Not my fault-Sean

_______________________________________________________________________

Det var koldt, gysende, stille, trist over hele parken alt hvad der skete var ikke i den munterhed som Diemon havde kendt noget til. Det var som om skyerne havde kastet et trist gråt skær over hele stedet, hvilket han selv havde det fint med for han foragtede for meget munterhed. Diemon hed denne unge vampyr der kom gående igennem nogle grønne buske og træer han stoppede op og så på nogle børn der self var glade og legede med tp bolde de kastede til hinanden der var ikke to børn men mange, deres forældre var der også og nogle de kendte. Diemon morede sig over at se de fortabte børn lege så muntert når det snart kunne være over, i følge ham det eneste han kunne gøre var at lave et lille tricks med en af hans magtfulde røde fjere og så kunne det udvikle mirakler for ham og åbne veje og fordele for ham. Denne her vampyr Diemon havde sølvfarvet hår, to blå spidse mærker på hver kind
det var noget han var født med, selvom det meget godt kunne ligne malling, eller noget han selv havde tegnet på men det var det ikke. Diemon smillede ikke hvorfor skulle han også det al den tristhed der var her var dejlig men munterheden den meget store munterhed kunne han undvære lidt den havde han også oplevet for meget. Han stak den venstre hånd ned i hans venstre bukselomme og trak end rød smuk fjer frem han kiggede på den med et dystert udtryk men dog stadig med et gemt lille bredt smil. Diemon gik hen til springvandet godt solen var væk for så havde han ikke problemmer med at flygte væk fra dens skær, solen var altid der hvor han mindst ville være, og mørket var aldrig der hvor han gerne ville have det. Han nåede hen over græsset ved springvandet og satte sig ned på kanten af det han studerede vandet uden at tænke over at han slet ikke kunen se sit ansigts spejlbilled han knyttede hænderne sammen og baskede den hårdt ned i vandet så det sprøjtede ud til alle siderne. Nu begyndte folk at stirre på ham men han ignorede det, han var vred vred over at han var blevet til det han nu var, et monstet tildelt evnen til at kunne lugte blod, til ikke at kunne undvære blod. Han mærkede et prik på hans skulder det var en lilla pige der stod og kiggede op på ham hun havde rottehale rog lyst hår, på koppen havde hun en lilla kjole med blomster på. Diemon rystede det vrede ansigt af sig og forholdte sig venligt mod hende"Un-Undsky-ld men de har vel ikke set min bold den er lyserød..Jeg"nåede hun at sige før Diemon svarede færdigt på hendes sætning"Du tabte den"svarede han og kiggede lidt væk fra hende.Pigen så ud til at være meget bange men ville et hvert menneskebarn ikke blive det når de så en vampyr"Vil du i-ikke hjælpe m-mig"spurgte hun med en svag rystende stemme. Diemon havde ikke særligt lyst men lod sig overgive sig til hendes triste grædeagtigt ansigt"Okay, okay jeg hjælper til"sagde han og rejste sig op fra kanten og kiggede rundt, han kiggede ned på hans røde fjer og lod hans røde øjne glide ind med farven og straks kom der en røg røg rund tom Diemon og pigen og lidt hen imod et træ, Diemon var hurtigt henne ved træet og kiggede op i det han kunne se bolen og skyndte sig op efter den og ned igen. Han så pigen var løbet hen til ham"Tusind tak"smillede hun glad og hoppede glad videre hen til sine små venner igen.Han fik et lille muntert smil på læben af det han gjorde, og lænede sig så op ad træet ved ham og kiggede på fjeren"Du gjrode det Sfinks"sagde han og lagde en ned i lommen mens han ikke slap grebet fra den. Diemon havde ikke set nogen ved parken siden han selv var ankommet hertil men det var nu ikke hans skyld at han var gået i rind så hurtigt og endt her.

En kvinde hev hurtigt sit barn tæt ind til sig og skyndte sig videre ned af gaden, som om han ville angribe dem, han studerede dem let med sine mørke, hemmelighedsfulde øjne. En moder der beskyttede sit barn, sådan skulle det nu også være.

Han så ned på sin hund der gik ved siden af ham, normalt tog han sjældent sin hund med sig, den gik selv hvor den ville når den ville, men den havde haft lyst til at følge ham ind i byen, måske ville den bare opleve noget nyt? Noget der ikke var fuld af forskellige planter og dyr? Som skoven han boede i. Hunden, en Golden Retriver, var faktisk ikke hans, den havde bare været der lige siden han var flyttet her til stedet for nogle uger siden. Var kun lige ved at forstå hvad der skete rundt omkring.
Han så sig lidt omkring mens han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår så det strittede lidt.
Byen var beskidt og trist, som altid, menneskerne måtte vel kunne lide det? Deres eget problem, han var glad for han ikke boede her.
Han strakte sig, en dårlig vane han havde fået, hvor han foldede hænderne bag nakken og strakte sine albuerne så langt op mod himlen som muligt så det sagde knæk op gennem ryggen til skuldrene. På det sidste var det begyndt at gøre ondt i nakken, men han tog sig ikke rigtig af det.
Han rettede lidt på sin sorte jakke, jakken var åben og viste en mørkegrå T-shirt han havde indenunder, ellers havde han nogle mørke bukser på. Bare fødder. Han så op da han så de nærmede sig en park, endelig! tegn på bare lidt almindeligt! selv om det stadig var..trist. Han skyndte sig over gaden og trådte ind på stien og gik straks ind på græsset og smilte lidt for sig selv, græs, jord...Hans rette element! Han fandt en gren og kastede den, rigtig nok løb hans hund efter den som altid. Han stod lidt og så sig omkring, lidt derfra første stien hen til at springvand og lidt fra springvandet var der en masse legende børn med deres forældre, det vrimlede da også med folk lige nu? Og så når det var mørkt? Man skulle tro de var mere nervøse, han havde hørt om børn der var taget fra forældrene...hvorfor huskede han ikke.
Han begav sig der hen af da han så en...lidt anderledes udseende fyr hjælpe en pige med en bold. Verdenen var altså ikke helt fri for folk der kunne give andre en hjælpende hånd? Han gik hen og så ned i vandet i springvandet men så hurtigt væk, han havde ikke set på sig selv længe og noget ved det kunne han ikke lide.
Pludselig mærkede han noget støde mod hans ben og han så ned, smilte så roligt, på en eller anden måde havde han glemt hunden fra det ene øjeblik til det andet.
Han klappede det på hovedet og sendte grenen væk igen og studerede hunden der gladeligt løb efter den...