Nyt sted, ny start.

T: IRL
S: Skoven
V: Solskin
O: Træer, træer og træer, lidt buske og flere træer.

Ammy sad i et træ i skoven. Hun havde halvt lukkede øjne og sad med en fløjte i hånden. Fløjten var kridthvid, lang og tynd.... Hendes blik gled hen over det hvide stykke træ... Det var en gave fra hendes mor. Hun drejede fløjten let... På siden af den stod der 'Ammy Higashima' og så nogle japanske tegn. Hun sukkede let og lagde hovedet tilbage. Ja, Ammy Higashima. Hun var japansk... Hun tænkte meget ligenu. Over hendes nye liv...

Moon trippede rundt i skoven, hun var små glad.. Eller bedre sagt glad og trist. Hun var næsten altid glad og trist, det lå bare til hende. Hun vippede blidt med hovedet nogle gange, før hun stoppede med det. Hun var i ulve form, noget hun også var tit. Hun gik meget rundt som en ulv. Hendes hale kørte fra side til side bag hende. Hendes grønne øjne lyste let op. Hun stoppede med at trippede, og satte sig ned. Hun sad under et træ, hun klæede sig let på siden med den ene bagpote..

Ammy hørte svagt lyden af potetrin. Hun stoppede hurtigt fløjten i lommen og gled ove ri ulve skikkelse. Hun stod nu som en sne hvid ulv på grenen. Hun vippede let med ørene, sænkede vagtsomt hovedet og blottede svagt tænder. Man kunne aldrig vide o mdet var en ven eller en fjende. Hun snuste svagt ud i luften. Det var en tæve... En anden ulv, altså.

Moon kløede blidt videre, hun lod ikke rrigitg mærke til den anden ulv til at starte med. Hun rystede sig, hende pels stod næsten ud til alle siden. Hun vippede lidt med ørene, hun kunne fornemme noget ved hende. Hun rejste sig op, hendes hår rejste sig lidt op. Hun vippede ørene bag ud. Hun lukkede kort øjnene, før hun åbnede dem helt. Hun kiggede lidt rundt, hun havde hovedet rejse op. Hun kiggede ikke mod træet. Hun snuste lidt, der var en anden ulv tit ved ehnde

Ammy vippede let med ørene. Hun krummede sig ldit sammen, og sprang så ned. Hun satte poterne på ulvens ryg og brugte den som afsat. Hun sprang igen og landede på jorden et stykke fra den sorte ulv. Hun smilede svagt, men uigennemskueligt. Og slog engang med halen og skævede mod den sorte ulv.

Moon vippede ørene frem igen, da hun hørte en knurren. Hun mærkede poterne på sin ryg, hun knurrede stille. Hun kastede sig lidt tilbage, og knurrrede lidt mere. Da hun så den anden ulv. Hun sænkede lidt hovedet, og holdte øje med den hvid ulv. Hun stod med siden til den anden ulv. Hun vippede lidt med ørene

Ammy vendte sig mod den sorte tæve med et lusket, og nærmest helt uhyggeligt smil. "Jamen hvem har vi her?" Sagde hun og slog en gang med halen. Hun begyndte så at cirkle rundt om tæven, en stor, blød cirkel. Hun trippede elegant me nroligt afsted.

Moon lukkede sine øjne halvt i. Hun kiggede på den hvide ulv. Hun rystede kort på hovedet. Hun slog lidt med halen, da Amm begydte at cirkle rundt om hende. Hun vippede lidt med ørene, og hørte skridtene fra Ammy. Hun sank lidtmed hovedet igen

Ammy slog engang med halen. "Så... Sorte ulv... Hvad er dit navn?" Sagde hun med et drillende, men lusket smil. Hun stoppede foran hende og vippede lidt med de sne hvide øre. Hendes lillae øjne glimtede svagt i solens lys der fik kæmpet sig ned gennem bladene.

Moon rystede kort med hovedet. "Moon," mumlede hun roligt. Hun var rolig, hun kunne bare ikke slev forstå at hun kunne være så rolig lige det. Hun slog med halen, og vippede ørene frem mod den snehvide ulv. Hun lagde blidt hovedet på skrå, hun knurrede ikke mere af den

Ammy så lidt på Moon, inden hun så slog blikket op igennem træernes blade. "Jeg er Ammy." Sagde hun så med et smil, og vendte endnu engang blikket mod hende. "Hvad laver en ulv som dig i en skov som den her?" SAgde hun med en drillende tone i stemmen.

