på hende. Tanker løb igennem hans hoved, og han kneb kort sine øjne sammen, i et tinkende udtryk. Han åbnede så sine øjne normalt igen, og så nu straks mere strængt på Kamile. Han lagde en finger under hendes hage, og vendte blidt hendes blik imod ham..
"Kamile.. Jeg.. Vil give dig.. Et valg.." Sagde han med en lav knurren. "Du.. Er livsglad.. Dette, er tydeligt.. Men.. Hvor.. Glad er du.. For dette? 'Liv' er overvuderet.. Og ikke.. Den eneste måde.. At begå sig.. Denne jord..." Fortalte han stille, og langsomt. Han ville lade Kamile trille helt til kanten, inden hun skulle over, så han havde ikke helt travlt. Han lagde så blidt sin hånd på hendes kind, og kiggede hende i øjnene.
"Jeg.. Kan forvandle dig... Dette.. Vil ikke.. Give dig.. 'Liv'.. Men død... Du vil fortsatte.. Med at begå jorden, i en.. Skald.. Ikke i live.. Ikke død.. Din skald.. Dog.. Vile denne skald.. Også kunne styrke dig.. Du vil blive stærkere.. Klogere.. Hurtigere.. Men dit.. Smukke udseende... Vil blive plettet.. Med fejl. Du vil ikke længere.. Være smuk.." Fortalte han, med sin fortsat stille og rolige stemme..
"Denne.. Udvej.. Ville du kunne fortsætte.. På jorden.. Ved at tage... Men.. Der er også.. Det andet valg.. Med dette.. Kan du blive.. Fri.. Fri for al.. Denne smerte... Alt dette had.." Sagde han, og tog ikke sine øjne fra Kamiles..
"Hvad er dit valg?" Spurgte han så, endeligt..

Denne gang var det Kamille der blev undrende. Gav han hende et valg. Gav dette væsen som hun ellers havde troet intet hjerte eller følelser tilbage til at tøve med at tage hendes liv fra hende efter sidste gang. Men det var ikke noget som hun gjorde det helt store ud af. Hun var ikke stærk og det var derfor at hun havde givet op på denne måde. Hun vidste at der ikke var mere at komme efter i denne kamp på liv og død. Hun kunne ikke klare mere. Hendes krop havde givet efter lidt efter lidt siden at de var mødtes første gang. Og hun havde sådan gået og håbet på at hun ikke skulle møde ham igen. Men hun havde ikke været så heldig.
Hun lod ham føre hendes hoved lidt op og efter noget tid åbnede hun igen sine mørkebrune dådyr øjne. Et fredsfyldt men stadig stille blik havde lagt sig. Den skræmte og frygtede udstråling var væk. Hun var ikke bange for ham mere. Hun havde erkendte at der ingen ville komme. For lang tid siden. Hendes håb havde blot ligget på at hun ville kunne komme væk selv. Underligt nok kom der et svagt fnis eller kort grin fra hende da han spurgte om hun hvad hun selv mente om hendes liv. "Jeg......Jeg hader det...." lød det fra hende mens at et smil havde ladet sig komme frem. "Jeg er vel bare bange for at hvad der ville ske hvis jeg mistede mit liv.. Derfor har jeg været som jeg nu har været.." Hun kunne nu mærke hvordan at hendes stemmebånd ikke var så skadet mere. Hendes stemme var ikke så ru mere og hun hostede ikke mere blod op som før.
"Gør du egentligt..bare hvad du....nu lyster.." sagde hun lidt efter og hun havde igen svært ved at holde sine øjne åbne men det lykkedes hende. "..Før jeg fortryder helt og..gør dette mere besværligt.." Hun så ikke på ham men bare ned i jorden der var i mellemrummet mellem dem. Hun løftede sin ene hånd hvor så at ligge den mod den hånd havde lagde lagt mod hendes kind. Eller hun tog vel bare lidt fat i hans håndled for så at prøve at få den fjernet. Hun var egentligt ligeglad med hvad der skete med hende. Det var om til Vlad. Om han ville dræne hende og derefter flænse hendes kød af hendes knogler. Eller om han ville gøre hende til en skald der bare gik rundt på jorden. Hendes udseende var hun ikke så bekymret for. Hun lignede jo alligevel man ved aldrig hvad med alle disse blå mærker og nu alt dette blod. .

