Near the forest :: Jowan

Tid : Nær midnat

sted : kirkegården ved siden af skoven

Omgivelser : ingen i nærheden

Vejr : køligt, smukt, klar himmel lidt


Noir gik med stille skridt på sine sorte Allstar gummisneakers i mens hun rettet let på sin platinsk hvide hestehale hun havde sat op der let strøg hende over nakken når hun gik, mens hun havde en lidt stram dog os løs lynlås hoodie på, med hætte der var lidt stor vis hun nu ville ha den halvt på så pandehår og lidt af håret var af se og den ikke dækkede hovedet eller lagde helt på hovedet.
Mens de smukke lange sorte øjenvipper så lettere falske ud fordi de var så sorte af mascare og lange, samt hun havde utrolig mystiske rav gule øjne(øjenfarve).
Man kunne se et smil over hendes læber i det hun rettet på sin hvide jeans og så let rundt mens hun berørte sin lidt lange tshirt der stak frem under selveste hoodien eller nærmere hættetrøjen.
Noir satte sig let på en bænk i det hun så rundt og smilede så lidt for at slappe af på sin spasere tur.

Nattens kolde luft var nu forfriskende.
Blandt de mange statuer, af engle, monstre, sørgende enker og andet som man nu skulle finde på at rejse en statue af, blinkede et svagt lys. Lyset var ikke særlig kraftigt, et simpelt stearin lys inde i en lanterne, som ganske svagt oplyste den unge mand. Det var svært at skelne ansigtstrækkene fra ham, men hans rodede hår der kunne blive forbundet til Champagnes gyldne farver, den eksotiske form for ansigt, som blev forbundet til magiske væsner, eller fremmede... Han var veltrænet, men ikke overpumpede.
Hans tøj var løst og afslappede, en t-shirt, en åben jakke udover det, nogle simple jeans og smadre løbesko.
Jowan slappede af. Der var så roligt ude på kirkegården om natten... Ingen dyr der jager, ingen folk der jager andre folk og ingen vilde blodudgydelser som så mange andre steder...
Men noget var her... Levende, åndende og frem for alt... Ikke-magisk. Menneske... Noget snart ligeså sjældent i Di Morga som en diamant blandt kul i en sæk...

Noir gik let forbi og havde en Touch mobil i lommen med sig der havde en smuk kamera kvalitet fordi hun ville egenlig gerne tage billeder af der hun boede og sådan for at prise selveste det sted hun var?, og os for at lave en lille skrab bog om de steder hun nu havde været eller boet og sådan?.
Hun gik stille ned af stien imellem gravstene i det hun syntes at kunne se et lys?, nær lyset var der en virkelig smuk engle statue hun bare måtte! tage et billede af? det lignede lidt en pint engle der var forvist fra oven? mund det var dem man kaldte døds engle? i historie bøgerne og sådan? der fandtes jo mange engle? dog... denne her engle var måske den slags med 6 vinger det lignede det lidt, hvad var det nu de blev kaldt?....
Hun gik stille tættere og tættere på i mens hun tog billeder af stedet der så, så mystisk ud og hendes blitz kunne ses ikke langt fra hvor han mund stod? dog havde hun endnu ikke set ovenlig efter om der var andre end hende.
Hun gik med lette skridt indtil hun stod foran englen og tog lettere smukke billeder af den"Wauw..... hvor er den flot lavet" hun så let rundt i det hun syntes at kunne ane? en stå nær hende... men var hun blot parnoid

Jowan kiggede ikke op. Det var ikke nødvendigt og enhver bevægelse ville muligvis vise at han var der og ikke bare var en illusion som mennesker havde det med at bilde sig selv ind. Mennesker havde jo tit fortalt sig selv at de så syner... Og det var jo ikke til at sige om dette menneske også ville tro det, hvis hun så ham.
Han så blitzen ud af øjenkrogen og kiggede op. Det kunne være et lille problem, hvis han var i nærheden af hende. Men... Man kunne jo heller ikke leve livet uden lidt risiko.
Han rejste sig op i en flydende bevægelse. En simpel, ubrudt og lettere elegant bevægelse. Han bevægede sig altid mere graciøst i mørket end i lyset...
”Godaften” sagde han så med et svagt smil.
Han havde blot rejst sig og stod bare bagved hende med lanternen i hånden. Han kunne godt gå for at være graverlærling, men det var der jo ingen grund til at lyve om, medmindre dette menneske vidste noget i forvejen om ham... Det var jo trods alt vigtigt at vide om hun kendte til de andre væsner... Hvordan kunne hun undgå det? Det blev jagtet mennesker dagligt og slået ihjel som en hverdagsting nu... Hvis man ikke vidste noget om de andre væsner i Di Morga nu, havde man siddet i en grotte med lukket øjne og voks i sine ører...
”Må jeg tillade mig at spørge hvad du laver her?” spurgte han stadig venligt og høfligt... Han kunne jo opføre sig ordentligt hvis situationen krævede det...

