Broderhood - Zean

En skikkelse var til at skimte på en bænk henne ved skaterparken, der var ikke noget særlig specielt ved denne skikkelse sådan rigtig, men hvis man kiggede bedre efter kunne man se at personen ikke trak vejret på nogen tænkelig menneskelig måde. Hvorfor også trække vejret når man ikke havde brug for det? Ellers var det jo ikke rigtig noget underligt ved det, men så var der de røde øjne som langsomt blev åbnet og stirrede ud i mørket, et blik som kunne få de mange til at få kuldegysninger ned af deres arme, eller have det som om at der var noget meget ubehageligt der ville ske med dem nu.
Heath sukkede irriteret over at han nu skulle i gang med at finde nye medlemmer til hans band da de andre var skredet, eller rettere han havde smidt dem ud da han ikke længere gad at hører på deres brok over hinanden, det gad han bare et eller andet sted ikke hører på mere! Så kunne det i grunde også være lige meget så ville han bare finde nogen andre, som sikkert kunne gøre jobbet meget bedre end hvad de andre havde kunne gøre! Men det var stadig irriterende at han skulle gå igennem det her, at han skulle finde sig i at hans venner hele tiden skændes og han ville nok ikke se så meget til dem efter det her, men det var måske også bare for det bedste når det kom til stykket eller? Han viste ikke rigtig hvad han skulle sige til sagen fandt det faktisk virkelig sørgeligt når det kom til stykket, nu hvor de jo havde været så længe sammen også var det bare slut? Han rystede lidt på hoved af det og knugede hans skateboard i den ene hånd mens han tanker vandrede over mod hans bror, den bror som han troede han havde mistet. Og han havde ikke engang vist hvorhen og hvad der egentlig var sket med ham. Det var egentlig snart på tide at han skulle finde ud af det, om det så var for at finde ud af at han var blevet myrdet eller hvad der var sket med ham. Og hvis det var i sådan et tilfælde så hvem der havde gjort det, og at den mand på en eller anden måde skulle bøde for sin ugerning! Et lille grin slap ud af han læber og han rystede på hoved inden han kiggede ned i jorden og beskylde sig selv for at ikke havde fundet ud af det noget tidligere!

En spinkel skikkelse kom gående hen over fortovet, fodtrinene havde ingen lyd, ånden var væk, det samme var selve håbet i denne person, det var stille og tyst rundt om ham, som om han opsugede lydende rundt om ham, men i grunden gjorde han jo ingen af delene der var kun fordi man fokuserede på ham, at man ikke lod sig tænke på alt det andet. Nogle øjne vente sig op mod himlen, de havde en grøn halvmåne oppe for oven og ellers var resten bare rødt, i noget mat dog klar rød farve. Hvis man kendte til det han var blevet for mange år siden men nu selvom det måske ikke var noget som han tænkte over som sådan? Men det var stadig i hans hukommelse det ville aldrig blive glemt, den aften var den værste aften han overhovedet kunne forstille sig. Zean gik med nu tunge skridt hen over fortovet han var på vej hen til skaterbanen han undrede sig nu over hvorfor han var på vej derhen, han kunne jo ikke finde ud af det så hvad fanden hjælp det? Han trak på skuldrende og kiggede op på himlen og mumlede let for sig imens han sukkede lidt, han kiggede rundt igen da han ikke helt vidste hvad han skulle tage sig til, vidste han overhovedet noget? Udover at tænke, tale, og gå, hvad vidste han så i grunde? Ingenting efter hans egen konklusion, han rystede lidt på hovedet, og kiggede op i luften imens han mumlede lidt, for sig selv, han vidste ikke helt hvad der var sket med sin bror det var over 300 år siden de sidst havde set hinanden eller måske nærmere over 380 år siden? Han kunne ikke huske det, men var det i grunde vigtigt? Alt hvad han vidste var at der var en minimal chance for at hans bror stadig var i denne tid som ham, han rystede lidt på hovedet og prøvede at slå det ud af hovedet men det kom bare til ham igen, uden at han kunne gøre noget ved det, han bed sig lidt i læben imens han tænkte på nogen af deres gamle dage, han havde stjålet en god sum slik hos den gamle idiot i slik butikken og delt det hele med sin bror, alle andre kunne rende ham et hvis sted. Han kiggede rundt og kunne mærke at temperaturen ændrede sig en del, den gik fra mellem til kold, på en meget hurtigt måde, han rynkede brynene, og tænkte over hvem der ville være hernede på denne tid, også endda en vampyr? Han mumlede noget for sig selv, inden han begyndte at kigge rundt for at finde ud af hvor personen kunne være, han gik ikke udfra at det kunne være nogen han kendte med det kunne i grunde være ligemeget.

