Home.. Bringing a gift.. // Privat - Alvar & Olga //

Fortsættelse på emnet: Demanding, from a Tyrant..
Sted: Nosferatu Rest, imellem Di Morgas kloarker, og skovens grotter..
Tid: 02:00
Dato: 13, Marts: 2011
Omgivelser: Kloarkernes høje gange, og den lumre stank af kloark vand.


Vladimir gik igennem en af kloarkernes koridore, og drejede så til højre, ned af en gang, der ikke tilhørte det normal kloark system. En tynd stime af kloarkvand, fulgte efter Vladimirs skridt, og gjorde hans fodtrin, til stille sjask. Med et enkelt ryst på sin højre skulder, fik han vampyren der lå over denne, til at hoppe en smule op.. Han gjorde egentligt ikke dette af nogen bestemt grund, andet end og forsøge at holde ham vågen.. Vampyren var svag nok da han blev ofret over til Vladimir som en slave, og nu efter den tur de var gået, og den tid over skulderen, var det sikkert ikke blevet bedre.. Vampyren manglede blod, og dennes krop var samtidigt blevet vansiret i længere tid.. Vladimir vidste at hans mender, Olga, ville kunne klare alle denne unge vampyrs sår med hendes blod, men ville han helst være fri for at hun gjorde.. Ville hellere have hun gemte sit blod til nogen der var det vær.. Var ikke engang sikkert at ungerne var interesseret i dette legetøj, som han så fint havde fået af Ma'lakel..
Vladimir drejede igennem flere og flere mindre korridorer, og til sidst, stod han i en åbning, ind til den store grotte, der befandt sig under jorden, en smule uden for Di Morga.. Vladimirs familie havde taget det til sig, at kalde den 'Rest' for så senere at give dem det fine navn: 'Nosferatu Rest', men for Vladimir var det for sentimentalt, for ham var det blot grotter.. Et bosted..
Han kiggede over sin skulder, en anelse ned af Alvar, for så at grynte en enkelt gang, med et stort smil, inden han så hoppede ind i grotten, hvilket gjorde at han faldt et par meter, for så at lande hårdt på jorden. Han kunne forestille sig dette gøre umådeligt ondt, da det gjorde at Alvars mave, blev mast ned imod Vladimirs spidse skulder.. Vladimir gik direkte imod midten af grotten, og man kunne allerede høre de andre Nosferatuer løbe ivrigt imod Vladimir, tydeligtvis fordi de kunne lugte en anden end Vladimir, da deres ivrige hvæs skar sig igennem grotten. Vladimir smilte bredt, og rystede langsomt på hovedet, imens man kunne høre de ivrige Nosferatuer, nærme sig hastigt. Han kiggede kort tilbage på Alvar, og gryntede en enkelt gang, inden han skubbede Alvar af sin skulder. Han sørgede for at han ikke frontalt hamrede ned på jorden, men ikke for at det ikke ville gøre ondt.. Det ville det garanteret stadigt.. Men han havde jo stadigt ingen grund til at være nervøs for Alvar.. Alvar var af ingen værdi for ham.. Og hvis ungerne virkeligt gerne ville have ham, kunne Olga altid ordne det..

//Ludo: Vladimir-Alvar-Olga//

Alvar hang fortsat og dinglede som en anden død hjort jægeren havde skudt på sin jagt, og nu tog med hjem til hytten for at æde. Lige så chanceløs og svag som han var, havde han ikke nogen mulighed for at slippe væk og løbe sin vej da duften omkring ham ændrede sig. Blev ligesom nede i kælderen indelukket, og stinkende, havde en essens af syre agtige gasser i sig, og råd. Små sjask kunne den unge vampyr ligeså opfange i det de gik. Gang på gang prøvede han at tale, men uden held, indtil at han til sidst gav op. Og modvilligt åbnede øjnene for at få svar på det spørgsmål han havde stillet hele vejen ind i det der nu udfoldede sig som en kloak foran ham. De matte røde øjne var slørede først, i det lille stykke tid der skulle til før at Alvar kunne se klart igen. Da synet kom tilbage til ham og blev lige så skarpt og præcist som det havde været for mange måneder siden, begyndte en tydelig angst at danne sig i kroppen på ham. Han så ned af personen der bar rundt på ham. Stor, bredskuldret, iført læder jakke. Han så op imod dennes nakke og fik øje på det strittende hår, og det rådnede øre.
... Rasputin?!...
Navnet fik den unge Alvar til at hyperventilere i frygt for at blive ædt af dennes børn. Han skulle så småt til at kæmpe da der blev rusket i ham, og hans mave stødte ind i den spidse skulder. Han kneb øjnene sammen og gav et klynk fra sig.
Åbnede øjnene kort efter, blot for at se ind i en ulækker lang kloak gang. Han prøvede så vidt muligt at skubbe sig selv en smule op men nåede det ikke før at nosferatuen sprang ned fra en mindre afsats hvilket slog alt luft ud af Alvars lunger da de lande, og den unge vampyr hev efter panisk efter vejret.
Kort efter opfangede Alvar hvæs fra andre af Rasputins slags, og den sagte angst begyndte endnu engang at sprede sig i hele kroppen på ham. De tynde hænder begyndte at ryste voldsomt, og da han blev smidt ned fra Rasputins skulder, kravlede han automatisk så langt væk han kunne. Skælvende over hele kroppen, imens at de mudder røde øjne søgte den høje nosferatus med et bedende udtryk. Tryglende!
Formede ord med læberne som ikke kunne høres, men som sikkert kunne være en form for tiggen.
Brystkassen bevægede sig hurtigt op og ned, imens at den unge Alvar så paranoidt fra side til side!
Det skulderlange sorte hår gled over Alvars ryg, imens at han fortsat kravlede bagover, indtil han nåede en mur eller stødte imod noget andet.

Olga sukkede lavt, og drejede en smule rundt, på den halskæde hun havde hængende om sin hals, svævende blidt ned foran hendes barm. Den fine sølvkæde, var tydeligtvis gammel, med både ridser og hakker, som tegn på alderdom. Hun kiggede kort på den, og slog til den med en finger, så den svang fra side til side, og hun kiggede rundt, med en lille trutmund, og hendes kedsomhed ligefrem skreg ud fra hende..
Vladimir havde givet hende den opgave, at heale de andre Nosferatuer.. Men hvor når fanden kom de til skade? Hun havde endnu ikke skulle bruge hendes talenter, andet end at forvandle sig.. Hun kiggede over imod en af de rendene vand kilder, som kom fra floden, ikke langt der fra.. Noget Karaktar havde lavet, for at holde sine jakkesæt rene.. Hun rejste sig restløst, og luntede hend til udpsringet, og kiggede op ad det. Hun lod et par finger røre ved den faster vand stråle, og smilede. Hun kunne mærke vandet ramme hendes finger, men ikke dets temperatur.. Hun fjernede sin læder jakke, så hun stod i sin hvide tank top, og skulle til at læne sit hoved ind under, og nåede kun lige at få hendes hår og pande våde, inden hun fangede en duft hun kendte. Hun fjernede sig hurtigt fra vandet, og slog det våde hår om på ryggen, og kiggede imod duftens retning. Hun smilede så stort, og løb, så det næsten lignede hop, imod miden af grotten. Hun sank dog tempoet en smule da hun lugtede en anden duft end den hun kendte, og hun så straks mere seriøs ud, og en anelse nervøs, inden hun satte farten op.

