Let me Finish >> Sean Privat

Sted: Banegården
Tid: Eftermiddag
Vejr: Tåget, solrigt og dog en smule overskyet, rimfrost
Omgivelser: Beskidte vægge, døde veje, usle mennesker og masser af kedsommelige terræner med et par enkelte stadigt vedligeholdte toge og togskinner...

Skikkelsen overvejede at slå frakken af kropppen, bare for at mærke kuldens flygtige drejning. Det sorte hår nærmest klemte sig til hendes ansigt, en ting, der altid irreterede hende grusomt. De omgivelser omkring hende selv, fik fra dette synspunkt, en ligegyldighed over sig. De forladte skinner, nyligt ramt af et togs hastige kørsel, var som altid blikdåsefarvede og kedsommelige. Hun fjernede grebet af sin læderjakke, til at lade de frosne finger nærmest snitte hendes kolde kind. Læberne var strækkede, hun fandt denne ensomhed interessant, da uendelig provokerende. En skygge af en kat frædsede over skinnerne, ikke forudset at et tog netop dette tidspunkt og det sted, ville passere. Et bredt smil var synligt hos hende, denne blodrøde farve var så hurtigt spredt på togets forreste metal, at det havde fået det til at skinne i skæret fra lamperne.
Kvinden, der bare stod rankt og havde nydt kattens sidste hvæs, havde som alle andre, et navn. Men hvorfor fortælle det? Hun så det ikke nødvendigt, at afsløre noget, når folk alligevel ikke fik lov til at se det næste lys, efter mødet alligevel. Og dog... Nogle folk kunne få hendes øjne til at gå fra en mat, glansløs overflade til en glitrende fest af et par sjæles spejle. Hvad hun var, en hemmelighed, dog, hvorfor ikke nyde den næste ankomnes rædsel og frygt? Hun lo sagte for sig selv, ligeglad med at hvis der passerede en, ville han eller hun se forarget på hende og tænke hæslige tanker, om denne så frydefulde latter.

Sean nynnede svagt for sig selv, en sang der hed would you love a monsterman, den faldt han aktuel da det jo var der skete rundt omkring, en anden sang han kendte var my heaven is your hell, så var der også whos your daddy, alle sammen aktuelle i denne tid, samt mange flere. Han strakte sig så det kunne høres i ryggen og i skuldrene, en dårlig vane han havde fået på det sidste, han vidste at gjorde han det længe nok ville han nok få nogle småproblemer, men det bekymrede ham ikke lige nu.
Han rettede på jakken bagefter, selvom det var køligt, næsten koldt, var jakken åben og afslørede en mørke grå T-shirt indenunder, ellers havde han mørke bukser på og bare fødder. Selv om grunden under ham var kold.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår og så sig omkring med sine mørke øjne og stoppede med at nynne da han så hvor han var, ved en banegård? Hvad lavede han dog her? Han så sig omkring, tomt, men det var klart, han stod midt ude på skinnerne. Han begyndte at gå over mod den nærmeste bygning, den var stor og sikkert et sted hvor man kunne gå ombord eller træde ud af togene. Han hørte et tog der kørte forbi i det fjerne. Snart hoppede han op på afsatsen og kiggede sig omkring, han kendte ikke denne banegård, aldrig været her før...Hvor var det typisk! Nogen gange gik det hele bare i sort...og så stod han et fremmed sted.