-Privat Emne (Amylia)- l'aube de la passion

Som han stod der, med den krøllede, gullige lap i hånden, faldt der et par spørgsmål ned. Det store mysterium var ikke, hvorfor han var sendt ned til denne, åbenbart populære, natklub. "Skal du ind tøs, eller hvad?" Det grønne blik af hans, løftedes og skærede imod vagtens pulserende, brunlige øjenkontakt. Han var minimum 2 meter og 3 høj, bar en guldskinnende kæde om den tykke hals og var skaldet hvor den snoede tatovering, erstattede sort, kortklippet hår. "Selvfølgelig, undskyld" Den ung-drenge stemme, der flød fra hans lunger til luften omkring ham, fik det til at blive stille både fra vagten og dem bag ham, der kom for at feste løs. Med et par glippende bevægelser fra vagten, blev den massive dør åbnet halvt og afslørede sit farverige indmad. Det pulserende musik fik den sorte læderjakke til at svinge let bagud, hvor musikken naivt havde håbet større ydmygelse fra tøjet. Carlyles øjne flød let fra den ene ende, til den anden, hvor baren altid lå i højt arbejdstempo. Den indelukkede lugt, der for ind af hans næsebor, rynkede den tynde hud let. Han træk let på skuldrende og gik fremad, der fik de sorte, stramme bukser, til at lave et fint mønster. Et suk undslap hans læbers tag og smeltede i med den høje dunken, fra de mange surround-stereo anlæg. Igen ledtes tankerne på sedlen i hånden, da kroppen automatisk fandt en tom plads i det mest forladte hjørne, for at slappe af der. Det var aldrig faldet Carlyle ind, at betale eller se på disse kvinder, der måtte vise kroppen frem, bare for en sølle sjat penge. Den frie hånd, der ikke legede med papstykket, fandt frem til bordets midte og formede en mellemstor cirkel. Endnu et suk fandt vej ud i friheden. Han måtte jo indse at der ikke ville komme nogen! Det havde sikkert bare været en eller anden knægt, der ville lede ham ind i en tåbelig klub, bare for at slå sin kedsomhed ihjel, med at se en idiot gå ind i en stripklub, han kun næsten lige var gammel nok til at komme ind til. Det lyse hår, der først endtes ved skuldrene, svajede let frem og tilbage, alt efter den bette bevægelse han nu engang lavede, når han sad og intet havde at tage sig til. Det samme beviste, at han ville have været en elendig forretningsmand. Øjenkontakten ville være brudt meget hurtigt, han ville kede sig enormt og vippe lidt som skulle han tisse, fingrene ville forme et lille o, og som den sidste detalje, ville udseendet aldrig være så stramt, som forretningsmænd nu engang altid havde det. De let sammenknebne øjenlåg, skiltes endnu engang, for at se til om der var besøg, lige overfor ham. Som forventet var der intet... Typisk som Carlyle igen lod sig blive snøret. Der ville aldrig dukke en anden op, det vidste han egentlig godt, men et eller andet havde slæbt hans krop derned alligevel. Ned mellem alle de skumle mænd og forslåede dog lækre kvinder. Ingen tog notits af hans vippende bevægelser eller stille eksistens, allerlængest henne i hjørnets mørke. Egentlig var det rart for ham, en stilhed, der ikke kunne måles mange steder.

Nogengange.. Kunne der blive alt for stille.