"Hvad har du taget med denne gang Vladimir?" Spurgte den første der ankom. Han var høj, kun et halvt hoved lavere end Vladimir, og han var lige så vansiret som ham.. De kunne næsten ligene kloner.. Nosferatuen gik helt hen til Alvar, og knælede ned overfor ham, og greb fat i hans ankel, for at holde ham fast, så han ikke kravlede længere.
"Og hvem er så du? Damn.. Han er jo knapt nok værd at spise.. Blodet ikke tilstedet, og kødet alt for tørt... Vi kunne bruge ham som slave?" Han fnøs en enkelt gang, og lænede sit hoved til siden, og smilede, så det store spidse tandsæt vidste sig. Samtlige hans tænder, præcis som Vladimirs, var skarpe som haj tænder, og kunne ikke trækkes tilbage.
Olgas løben på hendes fine sorte læder støvler kunne nu høres, og hun kom løbende hen til Vladimir. Hun skulle til at sige noget til ham, inden hun kiggede ned, og så Alvar, ligende under Dakars greb. Hun fik store øjne, og hvæsede.
"Alvar!? Hvad fanden har du lavet ved ham Vladimir?!" Råbte hun, og løb forbi ham. Hun greb fat i Dakars skulder, og hev ham væk. Hun var stærk nok til at flytte på den store Nosferatu, da han ikke var forberedt på det, og egentligt ikke var interesseret i at gøre modstand.. Han hvæsede lavt, og krysede armende, imens han kiggede ned på Alvar. To andre Nosferatuer ankom da, og begyndte at snakke med Vladimir.
Olga satte sig ned på hendes knæ, og lagde en hånd på Alvars brystkasse, imens hun kiggede omkring på hans ar, og nåle sår. Hun knurrede bekymret, og satte sig så ned ved siden af Alvar. Hun blev ved med at sørge for at han ikke fjernede sig, ved at gribe fat i ham hvis han prøvede. Hun holdt så sit håndled over Alvars mund, og lagde en klo på hendes blod åre. Men inden hun kunne nå at ligge et sår, blev der grebet hårdt fadt i hendes skulder. Så hårdt at hun klynkede med et hvæs, og så det kunne ses at de fingre der pressede imod, næsten borede sig igennem hendes kød. Hun kiggede tilbage, og op på Vladimir, som nu stod over hende, med et vredt udtryk..

Vladimir smilede stort, imens han stirede ned på Alvar, med hans døde øjne. Den lave klukken, som så ofte skar sig over hans læber, som kunne minde lige så meget om en knurren, som det kunne af latter.
"Velkommen.. TIlbage... Alvar..." Han klukkede, og rystede langsomt på hovedet. Han kiggede på Dakar da denne kom forbi, og nikkede en enkelt gang. Han fulgte sin ældste søn, da han gik imod Alvar, og fnøs igen, i det han lavede et halvt vink med sin hånd imod Alvar.
"En gave.. Til jer unger.." Sagde han, og kryssede sine arme foran hans brystkasse, imens han kiggede ned på Dakar, der beundrede Alvar. Vladimir smilede stort, og rystede på hovedet.
"Nu ikke.. Være utaknemlig.. Dit møg dyr..." Sagde han, og klukkede et par gange. Han trak på skuldrene, og kiggede imod Olga, der kom rendene imod ham.
"Skal ikke.. Bruge Olgas.. Blod på det.. Skal vi sørger for.. Hun ikke bruger.. Det er for sødt.. For godt.. Og han.. Er for desperat.. Og hvis bæstet tager over.. Er Olga slet ikke trænet til at klare endnu.. Også selvom.. Han er svag.." Han smilede halvt da Olga kom over imod ham, men han kneb øjnene sammen, da hun råbte af ham. Han fnøs lavt, og begyndte roligt at knurre.
"Har ikke.. Gjort.. Ham noget.. Fik ham.. Sådan der.." Sagde han. Hans overlæbe hoppede en smule i en snerren da hun skubbede Dakar væk, og han skulle til at gå imod hende, inden han blev blokeret af de to andre Nosferatuer der ankome. En høj kvinde, og en høj mand, begge klædt i sort tøj, den ene med en sort fan T-shirt, dediceret til Metal musikeren 'Dio'..

Vladimir talte til de to nyankommende, indtil han lagde mærke til hvad Olga var igang med, og hans øjne spærrede op. Han hvæsede højt, og på ganske få sekunder, var han over Olga, og lagde et hårdt greb på hendes skulder, og trak hende tilbage.
"Nej! Ikke.. Dit eget... Og lad vær.. Med at.. Have medlidenhed.. Med ham.. Han valgte.. Et ynk.. Af en herre.." Han skubbede så Olga en anelse, så hun faldt ned på hendes bag, lidt ved siden af hvor hun havde været på knæ. "Han er det ikke værd..." Sagde han med en lav hvæsen, og kiggede ned på Alvar.

Alvar som stadigvæk var skræmt fra vid og sans, prøvede endnu at 'flygte' selvom det var meget begrænset hvor langt han kunne nå på de få sekunder det tog Vladimirs yngel at komme til deres fader. En stigende angst lysete ud af den unge dreng, da endnu en nosferatu kom frem, denne var ligesom Rasputin, som havde bragt ham til hulen, af hankøn og havde en ubehagelig aura over sig. Denne greb fat om Alvar ankel, hvilket fik den unge vampyr til at gøre et forsøg på at briste sig fri, men uden skyggen af held.
Han stirrede rædselsslagent på nosferatuen der havde fat i ham, faldt ned at ligge på sine albuer, og virkede som om at han var paralyseret af frygt for døden et kort øjeblik. Dennes smil var ildevarslende og fik Alvars indre til at krybe sig sammen, og knækkede den lille del af vilje han havde tilbage.
... Lucas.. red mig.. hjælp mig... frels mig!
Tiggede han indvendig, imens at han desperat prøvede på ikke at gå fuldstændig i opløsning. Men som han troede at han skulle til at miste fatningen fuldstændig, kom en pige som han havde set på nært hold før, til syne. Skubbede han-nosferatuen væk, der som resultat bare udtrykte sin utilfredshed. Alvar kunne mærke sit indre løsne sig en smule, dog blev hans angst tydelig igen da hun rørte ved den udsultede brystkasse der ligesom Alvars mave og tynde arme, lignede en mishandlet slave fra en koncentrations lejer.
Han stirrede indgående på hende da hun satte sin hånd op foran hans mund, parat til at skære hul i sig selv og fodre Alvar med hendes eget blod. Alvar mærkede sulten komme tilbage: den var overvældende, og fik de døde røde øjne til at spærre sig op. Han åbnede munden som var han hypnotiseret, men lige som han ventede at blodet skulle strømme ind i hans mund blev pigen revet væk fra ham, og Alvar så op på den store nosferatu, der tårnede op foran ham.
Det hypnotiserede blik forsvandt og Alvar så meget mere bevidst ud som han så op på Vladimir imens denne talte. Talte, fornærmede, ikke ham men.. Et dybfølt had skinnede igennem i de røde øjne der pludseligt fik liv, og blev mere klare!
Denne sagde han ikke var noget værd, at han ingen værdig havde.
Han vidste hvordan det var at være ingenting, at være en rotte, frem for en prins. Dagene med Lucas syntes som drømme, drømme han ikke længere kunne tro på havde været virkelige, men alligevel skar det i brystet at denne kaldte hans engel ynkværdig. Lucas var alting, alting! Og uanset hvor mange skældsord denne sagde, hvor lidt værdig Alvar fik, så ville Lucas stadig være alting. Uanset hvor han var, død eller endnu levende. Alvars kærlighed døde ikke hen, blev ikke til støv, men voksede kun med tiden væk fra sin rigtige herre.
Denne unge vampyr lod sine mundvige trække sig til hver sin side så det først lignede et smil, indtil at læberne trak sig og fremviste de endnu hvide tænder, blottede de halv lange hjørne tænder, imens han med det hadefulde blik atter så op på Vladimir. Og da, overraskende, kom et højlydt, og trodsigt hvæs fra den før skræmte dreng. En udfordring. Han dominerede, skønt det kunne vise sig at blive hans død.