Heath løftede langsomt hoved og kiggede rundt da han også kunne mærke at atmosfæren drastisk ændrede sig da en vampyr kom ind på skaterparken. Han rejste sig langsomt op og kiggede rundt mens han fik øje på en skikkelse ikke så langt væk derfra og hævede det ene øjenbryn. Der var et eller andet underlig over denne skikkelse, et eller andet meget bekendt, men hvad det var kunne han ikke rigtig sætte fingeren på. Men det måtte han jo finde ud af, skateboadet blev klasket ned på jorden og han hoppede op på det inden han langsomt kørte der over stoppede så brat op da han kunne se hvem det var og troede ikke sine egne øjne. Det kunne ikke passe, det måtte være en drøm! Men så alligevel ikke, hvorfor skulle han sove? Heath så jo næsten aldrig og alligevel kunne han ikke få det til at hænge sammen at dette væsen, denne vampyr der stod foran ham kun kunne være hans bror. En dyb indånding blev taget og han lukkede kort øjnene inden han gik ind i månelyset så man kunne se den høje krop, det sorte pjuskede halv lange hår og det kantede ansigt som lignede hans brors så meget ”Zean?” kom det hæst fra ham mens han stadig prøvede at få det hele til at hænge sammen at dette var hans bror og det ikke bare var en eller anden joke. Hvor længe siden havde det været siden de sidst havde set hinanden? 300 år? Det føltes som en evighed, og tanken om at han sådan havde savnet sin bror så meget, hans elskede store bror der nu stod foran ham lammede ham fuldstændig. Han viste på ingen måde hvad han skulle gøre af sig selv om han skulle gå over og kramme sin bror ind til sig så han var ved at blive mast. Han viste det virkelig ikke og stod bare der og stirrede på ham med boardet under sin arm som om at det var noget af det mest vandvittige han stod og kiggede på. Som om at dette ikke var virkelig, det føltes ikke virkeligt. Men håbet om det var brændte så stærkt inde i ham at han næsten kunne mærke hvordan hjertet bankede. Hvis dette virkelig var hans bror, hvor havde han dog bare meget at fortælle ham, hvor var der meget der skulle indhentes. Han fik mast et lille smil frem på læberne mens han stod der og stirrede som om at han var idiot.

Han trak stille på skuldrende over sine undringer omkring der skulle være en vampyr her nede, det var jo et offentligt sted, og folk kom og skred jo som de ville? Så hvad fanden.. Han tænkte lidt tilbage til den dag hvor han var blevet til vampyr, den dag hvor han var blevet lukket inde i et fangehul, for 375 år siden, han kunne endda huske datoen… 23 december, lille jule aften, på vej hjem fra fest af, også skete det. Han klemte øjnene hårdt i over den smerte han havde fået, og inden længe var han blevet lukket inde, i en mørk celle, langt væk hjemmefra, uden at vide noget som helst, uden at kunne tænke på noget som helst andet end at han ville hjem. Hans tanker blev dog brat stoppet da han hørte en stemme, en stemme der sagde hans navn, og var ikke helt sikker om han hørte rigtigt, han vendte sig om og kiggede nu på en skikkelse, en bekendt skikkelse eller faktisk var det en skikkelse han fandt mere end bare bekendt den var utrolig nær, samme højde, samme kropsbygning, og det hele, han fugtede langsomt sine læber og ville ikke til at give sig falsk håb foruden, han kunne ligeså godt vente lidt får at være på den sikre side, “Hm ja?” spurgte han så med en normal stemme og så nu at personen gik ud i månelyset, han måtte så spærre øjnene da han så at det virkelig var ham, hans elskede, længe savnede lillebror, man skulle næsten have troet de var tvillingebrødre så meget som de lignede hinanden, men det var de ikke, der var tre år imellem dem, selvom det var Zean der var blevet bidt først, hvis han ikke tog meget fejl, fordi han var forsvundet lige på den dag han var taget hjem ad fra Heath. Han kiggede lidt ned og vidste ikke hvad han skulle sige, han mente han burde have givet kald fra sig, og sukkede så tungt, “Heath…” mumlede han stille og tog en dyb indånding da et lille smil blev skabt på hans læber, ikke det der falske smil som man tit så ham med, men et ægte et, sådan et smil han altid havde på sig når hans bror var omkring ham.