Manden ved døren blev hurtigt overbevist.
"Jeg er en danser. Jeg skal ind."
At det var løgn, en direkte, lodret og voldsom løgn, behøvede han vel ikke at vide. Hun var efterhånden mødt op i klubben mange gange, - Lette ofrer for en sulten person. Dog var det et arbejde alene at tage sig sammen til at møde op og se den store dørmands liderlige grin. Det svin. Amylia skuttede sig, trak den sorte jakke længere omkring sig og smuttede ind.
Varmen der slog ind over hende var en underlig modsætning til den bidende vind der suste udenfor, men på trods af vejrskiftet, lod hun ikke til at ville tage frakken ned bare en lille smule. tvært imod, tog hun fat i den ene hånds handske, og trak den bedre op om håndleddet, imens hun skuede ud over det hav af ulækre halvgamle mænd, der udgjorde størstedelen af klubbens befolkning, og Amylia kiggede efter en ensom stripper som ingen ville savne når Amylia var færdig med hende. Hun slikkede sig let om overlæben, hvilket en forbipasserende mand misforstod, og sendte hende et bredt smil, og viste alt for meget af hans sorte tænder, samtidig med at han viftede med en seddel. Hun overvejede ikke engang at følge med ham og ... stille sin tørst i ham. Til sådanne overvejelser var han klart alt for fedladen og utiltalende. Der var intet værre end dårligt blod, og andet ville hun vist ikke finde imellem hans pengesedler.
Hun satte afsted og videre i hende jagt. Først gik hun målrettet mod baren, men øjnede en bedre mulighed, og gik lige forbi. En lyshåret tøs i et hjørne havde fanget hendes opmærksomhed. Ensom, så hun ud. Amylia nærmede sig med en hurtighed, der ikke matchede den manglende lyd af hendes sorte støvler. Som hun kom tættere på, måtte hun indrømme at hun havde taget fejl. Den lyshårede pige var slet ikke en pige. De mere mandlige træk var synlige. Måske ikke fantastisk markante efter Amylias synsvinkel, men man kunne dog se at det var en dreng. - Og en ung en.
Så meget desto bedre.
I en lang glidende bevægelse nåede hun bordet og smøg sig ned på et sæde. Hun nærstuderede hans ansigt, og strammede hendes faste greb om hendes paraply. Hun prøvede at smile, men fornemmede hvordan hendes ansigt næsten var frosset.
"Godaften Hr. Nyder De... udsigten?"

Efter en kort stund, hvor øjnene igennem var lukkede, blev de endnu engang skilt, ved hjælp af lyden fra en ungpige. Carlyles øjne flyttede sig nænsomt fra bordets reflekterende overflade, til pigens sneede hud og havfarvede sjælespejle. Det tog et par sekunder før han registrerede hvad hun faktisk ventede, hun håbede vist på et svar. Han tog modet til sig, hvad kunne der ske ved at svare en ung pige et enkelt spørgsmål? Selv en pige, der åbenbart hang ud i stripklubber. Læben blev først fugtet, ved et let strøg fra tungens spids, inden læberne skiltes til at forme et svar. "Ikke særligt faktisk, jeg blev vist taget ved næsen af et par unger" Han fremviste den let foldede seddel, fanget imellem de to længste fingre, inden den igen ramlede ned i jakkens lomme. Hans blik var hurtigt gået væk fra de blå øjne af hendes, til rundt omkring, bare for at fange et par detaljer om den nykommende gæst. Huden var ren og fri fra menneskelige fejl, det meget gennemtænkt 'stoneface' var for koldt til menneskelige følelser, alt i alt var hun ikke særlig karakteristisk for et normalt homosapien. Han selv var derimod utrolig karakteristisk, ganske vist led han som hende, ikke menneskelige fejl i huden eller var på nogen måde grim, men noget fik hans menneskelighed til at være høj. Den ferskenfarvede hud og i det hele taget den måde han udstrålede på, henviste ikke til at han faktisk var ilddæmon eller i det hele taget, et monster. Ellers var det kun hans blonde hår og det pigede smil, der forvirrede folk på afstand, om det præcise køn, selv med den flade brystkasse og højde. Hun så ud til at kede sig forfærdeligt, så hovedet blv løftet, så pandehåret skiltes i midten, der skærmede for øjnenes udkigspost. Hans læber blev endnu engang skilt fra sin buede form, der gjorde udslaget til en lille tale, eller mere korrekt sagt, forespørgsel. "Og de? Jeg ser normalt ikke unge piger herinde, slet ikke med alt tøjet på" En lille joke, men han vidste på forhånd, at der ikke ville komme latter ud af den. De to hænder, mere maskulin end resten af kroppen, formede et stort tomrum, der appelerede til at skulle ligne en cirkel. Stilheden var knastør, udover musikkens hamrende larm, strippernes små skrig fra et baldeklap, de perverse mænds hylen og store, fordrukne latter og bartenderen der skreg numre, alt efter hvilken kunder der skulle have hvad. Som sagt, stilheden var stor, ihvertfald for dem der vidste, hvordan man slog den overflødne lyd fra. Hans blik gik igen igennem hendes, ventende på det svar, der på et tidspunkt ville komme. Egentlig interesserede han hende ikke så meget, men hvorfor ikke udnytte kedsomheden? Det var den tanke der skød igennem hans ensomhed, den der skulle få natten til at vare i en næsten uendelig tid.

