I Wish Upon A Star.. ~Caden~

Mørket havde næsten lige lagt sig hen over byen Di Morga sammen med de område der nu engang lå uden for. Nok hele Frankrig var blevet lægget af den smutte nattehimlen der denne nat var blevet dekoreret med den smukke fuldemåne der hang tæt på jorden her om vinteren og de millioner af skinnende stjerner der oplyste hvad der nu skulle oplyses for at gøre det nemt for folk at se sig omkring uden at have det bedste nattesyn. Det var jo ikke alle der besad denne evne. Men det gjort nok største delen af de væsner der havde bosat her ude i Forêt. Den enorme skov der lå lige uden for Di Morga. Som en mur for at skjule byen. Selv var der jo ikke alle der forstod hvor at den skulle skjules. Men det havde de lige fået en smagsprøve på for få uger siden. Den korte krig havde ikke været uden drab og blod. Men der var dog stadig en hel masse der havde overlevet. Det havde næsten været som om at man var gået tilbage i tiden igen.
Lidt inde i skoven kunne et lille skær fra et bål ses. Røgsøjlen steg højt men var ikke særlig tydelig over træerne. Så det var ikke alle der kunne se at der var noget der. En skikkelse af en pige af en lille og spinkel bygning befandt sig dette sted. Med fronten mod bålet orangerøde og levende flammer der blev genspejlet i hendes kønne ansigt. Hun havde trykket sine ben op til sig og svunget sine ben op til sig. For for hende var jo mindre mere trygt. Som et lille barn. Hun så heller ikke ud til at være mere end omkring de 14-15 år. Og det var kun de kvindelige træk der vidste det. Hun var ikke iført mere end et par normale mørkeblå leggens og en alt for stor rød/fersken farvet sweatshirt på der nok lille gå til midt på hendes lår hvis hun stod op. Og ærmerne dækkede for det meste af hendes hænder der havde flettet sig svagt og afslappet om hinanden. Hendes hoved lå støttende på hendes knæ og hendes ansigt havde et helt fredfyldt udtryk. Hendes øjne var lukket og gemte deres farve for andre. Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at hun sad og sov. Hvilket hun faktisk også gjorde. Helt roligt for sig selv i skæret og varmen fra bålet hun vist selv havde tændt op. Det havde nok være kulden og de mørke omgivelser der havde gjort hende så træt. Og så kunne hun nu egentligt også godt falder i søvn hvor end det skulle være. Hendes navn var Amelia. En ung aspara der faktisk havde prøvet lidt af hvert. Hendes lange og flotte hasselnøddebrune hår lå ned over hendes skuldre er videre ned langs hendes ryg. Det skilte sig nemt og lignede at det nok var nyvasket eller noget i den stil. Hun tog sig ikke yderligere af om der var væsner der kunne være ude og jage lige nu. Det var ikke der der havde kørt gennem hendes hoved..