grådighedens hersker-Asmamix

Tid-21:00
Sted-havnen
Omgivelser- er ikke så mange på denne tid
Vejr-mørkt dog lyste månen kraftigt denne nat og luften er en smule lun dog ikke meget
Tøj-en sort læderjakke med få nitter som står let åben så en muskuløs overkrop kan ses, et par stramme jeans som er lidt slidte samt et par sorte støvler med nitter samt et tørklæde om hovedet (se avatar)

Natten var kommet og mørket havde igen fået magten over solen så det nu var månen der herskede i denne stille nat, luften var en smule lun dog ikke så meget men nok til at mennesker ikke ville ryste af kulde vis altså her var nogle? havnen var rimelig stile denne nat kun lyden fra et par måger som kæmpede om at få et stykke brød ku hørere men også en snorkkende lyd som kom fra en mand der lå og sov på en bænk, ellers var her stille samt tomt et svagt lys var tændt i en af de små både som lå tøjret ved kajen dog kom der også lidt lys far en kro som lå lidt længere væk, igennem mørket skjult af selve mørket kom en skikkelse gående ned med haven og væk fra den gyde som person nu trådte ud af, skikkelsen gled ud af mørket og afslørede sit udsende samt tilstede værelse, dette var en ung udsende fyr som havde en lig bleg hud samt brunt kort strittende hår, tykke øjenbryn samt helt sorte øjne som skinnede let, den unge fyr gik roligt ned mod vandet i mens hans øjne var rette fast op mod månen og et iskoldt smil gled hen over hans smalle læber, denne fyr var ikke et menneske det ku tydeligt ses og vis man nu var et væsen ville man ku lugte hans vampyr duft som hang i luften, hans navn var Kalden dog kaldet han sig mest ved sit efternavn da det lød bedre, han åbnede munden let hvorefter han slikke sig om munden imens han snusede let ud i luften for at finde ud af om her var mad, når ja han var altid sulten han ku ikke få nok af det skønne blod og ville aldrig dele da han var utrolig grådig men det lå jo også til vampyrer dog var det ikke alle vampyrer som brugte deres evner helt, han lo koldt en latter som var så kold som is og så ond som døden selv, hans sorte øjne så væk fra måne og rundt for at undersøge omgivelserne.

”Pis og papir” lød det fra et hjørne. En høj person, kvindlig, med dyb rødt hår, kom stille til syne. Månen som virkede en anelse kraftig i nat, lyste på hende, og fremkaldte en underlig skær imod hende. Hendes skygge bevægede sig livligt efter hende, mens hendes hvide kjole blafrede stille, med brisen som nu tog fat. Hendes røde hår dannede som en slags flamme om hende. Kjolen som hun havde på havde en brun bælte om livet, samt en broche. Hun havde et sjal over sig, da hun synes det skabte hygge omkring vejret. Hendes lyse øjne, som var blanding af grå og hvid, skimmede havnen. Hun havde for længst opdagede den sovende fyr, ved bænken. Og den anden, som stod og så på et eller andet. Ikke fordi hun havde verdens bedste syn, men nu da der ikke var særlig mange mennesker her i havnen, var det letter at fokusere på noget bestemt. Hun lod sin lyse hånd køre igennem det røde hår, og sukkede stille. Faktisk nød hun sin kolde hånd imod hendes nakke. Hun bevægede sig stille, frem mens månen betragtede hende, med spændte øjne. Kvinden her var en engel, derfor lyste hun så meget, hvis folk nu skulle undre sig. Derfor så hun ud som hun gjord. Hendes øjne havde alt muligt trist over sig, mens hendes læber alligevel var oppe i tovende. Man kunne aldrig vide hvilken slags humør hun var i. Asma hed hun. Hendes hoved gled op imod drengen lidt længere væk, da hun hørte ham grine. I et kort øjeblik syntes hun, at hun havde øjenkontakt med ham, da hun begyndte at se sig rundt. Vampyr eller djævel? Det skulle vel komme an på en prøve ikke? ”Hvad er det der er så sjovt, herre?” spurgte hun roligt, men hun gik imod ham. Nu da hun intet havde at lave, så kunne hun ligesom irritere fyren her? Da hun stod få meter fra ham, lag hun hovedet på skrå. Lod sine grå-hvide øjne bore sig i hans, kul sorte. Egentlig ikke en rar følelse, men hey.. hun var altid med på det sjove. ”Det er jo ikke ligefrem, at månen kan tale.. vel?” hendes stemme lød bare så fjernt! Som om emnet ikke rigtig interesserede hende. Som om hun vil havde tiden til at gå ved at tale med personen her. Hun bed sig kort på pegefingeren, mens hun lænede sig kort tilbage, så hun tippede med sine fødder. Træk vejret ind til sine lunger, mens hun lukkede kort øjnene, ved derefter at kigge på ham.