Amylia hørte egentlig ikke fter noget svar. Hun havde stort set glemt, hvad hun selv havde spurgt om, da hun sulten stirrede på de pæne træk drenge havde. Der var noget over ham, men hun vidste ikke hvad, og det var ikke af den største betydning for hende. Hun sænkede blikke til hans hænder, der rastløs formede cirkler, indtil han talte. Han havde en blød stemme. Ikke alt for lys, men heller ikke alt for mørk. Den passede fint til den pæne person, men på en måde var den bare for blød.
Der manglede en hård kant. Hun kunne slet ikke høre en rå undertone, hvilket undrede hende gevaldigt. Ingen pæne ærlige folk befandt sig sådan et sted. Det kunne da ikke passe? Hans mærkelige udstråling, fik Amylia til at huske hvad han havde sagt. Han var blevet snørret af nogle unger? Hun måtte anstrenge sig, for at camoflere det let hånlige smil, og få det til at ligne et interesset venligt nik.

Hun stirrede fikseret på drenges lyse lokker. De var pæne. Rigtig pæne. Og de havde sådan et rent skær. Den blege vampyrpige sammenlignede sit egne fedtede mørke hår, den den gyldne hårpragt der prægede drengen. Hun vidste snart ikke hvad hun helst ville have, ganske vidst mente hun at hendes eget var for langt, men bare tanken om rent englehår fik hende til at skutte sig og trække jakken længere omkring sig. Var det det der fik drengen til at kommentere ydeligere?
"Og de? Jeg ser normalt ikke unge piger herinde, slet ikke med alt tøjet på"
Amylias bllik frøs fast. Skulle hun... tænkte han... mente han at hun..? Med en pludselig bevægelse greb hun fat om sin handske og trak dem så langt op, at de pæne sorte handsker klagede over den hårdhændede behandling, ved at læderet knagede og jamrede. Med en let rystende hånd, fandt hun en cigaret frem fra hendes inderlomme og tændte den. Hun sugede febrilskt på den, og stirrede med frygt på gløden fra cigaretten. Hvor hun dog afskyede ild. Og alligevel var det så facinerende.
En vag tanke, en svag impuls, huskede hende på, at drengen stadig sad der og ventede på et svar. Cigarretrøgen havde ingen effekt på hendes døde nerver, og alligevel følte hun sig bedre tilpas, da hun sad og suttede på den. "Årh min Herre.," startede hun henkastet, (Eller hvad hun mente måtte være det mest henkastede hun kunne frembringe) "Mit ærinde her har jeg skam ordnet. Jeg var faktisk på vej væk, da mit øje fangede Dem, siddende helt alene ved et bord...Men de snakkede om nogle unger? Hvordan kan en bunke unger dog snørre en sådan personsom dem selv?" Hun prøvede at smile venligt, alt imens hun trak jakken endnu tættere om hendes tynde krop. Hvordan kunne han dog bare hentyde til at hun... og uden tøj! Hun fik kuldegysninger, og greb krampagtigt fat i jakkens udskæring, og prøvede at virke som om alt var i fineste orden. Alt var okay. Alting var normalt. Hun legede med tanken om, bare at undskylde sig og styrte afsted med cigarret og tørst. Men hun kunne ærlig talt ikke. Hans uskyldige ord vejede for meget. Hvad havde han ment? Var det noget personligt i mod hende eller vidste han noget? Hun sugede igen på cigarretten og fæstnede blikket i hans pæne øjne. De var klare. Meget klare.

