Dejavu - Åbent emne

Tid: Omkring 20
Sted: Oppe i baren
Vejr: Underordnet, da de er indenfor
Omgivelser: En masse mennesker, såvel som væsner
Dato: 31. december

Dagen var den sidste dag på året. Den ene dag hvor alle havde en undskyldning for at drikke sig et hul i jorden. Mange havde da også valgt at benytte den mulighed, eftersom at diskoteket i Terre var stoppet til randen. Mennesker, væsner der væltede rundt i hinanden, mens de ønskede gud og hver mand et godt nytår. Typisk livet i Terre.. Hvis ikke man var ude at dræbe, så var man fuld. Men hvem undrede det egentlig? Det var ikke fordi de ligefrem havde den lyseste fremtid i møde, så det var vel bare at nyde det så længe man kunne. Imorgen kunne deres liv være endt. At leve i nuet kunne man vel kalde det.
Lugten af sved havde allerede bredt sig hurtigt ud gennem luften, mens den blandede sig med andre lugte, såsom spiritus og cigaretrøg der osede overalt i omgivelserne. Det ville vel heller ikke undre nogen at der ville lugte voldsomt af opkast, hvis man nærmede sig toiletterne.
Nede i det fjerneste hjørne af diskoteket sad en enkelt person. En rødhåret kvinde, som nød endelig ikke at have noget at foretage sig. Nød at man kunne sidde i fred ved bordet, uden at skulle sende spydige kommentarer efter folk, eller andre foranstaltninger. Hun kunne være i fred. Foran hende stod en brunlig flaske, uden etiketter på, eftersom de allerede var blevet pillet af og placeret i askebægret. Imens betragtede de dybblå øjne forskellige personer, som enten ventede på deres farverige drink i baren, eller allerede sad i hjørnerne og småslumrede over aftenens onenightstand, som de havde fået hægtet på krogen.
Et smil trådte langsomt over hendes læber.. Næsten utydeligt, og ikke til at se, hvis man ikke stod helt tæt på hende. Et neutralt smil, som ikke viste noget som helst af hvad hun tænkte omkring dette sted. Istedet lod hun fingrene smyge sig omkring flasken, som langsomt blev løftet op til hendes læber, inden hun tog en enkelt slurk af indholdet, for derefter at sætte den fra sig på bordet endnu engang.

En skygge, ikke meget andet, stod i hjørnet bag Angelie. Itarians hår var blankt, som om det var vådt, og hans isblå øjne var fyldt af en sådan sorg at det fik alle til at vige fra ham, og sætte sig i det modsatte af rummet, hvis de ellers kunne finde en plads.
Han havde stået og betragtet den kvindelige skikkelse lige siden hun havde sat sig, og havde endnu ikke tænkt at sig at sige noget, at tale til hende, at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse. Nej.
Han var stadig kun lige akkurat død. Faktisk kun for en måned siden, og havde holdt øje med sin morderske i hele den tid han havde været 'opstået' fra døden. Han vidste selv at han ikke var levende, selvom det havde føltes sådan til at starte med.
Han var vågnet op på molen. Med vådt hår, og dog var alt blodet forsvundet, mens en underlig tikkende melodi havde trængt sig igennem i hans hoved.
Han havde taget hen til den lejlighed han før havde brugt som tilholdsted, det havde været låst, han havde ingen nøgle, og da han forsøgte at spørge den mand der havde lejet ham lejligheden, havde det været som om at han slet ikke kunne høre ham, se, mærke ham.
Han havde senere fundet ud af at hans hår ikke var i stand til at blive tørt længere, flammen i det var blevet slukket.
Siden da, havde han vandret rundt i hælene på Angelie, dog uden en eneste gang at være blevet opdaget.
Nu stod han så her, og betragtede hendes nakke. Det var første gang han havde vovet sig så tæt på hende, og dog vidste han ikke om det ville betyde noget. Han duftede ikke længere af noget, og man kunne ikke mærke hans tilstedeværelse ligesom man kunne mærke vampyrer eller dæmoners tilstedeværelse i et rum. Men jo, en lille smule kunne man vel. Han var som et koldt vindpust, døren der smækker i, skriget der blot er vindens tuden i træerne. Han var blevet til en tyster. Dømt til for evigt at hjemsøge andre.