Olga klynkede en enkelt gang, da Vladimir pressede hendes skulder. hun kiggede op på ham, og fik et ydmygt blik, og nikkede langsomt, imens hun kiggede ned imod jorden, og så over på Alvar. Hun så meget bekymret ned på ham, og rystede langsomt på hovedet, inden hun kiggede op imod Vladimir, med langsomt sammen knibende øjne..
"Kan du.. Selv huske.. hvordan det var? Vlad? hvordan det var at være helt.. Helt tom?" Spurgte hun. Hun vidste udemærket godt at det ikke var et smart spørgsmål at stille, og det hun havde regnet med, skete da også. Vladimirs flade hånd, hamrede imod hendes kind, og hun blev tvunget til at falde til siden, og ned på sine hænder. Et lavt klynk kom fra hende, som næsten nåede at blive overdøvet af lussingens skærende klang. Olga nikkede nu lydigt til hvad Vladimir sagde, uden at kigge op igen.
Hun satte sig så op på knæ ved siden af Alvar igen, og tog en flaske frem, som havde hængt fra hendes bælte. Hun skruede det metaliske låg af, og kraglede en smule tættere på Alvar, og lænede sig ind over ham, og lagde flasken for Alvars mund, og hvis ikke han kæmpede imod, men gerne ville acceptere blodet fra hendes flaske, begyndte hun blidt at hælde det i ham. Hun sukkede lavt, og kiggede på det sølle blod han blev tilbudt.. Flasken var fuld, og ville give en god bund på nærring, og lade Alvars krop begynde at heale, men langt fra nok til at heale hans skader.. Manglede han for meget blod til at kunne.
"Hvad.. Skal vi så bruge ham som? Mætte ham op? Føde? Eller slave?" Sagde Dakar, og kiggede imellem Vladimir og Alvar. Olga hvæsede lavt, og kiggede op imod Dakar, med sammen knebne øjne.
"Du kunne starte med at lade ham heale op! For det første ville han ikke være noget.. 'Værd'.. Efter jeres premiser, før han har healet mere op.. For det andet, så giv ham dog en chance... Han har lige mistet sin herre, som han var dybt knyttet til... Har i sku også prøvet, tag og.." Olga lavede et blik af afsky, da hun nævnte værd, da hun selv så Alvar som lige så meget som dem, og ikke som et simpelt legetøj.. Et lavt hvæs fra Dakar, fik hende til at tige stille, og kigge ned, så hun næste gemte sig bag sit hår, som gik ned over hendes ansigt.
"Hold.. Så op med at have medlidenhed! Lige meget hvad, så lige så snart han er kommet til kræfter.. Vil han leve et liv som slave, eller mad... D.." Der kom et højt hvæs fra Vladimir, imod Dakar, og Dakar, tog et skridt til side, væk fra Vladimir..
"Jammen for helvede, er sku da for dumt hvis hun begynder at knytte sig til den ynkelige klanless..." Sagde han vredt, og begyndte at gå si nvej, og skubbede til Alvar på vejen. Olga sukkede lavt, og fortsatte med at tilbyde Alvar blod fra flasken, og prøvede så vidt som muligt at undgå at spilde.. Hun kiggede så langsomt op imod Vladimir, med et udmygt blik.

Vladimir slap langsomt Olgas skulder, og stirede hidsigt på hende. Han lyttede først til hendes ord, men inden hun nåede at blive helt færdig, løftede han sin hånd, og slog bagsiden af dene hårdt imod hendes kind, imens han hvæsede hidsigt, og hans voldsomme tænder skød frem, og hans øjne forblev vidt åbnet, så han så truende ud. han trak været tungt, og hastigt, imens han stiret på Ola med dræbende øjne.
"Det.. Bruger du ikke.. Imod mig... Olga.. Gerh! Karaktar burder.. Aldrig! Have været inde.. I midt hoved.. Og fundet.. Den information!" Råbte han hidsigt. han pegede så imod den flaske der hang i Olgas bælte, og hvæsede endnu engang.
"Så gi.. Da møg ungen.. Noget blod.. Men! Du bruger fandeme! Ikke dit eget!" Råbte han vredt, og det var tydeligt at han gerne ville slå Olga igen, men holdt sig i skindt.. For hun havde jo ret.. Han kunne godt huske hvordan det var, at været helt udtøret.. og et sted inden bag hans hårde hud, havde han medlidenhed med den ynkelige knægt.. Det var være end døden, at være helt tom.. Og han var så tæt en på hans alder kom, uden at dø...
Vladimir kiggede imod Dakar til hans spørgsmål, og knurrede en anelse. Han så tænkende ud, i det han kiggede ned imod Alvar, med sammen knebne øjne. Han vinkede så afvigende med en hånd, og hvæsede lavt.
"Han er jeres.. Jeres at kæmpe om.." Sagde han stille, og koldt.. han hvæsede lavt af hvad Olga sagde, og kneb sine øjne sammen af hende. Dog blev han straks meget vredere på Dakar, og hvæsede højt af ham, imens hans øjne stirede over på ham.
"Du kommandere ikke rundt med dine søskende!" Hvæsede han af Dakar. Han stirede vredt efter Dakar, imens han gik sin vej, og snerrede irriteret, inden han vendte sig, så hans frakke lavede en bølge bag sig.
"Heal ham op.. Men gem dit eget blod.. Og.. Lad ham ikke tage det... Så kalder du.. På mig.. med det samme... Okay?" Spurgte han, imens han stoppede, og kiggede over sin skulder, på Olga og Alvar.

De røde øjne slog gnister som den unge pige fik et slag hen over kinden, som straf for at komme ind på et område som denne såkaldte Vlad, ikke brød sig om. Et kælenavn monstro? Det kunne man måske godt tolke det som. Alvar's øjne mistede deres vrede da de skældende ord som den største af nosferatuerne talte, ikke omhandlede noget stødende imod Alvars herre. Han så hen på pigen der var blevet slået, og rynkede de sorte bryn, der til trods for hans tilstand endnu ikke havde rykket sig fra sit fint plukkede ydre. Hvad end der kunne kaldes kønt ned Alvar, havde ikke fuldstændig forladt ham.
Han skuttede sig svagt da pigen satte sig op igen og greb fat om en flaske, denne havde siddende i bæltet, vis prop hun trak af, for at lægge den imod Alvars tørre næsten porcelæns hvide læber. Den unge vampyr genkendte hurtigt den stærke essens af blod, og lappede frivilligt den guddommelige væske i sig, imens at han lukkede øjnende i sin grådighed. Med lukkede øjne lignede Alvar ikke andet end en menneskedreng, der var blevet vanrøgt af sine forældre.
Han spiste og spiste, og hvis ikke Olga fjernede flasken fra ham, ville han på få minutter tømme den helt.
Den lille families interne skænderi lyttede Alvar kun halvhjertet efter, mest af alt den del der havde nogen relevans for ham selv. Han skulle være børnenes legetøj? Kæledyr så at sige. Selvom han ikke var helt sikker på hvilken af dem der var bedst at være, ønskede han ikke en af den mandlige nosferatuers selskab.
Som blodet løb igennem hans krop og ned i halsrøret begyndte den svækkede krop så småt at få mere farve, og det før døde stemmebånd regenererede sig selv, og ville tillade Alvar svagt at tale, skønt hans stemme ville være præget af en pibende lyd, og hans ord ville have en efter tone af en hæs, støvet stemme. Den meget lyse hud begyndte ligeså også at få mere farve, blive mere brunlig i stedet for hvid, og ligeså ændrede de porcelæns hvide læber også en smule farve, men Alvar lignede stadig en person der var alvorligt syg.
Da flasken var tom åbnede han de røde øjne der nu lyste svagt i den tillukkede grotte, hans syn var bedre og skarpere, og den lava røde farve i hans øjne havde næsten en hypnotiserende effekt. Med sin tunge slikkede han de tørre læber rene for blod imens at han med en hakkende stemme så forelsket på Olga.
,, Mere...", tiggede han med sin spanske accent.

