Sorte sår (ÅBENT EMNE, GUYS!)

Tid: Aften - 19:48
Omgivelser: Ingen kunder.
Sted: Tattoo-biksen under hendes lejlighed.
Vejr: Overskyet men rimelig lunt.

Jolene sad på kontorstolen bag disken i hendes elskede biks. Hun havde ingen jobs i dag, men hendes butik var aldrig lukket.
I skødet havde hun (som sædvanligt) en fløjte som hun var ved at skære ud i egetræ. Kniven var en af hendes mest elskede egendele, da hun rimelig tit brugte den til lidt af hvert. Rundt omkring hende lå der adskillige små træstykker og flager, men det kunne hun altid fjerne senere.
Her i biksen ville ingen syntes at det var mærkeligt at hun havde gyldne øjne, folk kunne jo tro at hun bare godt kunne lide det overnaturlige udseende, og gik med gyldne kontaktlinser. Hun gik også tit i toppe som havde hul på ryggen, så man kunne se de tatoverede vinger på hendes ryg. Så var der allerede hul hvis hun nu havde brug for at folde sine rigtige og herlige dæmonvinger ud.

En klingedene lyd kom fra døren. Den var blevet åbnet og det alarmede klokken om, da en dreng på de 171 cm. trådte ind. Svedende drejede han halvt, opdagede ikke kvinden bag disken, men med de forskrækkede øjne på dørhåndtaget, hans hådn klemte febrilsk. Man kunne tydeligt høre de små støn, der kom fra ham imens at panden støttede sig til den igen lukkede dørs eg. Hurtigt kom en buldrende lyd af hurtigt trampende støvler, samt et par råb, man kunne høre selv derinde. Sådan som han så klædt ud, kunne de fleste regne ud, at det havde været et par slavehandleres træng efter at bure ham inde. Da lydende forsvandt igen, stod han stadigt småt rystende og halvkvalt stønnende, op af døren med hånden klemmende om håndtaget, fastere end et menneske kunne uden at knoglerne brækkede. Om kvinden bag ham havde reageret, vidste han ikke, da hendes eksistens endnu ikke havde gået op for ham. De ellers dyriske sanser, var skruet ned for, da hans frygt havde overtaget kroppen midlertidigt. Derfor stod han i en totalt fremmed butik, rystende af forskrækkelsen over jagten af sig, iført kun en enkel guldring om begge overarme og en slags egyptisk klæde, der svang sig til knæene. De brune øjne stirrede nærmest på håndtaget, det var blevet bøjet til at forme sig efter hans fingre, der stadig klemte febrilskt og bange om dens rustfri metal.

//håber det ok jeg Joiner... :3//

// Du er mere end velkommen, min kære ^^

Hvis den nyankommne, unge mand havde taget sig tid til at se tilbage fra sin plads ved døren som netop var blevet smækket i med en overnaturlig kræft, og hvor menne... eller væsner lige var løbet forbi, så ville han have lagt mærket til at kvinden der sad bag ved disken ikke engang så op, da hun sagde noget: "Velkommen til 'Pierced Wings & Colors', hvad kan jeg hjælpe dem med hr.? En ny intim piercing?"
Lyden af kniven som skar sig igennem træet var den eneste lyd som kom fra hende. Man kunne overhovedet ikke hører hendes hjerteslag eller vejrtrækning.
Hun havde skam hørt lydene af folk som havde jaget den fyr som lige var kommet ind i hendes elskede biks. Hun ville med glæde skjule ham, især hvis han var lovløs, men hvis han viste at være til ballade, så ville hun personligt sparke ham ud, med eller uden en kniv i brystet.

Han fandt vejen tilbage fra frygten, til fornuften og hvor han egentlig befandt sig, det tidspunkt hun talte. Hans brune, venlige øjne faldt på kvinden bag ham. Hele kroppen vendtes mod hende, inklusiv hånden, hvor begge arme bare hang slapt ned. Det lange hår der slikkede sig langs hans farvede hud, der var mere eller mindre muskuløs uden at det så overdrevent ud, havde en tyk, brunlig glans i sig. Hans udtryk gik fra den frygt han lige havde følt rase sig igennem hans krop og sind, til en mat overflade af fjerne tanker.
"Jeg undskylder frue.." Hans mod var igen fremme og nu stod han der, bukkede næsten nok til at næsetippen ramte hans skosål. Hans holdning var helt rolig, som om den nylige event ikke lige havde udspillet sig, bag døren. Da han igen stod rankt, med et blik underdanigt og dog velsikkert, snakkede han videre på sin sætning.
"Jeg var lige jagtet, men ønsker ingen tatovering, som den slave jeg stadig lever som" De brune øjne nærmest glimtede af de to følelser, han udviste som en slags død dukke, med kun 1 evne. At stå under andre ved at gøre alt for dem, selv menneskene. Selvsikkerhed kunne man ved første glimt tro, men i virkeligheden, var det en lært evne. Betegnelsen der hed: Trofast.

Da de gyldne dæmon-øjne blev fjernet fra træfløjten og kniven i hendes skød, og løftet op til de brune øjne i det mørklødede ansigt, blev hun en smule chokeret over at se hvor ydmyg han så ud. Hun lignede da igen dronning, gjorde hun? Hvad i alverdenen var han for et væsen?
"Er du ude på at gøre mig arbejdsløs? Er du sikker på at du ikke vil have en?" spurgte hun med et lidt drilagtigt men blidt tonefald.
Hun lagde kniven i skødet, og så slet ikke ud som om hun var bange for at skære sig selv i lårene. Hun rakte sin hånd frem imod ham, for han var for langt væk til at nå sådan lige umiddelbart. Hun ville give ham sin hånd, som om de begge var ligemænd og mennesker. Hun var jo en dæmon og han var en varulv. Der var stor forskel på deres værdi, men sådan tænkte hun slet ikke. Sådan var hun ikke.
"Mit navn er Jolene, men du kan bare kalde mig Jooles." De fleste hun kendte, kaldte hende for Jooles, men nogle få som hun havde lært at kende igennem tatoveringerne kaldte hende nogle gange for 'Stikkeren', 'Hulleren', 'Kunstneren' eller 'Farveren'. Jolene kunne ikke rigtigt lide nogen af de tilnavne.