skovens mørke forræderri

T: 01:00
O: ingen
V: overskyet
S: skoven




Mikala sad i skoev alene hun hade ingen at være smamen med alle som hade set hende var løbe deres vej da de tror hun ville dræbe dem eller overfalde dem men det kunne Mikala ikke finde på hun var meget sky og genert af sig når hun mødte nye væsner og persone hun ladrig hade set eller snakek med før

Veulf kom gående en hen ad en meget forladt sti. Han havde form som en hvid tiger (se profilbillede) og var meget vågen selvom det var sent. Men han fik færten at et andet levende væsen. Han næse sitrede og kløede da han opdage færten. Han satte kurs over mod lugten. Han løb hurtigt og stærkt gennem skoven. Og nåede ikke at se til siderne men løb langt od dybt ind. Han opdagede en person som sad ned. Gik stille og roligt hen mod pigen med bøjet hoved. Han smilede med øjnene.

En sne hvid ulv trippede elegant gennem skoven. De hvide øre vippede jævnligt, mens den lange hale slog blidt bag hende. Hendes hovede var hævet og de lillae øjne lyste næsten som stjernerne på himlen. Hun snuste kort ud i luften... Masser af gamle lugte... Dæmoner, Animaguser... Lidt nyere.... Og... En helt frisk en! Hun smilte lumsk for sig selv og trippede elegant, men lydløst mod dæmonen..

Mikala hade værke se eller hørt dem komme hun sad og sang for sig selv hun var ved ar forbindte sin arm efter et uheld med en præste tidliger i idag hun hade sløvfarvethår og rødelilla øjen so klædte hende utrolig meget

Veul fik nu selv øje på en flot hvid uve der kom glidende ind og han havde selv en hvid farve. Smilede lidt ved sig selv og kiggede så lidt videre på dem begge. Han lagde mærke til at pigen havde slået sin arm og var ved at forbinde den. "Hvad er der sket?" Spurgte han pigen og holdt øje med ulven der stadig var der. Den interesserede ham meget. Han satte sig op at pigen så hun kunne bruge ham som rygstykke. Han spurgte til begge deres navne og lavede en lille rumlen i maven og følte sig godt tilpas.

Den hvide ulv trippede elegant, men lydløst videre som hun nærmede sig, da en fært fangede hendes opmærksomhed... En tiger? Ikke en normal en... Hun trippede lydløst videre, indtil hun kunne se dem... En dæmon pige og en hvid tiger. Hun vippede kort ørene bagud. Tigeren mindede hende alt for meget om katte... Modbydelige bæster med deres små luskede øjne... Hun gik nu roligt mod dem, men stoppede et stykke fra Tigeren. Den sne hvide ulv tænkte kort over hans spørgsmål... Der var endnu ingen der vidste hvem hun var som ulv... Udover Slender. "Den snehvide." Sagde hun så roligt. Hun vippede let med ørene, før de igen lå halvt ned.

" åh det var bare en præste " sgade mikala og stytte sig op af den snehvide tiger hun forbandt sin arm hun hade flere små skade med det var ikke nære så slemme som den på hendes arm den var hun sukke hun hade under sit hår som hang ned foran sine øjne hade hun små og sværet bløden sår blodt løb ned i hendes øjne

Veulf så ulvens tøven og hans glade væsen lagde sig. Han vidste at ulven måske ikke var rar eller for den sags skyld sød. Han tænkte lidt på at bruge sin magi og se hvad ulven tænkte... Men noget holdt ham tilbage. Ulvens øjne var hårde og han ville gætte på at ulven var en hård nød at knække. Ville heller have en ven end en fjende. Han forvandlede sig til en dreng på 18 år med brunt hår og øjne. Han smilede glad til ulven mens han sad og holdt om pigen. Han havde ingen form for våben eller noget og hvis ulven angreb og ville dræbe ham var der ikke mange chancer for at overleve. Men han blev sidende og prikkede så til pigen for at vise hende ulven. Så satte han sig og ventede på hvad ulven ville gøre. Han smilede glad og og lavede små "kom så her søde ven" med sin mund og følte sig igen glad. han ventede på ulven reaktion.

Mikala så ulven hun for bange op den så bekendt ud men så opdaget hun at det ikke kunne være den aligevel hun satte sig ned hun ryste hun lod ingen se såren over hendes smukke og glade øjne for blodte strømme ned i hendes øjen næse og mund

Den hvide ulv så lettere mistroisk på tigeren da han blev til et menneske... Hun vidste det. Hun slog en gang med halen og skævede kort mod dæmon pigen, men så på drengen igen. Hun rullede en omgang med øjnene af ham. Hun havde det sådan at folk kunne kende den Sne hvide ulv, eller Ammy. Ikke begge to. Moon havde gjort det, og havde betalt med sit liv. Hun lukkede kort øjnene, men åbnede dem så med et blik, der sagde han ikke skulle prøve på noget... Overhovedet. Men alligevel var de så klare, og på en måde drillende... Ingen kendte hende, og hun tvivlede på nogen nogensinde ville komme til det. Hun havde ikke tænkt sig at gå hen til ha forløbigt.