Olga nikkede langsomt imod Vladimir, og smilte halvt, imens hun kiggede tilbage på Alvar, og sørgede for at det sidste kom ned I ham, og ikke forbi, og ned af hans kinder..
"Ja ja Vlad.. Skal jeg nok.." Sagde hun, med hendes blide stemme.. Hun var den første af Nosferatuerne, til at have udviklet sit stemmebånd rigtigt.. Vladimirs var ødelagt, Da han var sin skabers første Nosferatu, og også pågrund af de mange år han brugte udtøret. Dakars stemme, var ru og hæs, da han var Vladimirs første, efter hans udtøring.. Hun havde været nummer to, så hun havde udviklet sig næsten plætfri.. Til dels også pågrund af hendes specielle blod..
Da Alvar var færdig med flasken, kiggede hun kort på den, og så tilbage på Alvar. Hun lagde en hånd over hans brystkasse, egentligt uden grund.. Hun kunne tydeligt se og lugte, at blodet fra flasken langt fra havde været nok. Hun sukkede lavt, og kiggede tilbage imod Vlad. Både han, og Dakar var gået nu, så hun var den eneste der ved ham.. For at skaffe ham mere blod, skulle hun hen til slavernes telte, og for at komme det, skulle hun forlade Alvar.. Var hun, ikke mindst, ikke interesseret i, delt fordi hun ikke blot ville lade ham ligge alene, og også fordi hun vidste Vlad ville blive sur hvis hun gjorde..
"Du skulle ikke være gået... Han fortjente ikke mere.. Meh meh meh.." Hviskede hun til sigselv, og kiggede ned i jorden imens hun lavede en grimace, og spillede Vladimir..
Da Alvar talte, så hun først en anelse trist ud, da hun vidste hun ikke ville kunne give ham mere, men hans tale og øjne, gjorde det langt fra nemmere for hende. Hun sank en klump, og kiggede rundt. Hun rejste sig på sine knæ en anelse, for at få en fornemmelse af hvor de andre var. Hun snuste et par gange, og kunne lugte at du var for langt væk til at ville kunne lugte hendes blod flyde fra hende. Så kiggede hun tilbage på Alvar, og kravlede en anelse tættere på ham, så hendes knæ var lige ved hans side. Hun holdt så hendes håndled over hans mund, og en af hendes skarpe negle imod det.. Hun skar så ned af den store åre på hendes håndled, så blodet næsten fossede ud. Et sår der ville dræbe et menneske.. Hun sørgede så for at ligge sit håndled tæt ved hans mund, og på tværs af det, så han også kunne sætte tænderne i. Hun kiggede så på ham med et lille smil, men hendes nervøsitet var nem at skue.
"T.. Ta nu ik for meget.. V.. Vlad skal helst ikke se det..." Hviskede hun stille, og kiggede lidt over sin skulder, imens hun bed sig i læben. Hun var ikke tryk ved at gøre det, men hun vidste at Alvar ville, på længere sigt, ikke have godt af at være udsultet i længere tid.. Og.. Så havde hun en svaghed, for 'Puppy-eyes' som hun selv kaldte det, og kunne ikke modstå Alvars tryglende blik, og slet ikke hans exsotiske accent..

Vladimir nikkede en enkelt gang, og kneb langsomt sine øjne sammen.. Han stolede ikke på, at hans lille naive pige ville gøre som han havde sagt... Men han knurrede dog bare lavt, og begyndte så at forlade stedet.
Han gik imod Ronnie og Janets tilholdssted, da de ville have et ord med ham. Han kiggede dog en gang imellem over sin skulder, imod Alvar og Olga, stadigt usiker på at lade dem være alene.. Kunne være han skulle have sat en af de andre ved hendes side? Nej.. hun måtte være stor nok til at kunne klare sig selv.. Ellers skulle hun ud i en mere stram træning...

//Out for now :)//

Alvar vidste hvad det at være her betød, og efter Vlad havde trukket sig fra pigen og Alvars selskab, lod han de flammende røde øjne ligge sig sultent over hunkønnet. Som var denne svaret på alt han ville have, og alt han ønskede sig: og det var lige hvad hun var. Efter at denne havde set sig tøvende over skulderen og sikret sig at hendes herre eller brødre ikke ville være i stand til at opdage, hvad hun havde i sinde at foretage sig, brød hun sit løfte til sin fader og kravlede lidt tættere på den endnu udsultede Alvar.
Kroppen var dog begyndt at få et mere sundt udseende, men han var stadig abnormalt tynd, i forhold til hvordan en vampyr i hans alder burde se ud. For ikke at nævne en vampyr af hans rase.
Øjnende gled fra pigens ansigt, til det håndled hun placerede ikke langt fra Alvars mund. Som at vifte med et stykke brød foran et sultent barn! Da lod et hul sig danne i den unge kvindelige vampyrs hud, og blodet fik da nogle dråber til at falde derfra og male Alvars hvide læber, som efter kontakten, så småt begyndte at få farve, og heale de steder hvor læbernes ydre var flækket.
En trækning ved halsen indikerede Alvars ængstelse for at placerer sine læber over det lille brud i huden. De røde øjne lyste op med en længselsfuld flamme, da den unge vampyrs øjne placerede sig over pigen ansigt igen. Hun var ganske køn, til trods for hendes rase’s evne til at bevise det modsatte.
Efter hendes ord, der nervøst faldt over hinanden, rakte Alvar en hånd op for at gribe fat om det blødende håndled. Hans tunge bevægede sig ud fra de nu blodindsmurte læber, inden han strakte sin hals og lod selv samme tunge, glide over det blødige sår. Han slog tungen imod det, grådigt, hungrende efter mere, men efter at have fejet blodet væk, lagde han læberne imod hendes skadede håndled: alt sammen stadig med det intense blik rettet imod pigens ansigt.
Læberne trykkede sig imod håndledet, som et blidt kys, inden han trak sig væk igen.
Hans behov for blod var stort, uden tvivl, men han var en gadedreng, en vampyr der havde levet i flere år af den lille mængde blod han kunne klemme ud af rotter! Så hans sult, kunne han styre, og beherske ned til det punkt hvor andre ville blive sindssyge og miste deres selvkontrol.
Det blod som han dog havde indtaget, fik hele Alvars indre til at regenerer sig selv, i form af muskler, fedt, kød, sener, og nerver! Hans kinder syntes at få en mere grå-brunlig farve, og hans krop genvandt meget langsomt sin fylde: så han var slank, men uden at være grotesk tynd.
Med læberne farvet ind i pigens blod, og en legesyg dråbe dansende ned til hagens kant, talte han endnu engang til hende.
,, Du burde ikke gå imod din herre…”.
Hans stemme indeholdt ingenting, hverken, glæde, eller sorg, frygt eller mod. Som var disse simple følelser noget der meget simpelt ikke eksisterede for ham, selvom det for få minutter siden var blevet modbevist. Han lod sine øjne lukke og åbne, for at fugte dem, og satte sig dernæst op. Lige foran pigen.
Han rynkede brynene.
,, Hvad hedder du?”.

Olga observerede Alvar, med undersøgende øjne, da han nærmede sig hendes håndled. Hun bed sig blidt i underlæben, og lod sit hoved synke en anelse.. Hun kiggede dog stadigt på Alvar, undersøgende.. Nervøst.. Hun lod så sit hoved rejse en anelse igen da han lod sin tunge røre hendes håndled.. Hun sank blidt en klump, næsten som om hun regnede med, at den udmagrede vampyr, ville rive hendes håndled i flodser, og drikke grådigt fra hende.. Men han virkede næsten blid ved hende, og det lysnede en lettelse i hendes øjne, men hvis man lagde mærke til det, gav hun også et meget lavt suk i skuffelse.. Hun pressede hendes hænder, for at lade mere blod blive presset for ham..
Da Alvar trak sig tilbage, lænede hun sit hoved en anelse til siden.. Hun kiggede undersøgende på ham, for at se blodet tage effect, men det var tydeligt at han godt kunne bruge mere.. Hun kneb sine øjne en anelse sammen, og trak hendes håndled til sig, og holdt såret opad, for at svække blødningen..
"Du.. Vil ikke have mere? Du kunne godt bruge det.. Alvar.." Sagde hun, med hendes blid stemme, og holdt sit håndled en smule ud imod Alvar, tilbydene..
Hun kiggede kort over sin skulder, inden hun kiggede tilbage på Alvar, og smilede blidt.
"Vladimir.. Er slet ikke så slem som han virker.. Han vidste godt at jeg ville tilbyde dig mere.. Og hvis han ville, kunne han stoppe mig nu.. Han kan godt lugte mit blod.. Ville han kunne selvom han var uden for kloarkerne.." Sagde hun, og klukkede kort.. Hun skubbede sit hår, der rebelskt havde lagt sig ned over hendes ene øje, og smilede fortsat.
"Og så er der meget lidt.. Der er mere tilfredsstillende, end at gå imod Vlad..." Hviskede hun meget stille, en smule lænt imod ham. Hun rejste dog sine øjnebryn en smule, og satte sig tilbage på sine knæ, og en anelse lænt tilbage, da Alvar satte sig op. Hendes blide smil kom dog hurtigt tilbage, og hun holdt stadigt sit håndled imod Alvar..
"Olga.. Olga Rasputin Ravenfeather.." Sagde hun, med det samme smil stadigt.. Hun var gået imod Vladimirs ord, men ikke hans advarsel.. Det var tydeligt at hun var afvigende ved Alvars bevægelser, som om hun frygtede Alvar en anelse.. Det gjorde hun på sin vis også.. Hun anså det dog mere for at have respect for ham.. Hun kendte ikke til hans evner, og hun havde en meget dårlig dømmekræft.. Vidste hun godt selv..