//Undskyld at det har været så lang tid undervejs, jeg er lidt stresset Det går nok ikke meget hurtigere i morgen. But i'll try. //

Han undredes let. Hendes pludselige nervøsitet fik blikket til at fæsnte sig imod hendes blå øjne. Cigaretrøgen fik det til at stige i hans blod, ikke farten, men varmen. Det var som om at hver gang ilden i den steg, fulgte kropstemperaturen med ved også at løfte sig en kende, før den igen sank til normal. Hendes blide og dog let hånlige stemme, der passede til hendes fine figur og kolde personlighed, indtil videre, fik de mindste hårrødder til at rejse sig. Hendes overmenneskelighed, fik den længste finger på venstre hånd, til at prikke uforstyrret. Noget der irriterede ham grusomt, men ikke fik den stigende interresse for pigen, væk fra hans tomme sind og få tanker. Håret af hans blegnede let, øjnene fik en rødere farve og huden blegnes, men kun for et enkelt splitsekund. Hendes spørgsmål var ikke særligt overraskende, men alligevel slog det let klik for ham, inden han igen fik kontrollen over.. Noget... Og blev igen den menneskelige drenge-teenager, der lige havde overstået puperteten. De maskuline fingre, strammedes om hinanden, lod det store hul, blive en kendelse mindre. Hvad mon hun egentlig fik klaret? Det gyldne hår faldt ned om hans kinder, gemte dem, skjulte dens menneskelige og dog smådæmoniske duft. Han huskede endnu engang hun ventede, ønskede eller måske ligefrem ville have response. "Tjaa... De fleste tror jo på en seddel uden følelser, ikke sandt?" Han havde medvilje trykket ekstra på ordet, uden, ved at vise hans opfattelse.

En latter. Blikket før så klart, blev tåget og formørket i siderne, ekkoet gentog lyden af den uhyggelige latter i hans hoved. Han vidste ikke hvordan han så ud lige nu, men det måtte være unormalt, ikke sprækket med smil som altid. Den knastørre latter, der stadig blev gentaget, blev hele tiden højere. Al snak, selv hvis pigen sad med munden til hans ører, ville ikke slå igennem. Carlyle tog sig let til tindingerne, pressede hårdt, stoppede tilførslen af blodet lige der. De før sammenlukkede øjne, pressedes igen op og stirrede bare ud i luften. Han havde glemt at trække vejret, lugnerne slog og slog og endelig gaspede han efter vejret, let svedende og lidt fortumlet. Det var som en knude. Behøvede det bæst at vise sig i aften! Begrund af hendes længere svar og overnaturlige aura, ville hans virkelige sind vise sig i aften. Så mange år havde han holdt det væk, uden nogle tegn på det ville vise sig igen. Han rystede på hovedet. Igen var det hele normalt, hans før så uinteresserede blik vendte tilbage, bare med lidt modstand. Helt normal var hun ikke, og det beviste hendes impulser, ved at vække hans slumrende bæst, få det til at hungre, ønske det kunne blive frit og gå amok... At det kunne trække luften igennem hans mund. Se verden brænde igennem hans øjne.. Være ham.

//Det ik så langt, sorry about that: Og jeg er ik meget bedre end dig med tiden ^^'//

Amylia tog sig langsomt mere sammen. Men i takt med at hun følte sig mere tilpas og i kontrol, blev drenges blik fjernere. Hun kiggede på ham med stigende interesse, og så hvordan hans ansigt langsomt fortrak sig i en blank maske af eftertænktsomhed. Amylia studerede hans ansigt med en forbeholdenhed der ville have gjort paven stolt! Hendes sarkastiske tanker smilte af drenges ubehag. Ikke fordi hun ligefrem ikke kune lide ham, men som hun kiggede på ham, lignede han mest af alt en lille fesen 'Mors dreng' Hun ville sikkert finde en tatovering med det, hvis ikke han var bange for nåle, tænkte hun smilende, og jo mere han så ud til at miste grebet, jo størrer følelser af kontrol fik hun. Hendes smil voksede og blev efterhånden til et af de få ægte smil, man nogensinde så på hendes smalle læber. Hun kunne mærke røgen over de blege læber. Hun kunne mærke den tunge dunst der smøg sig ned i hendes lunger, og hun kunne mærke hvordan kroppen modsatte sig de unødvendige reaktioner. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik og forstillede sig et bankende hjerte. Varmt blod og en puls.
Men da hun åbnede øjnene igen, havde verden ikke forandret sig. Blodet i hendes krop var lånt, hjertet i hendes bryst var stille, og pulsen døde for år tilbage. Dog fandt hun trøst i drenges mindre synlige ubehag. Hun var næsten sikker på, at hvis ikke hun havde stirret fikseret på hans ansigt, ville hun ikke have set de små glimt af, hvad var det? Smerte? Sorg? Fortrydelse eller had? Hun smilte bare langsomt, og løsnede langsomt grebet om hendes sorte jakke. Ikek at det hjalp. Indenunder kunne man lige skimte en kridhvis t-shirt, og et glimt af den blege hud under halstørklædet. Hun vidste at hendes hud var bleg . For bleg. Hun havde brug for blod, og det var nok den vampyriske impuls der fik hende til at rykke sig et sæde tættere på drengen. Selvom det vendte sig i hendes, lagde hun langsomt den behandskede hånd på hans næsten usynlige, og dog mærkbare overarm. Hun ville ikke have troet at den var så muskuløs.