Noir vendte sig let om i det hun så lyset og tog sig for munden i det hun af ren refleks skrig et let skingert skrig og sagde"Ahhhhhhhaaaaaaa" hun rødmede let over de blege kinder af hendes i det hun stod der lidt og så på denne her egenlig søde fyr der dog havde det mystiske over sig mens hun nu stod der og holdte kameraet i hånden og betragtede en yderst intressant dreng sagde hun med få læbe adskildelser"Åh.. undskyld" hun strøg let en hvid hårlok til siden i det hun sagde"Mit navn er Noir, og godaften" hun gav et sødt smil fra sig for at virke venlig sindet mod ham.
og ikke nok med det så spurgte han hende om hvad hun lavede her??.
Hun rynkede blidt på næsen ikke for tydligt, fordi hun var lettere nervøs"Jeg øhm?, jeg er ude og tage billeder faktisk?" hun gav et stille smil fra sig igen dog ikke kastende som var det ingen ting? at smile? eller snakke,
"Så må.... jeg spørge dig? hvad du laver her ude helt alene om natten..." hun trak stille op i sit ærme og kiggede på klokken*WOW!?... er den så sent..*

Jowans smil var fint med de hvide tænder. Det var heldigt at han havde et lys i nærheden, ellers der være rovdyrs tænder inde i munden på ham.
”Intet at undskylde for... Jeg burde ha larmet noget mere” sagde han og grinte så venligt og galant, nærmest for at sige at det på ingen måde var hendes skyld at hun blev forskrækket... Det var jo bare en form for kompliment til Jowan at han kunne liste sig helt op til nogen uden de hørte ham... Men selvfølgelig... Det var jo ikke rigtig en svær udfordring at snige sig op på et menneske som tydeligvis ikke havde nogen direkte træning på dette punkt... Så intet stort i det, men stadig godt at vide.
Jowan kløede sig i baghovedet og ruskede lidt op i håret deromme før han gav hende et svar på hendes spørgsmål.
”Jeg nyder bare at der stadig er et sted som dette i byen hvor der er komplet stilhed.” Sagde han langsomt og med den trænede talers viden bag sig. Han talte stille og roligt, afslappende, kunne man vel kalde det. Han lavede en glidende hånd bevægelse ud imod de omkringliggende statuer. ”Desuden besøgte jeg også min bedstefar” forklarede han uden en eneste tung følelse i stemmen.
Det var nok den største løgn han havde fyret af i månedsvis. Mørke Dæmoner kendte jo ikke deres familie og derfor kunne det ikke ha raget ham om det faktisk var her hele hans klan familie lå begravet...
Han lavede et let grin da han så hende kigge på uret. ”Du havde ikke set hvad klokken var?” spurgte han hende med det samme smil som før. Mystisk, galant, venligt og... Blidt.

Hun nikkede til det angående klokken og sagde"ja det havde jeg ikke, så jeg burde måske komme hjem af dog..." hun vendte sig let mod Jowan og sagde med et smil"Hvad er dit navn egenlig stranger" hun blinkede kækt til ham blot i drilsk mening og ventede så på hans reaktion i det hun dog ville få reaktionen så hun let omkring, mens hun dog vendte hovedet den anden vej kunne man let se et bide mærke på hendes kønne smukke hals, et vampyr mærke der var dybt og voldeligt lavet dog fint og det var 2 runde dybe huller der dog var ved at heale fint og roligt nu??.
Hun tog sig let til halsen i det hun så rundt og vinden blæste blidt i hendes smukke hår, hun duftede til selveste luften i det hun smilede og kunne lugte de smukke roser der lå nogen steder"så han lægger her hva?" de rav gule øjne så mildt på Jowan og hun sagde"så er det, det eneste du laver her ude i nat? og ..." hun berørte let sit kamera"Jeg går blot rundt sådan og tager lidt billeder her og der, dog er her smukt men os lidt eeeewwww agtigt haha, du ved skræmmende" hun berørte let sine arme i mens hun strøg sine finger let op af armene på sig selv i bange bevægelser.