Alvar betragtede pigen vis navn var Olga, med en ikke eksisterende nysgerrighed. Hans blik var sunket ind i sig selv, og han virkede fjern. Som var han ikke helt tilstede, men alligevel så han på det endnu blødende håndled da den unge pige tilbød det.
Han forstod hende ikke. Han forstod ikke forholdet imellem hende og så Vladimir. Hun gik imod ham, men det var i orden? Hvornår kunne hun så vide hvornår grænsen var nået, og hvornår den ikke var? Utallige spørgsmål kørte rundt i hovedet på ham, inden at han kom i tanke om at han skulle give hende en respons.
Først låste han sig mundlamt fast, med blikket på Olga's læber: på det smil de formede, og kunne ikke begribe deres oprigtighed. Der lå ikke nogen undertone af bitterhed, hverken i hendes ansigts udtryk eller i hendes kropssprog. Ærlighed? Det var næsten første gang han havde stødt på dette i sådan en grad.
,, Nej..", sagde han.
Blikket gik fra hendes læber til hendes øjne.
,, Nej, tak...".
En lille vibreren ved den ene mundvige afslørede hans korte forsøg på at give et smil fra sig, men uden megen held.
,, Jeg behøver ikke mere.".
Han så ned af sig selv, og et væmmet udtryk dominerede hans ansigts træk: som var det første gang han rigtig fik øje på sig selv. Lettere flovt så han op igen, rynkede brynende svagt.
,, Undskyld min uanstændige beklædning... og mit påtrængende spørgsmål, men... hvorfor er jeg her?".
Han så op på hende igen, denne gang med en følelse der klart skinnede igennem: håb?

Olga kiggede undersøgende på Alvars ansigts træk, og hans reaktioner på havde hun gjorde, og han virkede nærmest.. Overrasket? Hun lod ikke sig selv dulme for længe over tanken, inden hun kiggede på ham med det blide smil, og interesse igen.. Hun nikkede langsomt et par gange, og trak hendes håndled til sig, og det healede sig hurtigt i igen. Hun løftede håndledet op til sin mund, og slikkede det resterende blod ved, med en perfektionisme, der fik hvert en farve og hentydning der havde været af blod, til at forsvinde.. Hun fulgte kort hans øjne, ned af ham, men hun fik dem hurtigt rejst igen, for ikke at lindre for længe på ham, da det var tydeligt at han var forlegen over det, og ville ikke gøre ham mere utryk end han allerede var.. Hun smilede blidt, og klukkede en enkelt gang, og rystede på hovedet.
"Jeg har set det mere.. Uanstændigt.." Sagde hun, og smilede en anelse lumskt. Hun tog så den flaske hun bar ehavde lagt, og skruede dets låg på, for så at hænge den ned i hendes bælte, hvor denne var kommet fra.. Hun kiggede så op på Alvar til hans næste spørgsmål, og hun rejste sine skuldre en anelse, og rystede på hovedet, til hendes svar.
"Det ved jeg ikke Alvar.. Jeg.. Tror at jeg opfattede du var en gave.. Til.. Ja til os.. Og så.. Gætter jeg på at Vladimir vil bruge dig som slave.. Du er stærkere end de fleste af de andre slaver vi har her nede, men uden at være for stærk... Til at..." Hun dvælede en anelse, og smagte på hendes ord, men rystede så kort og afværgende på hovedet, og viftede med sin ene hånd, i det hun satte sig ned, stadigt med sine ben samlet, og nu den ene hånd hvilene på jorden for at holde sig oppe.
"Jeg ved det virkeligt ikke Alvar.. Men du er ikke i en specielt god situation.. Hvis Vladimir fik dig af Ma'lakel, som ville være mit gæt, da det var det han tog der op efter.. Så giver Vlad ikke slip.. Det ville være.. Et brud.. Et tegn på respektløshed.. Og Vladimir er ikke dum.. Vil han ikke udvise imod Ma'lakel... Så.. Jeg.. Ville nok.. Foreslå dig at.. Bare.." Hun bed igen i sine ord, og sank sit hoved en anelse.
"Blive.. Uden at.. Forsøge at slippe væk.. Vladimir ville.. Slå hårdt ned imod det... Meget.. Hårdt.." Sagde hun, med en anelse trist mine.. Hun var ikke glad for det, men det var formegentligt sant.. Hun vidste at Vladimir ikke ville lade ham gå, og at straffen garanteret ville være stor, skulle Alvar forsøge at flygte..

Alvar så først på Olga, med en stigende interesse for hendes ord, men som de kom og kun snakkede og stoppede, da det hun ville sige uden tvivl var tydeligt nok for Alvar at gætte hvad det var, begyndte at blik at miste sin lille gnist af 'håb'. Blikket gled ligeud for ham, uden at han sagde noget eller gjorde andre tegn på at fokusere på hende mere.
Han stirrede på ingenting: tilfældige steder på væggene foran ham, og lyttede til hvad der blev sagt, men så ikke på hende. Der dannede sig et smertende tryk for brystet, og en klump i halsen, der fik det til at gøre afsindigt ondt. Og uden han selv vidste det, begyndte små næsten usynlige røde væske perler at sætte sig i øjenkrogene. Imellem de tykke, lange sorte vipper.
Og da hun blev færdig, separerede læberne sig svagt for at sige noget, men der kom ikke noget ud.
En slave... et potentielt lejetøj..
Trods bredte sig kort efter i hele kroppen, og tog over i stedet for.. han vidste ikke hvad det var. Frygt, halvt for sin rigtige herre, og dernæst for ham selv. Han havde ikke tænkt sig at være nogen marionet, og i hvert fald ikke slave som dem han havde set fra forrige gang han havde været så uheldig at falde ned i nosferatuernes rede.
Han vendte ansigtet imod hende. En enkel perle formet væske ansamling løb ned af venstre kind, men hans øjne udviste ikke sorg.
,, Så... jeg er stadig en fange?", spørgsmålet kunne meget vel tydes som retorisk.
Han så ned af sig selv igen, uden videre spørgsmål indtil videre. Han rakte en hånd op til sin kind da tåren begyndte at kilde, og tværede den ud over den beskidte hud.
,, Er det muligt at få et bad? Og andet tøj.. eller foretrækker i jeres slaver beskidte og uhumske?".

Olga fik en trist mine, og sank sit hoved en anelse, inden hun lukkede sine øjne. Men dog kun kort, inden hun kiggede op på Alvar, stadigt trist.. Det var tydeligt, at hun ikke fant det behageligt at kalde Alvar, hvad han var.. Men han var en slave nu.. Om han ville det, eller ej.. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan hun kunne hjælpe ham.. Hvordan hun kunne få ham fri for Vladimirs klør.. Løsnet af de lænker der langsomt ville formes om hans ankler..
Imens hun tænkede, sad hun også og blev fjern i blikket, imens hun kneb sine øjne en anelse sammen. Hun rystede da en anelse på hovedet, og kiggede tilbage på Alvar. Hun sukkede lavt over at se hans tåre, og hun måtte næsten kæmpe for ikke at fælde en selv, i medynk.. Til hans spørgsmål, nikkede hun blot kort et par gange, og rejste sine skuldre en anelse. Det behagede hende ikke det mindste.. Hun vidste ikke helt hvorfor.. De andre slaver, havde hun aldrig haft et problem med.. Det var måske fordi hun havde set hvordan han reagerede omkring sin herre? Fordi hun følte med ham, omkring nettop dette?
Olga smilede halvt til Alvar spørgsmål, og nikkede så kort et par gange. Hun rejste sig så op, og holt en hånd ud til hendes side.
"Selvfølgelig.. Lad mig vise dig derhen.." Olga smilede så stort og venligt, næsten som om hun ville have Alvar på andre tanker.. Prøvede at løse den triste mine, med et smil.. Hun vidste at det ikke ville hjælpe meget, men at hun forblvv venlig, og imødekommende overfor ham, kunne kun gøre hans situation bedre... Der var ikke nogen af de andre Nosferatuer der ville behandle ham som en ligestillet.. Og da slet ikke som en ven.. Olga skubbede det hår som altid faldt ned foran hendes øjne til siden, så hun kunne kigge på ham, med begge de lysende røde øjne, imens hun stadigt smilede venligt.. Hun ventede med at vise vej, indtil hun havde set hvordan Alvar havde det.. Var stadigt ikke sikkert hans krop havde vændet sig til den intense healing, og at han kunne gå ordenligt endnu..