Der gik et øjeblik, og kun det ene øjeblik var det det tog, at mærke varmen fra frengen igennem handskerne. Han var simpelt hen for varm. Det kunne ikke passe. Han kunne ikke være sådan et rigtigt menneske. Hun vidste at hun som vampyr måtte have en rimeligt kold krop, men den temperatur der befandt sig under hendes handske, syntes at brænde hendes hud. Smøgen hang i hendes mundvig, og hun glemte i al sin forvirring at flytte hånden der var som brændt fast. Han måtte have spurgt om noget. sagt noget. Kommenteret vejret. Han virkede som typen der ville kommentere vejret. Alligevel valgte hun at snakke penge. Det måtte han have nævnt. det emne var vidst noget som de fleste snakkede allermest om.
"Penge? Årh penge ja, men hvad skal man dog også bruge de papirstumper til?"
hun lo en nervøs latter, men måtte konstatere, at han forhåbentlig ikke have lagt mærke til noget, så stram i ansigtet som han så ud.
Tankestrømmen fortsatte. Varmen. Det skumme gyldne hår der strålede om kap med den sol hun aldrig så, og det underlige stive smil, der så så malplaceret ud, at hun var bange for at det bare var en ting, som ondskabsfulde sjæle havde flænset i hans ansigt. Hun vidste at hendes fantasi løb af med hende, hans smil var sikkert normalt, og han var sikkert bare lidt træt og overophedet. Men det var ikke normalt. Hendes greb om hans arm strammedes, til hun følte at hun klyngede sig til en glødende træbjælke. Henes mørke øjne mødte hans smukke glimtede øjne der var så langt væk.
"Jeg hedder Laila. Laila Bekcett"

//Det gør nok ikke så mget. Når alle er travle ved vi da hvad vi har med at gøre//

Han blev igen klar på omgivelser, samme øjeblik hun var rykket nærmere og grebet strammere fast om overarmen. Tankerne svindede hen, han var lidt for varm til at tænke alt for klart. Han smilte akavet. Overså hendes egen nervøse latter, bare for at vide hendes navn, Laila Bekcett.. Blikket formørkedes, ville gerne svare, en ophobende kvalme. Ikke af hendes nærhed, den fik ham kun til at blive mere varm indeni, men af den formørkedes aura der omgav ham. "Laila.. Jeg er Carlyle Austanzie... A pleasure to meet.. You" De ferskenlyse kinder forvandledes let til en rosafarve, da han nu ordentligt fik set på denne pige. Hun var egentlig køn, faktisk lidt for køn, ligesom hendes hud var for lys. Hendes hår, sort og blankt skinnende, grundet projektøren med lyset, var så smukt at han næsten fik lyst til at røre det. Men han tav, hånden der støttede imod kroppens vægt rykkede sig ikke, den kunne ikke. Hvis han havde vidst hvad denne pige tænkte, al imens hun klyngede sig til hans stadigt kogende overarm, ville de rosafarvede kinder hurtigt blive en efterligning, af mørkt blod. Alt omkring ham og hende var tåget, de små tankebobler poppede frem og tilbage foran ham, skulle han spørge om hendes nummer? Brugte borgerne i Di Morga overhovedet mobil ligenu? Hvorfor gjorde hendes nærhed ham både svimmel og vagtsom.. Der var for mange spørgsmål der rungsterede i ham. Sammen med det, kunne han ikke engang se hvor fjerne hans øjne var. Hvor meget hendes tilstedeværelse fik det til at vende i ham, det der gerne ville ud. Han tog sig let til tindingen, huskede hun sad og enten sagde noget, måske endda var hun gået.
Det har hun ikke.. Jeg kan stadig mærke hendes greb om min arm..
Nu glippede han med øjnene et par gange, besluttede sig for at se på denne Laila og få det overstået. Langsomt fjernede det grønne blik sig fra det tomme askebærer, gled hen af hendes rimelig tynde talje, der fik hans hjerte til at slå en ekstra gang, for tilsidst endelig at mødes ordentlig med hendes. "Smukke øjne..." Nu rødmede han for alvor. Hvorfor skulle han også lige tænke højt om det!? Nu mangledes der bare et pinligt svar fra hende, hvis hun da overhovedet havde hørt hans hastige kommentar.