En hvis orange røde hår bølgede lidt i vinden som smøg sig igennem diskoteket, da døren blev åbnet, lod ingen gå ubemærket hen, det var sjovt. Trods for hendes barndom, elskede Faith den opmærksomhed som hun fik nu og da, for hendes underlige hårvalg. Hun tog en dyb indånding, og lod langsomt de ravne sorte øjne, glide hen over mængden af mennesker der var til stede, hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene da hun fik øje på en person, en person om hun ikke viste om hun skulle hade eller faktisk holde af? Der var en grund til at hun havde ladet som om at hun var en anden, hjulpet hende med at komme ud af helved, ved at finde hende en artifact, også give hende lov til at klare resten af det hun skulle. På det tidspunkt havde hun lignet en anden, hun havde i hvert fald ikke lignet sit gamle jeg, ellers havde Angelie nok aldrig nogen sinde givet hende lov til at hjælpe hende, men sådan var det jo. En gang fjender, altid fjender?
Og det var jo det som de havde været, lige fra den dag de havde mødtes, på dette selv samme sted, havde de været stødt ind i hinanden, som var de skabt som at være fjender for hinanden.
Men det på det tidspunkt, havde Faith ikke lignet Angelie så meget, der havde hun været fin i det, trist over at havde været Seth, nu kaldet Clash utro, men nu, nu ville hun jo ikke længere tøve med at gøre sådan noget igen. Hun var ikke længer den samme, hun ville aldrig nogen sinde affinde sig med at være i et forhold, nej.. hende og Angelie var begyndt at ligne hinanden mere og mere, om de ville det eller ej. Hun fik fat i en flaske Morgan, og satte den for munden efter elegant at havde taget låget af. Langsomt gik hun over til Angelie og smækkede sig ned i sædet over for hende, med et skeptisk smil på læberne "Jamen dav du gamle.." sagde hun med et svagt grin, og lod så blikket glide om bag personen som stod som en skygge af hende, sjovt at Angelie ikke havde lagt mærke til det, men nu var hun jo hellere ikke noget spøgelse mere, men den følelse af at være overvåget måtte dog aldrig gå væk?
Den eneste grund til at Faith overhoved kunne sen denne person, havde ene og alene noget at gøre med, at hun var en Djævel og disse tingester, disse spøgelser ikke kunne gemme sig fra hende "Fin følgesven du har fået dig på nakken.." sagde hun koldt og tog endnu en slurk af hendes flaske, og lod så blikket glide ud på de dansende par. Hvilken fest de dog havde i dag.