Kalden vendte igen blikket mod himlen efter at ha set rundt men igen nu var her intet mad jo manden der sov men han lugtede fælt og det ku Kalden ikke få sig selv til at drikke mandens blod så manden slap med livet i behold, han betragte igen månen som lyste ned på ham og fik hans hud til at se mere bleg ud samt mere uhyggelig, han slikkede sig let om læberne før han lod tungen glide hen over de to skarpe hjørnetænder som havde dræbt masser af folk, han lukke øjne og lod sine næse snuse lidt igen men åbnede dem dog hurtigt da en sød duft ramte hans næse*engel jamen dog så der mad*tænkte han koldt før han igen lo men vendte sig dog utroligt hurtigt om da englen var bag ham, hans sorte øjne bordede sig ind i hendes imens han nøje betragte sin nat mad, hun så fin ud og hendes blod ville sikkert smage godt, han sendte hende et iskoldt smil"måske eller måske ikke"svarede han tørt med en mørk dyb stemme som tydeligt var fyld af ondskab, hans sorte øjne havde et helt tomt blik som ikke fortalte noget om hvad humør han var i eller hvad han tænkte, han lo let ved tanken om at maden selv kom til ham"nå render i engle nu også rundt om natten"lød det så køligt fra ham imens han lage armene over kors og lod sit blik ville på hende og afvendte hendes svar*gad vide hvad hun mon er ude på ”tænkte han let i mens han betragte hende.

Kort løftede hun sin ene øjenbryn, mens hun stoppede med at tippe med fødderne, da hans svar forlod hans læber. Det kunne godt være, at han kunne få nakkehårene til at rejse sig op, hos de fleste mennesker, men her stod englen uberørt, mens hun betragtede ham, med et gnist i øjnene. Ikke ondt eller koldt, bare opmærksomt, da noget i hende fortalte, at hun heller burde sin mund være lukket. Men hey, hvornår havde hun hørt efter sig selv? Hun lod sin tunge glide forbi hendes underlæbe, mens hun stille kluklo. ”Godt svaret” sagde hun, mens hun bed sig på sin negl på hendes pegefinger. Hun kiggede kort på ham, mens hun kastede et blik imod månen. ”Jeg ved skam ikke om engle gøre det, min gode herre” sagde hun, mens hun rettede sine øjne imod hans igen. Hun smilede skævt, mens hendes øjne glid rundt op hans krop, hvor derefter de endte op i hans sorte øjne. Hun lag hovedet let på skrå, mens hun tog et skridt bag ved, og lod den lille brise omfavne hende. Ingen skulle undervurdere hende, og slet ikke en pjok som ham her. Ikke fordi, at hun anede noget om hans tanke gang, men hans blik fortalte tydeligvis hvad han var ude på. Men derimod lod hendes facade eller maske ikke til at have huller i sig. Afslørede ikke hvad hun følte, men derimod kedsomhed og ømhed. ”Men som du kan se, er der nogen der er så dumme, ikke også?” hviskede hun stille, velvidne at han helt klart kunne høre hende. Hun havde en lille undertone der fortalte, at hun morede sig. Ikke det store. Hun bed sig kort tid på underlæben, mens hun stille nikkede. Hun hentydede jo til sig selv. ”Men vil godt nok sige det samme til Dem, men det vil bare ikke klinge godt”

