Ved solnedgang

Solen var så småt ved at gå ned bag horisonten. Den kastede sine sidste stråler op på himlen, der lyste op i alverdens røde, gyldne og lilla farver, og Dealyn, der sad på en af de pæle, som holdt den lille træbro oppe over vandets overflade, havde frit udsyn til det hele.
Han sad med ryggen til havnen og svingede frem og tilbage med sin hale, der for en gangs skyld ikke var gemt væk under alt hans tøj. Ej heller var hans små, korte horn, hvis spidser lige kunne anes et sted mellem alt hans sorte hår.
Han lod sine øjne glide i, alt imens han spidsede sine ører for at lytte efter fodtrin i mørket.

Mr. West. En skikkelse i mørket. En ukendt, med skjult navn, og forsvundet identitet. En vampyr af de mange. Der var ikke meget at sige om denne mandsperson, og endnu mindre var der at sige om grunden til hans tilstedeværelse i netop denne del af byen – Havnen.
Lugten af fisk, var aftaget besynderligt efter det kaos, der var fulgt med den nye magt. Ingen synes at tage fiskeri alvorligt mere. West forstod ikke, hvorfor folk beklagede sig så meget. Den nye magtanordning havde atter bevist dens dygtighed. Fiskeri og deslige fik endelig lov til at rådne op.
Slidte løse bukser og en gammel jakke udgjorde vampyrens tøj, der skilte ham så meget ud fra hans forfinede artsfæller. Hætten, på trøjen under, var hevet op, og han lod fødderne skrabe hen over jorden, med hænderne dybt begravet i lommerne, med en udstråling af selvkontrol, selvsikkerhed, og kedsomhed.
Bag ham, gled en lang flakkende skygge.
Manden stoppede. Lod de grå øjne fæstne sig til personen der sad længere fremme, på en bro. Så åbnede han munden, og fremsagde det, der burde havde været en hilsen.
”Hvad fanden laver du?”

Daelyn drejede langsomt hovedet, da han hørte nogen sige noget bag sig. Hans sorte blik gled hurtigt over den fremmede, og hans øjne blev smalle. Den fremmede skikkelse lignede nærmest noget fra en gyserfilm, sådan som hans ansigt var skjult i skyggerne fra hætten, der dækkede hans hår.

Dealyn vendte sig rundt, så han havde front imod den fremmede og rejste sig op på begge ben på pælen, som han elegant balancerede på - helt den at svinge det mindste armene, vel at mærke. Det var kun hans hale, der fortsat svingede frem og tilbage bag ham.
"Hvad fanden kommer det dig ved?" Et lille grin passerede hans læber. ”Er det, hvad du kalder for en hilsen?”
Normalt ville folk ikke bruge ordet "fanden" i deres hilsen, men hvad... man havde vel lov til at hilse på lidt alternative måder en gang i mellem.

Dæmon. Der var efterhånden ikke andet. Afarter og afkom i en samlet masse, der forplantede sig, bosatte sig og levede. De kunne i bedste fald sammenlignes med ukrudt, muligvis insekter, der de ligeledes bar vinger i forskellig format og størrelse. Charmerende skabninger.
West var for doven til at bemærke dæmonens konkrete træk, men lod sig blot kort fange af dens vejende hale, der med sikkerhed fik den til at opretholde balancen.
Uinteresseret betragtede han sin venstre hånd. Den værkede stadig. Forbandede dæmoner, med deres irriterende stædighed. I et forsøg på at løsne de værkede muskler i hånden, strakte han alle fingrende, til de gav et højt knæk fra sig.
Så løftede han atter blikket, og smilede umærkeligt.
”Stor i kæften, hva’?” En pause opstod, idet han igen betragtede halen. ” Ja, det kan du vel godt kalde det.. Jeg troede ikke at i.. dæmoner, var så nøjeregnende med, hvad der er en hilsen, og hvad der ikke er.. men, nu hvor du står op, gider du så ikke flytte din røv her over`” Konkret. Ingen dækkende ord. Det behøvede man ikke, med dæmoner. Deres hjerner – hvis man kan kalde den det – var langt bedre til at reagere på åbenlyse krav og ordre. Som små børn.

Daelyns øjne blev smalle, da han hørte, hvordan manden kommanderede rundt med ham. Gider du så ikke flytte din røv herover… Hans første indskydelse var at nægte at gøre det, men igen… den måde, manden sagde det så direkte på, vækkede hans nysgerrighed, og tøvende hoppede han ned på broen for at sætte kursen imod manden.
Hans skridt var lette grundet hans manglende sko - han følte sig langt bedre tilpas uden, for da kunne kan mærke grunden under sine fødder og mærke hver en lille rystelse, fremmede fødder måtte frembringe. Hans sorte øjne var fremadrettede, opmærksomme på hver en bevægelse.

"Hvad vil du mig, bloddyr?" lød det fra ham, da han stoppede op et par meter fra den fremmede. Den fremmede vampyr, vel at mærke. Nu, hvor vinden bar hans lugt i Daelyns retning, var det ikke svært for ham at gætte, hvilken race fyren tilhørte. Alle vampyrer havde en gennemtrængende stank af blod og forrådnelse. Han havde ikke meget til overs for dem; de var som kæmpestore, stikkende myg, der burde udryddes. Men så igen, han havde i det hele taget ikke meget til overs for andre racer, eller sin egen, for den sags skyld.

Ah, var der noget bedre end forudbestemte handlinger? I et øjeblik kunne Mr. West ikke komme på noget, og det var derfor med til at give ham endnu mere selvtillid, og tilfredshed. Han styrede jo!
Men det kolde ansigt viste ikke den indre triumf, eller troen på sine egne evner der netop skød i vejret. Nej, dette var ligeså tomt for bevægelse som altid. Dette var med til at underbygge teorien om at denne mand, Mr. West, var hugget ud af en klippeblok, med en sådan grovhed, der helt så bort fra detaljer.
Måske var det den voksende selvtillid, og bedømmelse, der fik West til at kategorisere denne dæmon som lavtstående, hvis – med en god fantasi – højst kunne opnår 2,4 på karakterskalaen over farlighed. Der vel og mærke gik til 10. Eller også, var det blot hans eget egocentriske jeg, da atter vandt over impuls og fornuft.
Men ja, en barfodet dæmon, med hale som en vipstjert, var ikke synderligt alarmfremkaldende.
Derfor faldt den ellers spydige kommentar direkte mod jorden, længe før den nåede vampyren.
”Nu, da du frivilligt er kommet herhen, kunne du jo passende fortælle hvem du er, hvis din kæft da kan klare det..” Tavshed. West så på dæmonen, på samme måde som man ser på et børnehavebarn, der har svaret igen, og derudover er pyntet, med en klat snot, der løber fra næsen. Yderst charmerende.