End ikke da et vinpust frembragte en kuldegysning i Angelies nakke, gik det op for hende, at der måske stod en bag hende. Det havde der ikke gjort imens hun havde kigget, så hvorfor skulle vedkommende være der nu. Hun havde gået i en måneds tid nu med følelsen af at blive overvåget og havde med tiden bare valgt at ignorere den. Som om det var en eftervirkning af at hun var i live, og istedet havde taget en andens liv. Alt andet ville være forkert.. Ingen med deres forstand i behold ville have været i stand til at dræbe, uden at være mærket bagefter.. Dog var hun mærket, fordi det havde været en person, som hun faktisk havde brudt sig om.
Hun måtte dog gemme sine tanker til senere, i det øjeblik en person slog sig ned overfor hende. Automatisk kneb Angelie brynene så meget sammen, som det overhovedet var muligt, mens hun skulede mod Faith. Hun hverken svarede eller noget som helst andet, da denne henvendte sig til hende. De havde aldrig været veninder, end ikke bekendte. Lige fra første gang Angelie havde mødt Faith i denne bar, havde det været hendes ærkerival, hendes morder. Angelie havde hævnet sig ved at myrde Faith, men denne blev åbenbart ved med at komme tilbage. Utroligt!
Hun havde end ikke den fjerneste anelse om at Faith havde været Anio i en ren forklædning. Hun havde aldrig set det træk komme, og derved kunne hun stadig lide en del af Faith.. Den del der havde været Anio, og hjulpet hende ud af helvede.
"Har du ikke nogle andre du skal ud at irritere?" Spurgte hun i et alt for sødt tonefald, og lod overlegent det ene øjenbryn glide i vejret. Denne holdning holdt dog ikke ret længe, da kommentaren om følgesvend blev skudt imod hende.
Halvt mistænkeligt, halvt nysgerrig drejede Angelie hovedet, efterfulgt af kroppen, indtil hun kiggede direkte bagud, og nu så..
Hun for op fra sædet, og bakkede væk fra Itarian, imens hun nærmede sig Faith ganske frivilligt, ude af stand til at vide hvad hun skulle tænke. Hun af alle vidste at man ikke undervurderede et spøgelse, eftersom de havde formidable evner, og udødeligheden på deres side. Javist kunne man spærre dem ikke i flasker, lamper eller andre ting, men det krævede en magisk kunnen, som Angelie ikke besad.
"..I..Itarian.." mumlede hun lettere forsigtigt, og bed sig kort i underlæben, mens hun prøvede at ryste overraskelsen af sig. Hun ønskede ikke at virke som et forskræmt barn i dette øjeblik. Hendes voldsomme reaktion havde allerede tiltrukket sig for meget opmærksomhed, fra folkene i nærheden af dem. "Hvad vil du?" Spørgsmålet var mest af alt henvendt til Itarian, men det gik langsomt op for Angelie, at hun ville stille præcis det samme spørgsmål til Faith, der ligefrem havde indledt en samtale, uden den indeholdt en eller anden form for bitchy bemærkning.
"Og hvad vil du?" Tilføjede hun til Faith i et let krævende tonefald, mens hun kiggede lidt frem og tilbage imellem dem. Mon de havde lavet en form for sammensværgelse imod hende? Ønskede at dræbe hende, og derved får stillet deres tilfredshed?

Itarians skikkelse bemærkede ikke kvinden men blev ved med at stirre på nakken af den kvinde der havde myrdet ham, umiddelbart i ren medfølelse. Hans blik virkede tomt da han endelig lod blikket hvile på djævelen der nu var kommet ind. Hun virkede ikke bekendt for ham, og dog syntes han at genkende hende, underlig følelse. Han ignorerede den, og lod igen blikke dvæle ved Angelie mens hans tænder åbnede sig let og slikkede den øverste læbe som var han sulten.
Hun havde åbenbart set sig over skulderen - I hans sløvede tilstand bemærkede han ikke meget - og var nu på vej mod djævelen. Igen, hvor havde han set hende før?
Han lukkede øjnene et kort øjeblik, inden han hørte sit navn blive nævnt og så op på hende. Itarian. Et navn der før i tiden havde betydet alt for ham, nu var han mere bekvemt med titler som 'spøgelset ovre i hjørnet'.
Han var intet mere end en skygge, og krympede sig svagt ved navnet.
"Itarian? Itarian?" han gentog sit navn som et ekko for sig selv,blot en hvislende vind, knapt hørlig for andet end de skarpeste ører, altimens han lod hovedet falde let på skrå. De tomme isblå øjne forblev fæstnet til Angelies hals - Som ville han ikke se hende i øjnene, som ønskede han ikke at se sin død for sig endnu en gang, føle den samme smerte der et kort øjeblik havde lammet ham, og derefter kulden, og vandet der ville strømme fra hans hår, han var sikker på at dette ikke ville ske, hvis han ikke kiggede hende i øjnene, hvilket han ikke gjorde.
Han ignorerede hende spørgsmål velvidende at han ikke ville få tid til at svare, da hun øjeblikket efter henvendte sig til djævelen.
Han vendte ikke øjnene for at se på dette kvindelige individ af arten djævle. En umiddelbart ny art i Di Morga, og en gammel kampfælde af Dæmonerne. Mon det var klogt at være djævel i en by hersket af en ild-dæmon? Nej, det var han ikke så sikker på.
Dog, uden at vende øjnene mod hende, vidste han med sikkerhed, at her ikke var tale om et svagt individ, nærmere et af de stærkere, mere snu, måske mere rå, end de fleste. Kvindeligheden betød ingenting, han var aldrig blevet bekendt med kvinde-nedtrykkelse, og følte sig derfor ikke hæmmet af den.

