en lille svømme tur // ´Destiny-privat//

Solen skindede som aldrig før over byen, hvilket mange udnyttede til en skovtur eller en bade tur nede ved søen. Dog var der nogle der ikke burde være der, men det var han nu. Han ledte efter et sted han kunne være alene, da han ikke gad at have selvskab af en masse skrigende unger. Han lagde sine ting ned og piftede svagt, en dobermann kom løbende mod ham og stoppede op foran ham og logrede med halen. " Dante hold øje med om der kommer nogle og hvis der gør så gø" sagde han og aede hunden. Han begyndte roligt og selvsikkert at tage sin t-shirt af, men så hørte han en lyd og kiggede sig omkring " Undersøg det Dante" sagde han og fortsatte hvor han kom fra., Snart stod han kun i sine boxershorts og var klar til at gå i vande. Stille og selvsikkert smed han boxershortsene og gik ud i vandet, det var nogenlunde den rigtige temperatur, dog stadig lidt køligt. Han gik længere ud til hans underkrop var dækket af vandet, han hørte en gøen " Hvad er der Dante" sagde han roligt og så sig over skulderen, der stod en kvinde og så på ham, men hvad lavede hun her? dette sted kendte kun han til, eller gjorde hun også?

Destiny ville ned til søen for at øve sig lidt, selvom hun ikke var så glad for det. Men hun skulle vel lære sit element at kende helt? Hun havde sat sit hår op i en hestehale. Hun havde valgt noget andet tøj end eller på grund af varmen. Hun havde en blå, lilla bikini på, og en kåbe på, dog kunne man se i gennem den. Hun havde ikke regnet med at se nogle der hvor hun skulle hen. Hun gik hen mod søen, på bar fødder. Hun havde ikke særlig tit sko på, en dum vane ikke at tag dem på. Hun nynnede smilende for sig selv, hun drejede rundt et par gange. Hun rørt lidt ved nogle planter som gav en stille lyd fra sig. Hun lukkede let øjnene. Hun hørte en hund gø, hun undrende sig kort over hvor det kom fra. Det lød som om det var tæt på, men hun havde ikke noget i mod dyr. Hun kunne selv godt li dyr, nu var hun også animagus. Men hun tog sig ikke af en hund gøede lidt. Hun gik videre, hun kunne fornemme vandet nu. Hun skævede let ned af ryggen. Hun stoppede dog lidt væk fra vandkanten. Hun havde ikke set ham, da hun havde lukket øjnene. Hun sukkede let med et sødt smil hen over læberne. Hun åbnede øjne let, og fik øje på… En mand ude i vandet. Hun rødmede over sin dumhed, hun burdet ha kigget efter om der var nogen, før hun bare gik ind i det hele. Hun kunne ikke rigtig sige noget, hun vendte sig bare om, og lukkede øjne igen. Hendes kinder var røde.

Furtinus vendte sig helt om og så på hende med etblidt smil " Jamen dog" sagde han og så på hende med et undrende blik, hvor kendte hun dette sted fra? han havde altid troet han var den eneste der kendte denne lille plet, hvor man kunne være alene, men åbenbart ikke. Han piftede og hunden kom løbende imod hende, men undvigede hende og fortsatte ud i vandet til Fur " God hund" sagde han og kløede den bag øret. " Sig mig unge dame, hvor kender du dette sted fra?" sagde han med en kold stemme uden at vide om hun overhovedet havde set at hans boxershorts lagde på jorden, men hvis hun havde var han såddan set også pænt ligeglad. Han plaskede noget vand på sin hun som løb ind til kanten igen og rystede vandet af sig og lagde sig på det tæppe som Fur havde taget med for ikke at ligge på den bare jord. Han blev ved med at betrakte ddenne unge kvinde der stod bed breden, men han havde ikke i tankerne at gå op fra vandet lige nu ihvertfald, med mindre han var nødt til det.

Destiny havde røde kinder, men ikke helt røde, som nogle kunne få når de rødmede. Man kunne dog let se at hun var flov, over bare at komme midt i det hele. Hun skulle ha set sig om, før hun gik ned til den lille plet. Hun havde dengang gået galt, og var komme ned til plet ve det uheld. Hun var begyndt at træne sin evne derned, nogle gange. Hun havde dog aldrig mødt nogen her nede før. Og da ikke mere eller mindre nøgne. Hun havde dog kun lige set han overkrop, før hun havde vendte sig om i flovhed. Hun åbnede let øjnene, og kiggede på hunden. Hun sendte den et smil. Hun hørte ham, hun rødmede dog mere af hans ordvalg. Unge dame. Hun var ikke lige van til at folk kaldt hende den slags, men han var kind of høflig? Eller…? Hun havde ikke lige tænkte sig at vende sig om ham. ”Jeg fandt stedet her, engang da jeg var faret vild, unge Hr.,” sagde hun stille med en rolig og flov undertone. Hun tiltalte han cirka på samme måde som han havde gjort.