Alvar så hen på Olga, og hurtigt, inden hendes ansigts udtryk skiftede, opfangede han den triste mine. Medlidenhed? Først ærlighed og så medlidenhed, han vidste ikke om han troede på at hun var en nosferatu overhovedet mere. Hun opførte sig aldeles ikke som nogen fra hendes familie, og havde en måde at lyse op på, som prøvede hun ihærdigt at få Alvar til at glemme sin situation. Det hjalp dog ikke synderligt.
Den unge vampyr så lettere forvirret på hende da hun rejste sig, og fejede noget hår væk fra ansigtet. Sagde at der skam var mulighed for at blive mere anstændig. Han så først en smule blankt på hende, med sine matte røde øjne, inden han drejede hovedet i en betænksom bevægelse ned på jorden under sig. Satte en hånd imod dens overflade, og skubbede sig selv op.
Som et nyfødt dådyr, kom han vaklende op på benede, stod med armene let ud til siden og balancerede inden han fik ordentligt fodfæste. De lange sorte dreadlocks lavede svaj fra side til side, imens at de forreste lagde sig over hans skuldre. Efter at have fået nogenlunde styr på sine ben, og overmandet en sagte svimmelhed fra at stå op igen, så han hen på Olga afventende. Som forventede han at hun begyndte at vise vej nu.

Olga fulgte Alvar med øjnene, imens hun fortsat smilte. Hun fortrak dog en anelse på smilet, da hun så hvor svækket han egentligt var, endnu engang. Hun tog et hurtigt skridt imod ham, med en hånd ude for at være klar til at hjælpe, i angst for at han ville falde.. Hun lagde blidt sin hånd under hans ene håndled, for at hjælpe på balanen, for så at fjerne hånden hurtigt igen, da han fandt den. Hun smilede, og vente hurtigt om på hælene, og begyndte at gå imod en ene side af grotten..
"Den her vej.." Sagde hun, imens hun kiggede ned på jorden foran hende, og gik med luntende skridt fremad..
Hun ledte dem lidt zikzak imellem spidse klippe opspil fra jorden, for at lede hen imod grottens ene væge.. Da de nåede dertil, var der en lille tunnel der ledte ind i en anden grotte, hvor den hvislende lyd af faldene vand kom fra.. Da de nærmede sig grotten, kom en meget let påklædt, kvindelig, Nosferatu luntende ud, imens hun var igang med at tøre hendes lange blod røde hår, med hvad der lignede et par sammenkrøllede bukser.. Hun smilede stort, imens hun nynnede en mellodi. Hun var meget mere flodset, og vansiret end Olga, men stadigt ganske køn.. Ikke helt et misfoster som Vladimir. Hun havde ikke andet end en rød bh, og ligefarvet trusser på, og hun smilede til Olga da hun kom forbi, og vinkede glad til hende med den ene hånd. Hun kiggede så på Alvar, og lagde sit hoved en anelse på skrå..
"Skulle du ikke tage at finde noget tøj til ham? Kan da ikke gå r.." Hun blev afbrudt af Olga, som viftede med den ene hånd, og smilte halvt.
"Er hvad jeg skal til.. Janet.. Snupper nok noget af Ronnies tøj.. Er okay, ik? Er det..." Hun pegede på bukserne i Janets hænder, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Janet fniste, og vinkede endnu engang.
"Jo jo, det gør du bare.. Han er ikke så forpadselig med sit tøj.." Sagde hun, og smilede stort. Hun havde tydeligtvis en legesyg gnist i øje, der hun kiggede tilbage ind i tunnelen, da et højt råb kom der inde fra, fra en dyb mandlig stemme.
"Oy! Janet! Hvor fuck er mine... For helvede da!" Janet fniste, og begyndte hurtigt at løbe sin vej. Olga rejste det ene øjnbryn, og kiggede så ind af tunnelen, hvor en høj mandlig Nosferatu nu kom halvt gående, halvt løbende, uden nogen benklæder på. Hun rejste hurtigt sine øjnbryn, og drejde sig, så hun kiggede væk.. Forlegenhed var også en ting hun ikke havde kunne ruske fra sig, da Vladimir forvandlede hende.
Manden der var kommet ud af tunnelen, gryntede irriteret, og kiggede kun kort imod Olga, imens han bandene satte imod han, og Janets' kister. Olga rystede langsomt på hovedet, imens hun stille fniste, og kiggede tilbage på Alvar. Hun vinkede så efter ham, for at få ham til at følge med ind af tunnelen..
De skulle ikke gå langt, før at de stod i endnu et grotte udspring, hvor der var en masse indfald, af små huller, hvorfra der kom klart vand rendene.. Vandet faldt fra de mange huller, og formede næsten fire små vandfald, hvor efter vandet rendte ud igennem en enkelt rende, hvor det gik ind i andre delle af grotterne. Olga vendte sig da om, og smilede til Alvar, og holdt sin ene hånd lidt ud.
"Det her.. Er hvad vi har.. Vlad lavede det først, efter at mig og Karaktar havde forlangt det i lang nok tid.. Heh.." Hun smilte, og grinte en enkelt gang, imens hun kiggede lidt ned.
"Jeg.. Vil finde dig noget tøj imens.." Sagde hun, og nikkede et par gange, for så at skulle til at forlade grotten, ud af tunnelen, men stoppede lige inden den, og samlede sine hænder foran sig, for kort at vente for at høre om han havde spørgsmål, eller der var noget han ville have.. Men hun kiggede sig dog ikke over skulderen, men kiggede stadigt væk fra Alvar, og ud igennem tunnelen..

Alvar fulgte efter Olga. Stadig let vaklende, men han prøvede stædigt at holde sig oppe, og ikke tabe værdighed vil ynkeligt at bede om hjælpe. Selvom det gik nogenlunde imellem de zikzakkede klippe stykker, som han kunne læne sig op af uden at pigen så noget da denne uden tvivl ville gå forrest.
Da de kom ind i endnu en form for hule i det store gang system, stoppede pigen pludselig da hun så en anden nosferatu. Pigen var rød håret, mere skamferet end den unge Olga, og fniste som var denne en skolepige der havde lagt en tegnestift på lærerens stol!
Olga og denne kvinde ved navn Janet, talte, uden at Alvar helt kunne holde fokus på dem begge, da han blev forvirret af de forskellige lyde der var rundt omkring. Som en kat der varsomt gik ind på en andens territorium, blev Alvar mere og mere paranoid. De nye lugte og lyde, han kunne næsten ikke overskue dem! Men heldigvis gik der ikke alt for langtid før at en anden nosferatu af mandelig køn lod sig høre, og trådte frem. Den kvindelige løb med en tøjbylt, imens at denne løb efter. Alt sammen imens at pigen der lige nu ergerede vejviser, forlegent vendte blikket.
Alvar rynkede brynende, og betragtede henne imens hun udviste den menneskelige følelse. Endnu engang blev han en smule fascineret af hendes anderledes fremtoning.
For ikke at nævne var han imponeret over det tætte fællesskab nosferatuerne havde.
Da så Olga op igen, og gjorde an til de skulle videre. Alvar fulgte endnu engang efter. Tavs som døden selv. Indtil lyden af rendende vand kunne høres, og de kom til en lille grotte udhulning, og et primitivt brusebad kunne ses forude, med en naturskabt pool ved siden af. Alvar betragtede det nøje, som var det noget han aldrig havde set før, hvilket det ikke var. Hans version om et bad, var det Lucas havde vist ham.
Han vågnede fra sin fjerne sindstilstand da pigen talte til ham, og så hen på hende med et glødende intenst blik, uden han egentlig var klar over hvor indgående hans stirren var.
Som hun gik trådte han meget tavst hen imod et af de små vandfald, og rakte en hånd ud for at lade denne blive omfavnet af vandet. Han gav hende ikke yderligere opmærksomhed, og kom med ingen spørgsmål.
Efter nogle sekunders studeren af vandet, valgte han til sidst at træde ind under det. Det sorte hår blev hurtigt gennemvædet, og tungt. Linjer af snavs og støv, gled ned fra det, imens at Alvar gav et lettet udtryk og lod sine hænder ligge sig om hans hals. Han lukkede de røde øjne i, så han ikke længere lignede et monster, men mere.. en porcelæns dukke, der gradvist blev mere og mere blank og smuk. Det lille lændeklæde der hang om hans hofter blev ligeså tungt og gled nedover hofterne på ham, og faldt til hans ankler uden at han lagde synderligt mærke til det. Han begyndte så småt at filtre sit hår ud imens at hans hud blev mere aske-grå end før.
Han så sig nysgerrigt omkring, og havde et dyrs årvågne blik, imens at de få totter hår der var blevet udfiltret blev til lange sorte lokker der snoede sig halvvejs, i nogle udstrakte krøller.