Mikala så ned hun ryste at skræk hun var lidt bange for ulven den så ond og led ud hun sukke og glatte sit sølvfarvet hår hun sukke igen for 4 gang hun lod ingen vide hvem hun endlig var

Han lod ulven være da den ikke så ud til at gøre noget. Den stod stille og gik ikke væk eller kom hen mod ham. Og da pigen stadig blødte løb han hen til en vandpyt, og fordi han var en Aspara lavede han vandet rent og løb med det hen til pigen. Han rensede hendes sår og rev så noget af sin t-shirt og forbandt det og stoppede så helt pigens sår. "Sådan" sagde han glad til pigen og klemte trykt hendes hånd. Derefter vendte han sig om mod ulven som ikke havde flyttet sig imellem tiden. Han tænkte sig om der var en måde at få ulven til at stole på ham. Og han valgte den ærlige metode og sagde helt ærligt og uden løgn "Kom og sid ned Hvide Ulv, jeg vil ikke gøre dig noget og du kan være tryk hos mig, er der ikke noget jeg kan gøre for at vinde dit venskab?" Pigen så lidt skræmt ud, måske af ulven. han ville gerne hjælpe... dem begge to.

Mikala takke for hans hjælpe men lod ham ikke se hendes øjne de var eller smukke men lidt farlig at se ind i hun hade arvet en æven af sin far som gjore at alle som så hende i øjen ville lide en voldesom og smertefuld undergang

Den Sne Hvide Ulv fnøs kort. Hun talte så, så ethvert menneske, eller andet væsen ville forstå det. "Du kan ikke vinde det..." Sagde hun så het roligt. Hun satte sig roligt ned og så lidt på dem...

(SORRY oo Tom for fantasi, var vildt stresset og alt muligt oo)

Mikala trak sin jakke omkring sig og så ned endnu hun hade flere sår end nogensinde før i sit liv hun hade være oppe at slogs med 4 præster og 8 dæmonjæger hun hade ikke kunne klar dem alene men hendes fars stkræe vilje fik dem besjeret

Veulf så af pigen ikke ville have nogen øjenkontakt med ham. Og han lød hende være da han ikke ville presse hende til at sige noget eller vise hende noget som hun ikke var klar til. Og da Ulven nu svarede på hans spørgsmål blev han noget overrasket fordi han troede den aldrig ville sige noget. "Hvis jeg ikke kan vinde det så har du vel heller ikke noget imod at spille om det? Jeg vil dog lade dig vide at jeg er en Aspara" sagde han. Nu ville han se om hun vidste hvad det var. Vendte sig mod pigen og trak en kop og en masse terninger op af lommen "lad os spille" sagde han til dem begge med et smil om læberne. Han kunne dog ikke undgå at se at pigen gemte på en masse hemmeligheder. Men han ville ikke bore i det. Hvis hun dog sagde noget ville han føle sig beæret.

" hej " piv Mikala svaget så det næsten ikke kunne høres af nogen hun var sky og genert og ikke midnset lidt forviret

Den Sne Hvide Ulv kneb let øjnene sammen. "Hvorfor vil du dog spille om noget som mit venskab?" Sagde hun roligt, men koldt. Hun forstod ikke idéen med venskab. Spil forstod hun, dog ikke på den her måde. Hun skævede kort mod pigen og blotted ekort tænder af hende. For hende var denne pige bare en usel dæmon... Svag.

Mikalas vred bluse op nu hun viste hvad ulven ment om hende " du skal ikke hentyde at jeg er svag din dum ulv " hvæsse Mikala vredt hun sydet af vrede hun diret af vrede ingen skulle hentyde at Mikala som var datte af den store dæmon Belsibab var svga

Han forstod at hans ide ikke havde været en god ide. Både pigen og ulven var på vej i totterne på hinanden. Han forvandlede sig igen til en stor bjørn. Tre gange så stort som alle andre man ville møde. "Jeg tager hjem. og i skulle lade være med at kæmpe" sagde han. "Skoven er ikke et sikkert sted." Sluttede han og traskede så væk og lod de to kamptudser blive tilbage.

//Out//

Hun så kort efter drengen, eller bjørnen... Eller Asper... Tingen. Hun fnøs kort og så koldt på pigen. "Jeg er ikke bare en ulv... Lille dæmon." Snerrede hun koldt. Hun havde intet imod at rive hovedet af hende... Endnu et liv de rgik ti lspilde, hvad betød det?

Mikala satte sog ned og græde hun hade aldrig være eller føldt sig så alene som hun var nu alt var forkret

Den Sne Hvide Ulv fnøs kort. "Du er ynkelig... Så lille og svag." Snerrede hun koldt. Var hun virkelig værd at spilde mere tid på? Hun lagde nu ørene fladt ned. Hun havde mest af alt bare lyst til at skride... Men noget holdt hende tilbage? Måske var det duften af blod... Måske ikke.

" skrid så " græde mikala hun lag sig ned og lod sine sår åben sig igen ude at tænke over det mere hvad hade hun at leve for mere

"Du skal ikke give mig ordre, svækling." Snerrede hun koldt. Bag hende var det som om skygger rejste sig. Alle formede store dyr. Ulve, bjørne, løver & andre rovdyr. Hun så koldt ned på pigen.