Han stirrede bare på sin bror og trådte et lille stykke hen til ham og hævede det ene øjenbryn "Forhelvede det er sku dig!" råbte han og gav Zean en ordenligt bjørneknus og klappede ham på skuldrene og slap ham så og sendte hans bror et kæmpe smil "jeg troede sku aldrig jeg skulle se dig mere!?" kan bare slet ikke fatte at det faktisk virkelig er ham, at dette virkelig er hans elskede bror. Ham som har været i hans tanker lige siden at han forsvandt "fortæl.. du bliver nød til at fortælle hvad der skete, hvor du blev af, hvad der ellers er sket i dit liv!" han følte sig som den gamle lille 5årige Heath som stillede sin bror så mange spørgsmål han kunne inde for livet, omkring hvad hans bror ville, hvad han skulle når han blev voksen. Ja, emnet havde drejet sig omkring hans bror ret meget, det var vist ingen hemmelighed at Heath virkelig så op til Zean, faktisk ville han mere sige at Zean var en far for ham end deres far havde været. Og dog var han jo også en bror, en bedsteven og at få alt det tilbage igen det var bare ubeskriveligt dejligt på en eller anden måde. Det var virkelig ikke til at beskrive hvordan det var at se en person som man elskede så højt og havde troet var død, også stod han bare der foran ham. I levende live, so to speak og kunne snakke, krammes. Ja det, han rystede på hoved og havde et kæmpe smil plantede på læberne som bare ikke kunne fjernes og grinede lidt af sig selv "Fuck.. det havde jeg ikke lige regnet med det her" sagde han og rystede igen på hoved og kunne virkelig ikke fatte at dette var noget der skete i virkeligheden og ikke var noget i hans drøm. Men efterhånden måtte det jo gå op for ham at dette var virkelighed!

Han smilede let til sin bror da han pludselig gav et bjørnekram grinede lidt, han bed sig dog lidt i læben over alle de spørgsmål, der nu kom ud fra hans mund af og tænkte lidt, han kløede sig lidt i håret, og sukkede så stille, “Tjo det var jo lille jule aften, der render jo så mange stoddere rundt på den tid…” mumlede han stille og satte sig ned på en bænk, der var sket så meget de sidste par dage, at han ikke helt havde kunne følge med, han mumlede lidt og rystede så kort på hovedet. “Okay eh, du får hele historien at vide, da det bare bliver totalt kaos hvis jeg springer fra den ene tid til den anden…” Han pustede lidt ud og vippede lidt med sit ene ben inden han begyndte at fortælle omkring den dag da det hele skete, utroligt han kunne huske det hele, “Det var dagen på lille juleaften, jeg var på vej hjem efter at have været over hos dig og Gillian, og noget mindre selskab…” sagde han til hentydning om hans datter, “Lige så du ved det jeg synes stadig hun er en klam kælling.. Sorry men kæft hun var deprimerende…” grinte han stille og kunne godt huske hvordan hun havde kostet rundt med ham og Heath og selv sad hun bare og legede med Ash mens de gjorde og ditten og datten for hende, nøj ha’ han kunne godt have slået hende ned hvis det ikke havde været fordi at der havde været andre mennesker tilstede, eller fordi Ash var der. Han rystede lidt på hovedet og fortsatte så, “Det var vidst omkring klokken 22, eller lidt i kan jeg ikke huske, men eftersom jeg går ned af gaden, begynder der at komme en masse pusle lyde og hvad ved jeg, ej okay gjorde der ikke men historien må gerne være spændende så fuck da det… når men lige med ét…” kom det fra ham og knipsede med fingrene da han havde sagt et, “Var der sq lige en klam mand fra det 13’århundrede der mente at jeg var dejlig føde, også blev jeg bidt…” mumlede han stille og vidste ham det pæne lille ar han havde fået på venstre side, som han virkelig havde forsøgt at få væk men kunne ikke, “Nogle dage efter vågnede jeg op i en celle og ville have blod, min ‘mester’ kom ned til mig i stedet for og forklarede så hvordan det hele stod til han behandlede mig som et barn og