Vladimir kneb langsomt sine øjne sammen, og han så tænkende på Kamile. Han lukkede så sine øjne, og rystede langsomt på hovedet. Håbet havde forladt hende, dettevar klart.. Det havde lykkeds ham, at opnå hvad han ville. Hendes totale opgivelse.. Nu var hun lige glad.. Med alt.. Næsten som ham selv. Han åbnede så langsomt sine øjne igen, og kiggede ned på Kamile. Han nikkede og lænede isg ned imod hende, og hviskede stille.
"Så.. Vil jeg tage.. Dit liv.. For at fylde det.. Med nyt.. Imiteret.. Liv.. Og så.. Kan du selv vælge en dag.. Om du vil forblive dette.. Eller du vil få ro.." Sagde han stille. Et lille, halvsadistisk smil bredte sig over hans læber, imens han blidt lænte hende shoved til siden, og åbnede sit gab ober hendes hals. Hans skæve, og hakkede tænder, blev hurtigt lige, og glate, så de ville punctuere hendes hud, men stadigt kun påføre megen lile smerte. Han lod så, uden tøven, sin tænder langsomt synke i Kamiles fine bløde hud, så blodet piblede op. Vladimir begyndte så at drikke.. Drikke grådigt, og unødvendigt.. Han havde slet ikke behov or den mængde blod, han nu ville stjæle fra Kamile. Han drak langsomt. Blidt.. Hans bid gjorde stadigt ondt, da det ikke kun var hans hjørne tænder der var spidse, men helle hans tandsæt. Han knurrede behaget, og stille, imens han langsomt drak vidre fra hende. Indtil hun var tom.. Indtil der var intet tilbage. Indtil hun var drænet. Indtil hun var livløs. Indtil ingen glød var tilbage i hendes øjne. Indtil alt var sort for Kamile..

Hele endes krop spændte en del mens at et skrig fandt sin vej ud af hende. Ikke lige så højt som hvis hun ville have det fint før dette. Men det ville stadig kunne høres. Hendes øjne blev lukket hårdt i mens at et smertefuldt ansigts udtryk havde placeret sig i skjul bag hendes krølledes lokker. Hun førte en rystende hånd op mod hans brystkasse hvor at hun med en refleks knugede hans trøje. For at overføre noget af smerten der hen. Hun kunne sagtens mærke hvordan at hendes blod strømmede ud af hende og hvordan at hendes hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere for at kunne prodocere nok til at hendes krop stadig ville fungere. Selvom at hun inden længe ville være gemt væk i mørket. Selvom at hun vidste hun ville være tilbage en eller anden dag. Om der var tale om time eller dage vidste hun ikke.
Hun begyndte at hive mere efter vejret og hendes greb i hans trøje skiftede hele tiden mellem at slappe af og igen knuge sig fast. Hendes krop reagerede kraftigt på dette. Den rystede og hver gang hun træk vejret ind samlede hendes muskler sig og lukkede en smule fra den blodmængde der blev sendt mod hendes nakke. Hendes krop prøvede ufrivilligt at kæmpe videre mod denne vampyr. Der var som sagt intet som hun selv var skyld i. Da hun fik åbnet sien øjne igen var hendes syn sløret og hun kunne ane hvordan at det hele først blev gråt og derefter sort. Hun valgte så bare at lukke øjnene igen indtil at hun stille svandt ind. Hun var stadig lidt i live. Flammen var dog bare meget svag. Man kunne næsten ikke høre eller se hendes vejrtrækninger men hendes puls kunne stadig let mærkes. Den hånd der før havde taget fat i hans trøje slap grebet helt og faldt slap mod den fugtige jord..

