The silence is cruel //privat=Keiko//

Sted: Gyden
Klokken: lidt før midnat ca. 23:54
Omgivelser:
Vejret: Bidende koldt, frost

Mørket havde forlængst lagt sig over byen. Folk var gået hjem, da det ikke var særlig sikkert at være ude når solen ikke længere stod på himlen. I gyden var der stille, det eneste man kunne høre var den milde vind. Men selvom at her var stille, var der ikke livløst. Inde i den mørke gyde, sad en skikkelse med knæene op til hagen. Skikkelse tilhørte en ung dreng, som sad bagved en container. Duften af menneske lå domineret i ham, men man kunne stadig dufte den svare søde duft af engle der hang over ham. Men selvom at han kende til alle racerne der gemte sig iblandt mennesket, kende han ikke til hans engle halvdel. Han troede stadig på at han var et menneske.

"koldt " mumlede han til sig selv, og pustede til hans kolde fingre. Han var jo kun i ført en sort hættetrøje, bukser og sko, så det var ingen overraskelse at han frøs, men ligegyldig hvad kunne han ikke tage hjem før solen igen stod op. Ikke så længe at der var alkohol i huser og ikke så længe at hans storebror var fuld.
Dog havde Nao intet problem med at være ude om natten, han elskede det faktisk. Han elskede den sorte himmel, luften og selvfølgelig stjernerne. Det havde alt sammen en beroligende effekt på ham. Men han brød sig ikke så meget om stilheden, det gjorder ham altid urolig og fik ham til at føle sig alene.

//Håber at det er godt nok xD //

Et host afbrød den alt for langvarige stilhed, og gav genlyd mellem gydens klamme, kolde vægge. En ret høj og mørk skikkelse lød som om han var ved at tage livet af sig selv, ved at lade sin strube presse sig sammen og bare gøre dethele værrere end det allerede var. Den unge dreng som udgjorde denne skikkelse lod sin hånd som var skjult af en lysebrun handske søge ned imod sin side, hvor han lod den presse indad, som forsøgte han at få sine egne indvolde til at sprækkes. Smerten var næsten ulidelig, men han havde levet med den så længe nu, at det var en naturlig ting. Dæmonen som denne var blevet kaldt flere gange, lod sig læne op af gydens vægge, for at hans ben ikke skulle give efter, selvom han tvivlede på at det ville ske, nu. Et par små, dybe vejrtrækninger mere og han ville være i sikkerhed bag sin foretrukne container, han havde jo ikke rigtigt nogen grund til at være kræsen. Han lod sit baghovede, som blev beskyttet af den lysebrune hat, læne sig op af den klamme væg, for at kunne lade sine mørkeblå øjne hvile på den mørke, næsten stjerneløse himmel. Synd. En stjernefyldt himmel var ellers altid bedst... den gav vel noglen mennesker... håb? Et kort suk kunne høres fra ham, da han havde fået vejret igen, hvorefter han fortsatte med at gå. Endelig, ro til at tæn-... Hans tanker stoppede op, da han så at hans plads allerede var optaget. En dreng. På hans egen alder, ville han gætte på, siden han ikke kunne se så meget. Nå, men det var der vel ikke så meget at gøre ved, sjovt det altid lige var hans gyde! Eller...næsten, han kunne vel ikke gøre noget ved denne bys regler, han havde ikke engang været i den så længe, såfor at være ærlig kendte han ikke byens regler. Han havde godt hørt om den der hersker var der...et eller andet med; ”Frelser, eller bare én eller anden psycho?”-halløj, bare synd han ikke kunne bedømme det selv. Han vendte sig om, og gik roligt over på den anden side af containeren, hvor han satte sig på samme måde som drengen, med knæende trukket op til brystet og med ansigtet gemt i dem.

//Bare sig til hvis jeg skriver for langt Dx//

//nej nej det er okay xD men jeg kan nok ikke skrive så langt som dig =.= //

Stilheden blev brudt da Nao kunne høre fodtrin og hosten. Han løftede hovede og lod sine mælkehvide øjne studere omgivelserne. Lidt efter fik Nao øje på en dreng som nok cirka var på samme alder som ham selv. "Oy er du okay?" spurte Nao da drengen så ud til at være såret. Det tog et kort sekund efter det, før at han opfattede at drengen havde ladet sin hånd glide ned til hans side, hvorefter at han pressede ind.
En lille stemme i hans hovede, også kaldt instinkt, fortalte ham at dette ikke var et menneske. Det gjorder ham dog ikke nervøs, tværtimod, det gjorder ham bare mere nysgerrig.

Drengen satte sig ned langs containeren, men Nao var en smule bekymret. Normalt ville folk bare gå forbi, men det var anderledes når det kom til Nao. Han var en af de mere.. uforsigtige typer? Hvilke selvfølgelig også betød at han tit kom ud i problemer. "Er du okay?" gentog han og satte sig på hug foran drengen med hovedet sat svagt op skrå. De mælkehvide øjne studere ham. Studerede alt hvad han kunne, udseende, påklædning, bevægelser. Alt dette var allerede kodet ind i hans hukommelse.