Don't fall down-Naoya

Tid:16.00 ca
Omgivelser:Træer rundt omkring, søen-og badebroren, bænke, stole
Vejr:Blæst, koldt
Sted:Søen
Påklædning:Lyserød knælang kjole, lyserødt hårbånd, sorte flade sko,(på ava kan du se det :3)
Dato:25/01-2011
________________________________________________________

Nu var træerne stille, søens vand strømmede stille som altid, fuglene omkring de få græsstrå sagde ikke en lyd gad vide hvorfor?. Svaret var enkelt det var fordi der havde været en dysterhed over hele stedet men den var her ikke nu. Yukii var gået herned nu, ned til søen hvor alt var så fredeligt hun havde et langt sværd med som hun ikke plejede at have med men det fik hun af Zexion-Aido familiens butler. HUn stoppede op foran kanten af badebroren mens hun studerede sværdet det var sort med et rødt skarft som man kunne holde på sværdet. I siderne var der indskrevet 'Hellig Aidos slægtningernes sværd'". Yukii forstod ikke hvad det skulle betyde men hun havde aldrig haft et sværd i hånden før det var hun hendes onkel Vlad der havde det. Vlad eller Jules som var Vlad s højrehånd der havde det. "Hmm måske prøvede Zexion at fortælle mig noget"sagde hun stille og lagde sig ned i græsset tæt ved bredden mens hun lagde sværdet ved siden af sig.*Hmm det er underligt jeg får mig en tur ned til søen og lige pludselig har jeg et sværd i hånden*tænkte hun og lukkede kort øjnene mens hun prøvede at tænke frem til svaret på det hele. Hun kunne høre vinden over hende og hun mærkede hendes lange lyserøde hår løfte sig op en smule. Der var ikke nogen i nærheden det kunne hun mærke. HUn åbnede ikke øjnene ligenu for svaret ville hun finde først, der måtte være en forbinding til sværdet og hendes familie mne det kom an på om det nu også var sandt. Yukii holdte om sværdet stadig mens hun lå ned i græsset hun holdte det foran brystet mens hun tænkte videre. Hun rejste sig op og var hurtigt op i et træ tæt ved hende hun satte sig ned på en gren med sværdet ved siden af sig"Bare jeg ikke falder ned"sagde hun stille

Træerne hviskede til hinanden i den blide vind og gjorder at man stadig følte at der var liv ved søen. Folk var nok allerede taget hjem, da det ikke længere var sikkert, at være ude når mørket langsomt begyndte at opsluge himlen og vække nattens væsner. Den blide hvisken forsvandt efterhånden og nu var det eneste man kunne høre vandet i søen.
Naoya vende blikket op imod himlen *hvor?* tænkte han og tog hånden op til hans mælkehvide øjne. Han havde verdens værste stedsans og siden at han også ny i byen var det ikke nemmere for ham at finde rundt. "ikke igen " mumlede Nao surt og var træt af hans stedsans, men så igen.. det var jo ikke fordi at han havde et stort ønske om at komme hjem igen. I hver fald ikke så længe at der var alkohol i huset. Den sorte hættetrøje dækkede de sortblå mærker, som han havde fået fra sin fulde storebror. men Nao tilgav altid Conrad (Storebroren) for han var jo verdens venligste person.. ja sålænge at han ikke kom i kontant med alkohol.
Tankerne om hans bror stoppede da han så en ung kvinde. De mælkehvide øjne studerede hende. Hun var nok ca et år ældre end ham, om hun var menneske eller ej kunne han kun gætte sig til. Nao var en blanding imellem en engel og et menneske, men selvom at han kende til alle de racer der gemte sig iblandt mennesket, kende han ikke til sin engle halvdel. Han troede fuldt og fast på at han var et menneske. De halvlukkede øjne, åbnede sig helt da han så at hun havde et sværd med sig. Det var jo ikke alle normale personer som gik rundt med et sværd, men han burde ikke beklage sig han havde jo en gemt lommekniv i nødstilfælde.