Moon satte sig blidt ned i græsset. Hendes hale kørte rundt i græsset, næsten somom hun var glad.. Men det var hun ikke lige frem. Hun kiggede roligt på Ammy, og slog likket ned i græsset. "Prøver at finde roen igen," sagde hun roligt og stille. Hun vippede kort på ørene.

Ammy smilede lumsk. "Ahh ja... Roen." Sagde hun og lo kort. "Den her jeg for længst opgivet at finde." Hun sænkede hovedet lidt og rsyetde så hele kroppen. Hun lukked eøjnene og slog så et hårdt slag med hovedet, hvorefter hun satte sig helt normalt igen.

HUn fnøs kort. "Man skal aldrig opgivee at finde noget, en gang finde man hvad man søger," sagde hun kort og roligt. Det havde hun lærte som længe siden. Hun havde nu heller eikke håbet til at finde roen mere. Men at og til prøvede hun dog. Hun kiggede op, men satte sin pote hårdt i jorden, efter at han taget den op

Ammy smilede og lo kort, men hånligt. "Ja sikkert. Selv hvis du blev ved med at gå, ville du aldrig finde de sted hvor himmel og jord røre hinanden. Der er ting der bare ikke findes. Roen kommer først den dag du stiller træskoene, måske kommer den ikke engang der!" Sagde hun og smilte lumsk. Men hun så alligevel kold ud... Ligeglad.

HUn fnøs kort igen. "Hvem skulle også prøve at finde hvor jorden og himmel rør hinanden? Alle ved at det ikke findes.. Nej, roen er noget man selv kan finde," sukkede hun opgivende og slog kort halen op og ned. Hn rystede kort på hovedet som en dum vane. Hun havde stadig blikket op i himlen.

Ammy smilte. "Det er det der er pointen. Roen findes ikke... Kun efter livet, hvis du er så heldig at finde den... Så længe du lever vi lder altid være noget der kan øre dig sur, ked af det, eller såre dig... Gøre dig urolig." Sagde hun med et koldt smil. Hun slog engang med halen og rystede kort på hovedet.

"Det kan du ikke være sikker på, hvis man lever livet på den bedste måde. Livet kom forsatte efter døden, hvem ved?" Hun vippede små koldt med ørene, det lignede ikke hende at blive koldt eller sur over noget der ikke gik efter hende. Hun igen, men stille med halen.

Ammy lo koldt... "Du kan aldrig finde roen... Du kan tro du har fundet den, have de tgodt med dig selv... Men der vil altid være noget der kan skræmme dig. Noget du er bange for skal ske... Som f.eks. at miste en god ven... At miste livet."

Hun kiggede små koldt på hende. "At miste livet er jeg ikke bange for, for alle dø en gang" sagde hun roligt, og vippede med ørene. Hun slog med halen, og rejste sig op. Hun kiggede op igen, efetr at ha set på Ammy.

Ammy lukkede øjnene med et udspekuleret smil. "Det er endnu ikke bevist... Selv om nogle dør af alderdom, sygdom, i kamp... Så er døden smertefuld hvis blodet flyder. Du kan blive pint til døde... Dø af sult... Dø af blodmangel." Sagde hun med et lumsk smil og et koldt glimt i øjnene.

"Nej, men næsten akke dø engang. Blodet kan flyde så meget det vil, nogle kan ikke dø af det," hun rystede kort hovedet. Hun fik dumme tænker, og lyttede ikke helt efter mere. Hun slog lidt med halen, mens hendes øre vippede meget frem og tilbage på ehnde.

Ammy lukkede øjnene med et smil. "Jeg tænker mer epå smerten... Smerten kan være ulidelig... Ingen, selv ikke de stærkeste kan overvinde den." Sagde hun med et lumsk smil. Hun slog langsomt klørene ud.

"Ja ja," mumlede hun ligeglad. Hun tænkte ikke over var det sket. Hun var også ligeglad med det. Hun rystede sig igen, hun kiggede lige frem. HUn stod med siden til Ammy. hun lod ikke mærkede atil at hun slog klørene ud. HUn slog en gang med halen igen

Ammy gik roligt hen mod Moon. "Du har helt mistet lysten til at leve... Har du ik?" Sagde hun med et koldt, men hånligt smil. Hun sank svagt hovedet og blottede næsten helt usynligt tænder.