Kalden løftede det ene pjuskede øjenbryn let over hendes svar dog blev hans blik ændrede sig lidt så han nu så ud til at være hel kolde, hans mange tanker kørte rundt nogle lå så dybt inde at han næsten ikke ku hører dem imens andre bare blev mere tydelige men de fleste var tanker som ikke alle ville ku li at hører ikke engang englen ville ku li dem det var også derfor de aldrig ville blive hørt af andre end ham, han smilede iskoldt til hende hun var modig men hvor langt ville hun gå? hvornår ville hun flygte fra ham det ville han prøve at finde ud af, hans øjne så kort op og ned af hendes krop før hans øjne igen mødte hendes hvorefter han brød stilheden"gode pas nu på med det ord"svarede han koldt før han igen lo dog ville hun nok ikke ku forstå hvorfor men det ku han selv han fandt dette møde morsomt og glædede sig til at se hvordan det udvikle sig"engle er ikke trygge om natten så jo i er ikke så kloge"svarede han let før han kløede sig let på brystet før han stak hænderne i lommerne"nej det ville være et dumt spørgsmål"svarede han så let"men jeg ku spørger dem om hvad de laver her?"sag han så let hvorefter han smilede lusket, han virkede ikke som om han ku var 19 eller 20 år men det var han skam heller ikke han var faktisk 800 år gammel dog var han først nu kommet til dette land.

Hun lag barnligt sit hoved mere på skrå, som om hun vil vende verden på hovedet. Hendes røde hår truede med at røre jorden, hvis hun gjord hovedet endnu mere skævt end den allerede var. Hun lod stilheden herske lidt, mens hun brugte tiden på at få orden i sine tanker. Hun tænkte ikke engang på samtalen her. Men mere: Hvad skal jeg lave når jeg kommer hjem? Vil Noah være der? - Og andre diverse tanker. Hun spærrede øjnene op, da mandens første bemærkning kom frem. Hun var lidt i tvivl, da hun ikke rigtig havde hørt hvad han sagde. Så hun nikkede bare, så hendes røde hår piskede en mildt imod hendes kinder. Hun kløede sig stille på læben med sin pegefinger, og derefter satte hun sig faldt ned på jorden, så hendes hvide kjole blev fyldt med luft, hvor derefter den langsom sænkede sig. Hun så op på ham, mens hun træk kort på skuldrene. ”Altså, jeg sagde ikke at engle ikke er trykke om natten” hun lød stadig rolig. Hun begyndte stille at lege med sit sjal. ”Man skal aldrig undervurdere en engel. Men dumme? Jeg mente at jeg var” hun kiggede på ham. ”Du kender ikke engle, så det er svært at forklare de forskellige ting” hun nikkede stille, mens hun rettede sin sidde stilling, så hun sad i skrædderstilling. Hun lod sine hænder udforske jorden, mens hun lod hans underlige latter svømme rundt. Hun kiggede hurtigt op på ham, som om han havde sagt noget forkert, over den næste bemærkning. Det var skam ikke dumt. Men hun smilede stille. ”Godt svaret igen” mumlede hun. Mest til sig selv. Hun lo stille, over hans sidste bemærkning. Når så var han alligevel interesseret i hende? Hun kiggede ned, mens hun tegnede en cirkel med sin pegefinger. ””Leder efter insekter. Jeg trænger bare så meget til blod” løj hun, mens hun smilede fjernt til sig selv. Han havde ikke spurgt om sandheden.

Kalden betragte hende hun var vidst ikke helt til stede efter hans mening hun lignede en som tænkte dog ville han vendte lidt med at bruge sin tankelæsende evne, han smilede skummelt igen da hun bare nikke til hans første svar "du lytter ikke helt"svarede han hårdt, han lo igen koldt dog røg hans øjenbryn igen op da hun satte sig ned på jorden dog lod han sig selv så dumpe ned på jorden foran hende enligt ret tæt på hende hsn ku næsten røre hende, han lo igen"dum ja det er du vel?"svarede han tørt og rakte en hånd frem mod hende og sku næsten til at rør hendes ene ben"tror du ikke jeg kender jer engle? så tager du fejl min pige" svarede han iskoldt hvorefter han igen lo nu bare mere kraftigt, det fik manden på bænken til at vågne og se uroligt over på dem før han igen lag sig ned g begyndte at snorke igen, Kalden så kort hen mod ham men fnøs så koldt før han igen så på hende"det lyder ikke helt sandt eller er det bare fordi u enligt ikke selv ved det?"spurgt han koldt før han lod en finger rør hendes ben kort"har du så mødt folk af min slags før?"spurgt han så koldt, han var ikke helt interesseret i hende kun i hendes blod som sikkert smagte skønt, dog ku man ikke helt se på ham hvad han ville gør og ikke gøre.