jeg blev sur, så ikke flere problemer med ham… når men så blev jeg sat ind for noget træning, og før jeg vidste af det var jeg jo på en hemmelig organisation.. Hurra for mig…” lo han stille og sparkede lidt til en sten imens han mumlede, noget utydeligt og kløede sig selv i nakken imens han tænkte tilbage på alt det han havde været igennem. “Jeg blev trænet til at være snigmorder, udfører ordre for herren, ham hører du om, om nogle timer endnu…” smilede han stille og tænkte lidt, “Jeg mødte nogle trofaste ‘venner’ nogen af dem hjælp mig og det hele, med det ene eller det andet, jeg fik kamp træning, skulle på ekspedition, myrde folk, ignorere smerte, og hvad ved jeg, men efter alle de slag far har givet mig kunne jeg ikke elske den følelse mere end hvad jeg gør nu.” kom det igen leende fra ham, imens han kiggede lidt rundt, der var utroligt meget at fortælle, men hvor meget af det skulle han egentlig fortælle, han lod den ene hånd glide op til det øje som var skjult fra hans rødbrune hår da han ikke brød sig om at folk gloede, han kløede det lidt, og kiggede så op på ham igen, “jeg var med i en masse krige, og blev ved med at værre der i håb om at jeg fandt dig, men hver gang der blev sagt at du var tæt på eller noget, kom de med undskyldningen om at du var kommet ud fra deres felt område, igen… hver gang jeg havde fået det af vide, havde jeg søgt trøst hos en kvinde i en krop på omkring de 28 tror jeg nok, hun hed Evlyn, vi havde en form for affære sammen hvis man kunne sige det sådan, men skal jeg være ærlig kunne jeg ikke hade hende mere lige nu, gjorde jeg også den gang da jeg fandt ud af at hun var gået i seng med herren hvilke kællinger man kan finde på det sted, når men altså den der organisation lå i Rumænien, vidunderligt for mig, da det jo er méget langt væk fra vores hjemland, godt planlagt siger jeg bare!” han tænkte lidt videre og kiggede ned i jorden og bed sig i læben inden han fandt en smøg frem og satte den for munden, han fumlede lidt efter en lighter og rullede så på hjulet så der kom gnister til, og tændte så cigaretten. “Men ja, så her for nogle to tre år, skred jeg fra stedet, men jeg var stadig indskrevet i papirerne så de kunne følge efter mig over alt, men jeg vendte aldrig tilbage først her for nogle uger siden, men nok om det det kommer vi også til…” sagde han så og kløede sig i håret. “For nogle fire fem måneder mødte jeg en pige ved navn Naomi, hun blev mit næste offer, og er nu min lærling hvis man kan sige det sådan… når men videre med det, har reddet hende et par gange og det, så var jeg blevet taget til fange for nogle uger siden, gæt hvor jeg endte dejlige Rumænien igen… når men nok om det, jeg blev lukket inde i en celle med en sprøjte så jeg ikke kunne bruge mine evner igen, dermed havde jeg ikke fået blod og dissen og dassen, dejlig tid for mig, det må jeg indrømme, men så følger pigen efter mig, det skaber spektakel og herren vil tale med hende da hun har noget omkring hendes forfædre og det, efter det blev jeg hevet med der op, jeg finder ud af at herren er min skaber og den skaber jeg havde dræbt før hen bare havde været falsk, så denne Marcus, herren kunne holde skindet i behold, men altså Nei blev hængt op på et kors ude i gården og ventede på at solen ville komme og brænde hende op, imens blev jeg sat til at tale med Marcus, fik at vide at jeg havde fem minutter til redde hende i, det kostede så næsten min arm, og hende som min eneste ven som sådan, men så blev jeg lige reddet af hendes storesøster som så var Evlyn, wonderfull, dermed levede hendes lillebror os stadig, dejligt for mig, når men om aften hvor vi begge var blevet healet og alt det der, havde vi sat os for at flygte og så fik jeg skudt en pil igennem øjet… yes, and… here I am…” kom det så fra ham efter noget tid, og smilede lidt i mens han pustede ud.