Olga havde tage mærke af hans blik, og troede at det var skulende, og hun fik opfattelsen, at han absolut ikke ville have hende i nærheden når han gik ind i badet. Hun sank en klump, og stirede fortsat ned imod jorden, imens hun stod med rykken til ham, og ventede tålmodigt på at han skulle stille et spørgsmål eller så.. Men han sagde intet, så utålmodigt drejede hun hovedet, og kiggede tilbage imod ham, og så ham stå under vandet, og skidtet glide fra ham. Hun tog sig selv i at betragte ham meget kort, og rejste begge øjnbryn, og kiggede ligefrem, inden hun satte i hurtig gang ud igennem tunnellen, imens hun rystede på hovedet.

Olga gik over til Janet og Ronnies lille grotte del, og gik meeget forsigtigt ind, da hun godt vidste hvad de to's legesyge sind, oftest endte med.. Og havde hun ikke det mindste lyst til at rende ind i.. Igen.. Hun kiggede rundt i den lille hule, og godtog sig at der ikke var nogen, og gik så derind.. Hun satte hurtigt imod et godt medtaget skab, som hun hurtigt åbnede, og tog nogen grønne army jeans og en sort 'The Agonist' fan T-shirt.. Det var tilfældige ting hun tog, da hun egentligt bare gerne ville hurtigt ud igen.. Men da hun havde fundet de ting hun skulle have, lagde hun mærke til en lugt, som hun slet ikke havde søgt, da hun kom ind. Hun kiggede imod den ene kiste, hvor fra Ronnie pludseligt rejste sig, så han stadigt sad på knæ.. Der var blod i hans mundvig, og han kneb øjnene sammen, i det han kiggede imod Olga.
"Hey! Hvad skal du nu med mit tøj!?" Råbte han af Olga. Hun rejste begge sine øjnbryn, og rømmede sig en anelse.. Da rejste Janet sig så en anelse, for at kigge op fra kisten, og gribe fat i Ronnies krage.
"Har givet hende lov.. Kan du nu fortsætt, hvad du havde gange i?" Sagde hun, med et bredt lumskt smil, og hev i Ronnies krage. Ronnie fnøs en enkelt gang og kiggede ned på hende.
"Hvad fanden er der med jer to og mit tøj... Er sku da for helved mit..." Sagde han, og hvæsede i det han lænte sig ned over hende igen, så Olga ikke kunne se hvad der skete, for kistens høje kan. Den lave fnisen fra Janet, gjorde også at hun langt fra havde lyst til dette, og hun satte i hurtig trask imod udgangen af deres hule igen, imens hun rystede på hovedet.

Olga trådte meget langsomt, og forsigtigt, ind af tunellen igen, og sank en klump.. Hun trak så, unødigt, vejret dybt, for så at sukke, og begå sig ind i grotten, uden vidre tanke.. Hun håbede blot at han var i poolen, eller vendt om.. Hun kiggede til den ene side, for ikke at glo på ham som det første da hun kom ind.
"Fandt.. Noget.. jeg tror ville passe.. Dig.." Hendes øjne kiggede kort foran sig, mest for at se hvor hun gik, og kunne derved ikke undgå at kigge imod vandfaldene, den lille pool, og så Alvar..

Dråberne gled ned over den nu aske hvide perle hud, der syntes at give den nu rene hud et lyst skær der næsten fik Alvar til at lyse op fra hvad end lys der måtte være i grotten vis formål allerede var gjort klart: det var en form for bad. Hvis man da kunne kalde det for et blad. Det før sammen filtrede sorte hår, var så småt begyndt at blive redt ud, det klistrede sig til ryggen og ned langs halsen, imens at det der kunne blive anset som pandehår lå sig som få tykke linjer over det kønne ansigt. Alvar var nu engang ikke en uattraktiv dreng, til trods for at han havde levet livet blandt skidt og snavs, og at selv samme familiearv havde det med at nå ham uanset i hvilken situation han så endte. På afstand, imens at det rene og sikkert kolde vand, løb ned over den nøgne krop, kunne han minde om en opsat dukke, en unaturlig skabning af porcelæn.
Da Olga kom tilbage stod han med ryggen til, en smule forover bøjet med den ene arm på et vådt klippe stykke foran ham, hovedet sunket ned i den anden hånds håndflade, med et opgivende kropssprog. Han bed tænderne sammen imens at vandet piblede ned forbi hans øre. Hans ryg, og ned efter var til fuldt skue for den unge nosferatu.
I vente tiden havde tanker nået ham. Snoet sig ind og forgiftet hans sind. Heletiden, konstant blev han ved med at dukke op. Alvar var ikke sikker på om han ville give slip eller ville suge resterne af det mentale billede af Lucas til sig. Desperat klamre sig til dem i håb om en genforening: der sikkert aldrig kom.
Da nåede Olga's stemme hans øre, og han rettede hovedet op, og så sig over skulderen for at se hen på hende. Dråber løb ned over kinder og faldt fra den spidse næse, imens at de rød glødende øjne stod frem. Gjorde Alvars dukke udseende til noget bisart og frygtindgydende istedet for noget rent og uskyldigt.
Han gav et langsomt nik som svar. Så en smule skeptisk rundt i grotten, inden han drejede fronten imod hende og gik imod den unge nosferatu. Blufærdighed, der så mange gange før havde stået i vejen for alting, den bed, og lod Alvar føle et lille bittert stik, men yderligere konsekvens fik det ikke. Hvis ikke hun gik væk fra hendes nuværende position ville han stoppe da han var foran hende, og se søgende på hendes hænder, inden han konstaterede at der manglede noget. De røde øjne fandt vej til pigens ansigt.
,, Håndklæde?".

Olgas øjne spærrede en anelse op, da hun kiggede imod Alvars, næsten dukkeagtive, stand, og hun kiggede hurtigt ned i jorden foran sig, og stoppede brat op. Dog, enten kunne hun ikke, eller også ville hun ikke, stoppe sig selv i at kigge op igen. Hvis Alvars kropsprog udtalte hans følelser, var det tydeligt at han tænkte.. Og dette dybt, og formegentligt ikke om noget behageligt..
Olga stirede, nærmest, indædt på Alvar imens han stod på denne måde, som om hun prøvede at læse hans tanker.. Og hvor ville hun ønske hun kunne.. For at kunne hjælpe ham, i det mindste, med det.. Hun vidste at hun ikke kunne rive ham ud af Vladimirs klør, da dette formegentligt blodt ville få Vladimir til at stramme sit greb, og til sidst kvæle Alvar.. Så hun ville gerne hjælpe Alvar, på så mange andre måder hun kunne.. Vladimir, og formegentligt de fleste af de andre Nosferatuer, anså ikke Alvar som en af dem.. Men det gjorde Olga..
Olga spærrede nu sine øjne op, da hun opdagede at Alvar var gået imod hende, imens hun havde stået i sine dybe tanker, og at hun blot havde stået og stiret på ham.. Hvis hendes kinder kunne bluse op, og få en rød kullør, ville de lige nu brænde... Hun rømmede sig, og kiggede væk. Dog kun med øjnene, hendes ansigt forblev rettet imod Alvar.
Olga fjernede sig ikke, selvom hun ikke rigtigt brød sig om at han kom så tæt på, uden nogen beklædning på kroppen.. Da Alvar endeligt sagde noget, kiggede hun igen på ham, og lignede et par sekunder et stort spørgsmål.. Som om at hendes tanker skulle trækkes tilbage fra alle de side veje de var flygtet, for så til sidst, at kunne tænke over hvad hun blev spurgt ind til.
"Oooh... Når ja.. Eh.. Uhm.. Glemte.. Jeg da.." Sagde hun, uffateligt forlegen. Som om situationen ikke var nok, så glemte hun halvdelen af hvda hun var igang med.. Hun rømmede sig, og kiggede lidt rundt omkring sig, trippede over, og hang så det tøj hun stod med, på en klippeudsats, ikke langt der fra, og nikkede så et par gange imod Alvar.
"Finder.. Hurtigt et.." Sagde hun, og nikkede en enkelt gang.. Hun drejede om på sine hæle, og med to hurtige skridt, satte hun i et hastigt sprint.. Hun forsvandt ud af grottens indgang, så hurtigt at det var svært, overhovedet, at nå at reagere på..
Der gik heller ikke mere end et minut, inden Olga kom renden tilbage, ind af indgangen, med et håndklæde i sin ene hånd. Hun viftede med det, foran sig, en anelse imens hun tog de sidste par skridt hen foran Alvar, så hun stod så tæt som hun gjorde før, endnu engang.
"H.. Her.. Janet havde ikke fået lagt de få håndklæder vi har, på plads.. Igen.. Så.. Tog lidt tid.. Heh.." Sagde hun, og holdt håndklædet ud, for at give det til Alvar. Hun sank så en klump, imens hun kiggede på ham, og tænkte først på hvor tæt hun var løbet nu.. Før havde hun være nervøs, da han gik så tæt, og nu løb hun det selv...
*Ouh... Nu kunne jeg godt selv snart bruge et bad, så mit hoved kan slappe af...* Løb igennem hendes tanker, og et lavt suk undslap hendes læber, og hun kiggede nu igen, forlegent, til siden..

