Let me show you what i can do! //logan//

Tid: midt på dagen.
Dato: Irl.
Vejr: lidt koldt, men det er til at mærke at det er ved at blive forår..
Omgivelser: ret få mennesker i metroen, da de fleste jo er på arbejde..

En høj skikkelse i mørke flagrende silkeklæder stod med en bestemt kvindeligt ansigt vendt imod metroen, og så den hvide metro køre forbi med en sådan fart at hvis du hoppede ud foran ville du sikkert splatte ud som en flue mod en bilrude.. hun ville sikkert komme tilbage hertil af samme grund senere, tænkte hun dystert.. folk har sådan en grim vane med at begå selvmord sådanne steder som her, hvor de kan få en hurtig død..

den stav hun stod med, var lige så høj som hende, og hun havde den stående skråt ud fra sig som en stilvagt.. den var var kulsort og glat, ligesom hendes hår og øjnene uden pupiller, hun lignede virkeligt ikke menneske når man så hende forfra.. men heldigvis var der meget få der så hendes øjne i andet end genspejlet af metroens forbigående vinduer.. to 19 mm. glocker var stukket ned i hendes kjoleliv, men alt den sorte silke skjulte lidt pistolerne.. hun kunne bruge dem som en professionel snigmorder, hvilket også var hvad hun var.. hun var satans engel, og hun udførte hans gerninger som hun havde gjort siden hun døde..

P: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top

Logan kom gående ned af trapperne til metro stadion, han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd sammen med to knive.
Logan var gået ned i metroen fordi der som regel plejede at være mange vampyrer, og det var hans mål at udslette så mange vampyrer inden han selv blevet dræbt.
Han så sig rundt, han så en skikkelse nogle meter fra ham, han ville undgå ballade både på grund af hans mission og på grund af han ville se om skikkelsen var en vampyr eller ej, hvis det var ville han affyre sine patroner med stor pression fra den afstand han stod fra, da han tidligere havde være soldat vidste han alt om pression, hvis han ville kunne han skyde en flyvende flyve ned fra luften.
Han satte sig på en bænk og iagttog skikkelsen

Nepthys lagde ikke mærke til mennesket med det samme, for hun havde vænnet sig til at der hele tiden var mennesker omkring hende, og en tilstedeværelse fra eller til gjorde ikke så forfærdeligt stor forskel når det kom til hendes opmærksomhed.. men så lagde hun mærke til at der var nogen der stirrede på hende, det var den der sjette sans der advarede hende om at hun blev stirret på.. hun vendte sig næsten tilfældigt, og gik imod trappen, før at hun stoppede og drejede sit hovede mod mennesket.. ja det var ham, det kunne hun sige med sikkerhed nu..

hendes øjne der var sorte, uden noget hvidt i, bare helt sorte med et gyldent skær inde i midten.. inde i midten af hvert øje var der nemlig en lille orange plet der hvor pupillen skulle have været.. Og da hun talte så selvom hun stod omkring ti meter væk, ville logan uden problemer kunne høre hendes mørke, bløde stemme:
"Noget du vil mig, menneske, siden at du stirrer sådan på mig!?"
De unaturlige sorte øjne stirrede flammende på mennesket og inde i dem kunne man se ondskaben der sad så dybt indgroet i dødsenglens sjæl.

Logan så chokeret på skikkelsen, "se hvis du spørger pænt engang til skal jeg nok svare på dit spørgsmål, og denne gang prøv at lade vær med at sige menneske og bare spørg om hvorfor jeg kigger på dig" sagde Logan, han lagde forsigtig en hånd på pistolen i hans bælte og rejste sig op og begynde at gå rundt om skikkelsen for at se om personen var bevæbnet, men også for at tjekke om der faktisk var flere en den ene person.

"altså du kunne jo også starte med at sige hvad du heder og hvad for en du er, ud fra hvad jeg kan se er du ikke en vampyr, for de plejer som at jage i flokke, og så vidt jeg kan se er der ikke flere end dig og mig, bare os to" sagde Logan og trak sin pistol og pegede den på hende, han kunne ikke lige ideen om at personen kunne se at han så på personen, der var et eller andet der ikke passede helt sammen.

"hvorfor.. stirrer du på mig?"
nepthys stemme var kold, og hendes øjne virkede onde og brændende, tydeligvis modvillig i at tale høfligt til et menneske.. bare et menneske.. og hver gang mennesket rykkede rundt om hende, så rykkede hun med så hun hele tiden havde ansigtet imod ham, af en ren vane.. hun var ikke bange for at han kunne gøre hende noget, for hun var sikker på at hun godt kunne vinde over mennesket..

"du kunne jo også starte med at præsentere dig, og vise lidt manerer.. men du har ret i at jeg ikke er en vampyr.."
hendes øjne skinnede af en hånlig munterhed, og de blev kun en lille smule koldere, da han trak pistolen.. hun så den ikke som nogen stor udfordring.. men alligevel trykkede hun på en lille bitte knap, og et blad viste sig i toppen af staven.. hun ventede med at trække sine glocker indtil at det blev nødvendigt.. man skulle jo heller ikke afsløre alle de kort man havde på hånden..