Heath gik langsomt hen til bænken hvor hans bror sætte sig og kiggede på ham inden han begyndte og forstyrrede ikke en enkel gang da det mange gange var ret svært at holde fokus hvis der hele tiden blev stillet spørgsmål, han kendte det jo selv når det kom til stykket. Hadet virkelig når der hele tiden blev spurgt ind når han jo kom med svarede senere hen, det kunne virkelig skabe utrolig meget irritation når det kom til stykket, og mange gange havde man så slet ikke lyst til at forsætte, han kunne dog ikke lade være med at grine over det med at hans ekskone havde været utrolig deprimerende, ja det skulle han ikke have fortalt to gange. For det var hun virkelig ”hvis jeg havde kunne, havde jeg smidt hende ud for længe siden.. men tænk lige hvem der ville været kommet efter mig” sagde han og rystede lidt på hoved mens han tænkte tilbage på den tid. De to eneste ting som havde holdt ham oppe i den periode havde været hans bror og hans elskede datter Ash. Han sukkede lidt og nikkede lidt til noget af det han sagde men forholdte sig så roligt ind til at de kom ind i emnet med to piger og han hævede det ene øjenbryn. Han havde altid været noget af en plage i hans brors liv når det kom til at Heath mente at hans bror altså ærlig talt virkelig skulle finde sig en han kunne være sammen med, og ikke bare knalde nu og der. Det var nok en af de ting han både beundrede og var en stor irritation omkring Zean, men han havde efterhånden sluttet fred med det indtil at der blev nævn en ny pige også skulle der straks blive spurgt ind. Han sukkede lidt og bed sig i læben og huskede sig selv på de tog navne som der blev sagt og ventede til at han var helt færdig, eller i hvert fald sagde at nu havde han ikke rigtig mere at fortælle ”Så hende, Naomi der,” han kiggede over på ham og et smil bredte sig på hans læber da han ikke andet end at kunne savne dette der skulle komme til at ske. Faktisk havde han bare savnet alt omkring dem og at være sammen med sin bror. Slåskampene, de gange de havde skændtes, diskuteret. Krammet og bare haft det sjovt sammen. Der var virkelig intet som de to ikke havde gjort sammen som brødre. Eller jo, men det var bare et ulækkert emne hvis man bevægede sig der ind, og selvfølgelig havde de ikke gjort det! *Ad* tænkte Heath da han overhoved havde bevæget sig ind på den tanke og rystede hoved af sig selv og grinte lidt over det mens han tænkte over hvad han egentlig skulle spørger ind til omkring hende Naomi ”hvad er idéen lige med hende, hvorfor bed du hende og tog hende til dig?” spurgte han så og vente hoved mod sin bror og smilede skævt da han ikke så ham for en der faktisk ville rede en person flere gange. Også endda tage hende til sig? Kunne da godt være at man fik nogle vampyrer på nakken omkring det, men helt ærlig? Zean der bekymrede sig over at få nogen efter sig, nej ikke lige det som han tænkte omkring sin bror. Selvom han gerne ville have at hans bror blev mindre ligeglad med alting, eller rettere at han virkede så ligeglad med alting. Ingen kunne jo i princippet være ligeglad, de ville jo på et eller andet punkt altid tænke over tingene og have noget som de fandt mere behageligt end andre ting. Han lænede sig tilbage og kiggede op i stjernerne mens han tænkte lidt over det hele, hvad han egentlig havde lavet i den tid han ikke havde set hans bror. Hvad der var sket med ham, i forhold til hvad der var sket med hans bror. Han havde også dræbt sin skaber, men det var mere fordi at han holdte Heath tilbage. Og ellers havde han jo egentlig bare nydt livet så godt han nu kunne? Fundet sig et sted at slå sig ned, været på rejser, fundet sig en kærlighed og bare haft det godt. Ikke i forhold til Zean som så ud til at have haft noget af et creappy liv når det kom til stykket, hvilket Heath egentlig var ret ked af at hører at det forholdte sig sådan. Og at han ikke havde brugt mere tid på at finde ham, det var egentlig også en af de ting, han havde sikkert fundet sin bror hvis det ikke havde været for skaberen som havde sagt at han bare skulle smide ham ud af hoved og komme videre med hans liv. Han havde sikkert vist at hans bror havde været i live! Og hvis det ikke havde været fordi at han var død havde Heath nok tæsket det crap out of him! Måske skulle han få Asi til at bringe ham tilbage til live bare for at sende ham tilbage? Kunne da være meget sjovt, eller, måske ikke men han kunne godt fortjene nogen slag for at holde Heath tilbage fra at rede sin bror mens han havde haft en chance for at gøre det. Men så set på den anden side, han havde sikkert ikke været stærk nok til at få ham ud og var sikkert blevet dræbt i hans forsøg så? Hvem viste hvad der egentlig ville være sket? Ingen, så måtte man vel tage sig til takke med at de havde fundet hinanden igen og denne her gang ville han ikke miste ham! Ikke igen, han havde brug for en han kunne se op til, en som kunne være derfor ham og en han kunne søge råd hos. Fordi at Zean var dog nogle få år ældre end ham, og det gjorde en hvis forskel.