Hun undervurderede ham skam ikke. Prøvede ikke at være flabet eller noget. Bare lidt forvirret måske? Men det var hun faktisk altid. Hun smilede skævt, mens hendes blik endnu engang blev fjernt. ”Du har vel ret” lød det fra hende. Hun så på ham, da han satte sig overfor hun. Hun bevægede sig ikke, eller lod til at være overrasket. Lod bare mærke den kølige vind der ramte hende, efter han satte sig ned. Da han lo, kunne hun ikke selv lade være. ”Skudt op i hovedet” sagde hun, mens hun prøvede at 'skyde' sig på tændingen i hendes hoved, og lavede en lille lyd, mens hun sænkede sin hånd. Hun kiggede ikke på hans hånd som skulle til at rør hendes ben. Hun satte sig stille op. På alle fire. Hun stak sin hoved frem imod ham, og kunne tydeligvis mærke hans kolde ånde imod hendes varme. ”Det kan godt være, at jeg tager fejl. Min smukke dreng. Men jeg er trods alt selv en.. engel” sagde hun, mens hun smilede og satte sig tilbage. Kort tid efter mærkede hun, hans finger imod hendes ben. ”Måske, måske ikke” svarede hun kækt, mens hun kiggede ned på hans finger. Hun kiggede dog op, over hans sidste bemærkning. ”Min bedsteven er en af jer. Kender mange, tro mig. Mange der vil til lives med denne her engel” sagde hun og rørte sig selv på sit bryst. ”Men jeg lever underligt skam stadig”

Kalden trak let på skulderen hun var sku skør"det må du da være "svarede han koldt hvorefter han lukke øjne og prøvede at trænge ind i hendes tanker dog åbnede han øjne igen efter lidt tid og så direkte på hende næsten som om han så lige igennem hende"pas nu på unge engel"svarede han tørt"pas på dine ord og pas på dig selv"sag han tørt før han lage hele sin hånd på hendes bare ben og lod let sine negle krasse hende svagt for bare at ha noget at lave men også for at se hvor hendes grænse gik, han bevæge sin hånd længere op, op mod hendes lår imens han smilede skummelt "den person du kender må være skør at lade en engel om dig leve videre når man i stede ku drikke dit blod"sag han koldt hvorefter han lage hovedet let på skrå, han var enligt en smuk fyr men hans sprog var anderledes mere koldt end hans udsende, han lo igen koldt imens han førte sin hånd længere op bare for at se hvor meget hun nu ville gå med til, han var jo mand og tit før han drak af folk gik han for det meste også i seng med dem dog kun kvinderne.

Hun elskede når folk gav hende ret. Elskede det så meget. Elskede når folk fyldes med kulden, og prøvede at være cool i det. Hun var sgu ikke bange for fætteren her. Tværtimod synes hun, at han overdrev lidt, så det gik hen og blev en slags skuespille scene. Lod hende være den dumme, nej hun lod sig selv være den dumme. Der kunne jo bare se, hvor meget de egentlig faldt for det. Skulle han ikke kunne læse hendes tanker? Det sjove var bare, at hun ikke tænkte på noget interessant. Medmindre at han synes det var interessant at fange fisk på lørdag, og overfalde en ko på søndag? Hun lag kort hovedet på skrå, mens hun lænede sig tilbage. Lod sine arme støtte hende, mens hun så på ham. Løftede ikke engang sine øjenbryn. Så bare på ham, som om han sagde verdens mest latterligste sætninger. Hun kiggede stille ned på hans hænder som røg længere og længere op. Hun bøjede ikke engang hovedet for at se det, men mere et roligt blik, og derefter tilbage på ham. ”Han er skam ikke skør. Du dømmer folk uden at kende dem, huh?” smilede hun og satte sig op, og slog derefter kort hans hånd fra sine lår. Det føltes bare så forkert. Hun havde dog smilet på sine læber, og så bare roligt på ham. ”Prøver du at gøre mig bange?” nu løftede hun begge sine øjenbryn op, og lod sine hænder rettet på hendes hvide kjole.

