All is fair in love and war! (Render=Privat)

Sted :: La marécage - Søen.
Omgivelser :: Ingen mennesker eller andre væsner? Et par små hoppende egern, et par fugle kunne det nok blive til.. Ellers ingen levende væsner, som ville bruge deres sparsommelige tid på at komme et smut forbi..
Vejr :: Flot aften, solen er ved at gå ned ude i horisonten.. Vinden er stille, men dejlig beroligende i hårets krusninger.
Tid :: Sen aften, men månen lyser snart nattens buldre mørke op til noget smukt.. Men også farligt!
Påklædning :: Et par tætsiddende (korte) shorts, samt en halvlang brun jakke. En hat med nogle forskellige knapper og stads, da hun er vild med det..?? Samt et tørklæde og nogle røde vanter, som beskytter hendes hud mod den isende kulde..

________________________________________________________________________
En pige gik rundt ved den smukke sø, som lå underligt forladt i den dejlige sommernat. Hvorfor var her ingen mennesker?? Eller skulle man hellere kalde det for væsner? *Uff* Tænkte hun for sig selv, krympede sig sammen som.. Var hun syg? Men hun kunne jo ikke blive syg, ikke efter at hun nu blev det hun var nu. De menneskelige svagheder og sygdomme, var ikke længere noget at bekymre sig om. Hun kunne leve langt og sundt, men alt for lang tid efter hendes mening..
Hendes blå øjne, lyste op med en livsglæde dog med en lille gnist af tab og længsel. Øjnene var blå, mere blå end de havde været i hendes 20 års lange liv.
Hendes hår, som havde en lilla agtig farve, dannede en ramme om hendes runde og spidse hoved på en gang. Håret var kort, utroligt kort. Nogle kvinder og piger, ville ikke kunne bære at skulle klippe sit lange flotte gyldne hår, så kort og så lilla. Men nu da hun havde gjort det, kunne hun godt se at det passede en del bedre til hendes personlighed og generelt bare hendes udseende.
Hendes fødder var beklædte med de sædvanlige All-stars sko, som hun var begyndt at elske at løbe og.. Hopper i??
Pigen tog en stor indånding, inden at hun så sig på en gang bange men også rolig rundt. Hendes krop sagde at dette skulle hun ikke være bange for, ingen eller noget kunne slå hende ned og få hendes liv til at ende her ved søen. Men hendes øjne, var som en hver piges. Bange for det forudsigelige, bange for hvad en forkert gerning ville gøre ved deres ellers så perfekte liv.
Hun ventede på en, en dreng eller mand forhåbentligt? En der imellem, en som hun kunne tage til sig og.. Få noget ud af, sammen med ham.. Men hun kunne udmærket godt mærke på hendes døde og stille hjerte, at der ingen følelser var i det. Alle følelserne var forsvundet, sammen med hendes sidste lokker af gyldent hår..
Endnu et suk kom fra hendes mund, endnu et råb om hjælp..
”Kom nu Rose! Gør ikke dig selv og din race til grin!” Mumlede hun for sig selv, imens at hun rettede lidt på hendes jakke.

Pigen så drengen.. Eller manden? Han var i hvert fald et menneske, det kunne hun lugte sig frem til. Han Kom frem fra skoven, inden at hun rodede lidt rundt i hendes hår. Hvorfor så menneskemanden så trist ud, det var ikke fordi at han hverken kunne eller ikke kunne have grunde til det.
For, for det første; så var han det laveste led i fødekæden, altså havde han været igennem magen kamp for hans liv. For det andet; så havde mennesker utrolig mange følelser, men samtidig var de utrolige stærke! Hun beundrede dem for det, hun beundrede denne mand lige nu!
Hun gik lidt hen til ham, ikke for meget og ikke for lidt. Hun trak sin jakke lidt ned, da hendes hud på benene var helt blottet. Men imens at hun kom nærmere, fik hun et indblik i, hvor gammel han egentlig var. Hun havde troet at han var yngre, eller sådan? Men han var omtrent lige så gammel som hende selv, altså så langt tid som hun har levet.. For hun så jo ud som en tåbelig lille teenager, en pige på de 15 – 16 år, der ikke viste hvad hun ønskede eller ville. Men det vidste hun, det vidste denne pige af hele sit hjerte!
”Hej?” Et smil kom frem på hendes hvide ansigt, som dog blev en smule mørkere af solens nedstigning. ”Er der.. Noget der nager dem?” Hendes øjne var oprigtigt omsorgsfulde, men var det meningen at de skulle være det? Kunne hun i det hele taget, vise sådan nogle følelser over for andre end hende selv..

Han stak hænderne ind under armene og lukkede armene til fordi han frøs lidt "nej nej" hviskede han og så ned stadig bare lidt tættere så havde han hende hvor han ville have hende han tog fat i sin pistol og fjernede sikringen bare et skridt så havde han hende perfekt han havde ikke set på hende endnu

Pigen sukkede dybt, inden hun rystede på hovedet opgivende. Hun så op på himlen med hendes dybtblå øjne, der gav et flot skær af en blå varmende blå farve. Dog var hun ikke selv for varm, hun var jo lige det modsatte af varm. En enkel kold død vampyr, det var hvad hun var.
Et gys gik igennem hende, dog ikke for højt og for voldsomt.
Hun vendte sit blik tilbage til denne menneskedreng, hvor hun smilede fornøjet. "Det vil jeg nu ikke mene, du" Hun bed sig i læben, som hun havde fået for vane.
Hun gik uden at se eller tænke sig om, et skridt nærmere ham. Hun ville hjælpe ham vis hun kunne, men vis hun ikke kunne.. Så.. Var han vel også til en anden nytte. måske?
Pigen åndede dybt ud, inden hun kunne mærke sulten komme. Men fastholdte den, så den ikke overtog hendes gerninger og meninger. Det første indtryk af denne mand, var ikke at han havde fortjent at blive udsuget for blod.
En skimt af lilla kom frem i hendes øjne, men hun var blevet godt til at holde denne del af hende fastspændt langt inde i hende. Heldigvis.

Han lavede et loop og hoppede op og sigtede på hendes pande med sin pistol "du er en død vampyr" sagde han før han trak toppen tilbage så der kom et skud i hylsteret klar til at blive skudt af han ventede bare på lidt modstand