Det var stemmen der fik hende til at løsne hende greb. En let stemme som en sommerbrise, selvom ånden var hed som en drages. Varmen mod hendes kolde hud fik hende til at løsne grebet om den store arm, og faktisk høre efter stemmen. "Smukke øjne..." var det lige det han havde sagt? Hun stirrede på ham og spærrede øjnene op. Det kunne da absolut ikke passe? Han stemme havde da også lydt lidt for grødet til at det kunne være ham? Eller hvad? Hun tog et nærmere kig på ham, og så hvordan blodet skyllede op i hans kinder og farvede dem en pæn rødlig farve. Hun snuste ind, og kunne igen mærke sulten gnave i hele kroppen. Carlyle. Det var det han hed. Han havde nævnt det lige før. I øjeblikket havde hun åbenbart ikke hørt den mindste smule efter, men nu da hun havde sluppet hans varme arm, begyndte hendes hovede igen at fungere, og hun huskede hans navn. "Jeg... Ehrm," Hun måtte rømme sig to gange for at få stemmen tilbage. Det kunne ikke være sundt. "Jeg er skam... glad for at gøre Dem bekendtskab." Hun rømmede sig igen og så ned på hendes hånd der nu lå på bordet. Hun kiggede op på hans blussende kinder, og vidste ikke om hun burde rykke længere væk eller tættere på. Den tætte kontakt ved .. .Carlyle gjorde hende forvirret. Hun kunne let fornemme at det ikke var hendes stærke side. Hun drejede hovedet og så ud på nogle blegfede mænd med måner, der var helt oppe at køre over de mange kvinder, hvis tøj afslørede mere end det dækkede.
Det groteske syn fik hende tilbage til virkeligheden. Tilbage den den verden hun vidste hun levede i, hvor kærlighed fandt sin gang i sedler, og skønhed kun gjorde godt i sin pris. Især en ung pige fangede Amylias opmærsomhed. Hun havde langt blond hår, der omkransede hendes hjerteformede ansigt, hun kunne ikke være ældre end små 17 år, Og alligevel dansede og blinkede så ivrigt til en middelaldrende fuld mand. Amylia pustede langsomt ud, og lagde først der mærke til, at hun havde holdt vejret.

Carlyle. Han duftede godt. En vag men kraftfuld duft, og Amylia løftede blikke til hans pæne øjne, der igen så den rigtige verden. "Hvad laver De til hverdag, Hr. Austanzie?" Hendes blik fæstnede sig i hans øjne, og måtte beundre dem. De udstrålede nærmest en nervøsistet. Han så så skrøbeliglig og naiv ud, og alligevel havde overarmene vidnet om noget andet. Hans aura virkede også for voldsom til at han kunne gå for at være den barnlige drengerøv han mindede om. Hun nægtede at tro på, at han var så uerfaren og blød som han virkede lige der.
Hun fangede sig selv i, faktisk at være interesseret i hans hverdag. Følelsen byggede sig ligesom op fra undergulvet, og igennem maven, til hun kunne sætte ord på den i sit hovede. Interesse? Hun smilte blødt og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes store planer om at nyde Carlyle some offer, var langsomt svundet hen, og ikke fordi han virkede unaturligt varm på en lidt kvalm måde, så fordi han havde en identitet. En personlighed og hun følte at hun kendte ham på en underlig måde.
Men måske var det problemet. Man kunne ikke rende rundt og blive blødsøden, fordi folk var venlige. Venlighed fandtes ikke. Han havde en bagtanke. Alene det faktum at de snakkede på en stipklub, underbyggede hendes teori om ikke uendelige uskyldighed.