En ganske svag, og næsten usynlig trækken på mundvigen afslørede en midlertidig morskab hos den unge vampyr, der ikke kunne lade være med at finde den kvindelige nosferatus reaktion på hans nøgne tilstand, en lille smule charmerende. Han så efter hende som hun skynde sig afsted efter det håndklæde hun så dumdristigt havde glemt: og et øjeblik lod Alvar tanken om hun mon havde glemt det med vilje, strejfe ham. I sin vente tid greb han fat om den skulderblads lange sorte hår, der så småt lod sig krølle fra midten og ned. Han vred det om som var det en våd klud, imens at det resterende vand piblede ned imod grottens gulv i små spontane dryp. Til trods for at pigen ikke så ud af særlig meget, var hun dog hurtig, og få minutter efter kom denne tilbage, med håndklædet viftende foran sig imens hun tydeligt prøvede på at undgå at befamle ham med blikket. Igen kom den lille trækken ved mundvigen, og et halv-sørgmodigt glimt kom i de matte røde øjne. Han tog imod håndklædet.
,, Tak. ".
Han svang det rundt om livet i en hurtig bevægelse, før han så op på pigen igen. Blikket endnu afventende, imens han rakte ud efter det tøj hun havde fundet til ham. Hvis han fik lov at tage det, ville han studere det svagt: det var ikke sorte bukser og skjorte, men det gik dog an, så længe det kunne dække ville der ikke være noget galt med beklædningen. Han så op, og så hen over de forskellige klipper og sten i grotten. Gik hen til den første og bedste og lå tøjet der, for at tage håndklædet væk igen, og svinge det om hovedet for at nuldrer håret tørt. Imens han gjorde dette ville han stå med ryggen til Olga endnu engang.
Han tværede de små dråber som lå over hans hud ud, og begyndte dernæst at klæde sig på. Tøjet, passede ikke helt perfekt. Alvar var for spinkel, og endnu for udsultet til at han kunne passe klæderne helt perfekt, skønt bukserne ikke faldt ned hang de nogenlunde løst på ham. T-shirten virkede som et mindre telt, men det overlevede han vel sagtens. Efter at have klædt sig på samlede han håret med den ene hånd og lod det falde bagover, så det lå over ryggen. Han vendte sig, gik hen til Olga og gav hende håndklædet tilbage.
,, Tak... igen", endnu engang kom den svage antydning af et smil, men dets mere han forsøgte dets mere lignede hans anstrengte trækken et smil. Dog var det ikke afslappet, men noget han nærmere påtvang sig selv.

Olga kiggede kort tilbage imod Alvar, da han havde taget imod håndkledet, og takkede. Hun smilede halvt, og nikkede en enkelt gang. Hendes øjne kunne ikke rigtigt fastsætte sig på noget, da hun heller ikke ville kigge lige frem for meget, fordi hun vidste at det blot ville ende med at hun stod og gloede. Dog, da Alvar havde vendt sig, og taget et par skridt over til en af siderne af grotten, kiggede Olga dog op imod ham igen. Hun betragtede ham kort, og en kurve over hendes læber, formede et mindre smil, inden hun kort rystede på hovedet, og kløede sin overarm, imens bliket fløj andre steder hen i grotten.. Alvar var ganske flot, og ville hun da ikke gå helt glip af, når hun nu havde muligheden.. Blufærdigheden skulle ikke holde hende helt fra det.. Hun rystede da endnu engang, over hendes egne flugtige tanker, og kiggede imod Alvar igen, da han nu kom imod hende igen. Hun kiggede kort ned af ham, og et smil bredte sig over hendes læber igen.. hun havde altid godt kunne lide Ronnies still, og passede egentligt Alvar, okay.. hvis han nu bare havde gidet at drikke en anelse mere...
Hendes smil bredte sig en smule mere da han takkede hende, og hun nikkede en enkelt gang, og viftede med sin ene hånd en enkelt gang.
"Det var så lidt.. Alvar.. Heh.. Er glad for at Ron's tøj passer dig okay.. Sådan da.. Han er en anelse støre... Men tør ikke sige han er 'for' stor.. Han.. Høre altid så godt.. Heh.. Hvis.. Altså.. Han kan høre noget som helst.. Over.. Janet.. Lige... Erhm.. Nu.. Uhm.." De sidste par ord, blev langsomt lavere og lavere, og endte ud i en hvisken. Hun stod med driftende tanker et kort øjeblik, inden hun rystede hastigt på hovedet et par gange, og kiggede tilbage imod Alvar, med det genopfriskede smil.
"Skal jeg vise dig hen til.. Der.. Hvor.. Jeg.. Gætter på at du skal sove? Eller.. Skal befinde dig.. Når ikke du bliver.. Sat.. I arbejde.." Hver gang Olga hun kom ind på, at Alvar var slave nu, begyndte hun at lyde en anelse mere trist.. Og var ikke en undtagelse.. Hun kiggede kort en anelse ned, men rettede dog sine øjne tilbage op på Alvar, så hendes hår gik lidt ind foran det ene øje.. Hun ventede nu blot på et svar.. Var ikke rigtigt så meget for Alvar at svare, da hans valgmuligheder jo ikke var så brede.. Der var ikke så specielt meget at lave her nede i grotterne, og der gik ikke så lang tid inden solen ville gå op, så var ikke engang fordi de havde en chance for at kunne nå op og lave noget.. Og ville Vladimir nok heller ikke tillade Alvar, det første stykke tid..

Igen syntes Olga's måde at påføre sig på at tø den meget neutral vampyr en lille smule op. Hendes ord der ende ud i en lille mumlen hvorefter stilheden indtraf, for at hun uden tvivl stadig talte inde i hendes hoved, fik Alvars humør til at ændre sig gradvist. Den lille trækken kom igen: det mærkelige form for smil som Alvar nu engang besad. Han så på hende uden vige væk, med sine dukke øjne der til trods for at være betagende, plejede at være døde og sjæls forladte, men ikke denne gang. De glødede ganske roligt med et varmt skær, som det man næsten kunne fornemme fra en kamin: måske udtrykte Alvar underbevidst en følelse? Morskab ville være en stærk kandidat, da han følte sig underholdt af hendes opførsel.
Han lod ikke til at fange meningen med at 'høre noget over Janet', og virkede heller ikke til at han kunne tænke i de baner af sig selv.
Da hun talte igen, trak han hovedet ganske svagt tilbage, som var han gået for tæt på med hans stirren, og lyttede til hvad hun sagde med en uhyggelig nøjagtighed. Hans øjne flyttede sig fra hendes ansigt og fulgte de totter af hår der gled ned foran hendes ene øje. Uden at sige noget, rakte han en hånd op til hendes hår og strøg det ganske roligt væk fra hendes ansigt. Hans bevægelser, hans udstråling, selve handlingen og tilnærmelsen virkede så naturlig for ham, så... uskyldig.
En lille trækken på mundvigen.
,, Okay.."