Den blide støvregn der stadigt forbandede området omkring Vladimir og Kamile, med en falsk facade af fred, og idyl. Træerne ruskede let i en blid brise, og ellers var der komplet stilhed.
Vladimir lagde en af ine klør på Kamiles kind, og kørte den, nærmest kærligt ned af den. Han sad med hende i hans arme, indtil selv den mindste, den blideste, og den sidste velsignelse af liv var forsvundet. Indtil hendes sjæl, næsten var klar til at forlade hendes krop, og enten befri sigselv fra den tomme skald, eller binde sig til jorden, og blive til en hvileløs Undead..
Da Kamiles liv var væk, og hendes sjæl var klar til at forlade hende, trak Vladimir til sig så hendes ryg var lænt op af ham, og hendes hoved lænet imod hans brystkasse. Han skubbede blidt hendeskrop en smule frem, så hendes hoved lænte sig tilbage, og at hendes smukke våde hår klistrede sig imod hans krop, og hendes mund var opad. Han gled så en af hans kolde fingre over hendes læber, og fik blidt hendes mund åbnet. Han rejste så sin ene hånd, og lod sit håndled hænge over Kamiles åbne mund. Han lagde så en klo på hans blodåre, og skar så et brutalt sår hen af blodåren, et sår det ville dræbe et menneske pågrund af blodmangel. Et sår, der nu fik hans blod til at fodse ud. Han sørede for, at det meste af hans tykke, og stærke blod faldt i Kamiles mund, og langsomt trak sig ned igennem hendes hals, og meget langsomt ud i hendes krop. Det bredte sig meget langsomt, men samtidigt med at det gjorde, blev mere og mere trukket ind i hendes hjerte, og efter et kvaters tid, hvor blodet kunne arbejde, begyndte hendes hjerte igen at arbejde.. Begyndte at sende blodet rundt.. Rundt i helle hendes krop. Dette fortsatte så i endnu et kvater, hvor VLadimir stadigt sad og ofrede sit blod. Han var begyndt at lukke sine øjne, og kunne mærke hans energi langsomt forsvinde.
Så stoppede Kamiles hjerte så endeligt igen, og hun var endnu engang død.. Men nu med forbandet blod, fodsende igennem hendes krop, og nu begyndte Nosferatu klanens mutation, at tage effect på hendes hud. Hendes kræfter.. Og hendes personlighed..
Kamile, blev langsomt en vampyr.. En vampyr, af Nosferatu klanen.

Langsomt kunne hun fornemme hvordan at hun igen kom tilbage. Men stadig mere som en søvn. Hun kunne mærke hvordan at hendes blod ikke mere strømmede som en varme gennem hende men nu mere var koldt. En ting hun nok skulle vænne sig til hurtigt. Hendes krop rystede ikke mere men begyndte svagt at sitre af falsk liv. Hendes hud mistede sin farve lidt efter lidt men i flere nuancer så hun ikke så helt så skræmmende ud som en eller anden zombie. Hendes ellers nedbidte navne havde vokset en smule og havde fået en hvis skarphed. Det var en underlig hurtig mutation der var sket.
Efter et godt stykke tid begyndte hun endelig at 'live lidt op'. Hendes ansigt fik et udtryk som når man vågnede. Hendes øjenlåg vibrerede en smule før at hun så fik den åbnet i små blink. Hendes mørkebrune øjenfarve var der stadig og blev mere fremhævet af hendes nu blege hud. Hverken hendes hår eller øjne havde rigtigt taget nogen større skade. De var stadig smukke og dådyr agtige som de altid havde været. Hun så ikke på noget specielt da hun fik dem åbnet en smule. Hun var vel bere helt væk. Hun vågnede dog hurtigt op igen da hun nær var kvalt i blod. Hun fik spærret sine øjne lidt op og hendes ene hånd tog panisk omkring Vlad's håndled for at stoppe for det sår der gav hende blod. Hun kom hurtigt op at sidde og hostede så alt den overskydende blod der stadig havde været i hendes mund igen kom op igen. Den metalliske smag var også en ting hun skulle vænne sig til. Og i denne mængde gav den hendes kvalme. Det var først nu at hun opdagede hvor godt hun egentligt havde det i for holdt til da hun havde givet op. Det kom lidt som en overraskelse for hende. Hun fattede lige nu ikke helt hvad det var der havde gjort at hun stadig var i live. Men det ville hun nok snart finde ud af..

Vladimir nikkede lavt en enkelt gang, og sørgede for ar sad, og kunne side selv. han rejstesig så langsomt, og tog langsomme skridt for at komme om foran Kamile igen, og kiggede ned på hende. Han kunne allerede lugte hans blod give op inde i hendes krop. Langsomt forrådne, i det Kamiles Aspara krop og hjerne ikke tillod blodet at tage effect, og ikke tillod hende at blive forvandlet. Blodet blev meget langsomt mere og mere gråligt, og begyndte langsomt at blive til støv. Dette ville gøre forfærdeligt ondt, og dette fik blot Vladimir til at smile endnu bredere, og han fnøs ondskabsfyldt en enkelt gang.
"Hvordan.. Føles det.. Aspara?" Sagde han med en ondskabsfuld stemme, og gik på hug foran Kamile, og lagde en finger under hendes hage. Han sniffede et par gange, for at lugte efter hvad der skete med blodet, og han lo ondskabsfuldt en enkelt gang, og rystede på hovedet.
"Kan du mærke.. Hvordan dit blod.. Bliver til støv.. Hvordan.. Al hvæsken i din.. Krop.. Forsvinder? Mit blod kan ikke forvandle dig.. Du.. Er Aspara.. Du vil dø.. Aspara.. Du vil dø igen.. Mærk den kolde hånd falde. Gribe dig.. Og rive dig fra dit legme.. Endnu.. En gang...." Sagde han, og rejste sig, med en ondskabsfuld latter, og rystede på hovedet, imens han forblev hvor han stod, og opserverede Kamiles smeret, som hun formegentligt havde, i det hendes krop sage brat nej til 'velsignelse' af et afterlife.. Vampyrens liv, er ikke for en Aspara.. Nu ville Kamile dø, endnu engang...