Tiden gik langsomt og træet Yukii sad i holdte hvist meget godt men det gjorde grenene ikke den gren hun sad på knækkede men hun skyndte sig at gribe fat rundt om grenen over sig"Whuaaaa!!"skreg hun mens hun prøvede at slynge sig op men det virkede ikke den gren over hende var for højt oppe, sværdet lå på jorden den var faldet derned da grenen knækkede"Suk skønt Yukii hvorfor sker det lige for dig"sagde hun og sukkede igen mens hun kiggede ned mon der var nogen der havde set hende hænge i grenen eller måske var der ikke nogen men hun kunne høre noget, der var kommet nogen hvem det var vidste hun ikke. YUkii kiggede op mod grenen hun holdte fast i den så ud til at knække lidt hun kunne godt flyve men hun vidste at sidst hun brugte vingerne skadede huns ig selv lidt så hun måtte udtænke noget i en fart*tænk Yukii tænk*tænkte hun mens hun mærkede nogle grønne blade dale ned over hendes lyserøde hår. Efter lidt tid hørte hun grenen knække og hun gispede"Åh nej"sagde hun og styrtede ned mod jorden hun landte på rumåen heldigt at der ikke var så langt fra græsset til den gren hun hang i. Hun ømmede sig lidt"aavs"sagde hun stille og kiggede til hendes venstre side hvor sværdet var"åh godt det var her"sagde hun stille hun talte ikke til nogen og det tænkte hun ikke på. HUn tog om sværdet og kiggede rundt der var noget her i nærheden hun blev siddende under træet mens hun kiggede videre rundt"måske....jeg så sikkert forkert"tilføjede hun og sukkede lidt det var hvist ikke Yukii s dag idag. Det lange lyserøde hår var næsten fyldt med blade i¤Du må passe bedre på Yukii¤ lød en stemme i Yukii s hoved det var Zexions stemme hun kiggede ikke rundt men på sværdet det kunne ikke komme derfra kunne det, hvis det gjorde så ville det være lidt underligt.

Han blev overrasket da hun kravlede op i træet. *håber at hun passer på* tænkte han men ikke langtid efter knækkede grenen og hun hang i en gren som tilsyneladende også knækkede så hun lande på jorder.
"Oy! er du okay?! " råbte Naoya, som var løbet hen til hende. Han ville rigtig have grebet hende, men var for langsom og nåede det ikke. Nu hvor han tænkte over det, var han glad for at han ikke greb hende. Ikke fordi at han ville være ondt, men fordi at han havde problemer med fysisk kontakt. Hans krop udsende strøm/stød til de fleste som rørte ham. Det var en forsvarsmekanisme, som han enlig ønskede, at han ikke havde.
Han rakte ikke hånden ned til hende for at hjælpe hende op, men man kunne se på hans blik at han alligevel var bekymret. Hun så ikke ud til at være kommet alvorlig tilskade, og det gjorder at Nao åndede lettet op. "du burde passe mere på, de her træer er for svage til at folk kan kravle i dem. " mumlede han og man kunne høre en svag engelsk accent i hans stemme. Han smilte venligt, som han gjorder til alle andre han mødte. Det vil sige at det var et falsk smil, det var flere år siden at han havde grint og smilt fra hans hjerte, men det var umuligt at se at det var falsk vis man ikke kende til hans rigtige smil.

Nu hørte hun noget et eller andet så hun vendte hovedet lidt hen imdo personen stemmen kom fra"Åh heejsa hyggeligt at møde dig jeg er Yukii"sagde hun smillende og rejste sig op for at se på ham lige foran hende. Han så enlig meget venlig ud måske lidt mystisk."Jeg ved det træer er jo lidt farlige for man kan falde ned fra grenene men jeg e rokay tak for din bekymring"sagde hun smillende. YUkii kiggede kort ned på sværdet måske undrede denne person sig om hvorfor hun havde et sværd med sig her til søen det så nok heller ikke så passende ud til Yukii fordi hun lignede ikke sådan en kriger agtig person. Hun havde hørt hans accent men kendte den ikke godt men det lød meget venligt ikke sådan ondt eller noget men meget behageligt at lytte til. YUkii stilte sig under træet mens hun kiggede på ham lidt mere et lyserødt blik på ham og lidt ud på søen"Hvad laver du herude ved søen"tilføjede hun bagefter det første hun sagde til ham. Der var enlig gået lidt tid siden at Zexion s stemme havde været i hendes hoved hvorfor ville han enlig kontakte hende på den måde det var lidt mystisk
men også måske for at advare hende måske. Hun smillede til personen, og lidt efter lidt rækte hun en hånd op til hendes hår for at fjerne lidt af de blade der var landet i håret det kunne næsten se ud som om hun havde lidt hårpynt i håret. HUn troede ikke at der ville være mange blade dalende ned fra træerne her ved søen men der tog hun fejl. Yukii kiggede så igen på sværdet det var stadig mystisk hvorfor hun havde fået det og hvorfor hun ikke kunne miste synet af det, det var næsten som om at sværdet havde en magt over hende eller sådan noget.