Kalden lo koldt igen efter kort at ha set nogle af hendes tanker dog ku han fornemme at hun faktisk ikke var så dum igen men at det måske bare var skuespil men han lod hende blot spille sit lille spil, han lo koldt igen før han trak hånden til sig da hun slog ham dog gjord det ikke ondt langt fra, han smilede skummelt hvorefter han slikke sig om læben"måske ikke men det er hans valg, jeg ville ikke lade en engel leve vis det var mig"svarede han tørt og så lidt op og ned af hende før han igen mødte hendes blik"bange nej da "svarede han kort med en utrolig blev stemme som lød utrolig falsk det var dog også det den var, han lo let igen hvorefter han rejste sig op igen med en hurtig elegant bevægelse, han trådte hen ved siden af hende hvorefter han så koldt ned på hende hvorefter han lavede et let gab"de keder mig fru"sag han så tørt imens han lage hovedet let på skrå, hun måtte da snart gør noget for ellers ville han afslutte dette møde hurtigt ved at tømme hende for blod.

Hvis det var op til ham. Hun lod hans svar rumme i sit lille skal, og lod sit blik fjerne sig fra hans. Hun stønnede lydløst, mens hendes øjne mødte den blege og smukke måne. Lyset fra den var lige før, at den vil gøre folk blinde. Så meget skinnede denne egentlig. Hvorfor skulle sådan et smukt aften være ødelagt, af ham her? Hun kiggede på ham og sukkede af hans første bemærkning. ”Hvis det var op til dig” sagde hun sin tanke højt. Hun kørte stille en finger gennem det røde hår, da han begyndte at køre elevator blikket. Et blik hun var så meget vandt til. Hun lod sine grå øjne holdte sig til et sted. Ikke fare sådan rundt. Det var lige før at man blev rundtosset af det. ”Ja så” næste bemærkning. Nej, havde han svaret? Da han rejste sig op, lod hun blikket flagre til månen igen. Følte på en måde, at kunne trække vejret igen. Som om da vampyren havde siddet foran hende, havde luften været så afskyeligt, at hun var lige i tvivl om, at hun vil miste vejret. Hun rejste sig også op, kort tid efter hans bemærkning. Hun stillede sig foran ham, og dog et godt stykke væk. ”Frøken, må jeg be' Dem om” sagde hun, og tørrede noget af sine hvide kjole. Hun lag hovedet let på skrå, mens hun rystede på hovedet. ”Hvis jeg keder Dem..” hun lo, og holdte en pause. ”Vil De da have at jeg skal danse, og kaste med lagkager i hovedet på Dem? Og i så fald, så kan De da godt forlade mig, det er jo ikke ligefrem, at jeg holder Dem i lænker og spyd, vel da?” underligt nok, så var hendes høflighed vagt op. Hun så afventende på ham. Ventede på endnu et 'iskold' svar, som fik hende til at gabe. Men hvor uhøflig måtte man være?

Kalden lo iskoldt han havde tydeligt hørt hendes tanke som var det svar han selv havde givet og som han langt fra fortrød han eje ikke noget som helst høfligt i sin krop det havde han mistet den gang han blev vampyr, han tænkte kort tilbage til den dag han huske den stadig klart efter de mange år og tanken om da han fik hævn fik ham til at smile skummelt før han igen kom tilbage til virkeligheden og så at hun nu stod foran ham, han fandt dette fristende "nej det har jeg ikke bedt dem om og nej de holder mig ikke fast langt fra unge kvinde"sag han tørt hvorefter han hurtigt dog elegant trådte frem mod hende og greb hårdt fat i hendes skulder og stramme grebet og så inde i hendes øjne med et blik som næsten fortalte hvor gammel han var og hvor stærk han var, man sku ikke undervurdere ham nej for han ville gøre næsten alt for at få blod vis han først havde udset sig en person ville han ikke gi op.