Hans øjne forblev fæstnede til Angelies hals, hvis djævelen og hende ellers ville indlede en længere samtale, og ellers ville han blot stå og se på dem, som et spøgelse der blot hænger på en person indtil denne er væk, og sjælen må rende endeløst rundt i søgen på en ny person at hjemsøge, at forfølge.

"jeg har altid andre jeg skal irritere, idag blev du mit offer.. det passede mig så bekvemt, eftersom det næsten er et halvt år siden at vi først mødte hinanden, på denne selv samme diskotek, jeg fandt det kun rigtig, at vi måtte fejre det.." hun blinkede lettere drilagtig, og tog endnu et slurk af hendes flaske, så ikke ud til at hun var synderlig påvirket af spøgelset der stod og stirrede Angelie ned i nakken, som var han besat af hende, og dog, der var noget i denne spøgelses ansigt som man ikke helt kunne bedømme. Hun rystede lidt på hoved, og lod igen sine øjne hvile ud over mægden af mennesker som dansede rundt omkring hinanden, nogen bedre end andre. Man skulle tro at det var som en masse sild i en fiskestime, ingen kunne se hvad der egentlig skete. Kun en masse fisk der svømmede meget tæt. Da hun hørte Angelies stemme, blev hun hævet ud af sine tanker, og kiggede op på kvinden med det røde hår som hun selv havde haft, bakke bag ud og hen mod hende. Hun vente øjne lidt, hvad nu, var Angelie ved at gå hen og blive bange? Det var jo bare et spøgelse, for helvede da også. Hun havde været tæt på at tænke for guds skyld da også, men så igen. Det var nok ikke det helt rigtig at tænke, når man var et af helvedsskabninger. Hun brummede en lille smugle, og lod fingrene glide igennem det helt skrige orange røde hår, og vente så de ravne sorte øjne op mod Angelie "Jeg vil skam ikke noget, jeg fandt det måske bare på tide at vi nedlagde stridsøksen, du har dræbt mig, jeg har dræbt dig.. vi er vel kvit? Der ud over, er der begge noget vi vil have fat i.." hun lænede sig hen over mod hende, og lod fingrene glide ned af den kolde flaske "Ma'lakel.." et lille smil dannede sig på de fyldige læber. Men ikke noget af de dejlige og søde smil, næh dette var mere et sadistisk og hævnrigt smil. Som ville hun have ham ned med nakken, og det ville hun vel sådan set også. Hun gad ikke længere folk der skulle tro at de bare kunne tage tronen med magt, man skulle vælges af folket af om at kunne være på tronen. Hun fnyste lidt og lænede sig tilbage i sædet, fuldstændig uprovokeret af spøgelset