Han undrede sig over hendes hurtige navne forveksling. I England hvor han kom fra, fortalte man ikke hinandens ens navn uden at have haft en samtale kørende i noget tid. Men dette var et nyt land og nye regler/skikker. "Hyggeligt at møde dig, mit navn er Naoya, men bare kald mig Nao" præsenterede han sig selv. han så venlig ud, hvilke han enlig også var. I modsætning til andre i denne by, havde han aldrig prøvet at dræbe nogen. Det var også ekstremt sjældent at han kom op og slås med nogen.
Da Yuki rejste sig op rettede Nao sig op. Han var nok et hovede højre end Yuki. Det brune pandehår dækkede næsten helt for de hvidlige øjne. "jeg gik en tur for at nyde den dejlige stilhed som bliver skabe på denne tid, hvad med dig? " På denne tid var der normalt ro. Natte væsnerne var ikke vågnet og menneskerne var allerede gået hjem, dog havde han intet problem med selvskab.
"Du er ikke et menneske vel?" det spørgsmål fløj bare ud af hans mund uden at han nåede at tænke sig om. "Um, jeg mener det ikke kritisabelt, jeg elsker spændingen ved at møde nye personer som ikke tilhøre racen mennesker " forklarede han hurtigt og sukkede lidt over at hans nysgerrighed altid var så stor.

Yukii kiggede på ham da han fortalte hans navn hun smillede lidt til ham"Hyggeligt at møde dig Naoya"sagde hun smillende. HUn kiggede derefter rundt og så noget lys fra søen siden hvornår var søen begyndt at skinne lidt hun undrede sig meget over det, men holdte blikket derpå. Der gik så ikke lang tid før hun hørte Naoya sige noget og lyttede efter"Jeg gik mig også bare en tur rundt jeg elsker at være ude om natten når solen er gået ned, og der hbiler altid noget mystisk over søen ved den tid"sagde hun og kiggede kort på hans øjne som hun ikke tog blikket fra med det samme"Wow dine øjne ligner sådan nogle spøgelse ligende øjne helt tomme næsten"sagde hun stille og studerede hans øjne lidt igen hun kunne ikke lade vær med at gøre det hun blev altid betaget af andres øjne fordi de altid havde sådan en spændende farve. Yukii vendte hovedet hen imod søen igen"Plejer søen at glitre"spurgte hun og pegede med en finger hen imod den hun lignede et stort spørgsmål nu for søen plejede ikke at glitre så måske var der noget på bunden af den eller noget andet."Hihi nej er ikke et menneske jeg er en halvdæmon"sagde hun smillende til ham normalt ville andre se ud som ud de hadede at være det de var men Yukii havde et glad udtryk på ansigtet selvom hun enlig heller ikke var særlig glad for det men hun kunne ikke gøre noget ved det.Hun smillede stadig til Naoya."Jeg burde enlig ikke have siddet i træet for det plejer jeg ikke så tit at gøre, så det var meget godt du kom for jeg sad i træet og kedede mig meget"sagde hun og nikkede bagefter. Yukii s gule øjne som de var ligenu var rettet lidt rundt men stoppede igen på søen der var et eller andet mystisk ved den som hun ikke kunne forstå men ville finde ud af, og måske ville Naoya hjælpe til med at finde ud af det.