Hun fugtede sine læber, og gav seriøst op med at tale med fyren her. Det kunne godt være, at han kunne læse tanker. Men han læste dem sgu af og til forkert, eller så var der bare noget han ikke rigtig fattede. Da han greb fat op hendes skulder, skar hun uvidende tænder. Hadede når der var en der rørte ved hende. I sær en iler som ham her. Hun kastede stille hoved til side, mens hun skubbede hårdt til hans venstre hånd. Og vendte så hovedet imod ham igen, mens hun lod kvit dreje om og slippe ud under hans højre hånd, så den vil vride sig om, og falde ned. Og det gjord den så. Hun rettede igen på sin kjole, og på sjalet. Hun vendte ryggen til han, mens hun rystede på hovedet. ”Farvel” sagde hun. Jamen seriøst. Orkede ikke det her, det gjord hende bare så træt. Hun lod en hånd ae hendes nakke, mens hendes grå, øjne søgte månen. Hun vil bare af sted, væk fra fætteren her. Der var ikke noget over ham der skræmte hende, men hun var bare blevet træt af hans 'koldhed' som bare spillede hele tiden frem.

Kalden smilede koldt hun var nu ret kedelig men hun bar stadig blod i sin krop og det var det der fik ham til at blive ved, han miste dog sit greb i hende og så hende gå noget der fik jagt genet op i ham og derfor udstødte han en høj hvæsse som kom dybt nede fra hans krop, han kendt til alle vampyrers styrker dog havde han endnu ikke fået sine egne evner men det kom nok snart, han forsvandt så ud i mørket og hans lugt forsvandt også hvorefter han smilede skummelt*nu går jagten ind*tænkte han kort før han med vampyrfart løb mod hende, dog ville hun ikke ku se ham ej heller lugte ham, dette nød han fuldt ud hans sorte øjne var fast rettet mod ham hvorefter han kom løbende mod kvinden eller englen som hun nu var.

Det kunne nu godt være, at hun havde sagt, at hun var ret dum. Men hvis han seriøst tog hende fra ord, så var det ham der var dum her. Havde hun ikke lige forudset det her? Altså ikke for noget, men det var sgu da ret tydeligt, at han ville have hendes blod fra begyndelsen af. Nu da hun var en engel, var der trods alt noget der gentog sig. Hun rettede roligt på sit sjal. Hun kunne flyve væk, men på den anden side var der en hvis person der havde revet hendes vinger ud. Og hun havde ligesom ikke vænt sig til det endnu. Forbandet dæmon. Hun rystede stille på hovedet, for at ryste tanken væk fra sig. Det var ikke just tid til at tænke på sådan noget. Hun drejede om sig selv, så en slags vindpust nærmest tog om hende. Hun rakte derefter sin hånd imod vampyren, mens hendes øjne prøvede at fange bevægelser. Godt nok var hendes øjne ikke så hurtige, men hun kunne trods alt føle den kolde vind, som nu nærmede sig hende. Hun faldt på ryggen, mens hun holdte stadig sin håndflade imod vampyren. Hun lukkede øjnene, inden hun rørte jorden, og en slags lysglimt skød ud af hendes håndflade. Hun drejede om, tabte sit sjal, og en lille finger ring. Hun skar tænder, da smerten i hendes ikke-eksisterende-vinger, nu dunkede i hendes ryg. Sørens. Nu havde hun ikke særlig meget tid til at flygte, tænkte hun kort. Det eneste hun kunne gøre nu var, at hoppe i det kolde vand. Det vil sikkert hjælpe på smerten, men det vil trods alt gøre hende syg. Fuck hvor denne her vampyr irriterede hende. Hun kunne vende om, tage kampen op, og vise ham, at han ikke skulle undervurdere en engel. Men bare ikke lige nu. Ikke når smerten rungede i hende. Hun løb hurtigt imod badebroen, så sig ikke tilbage, men sprang i. Lyset vil forsinke ham, ikke andet.
Da det kolde vand ramte hendes, stønnede hun stille. Iskoldt var det. Hun svømmede butterfly så hurtigt som aldrig før. Jeg er ikke bange for dig, vampyr. Jeg kede mig simpelthen også, tænkte hun, mens hun langsom forsvandt med strømmen. Hvis han troede, at han var den eneste rigtige vampyr i denne verden, så var han sgu underlig. Det lige før, at man foretrækker Dehvil. Han havde i det mindste et slags respektheds tale, inden han sådan gik til angreb. Hun smilede stille skævt, mens vandet piskede hende i ansigtet, og smerten desværre blev værre. Fanden tag dig dæmon, tænkte hun..

//I am out//