Javist var Itarian bare et spøgelse, men det var ikke hvad der gjorde hende nervøs. Hun vidste at skylden for hans tilstand lå på hendes skuldre. At svæve rundt, fanget i denne verden, var intet hun ønskede for selv sin værste fjende. Det var forfærdeligt.. ubehageligt, hun kendte til det. Imens rykkede hun sig lidt væk fra dem begge, efter at have taget sin flaske på bordet, imens hun hørte Faiths klingende svar. Altid en skarp kommentar. "Åh.. Jeg troede ellers det var længere siden du valgte at skyde mig" svarede hun bidsk, eftersom et halvt år føltes som ingen tid pludselig.
Hendes blik hvilede en anelse på Itarian, nervøs over hvordan hans øjne var plantet fast på hendes hals, hele tiden, uden så meget som at vige fra den.. Som en vampyr på rov, med tørsten brændende i halsen. Det havde ikke været hendes hensigt at lade ham opleve dette.. Hun ville bare have.. Hun gjorde det af medlidenhed for ham.. For hans tilstand.
Da Faiths stemme endnu engang talte, vendte Angelie langsomt blikket mod hende, inden hun trak stolen hen, og satte sig endnu engang ved bordet, stadig med følelsen af at blive beluret af Itarian, men hun havde vel vænnet sig en smule til det. Hun talte om at stå lige, og et lettere selvtilfreds smil gled over Angelies læber, inden hun mødte Faiths blik. "Ja det gør vi.. hvis man ser bort fra den lille detalje at.." Hun holdt en lille kunstpause, og lod Faith tænke lidt over den. ".. Jeg har banget din datter" afsluttede hun så sine ord, lige tids nok til at høre Faith fortsætte sin tale.
Stilheden bredte sig fra hende med et slag. Hun havde ret. De hadede begge noget mere end hinanden.. Angelie hadede den tyran til hersker mere end hun hadede Faith.. Denne som havde indført slavetilladelser, sørget for at hun selv måtte leve i ensomhed, efter han havde dræbt den person hun holdt af. "Du har ret".
Langsomt skurrede hun tænderne mod hinanden, inden Angelie vendte et tomt blik mod væggen, mens hun endnu engang satte flasken for læberne, for at drikke af indholdet. Det var også her det gik op for hende, at Itarian aldrig havde svaret på hendes spørgsmål.
Hendes dybblå øjne blev vendt mod spøgelset, og igen følte hun elendigheden, som han udviste, for derefter lade den omdanne sig til skyldfølelse i hendes indre. "Hvad var det du lavede her?" spurgte hun igen, med en mere fattet stemme denne gang.

Han rystede på hovedet, ville ikke svare på Angelies spørgsmål, og begyndte af sig selv at gå væk. Han forsvandt ud af diskoteket lidt efter, ud i mylderet af mennesker, for at kunne være alene i en gyde.
Han ville ikke stoppe selvom hun sagde noget til ham, trak i ham eller forsøgte at få ham til at blive, hvilket han ikke kunne forestille sig hun ville gøre, og dog, han havde jo ikke svaret hendes spørgsmål.
Han så ud til at ignorere djævelen fuldkommen nu.
Han lod benene vise vej, og gik ud gennem døren, og væk fra diskoteket, mens et lille glimt af et smil havde placeret sig på hans læber.

//Sorry, men Out ^^'

Det morede hende faktisk, at Angelie havde denne modvilje mod spøgelset, lige frem bange for det? Hun rystede stille på hoved, og greb omkring hendes egen flaskes hals, og satte udmundingen for de fyldige læber, som der grådigt drak af den liflige smag. Det var sødt, og alligevel skarpt på samme tid. Den overvældede hendes smagsløg. Som brænde sig vej ned igennem hendes spiserør, til maven som der absorberet det, mens at de mange affaldsstoffer ville ryge lige ned i ens lever. Men hun kunne jo i grunden ikke være mere ligeglad, hun var mere eller mindre uddødelig, hvad skulle en lille lever skade gøre, når hun bare ville ryge ned til helved igen, når hun en gang ville blive dræbt.
Alle disse tanker gled igennem hendes hoved, og hun lagde ikke en gang mærke til at spøgelse forsvandt, det spøgelse der ellers ikke havde vidst sig at ville vige fra Angelies side, hvilket undrede Faith en smugle, men så igen, der var så meget der ikke gav mening i denne verden, så hvorfor begynde at forstå den nu? Der var så meget andet hun kunne bruge sin tid på, end at sidde og falde i staver over noget hun alligevel ikke ville kunne have kræfterne til at besvare, med mindre at hun gik ind i den rødhåret kvindes hoved, og rodet lidt rundt. Men chancen for at hun ville finde noget hun ikke just havde lyst til at vide, var for stor til at hun gad at forsøge. Nogen gange måtte man tænke sig om, inden man gik til handling med de evner som var blevet en givet.
Endnu en slurk blev taget, mens at hun langsomt vente hoved, det ild røde hår, som hun besad bølgede langsomt ned over de slanke skuldre, som var pakket væk under en læderjakke, med nitter på skuldrebladende. Ja, hun havde vel også ændret sig siden, at hun havde mødt Angelie her. Faktisk var der meget som der havde ændret sig, men mindet var lige så tydelig som alle de andre. Den gang hvor de var endt uden for, i verdens største bitchfight, fordi at de begge havde trådt på de forkerte punkter hos hinanden. Var det ikke også der hun havde været Clash, eller han havde jo heddet Seth på det tidspunkt, utro? Jo, det var vel det som der havde udløst at hun var blevet så sur som hun var blevet.
"Hmm?" brummede hun stille, da hun igen hørte hendes tideligere ærkefjendes stemme, som sagde at hun lige skulle vide noget andet. Men hvad? Det ville ikke undre hende, at det ville være noget, som hun bestemt ikke ville bryde sig om, men hvad fanden. "Jeg har ingen datter" sagde hun meget køligt, og kiggede lige ind i Angelies øjne "min datter døde for mange år siden, hvem end der har udgivet sig for at være min datter, har haft knald i låget" sagde hun spydigt, dog bredte sig et smil hen over læberne "men du havde sex med en kvinde, det må jeg da nok sige... bedre end mænd? hmm?" drillede hun, men blev øjeblikkelig alvorlig igen, da Angelie faktisk gav hende ret i noget.
Et lille triumfrene smil bredte sig hen over de fyldige rosa røde læber "aha, du giver mig ligefrem ret? Hold da op.." kom der, men hun nikkede stille "han skal væk, han skal ned med nakken.. han skal bare dø.." brummede hun alvorligt, og de ravne sorte øjne, kiggede lynene hen over danse gulvet, over de mange minder, som der som et lyn skød igennem hende.

