skoven midt om natten (Kalden)

s: skoven
o: træer, buske og alt det der nu er i en skov
v: luften er kølig
t: tja, solen er i hvert fald gået ned
på: mørke jeans, mørkegrå t-shirt, sort, åben jakke og bare fødder.

Jorden var lige kølig nok til bare fødder, men heldigvis dækkede noget af den døde lyng jorden og virkede som et lidt lunere tæppe. Noget af det stak lidt.
Fødderne tilhørte en ung mand, han var ca. på højde med så mange andre unge mennesker, han var lettere muskuløs og med mørkebrun hår. Hans mørke øjne var fulde af liv, men også rolige og lettere hemmelighedsfulde. Hænderne var boret ned i lommerne på bukserne og i det hele taget var han rolig og tryg. For nu. Skoven var hans sted, her hørte han hjemme, han kendte skoven og vidste hvordan planterne kunne hjælpe ham vis der skete noget. Han var i sit rette element.
Han så sig dog alligevel opmærksomt omkring, nogle års erfaringer fortalte ham at natten var den tid hvor der oftest skete uforudsete ting, man vidste aldrig hvem eller hvad man kunne støde på.
Natten...Han så op mod toppene af træer, de bar ikke mange blade mere, så han kunne se direkte op til den mørke himmel som var dækket af skyer, dog kunne man lige se lidt til stjernerne. Han kunne ikke sove. sådan var det bare en gang i mellem.
Bag ham luntede en stor Golden retriver, en vild hund der havde lært at overleve ude i naturen, dens kærlighed var faldet på Sean og efterhånden var hunden en trofast følgesvend, en ven.
Den snuste til alt muligt, satte nogle duftmærker og skyndte sig efter sin herre.
Skoven var stille ud over en ugle i det fjerne og nogle flagermus hist og her, der var også nogle nataktiviteter nede på jorden, et eller andet dyr der snuste rundt, måske et pindsvin? Eller lå de stadig i hi? Det havde han ikke rigtig styr på.

Denne nat var fredelig men det var der jo mange folk der nød men ikke alle langt fra alle, nogle længtes efter lyden af smerte eller lugten af frygt eller blod for den sags skyld men i nat var her intet af den slags det fik en vis person til at gabe*sikke en stille nat*lød en tanke fra en ung udsende fyr som kom gående gennem mørket skjult faktisk talt usynlig for omverden ikke engang lugten af vampyr ku lugtes han ku hellere ej høreres, denne unge fyr var høj og spinkel dog veltrænet hans hud er lig bleg et tegn på at han har været død i flere år og et tegn på at han ikke var normal, hans hår var brunt og kort samt ret uglet det blev holdt oppe af et hvidt tørklæde(se avatar) hans øjenbryn pjusket samt mørke men det der var mest mystisk ved ham var hans øjne, hans øjne var sorterer end kul og så skinnede de skam også derudover bar de et tomt blik som ikke viste hvad han følte eller tænkte men han ku nu heller ikke føle så meget længere kun ting som andre fandt afskyelige, han var iført en sort læderjakke med nitter samt en hvid T-shirt og et par hullet stramme jeans samt et par sorte støvler med nitter, navnet var Kalden Todd dog brugte han for det meste kun it efternavn. Kalden snusede ud i luften og fange hurtigt færten af dæmon*så der nat mad*tænkte han kort hvorefter han gled ud af usynligheden og blev synlig igen, han satte så derefter i løb imens han fulgte lugten af dæmon i fuld vampyr fart.