Kamillie's øjne blev spærret op med et da denne proces var igen. Hun sad helt stiv som var en pil blevet skudt lige gennem hendes hjerte og forvinde gennem hendes ryg. Lidt efter kom skriget så. Et højt og skærende skrig der med sikkerhed ville kunne høres på vej afstand. Hendes sidste skrig inden hun ville være væk. Salte tåre faldt med høj hast ned af hendes kinder og gjorde dem våde og fugtige inden få sekunder. Det gjorde forbandet ondt. Som om at hele hendes krop begyndte at brænde op inde fra. Hvad havde han gjort! Hvorfor havde han ikke bare dræbt hende i stedet for at give hende mere smerte. Hun hev efter vejret og med selv at ville det kunne han løfte hendes hage. Hun så bedende mod ham da han slå sit blik mod hende. Man kunne se smerten over alt på hende. Og det var ikke bare noget der hurtigt gik over og hun så var død. Nej hun skulle lide i længere tid. "Din..Din..Din forban-dede vampyr..!" kunne man høre fra hende inden at hun igen faldt selv sammen og vred sig i denne smerte. Det værste var omkring hendes hjerte og hendes hånd havde hårdt taget fat i hendes trøje. Hun krøllede sig helt sammen mens at hendes krop rystede som aldrig før. Hun fik igen rettet sine mørkebrune dådyr øjne mod ham. Og rigtigt nok så lignede de et dådyr der stod ansigt til ansigt med en jæger. Hun kneb så igen sine øjne hårdt i og foldede sig endnu mere sammen. Hendes syn var sløret og hun vidste hvad det betød. Han havde vidst det hele tiden men ikke sagt noget. Han havde givet hende valget på hvordan hun skulle dø.
Hendes blik var nu helt sort men hun var der stadig. "Je..Jeg....Bare...." lod det endnu svagere fra hende og mere nåede ikke helt helt at sige. "....vent" det var hendes sidste gør inden at hun døde. Hun var endelig kommet af med smerten og alt var roligt og stille. Men hun var bare ikke klar til at tage afsted endnu..

Vladimirs lumske smile blev blot bredere da hun forbandede ham. Han lo ondskabsfuldt en enkelt gamg, og rystede på hovedet imens han gik på hug foran hende igen, og stirede tilbage i hendes øjne da hun faldt om på jorden.
"Forbander.. Du mig igen? Ha.. Min forbandelse.. Har jeg levet med.. I mange, mange år.. Giv mig en til.. Smukke.. FOrband mig.. Igen.. Haunt mig.. Forføl mig... Jeg bevæger mig.. Allerede.. På helvedets bro.." Sagde han, med det lede smil, og han blev afbrudt af hendes sidste kommentar. Hans smil blev en anelse bredere, og han fnøs en enkelt gang, og kun sekunder inden hendes liv forsvand helt, lænede han sig helt ned til hende, så hans øjne kun var ganske få centimeter fra Kamiles.
"Glæder.. Mig til.. At se dig igen... Min lille.. Ven..." Sagde han med sit onde lumske smil. Da Hendes liv så forsvandt, rejste Vladimir sig langsomt, og med et tilfreds smil over sine læber. Han stod nu der, og stirede på Kamiles lig. Stirede på hendes liv dø helt hen. Vladimir ville ikke stoppe sigselv i at blive der, og sehende rodne.. Hvis ikke han havde en forfærdelig angst for solen. Han kiggede hurtigt op, og satte så straks i sprint imod grotterne i nærheden af der hvor Kamile faldt.. Her, fik Kamiles krop lov til at hvile, imens Vladimir tilfreds løb tilbage til sine grotter.. For at trække sig..

//Og Vladimir er out //