Eftersom klokken blev mere og mere, begyndte der også at strømme flere folk ind på diskoteket, og Angelie kendte udmærket stedet når det blev for crowded at bevæge sig rundt i. Derfor rejste hun sig hurtigt, og bevægede sig op mod baren, hvor hun rakte ind over disken og greb en flaske med et brunligt indhold, hvorefter hun gik tilbage til bordet, hvor Faith befandt sig. Det var en rutine Angelie var kommet godt ind i efterhånden, og hun brugte aldrig rigtig penge på diskoteket længere.
Nede ved bordet, bankede hun flasken ned midt imellem dem, inden hun stillede en shotglas foran hver af dem. Angelie var i live, og kunne igen blive fuld.. En følelse man savnede på et vis stadie, når den ikke kunne opnåes, og denne rom skulle hjælpe med at lave om på det.
Hun drejede stolen en halv omgang, og satte sig overskævs på den, inden hun lagde armene over kors på dens ryglæn, og kiggede Faith direkte i øjnene, mens et gyldent og sarkastisk smil trådte over hendes læber. Hun vidste, at hun muligvis havde sagt for meget, men fryden om at vælte Faith en anelse var for stor til at Angelie kunne ignorere sådan en chance.
"Tja.." svarede hun ligegyldigt, og greb flasken, hvorefter hun hældte op i begge deres glas. "Mizra var noget for sig.. Og i en ørken i krig bliver man trængende at man praktisk talt hopper på alt" forklarede Angelie i et neutralt tonefald, selvom det var tydeligt, at hun hentydede til at grunden til at hun havde været sammen med Mizra, ganske enkelt var på grund af manglende mænd.. Det kunne man vel også sige.. De drenge der var med i kampen var ikke meget værd. "Selvom jeg må sige at din datter har manerer.. Dem må hun med sikkerhed have arvet fra sin far". Angelie ignorerede fuldstændig det faktum, at Faith havde sagt hun ingen datter havde, men Angelie glemte det hurtigt, da samtalen igen blev drejet ind på Malakel, og hun løftede det lille glas, som hun havde fyldt med rom, efter hun havde stillet flasken på bordet igen, og lavede en skål'gestus mod Faith. "For Malakels langsomme og smertefulde død, samt nedvæltning af tronen" sagde hun langsomt, og satte så glasset for munden, inden hun drak indholdet i en hurtig mundfuld, og gispede derefter tilfreds over hvordan væsken brændte i hendes halsrør.