Pludselig dukkede en gammel melodi op i hovedet på ham, han nynnede den svagt mens han begav sig af sted igennem skoven. Han tænkte over krigen inde i byerne, om herskeren og alt det der med modstanden...Om ham som troede han var kommet en fredeligt sted hen. Han kunne jo være rejst videre...Men på en måde tiltrak stedet ham. Ellers også var han træt af at rejse, flygte fra en ukendt fare...For andre. Hvem forstod en bedre end sig selv?
Hunden stoppede pludselig op og snuste ind i luften mens den så tilbage af den vej de var kommet. Den virkede ret opmærksom og begyndte pludselig at knurre som om den kunne mærke noget han ikke kunne, hvilket den sikkert også kunne, hunde fornemmede bedre ting.
Sean stoppede selv om og snuste, dog i forhold til hunden kunne han ikke lugte om nogen var på vej, men han fornemmede en stigende fare og blev en smule...usikker, nervøs ville folk nok kalde det, da han stod der og så ud i mørket omkring, vidende om at noget var på vej.
Han tvang sig selv til at slappe af og trække vejret dybt og mærkede hvordan han fik kontrol over det hele igen, skoven var hans sted og ingen skulle komme godt af sted med at angribe ham her. Han håbede han stod med front mod den kommende fare, det var den vej hunden havde set. Hunden var gået baglæns, ned ved siden af sin herre, den ville ikke gå fra sin herre med mindre han bad den om det.

Kalden ku lugte at dæmon færten blev stærkere dog var der også en anden lugt men det var vist bare et dyr ud efter vad han ku lugte, hans lugtesans var skarp, skarpere end normale mennesker men også skarpere end andre væsner, hans sorte øjne så stift fremad imens han løb med fuld fart gennem skoven mod sit mål men da lugten blev skarpere stoppe han op og så sig kort om før de sorte øjne blev lukket og han kort tid efter åbnede dem igen og fortsatte frem af dog nu ikke i løb men rolig gang, efter lidt tid ku han nu se en skikkelse i mørket*nå så det en mand*tænkte han kort før han skubbe den tanke væk og slikke sig om munden ved tanken om blod dæmon blod smagte nu fint.
Han kom nærmere imens han stak hænderne i lommerne på læderjakken "godt aften knægt"sag han så tørt, hans stemme var dyb og bar på utrolig meget ondskab men lød også lidt grådig, når ja Kalden var en grådige vampyr, han så kort mod hunden før han fnøs koldt men vendte blikket mod manden og stoppe op et stykke foran ham"sent ude det må man sige"sag han igen tørt med en lidt hånlig klang imens de sorte øjne betragte fyren nøje hvorefter han koncentrerede sig nøje om at trænge ind i fyrens hovedet for at læse hans tanker som om fyren var en åben bog.

Han mærkede irritationen røre i sig, knægt? Hvem kaldte han knægt?! Han lignede selv mere end knægt end ham...Men måske, vis man skulle tage ud fra sin eksistens, så vidste man jo aldrig om det var rigtigt. Hunden ved hans side knurrede og vinkede kort som tegn på den skulle løbe hjem, eller hvorhen den nu ville. Den tøvede lidt, men vendte så om og luntede væk. Vampyren foran ham var rolig og sikker, sikkert også sulten hvilket nok gjorde at han ikke slap for et slagsmål af en eller anden art. og kold. Død. Han så lige så død ud som han sikkert også var. Igen tænkte han på dem der ville virke så kolde, følelsesforladt som muligt, men for hvad? At skræmme folk? Det hjalp ikke på ham, faktisk gjorde det ham roligere, som om han vidste hvad han havde med at gøre.
Han rettede sig helt op da han før havde stået klar til angreb og så fortsat lidt på vampyren. Hvad var hans evner? Ud over alle de andre fordele vampyrer havde?
Følelsen af planterne omkring beroligede ham lidt, vampyren skulle ikke tro han kunne gøre som han ville. Planterne var allerede begyndt at bevæge sig lidt omkring dem, ved siden af dem, bag dem begge som de ville omringe dem begge.
"Knægt? Sikke en fornærmelse" hans stemme røbede intet om de tanker han havde haft eller om at han virkelig havde taget det som en fornemmelse. Han havde hele sit liv kæmpet for at være højere end andre og havde at blive nedværdiget til en knægt.