Han hævede stille det ene bryn da han spurgte ind til Naomi, og trak på skuldrende, da han ikke helt vidste det, hvorfor skulle han os tænke over sådan noget, i grunden var det ikke noget han ville tale om, “Når hvad med hende der pigen der som man hører så meget om, Asiha eller hvad hun hed?” sagde han så og kiggede lidt rundt og tog en smøg frem fra sin lomme af og tog den op til munden imens han tænkte lidt over det der var sket i Rumænien, “Hvordan ser hun ud, har i planer om noget eller skal man lægge dem for dig?” kom det endnu en gang fra ham imens han kiggede rundt, i grunden ville han ikke snakke omkring Naomi, han fandt det lidt for privat til at kunne snakke om det lige nu, og gad i grunden heller ikke så hvad fanden, om hans bror kunne lide det eller ej, så ville han ikke snakke om det, og selvom han i grunden burde sig at det ikke var noget at snakke om så ville han hellere snakke udenom selvom det sikkert os var ret indlysende, somewhere, men helt ærligt, han var lige kommet tilbage, men robot øje og hvad vidste han. I en kort stund rystede han lidt på hovedet og sukkede lidt, “Men jeg ved ikke helt med Nei…” mumlede han så da hans bror sikkert undrede sig over hvorfor han slet ikke svarede på det omkring hende, men Zean var dog også klog nok til at kunne skifte emne endnu en gang, en dejlig ting han havde trænet sig i som lille, ak ja, de gode gamle dage hvor livet var en leg, hvor man kunne blive ældre, og ikke bekymre sig om fremtidens bedrifter, bare have det sjovt så længe det varede, dog røg tankerne tilbage på det med ungdommen og hans gamle dage, de dage hvor han havde haft med en masse piger at gøre, og gang på gang haft den ene eller den anden diskussion med sin bror om og om igen og igen, uden nogen ende, den kom nemlig først da der var blevet kaldet til aftensmad, også alligevel kom diskussionen altid igen bagefter, og den kunne blive ved, og ved, og ved, og… lige indtil det uendelige, eller det var muligvis en overdrivelse?, men den stoppede jo på et eller andet tidspunkt, da de begge ikke gad at grave mere i det. Han kløede sig lidt ved det helt røde øje, som så var helt nyt, kunne man vel sige, det var i hvert fald ikke lige som det andet, men stadig, garde kunne godt irritere ham nogen gange, mest af alt fordi det lige pludselige slukkede, og kom frem med nogle snestorme som der os kom på tv’et når man var på den forkerte kanal uden nogen sekvens, men også nogen gange blev det rødt eller gult og kom med de mest underlige syn han ikke havde set før, faktisk var det meget underligt, han havde os fundet ud af at hans evner heller ikke var der mere, men vidste ikke lige hvad fanden der var sket. En lille rynke tog form i hans pande og pustede atter noget luft ud, hvorfor skulle nogen ting os bare være så komplicerede. “Hmm når men fortæl mig om hende Asi der… nu når jeg har snakket så meget uden om…” mumlede han stille og kiggede hen på ham med hovedet på skrå og kløede sig lidt i håret imens han tænkte lidt, det var lidt underligt at se sin egen bror med en han elskede, måske fordi det havde været så mange hundrede år siden de sidst havde set hinanden, som gjorde at denne følelse virkede så underlig, han måtte vel os somewhere fortælle om hvor han har fået det af vide, og i grunden vidste han det ikke selv, ikke sådan helt, men hvad så, man måtte sige det man kunne, og så var det det. “Hm..” kom det fra ham efter lidt tid, og tørrede noget af cigaretskoden af på bænken, og tog den op til munden hvor han tog et stort sug af den og sukkede lidt da røgen atter kom ud igen, hvorfor var han i grunden begyndt at ryge, jo nu huskede han det, deres far var lige kommet hjem fra ‘forretnings rejse’ som han nu engang kaldte det, selvom Zean havde sin stærke tro om at det havde været noget helt andet, men havde holdt den tanke hemmelig, men altså, hans far var lige kommet hjem, og syntes ja, nu skulle Zean blive en voksen ung mand, og gav ham derfor en cigar som han kunne ryge, for det første hadede Zean røgen, og ville ikke have mere af den cigar, men hans idiotiske far havde jo syntes at næ nej, han skulle ryge, lige som de voksne gjorde, men da deres mor havde fundet ud af det, havde det skabt et temmelig stort postyr imellem familien, og far blev smidt ud og måtte komme tilbage igen når han så endelig havde fået taget sig lidt sammen og der gik ikke ret længe, måske fordi det var mor der havde alle pengene? Det havde han i grunden aldrig fundet ud af, kunne nu være sjovt at rejse tilbage i tiden og forhindre ens far og mange andre mennesker i at gøre noget som kunne skade, men hvordan ville fremtiden så ikke lige se ud? Den havde da været komplet anderledes, han havde måske ikke set sin bror igen, hans bror havde muligvis ikke mødt den han elskede, også var det hele jo ødelagt? Han rystede lidt på hoved og sukkede tungt imens han kiggede på cigaretten med et åndssvagt blik, og overvejede lidt om den gjorde ham sindssyg eller hvad fanden den lige havde oppe i papiret siden der kom så mange tanker igennem ham som bare kom lige ud af det blå, og røg hen til et emne som var helt ved siden af det han hans oprindelige tanke var, han mumlede lidt igen om at han da ikke var for klog, og smed så den behagelige selvfortjeneste dog et drabeligt middel, væk fra sig, og kiggede nu på sin bror med et lille smil og kløede sig kort på kinden inden han kiggede rundt.

Heath sukket irriteret da hans bror bare snakket uden om som altid. Hvorfor ville han ikke snakke omkring denne Naomi? Hvad var der med hende som bare ikke var noget han gad at snakke om? Måske hadet han hende? Måske var der flere følelser for hende end hans bror lige kunne kapere eller? Han viste det ikke rigtigt, men noget var der med hende pige det kunne han mærke på hans bror. Han sukkede lidt og overvejede om han skulle blive ved med at spørger ind, eller om han skulle vente til der var gået noget tid også begynde igen. Det kunne jo også være at der var andre kvinder i hans liv som skulle diskuteres lige som i gamle dage? Kunne egentlig være meget sjovt hvis det var sådan. At de gik tilbage i de gamle roller som Zean og Heath havde haft den gang. Men det var nok ikke en mulighed når det kom til stykket? Folk ændrede sig jo gennem tiden og man skulle jo også ændre sig for at man kunne komme videre, blive klogere, og lærer af sine fejl hvis man bare hele tiden faldt tilbage til den gamle vane og sit gamle jeg. Han sukkede lidt og viste ikke rigtig hvad han skulle sige omkring ham og Asiha hvad var der at sige når det kom til stykket? Ikke det store i hvert fald ”hmm” mumlede han lidt og kiggede på sin bror som fandt en smøg frem og rystede på hoved ”lige så god til at snakke uden om som altid var?” sagde han og sukkede irriteret over at han for once ikke bare kunne få et lige frem svar. Men det var da også umuligt når det kom til stykket. Godt nok havde de ikke set hinanden i mange år, men personligt syndes Heath ikke han havde ændret sin personlighed ret meget i forhold til hvad han huskede ham. Kunne virkelig lige kold og ligeglad som ellers og gemme sig godt væk når det kom til følelser ”fatter stadig ikke hvorfor det skal være dig så fandens svært ved bare at give slip og gå hjem og kysse hende som om du mener det og faktisk finde ud af hvad der ligger i det” han rystede på hoved og lod det så ligge ”men der er ikke så meget med hende ud over at jeg elsker hende, og hun faktisk for mig til at føle at jeg har noget at leve for igen..” mumlede han stille ”du burde prøve det.. det er det værd at have nogen som forstå en så godt som hun forstår mig, og have en som man kan elske og elske med samtidig med at man ved at dette er en person som ikke gør det på grund af at man ser godt ud, eller fordi at personen bare skal have noget hurtigt.. men fordi at det faktisk betyder noget” han rystede lidt på hoved og huskede tilbage på den gang hvor at Heath havde blevet så sur på sin bror over den måde han behandlede sig selv og kvinder på og havde smækket døren i hoved på sin egen bror og skredet for nogle dage hjemmefra. Deres mor havde fandma været pissed da hun fandt ud af at han ikke længere var hjemme og han havde da også fået en øretæver eller to. Han kunne ikke rigtig huske det, men det gjorde jo ikke den store forskel ud over at de havde haft den her diskussion så mange gange at det var ved at være udholdeligt på et punkt. Mest fordi de var lige stædige og Heath hadet virkelig at Zean ikke bare kunne finde ud af at finde en pige også forhelvede da prøve at have noget med hende!? ”hvorfor fanden skal det egentlig være så svært bare at finde en pige også have noget med hende!?” udbrød han så lettere irriteret ”evig og altid skal du tale uden om, det er ikke kun Naomi, det er alle piger, og så ende det jo som det plejer, du har noget med hende, går i seng med hende and thats it.. no more.. også bliver hun for det meste bare vraget for den næste eller du bliver vraget? Hvorfor ikke bare finde en du rent faktisk kunne være sammen med?” han sukkede og lod hånden glide ind under hans hage og lod den støtte på hans ene lår mens han kiggede ud i luften og tænkte lidt ”men ellers.. jaah, kunne da godt være at der snart skete nogle planer” mumlede han til det med Asi igen, dog ikke fordi at han havde tænkt sig at lade emnet slippe fra Zean da der stadig var en masse der skulle snakkes om. Eller masse og masse, der var stadig nogle ting som han havde brug for at få sat på plads inde i sin brors hoved omkring det med kærlighed.

Han kiggede hen på ham da han kunne se det var ved at drive ham til vanvid over at han snakkede udenom og at han ikke bare fortalte tingene som de var, men hvordan skulle man kunne det, når man ikke var klar over hvordan de var, han tog en dyb indånding og begyndte at tænke over sit svar til hans irritation og spørgsmål. Men han fandt det nu meget godt at hans bror havde fundet en person han elskede og holdte af, og gjorde det samme ved ham, han lyttede roligt til hvad han sagde omkring det med at han ikke kunne binde, sig og burde til at gøre det, og ja det burde han, hvorfor ikke? Men på den anden side så virkede det bare … hmm det virkede bare et eller andet sted ikke rigtigt, det virkede som om han var desperat efter et forhold, og det var han ikke, kærlighed skulle ikke komme som et lynnedslag det skulle komme efter nogle måneder, måske år? Hvad vidste han bare den ikke kom med det samme og man havde det ih og åh så godt, og alting stod bare helt oppe til skyerne, og hvad vidste han, for øvrigt, gad han da heller ikke de piger der bare tog ham for udsende, det var nok en af de mange grunde til at han ikke gad et forhold, fordi på den ene side så skulle pigen have noget at prale om, på den anden side så havde han jo kun for nydelsens skyld, men hvis han virkelig fik følelser for hende, ville han blive sørget til briste punktet for at være vidne til en løgn, også en grund til han heller ikke gad, var der flere grunde? Det vidste han ikke men de kom sikkert med tiden eller hvad man nu kunne sige, han gabte lidt og kiggede rundt imens han mumlede kort, “Der er mange grunde, men kunne den bedste grund til det ikke være fordi jeg ikke følte mig klar til at binde mig..?” spurgte han så og kløede sig i håret, muligt han var langt over de 300 år snart 400, men der var bare noget der gjorde at han ikke rigtigt kunne forholde sig til dette næste skridt kaldet et forhold, han sukkede lidt og kiggede hen på sin bror igen imens han førte cigaretten op til munden og begyndte langsomt at ryge af den og pustede luften ud igennem næsen. Han forstod i grunde ikke hvorfor det var så svært for ham, hans bror, Heath, at forstå at han ikke lige havde behov for noget forhold lige nu når det kom til stykket, eller bare generelt, der var nogen mennesker der aldrig bandt et bånd med en anden, fordi de ikke kunne, hvad nu hvis han heller ikke kunne, og bare ikke fandt lysten til det, hvorfor kunne hans bror så ikke bare acceptere det og være glad for at han kunne den slags, at han kunne stifte familie ting med den person han nu elskede og hvad vidste han. Han kiggede lidt rundt og nikkede stille til det sidste han sagde fugtede langsomt sine læber med det yderste af sin tungespids, han tænkte stille for sig selv over tingene og kløede sig lidt på kinden imens han overvejede det, men hvorfor skulle han absolut finde en nu? Hvorfor ikke om fem hundrede år? Han levede jo for fanden evigt! Han rynkede stille brynene da ordet evigt kom frem i hans sind, et underligt ord, evigt… at skulle leve evigt var måske ikke så tosset, men en dag, blev det kedeligt fordi så havde man lært det man skulle lære og gjort det man skulle, så hvorfor i grunden leve evigt? “Hmm…” mumlede han stille og kiggede hen på sin bror, “Hvor længe har du kendt hende?” spurgte han så med et hævet bryn og betragtede sin tre år yngre bror, muligt han var et år ældre end ham i kropsalderen, men det var Zean der havde været ældst, bare ham der blev bidt først.