Kalden smilede skummelt imens han betragte fyren dog så han kort mod hunden da den gik væk sikke klog et dyr at flygt han vendte dog blikket mod fyren igen og slikke sig let om munden"du er nok ikke ældre end mig og derfor kan jeg med let hed kalde dig knægt"svarede han tørt før han knytte sin ene hånd let, Kalden havde levet mange år nu og efterhånden var han blevet mere umenneskelig han følte ikke længere kærlighed den var borte nu han ville aldrig ku falde for en kvinde igen for hans hjerte var væk og hans følelser også, nu var det grådighed, tørst og frygt som drev ham og fyldte hans tanker som der var utrolig mange af så mange så nogle af dem lå gemt dybt inde i ham, han betragte stadig dæmonen nøje"nå men ven dig til det knægt for jeg er ikke høfflig"sag han hårdt hvorefter han lage hovedet let på skrå og så afventende på ham.

Han grinte let og slog halvt ud med armene.
"Fortæl mig noget jeg ikke ved" smilte han roligt mens han så på ham.
han så lidt på ham og overvejede hvad han skulle.
"Nå man, du kære bloddyr, vi ved jo begge to godt du bare kommer for at lege med mig, drikke mit blod og alt der det" han sagde den henkastet som om det var en eller anden leg hvor de bare skulle blive enige om reglerne og hvem der begyndte. Men det var det vel også, bare uden regler. Sådan så han i hvert fald på det, et af de små spil livet udsatte en for.
"Så i stedet for at stå og snakke og lade som om vi begge to helt tilfældigt stødte på hinanden, skal vi så ikke komme videre?" faktisk hade han bare at vente på det uundgåelige, vis det skulle ske alligevel, så få det overstået. Han mærkede en stigende usikkerhed selv om han ellers havde været så roligt, men han havde på fornemmelsen at vampyren nok skulle tage hans sætning til sig og angribe. Og han havde ikke tænkt sig at dø i dag. Planterne der voksede rundt om træerne groede nu ud på den lille vej i skoven, men ikke så meget rundt om vampyren, men i mellem dem og rundt om Sean, som en slags beskyttelse til når han ville angribe. Han lod altid angriberen komme han til ham.

Kalden brød ud i en kort kold latter som ku få de fleste til at gyse dog ikke alle selv om det ku være skønt, han stoppe dog hurtigt igen og smilede skummelt "nå nå har man ikke tålmodighed til at vendte på at dø?"spurgt han hånligt hvorefter han betragte planterne som begyndte at bevæge sig*nå så han er jord dæmon*tænkte han kort hvorefter han igen vendte til tilbage til virkeligheden "nå men lad os få det overstået "sag han så koldt hvorefter han trådte et par skridt bagud og forsvandt ud i luften, han var da ikke så du at han ville afslører sine evner endnu nej langt fra det ville være dumt, han trak en gammeldags barberkniv op af lommen imens han gik hen mod dæmonen uden at lave en lyd og desuden var han jo usynlig, han stoppe op bag manden hvorefter han hurtigt gled frem igen, han stak let det skarpe barberblad mod mandens ryg imens han greb fat i hans skulder med sin fri hånd.

Han så lidt på ham mens han grinte færdig. På at dø? Nenej, han havde ikke tænkt sig at dø, ikke lige nu i hvert fald, der var alt for meget han stadig skulle nå, selv om han ikke helt vidste hvad.
Han blev dog først overrasket da han blev usynlig, så det var hans evne? At blive usynlig? Men det var nu også nok. Han kiggede frem og tilbage, hvor kunne han være? han kiggede på jorden i håb om at kunne se hvor han gik henne, et lille blad der bevægede sig, hvad som helst! Først da han mærkede armen om sine skuldre gik det op for ham hvor dum han faktisk havde været, han havde ikke tænkt over han ville dukke op bag ham. Han knurrede og rev sig skævt frem, mod den modsatte side af den arm der holdt om ham og vendte sig om, men selvfølgelig kunne han jo stadig ikke se ham. Han knurrede igen, hvilke chancer havde han? Det eneste han faktisk kunne gøre var at prøve at holde sig beskyttet. Men hvad så? Lade sig omringe af sine planter? Det ville ikke nytte noget. han gik baglæns. sådan som han så det...måtte han vente og håbe noget afslørede ham, måske kunne han kun bruge sin evne i en vis tid? Eller også måtte han flygte.

Kalden smilede koldt dette var nemt han slap fyren igen imens han holdt fast på barberkniven at være usynlig var noget alle vampyrer ku dog var det ikke alle der var klar over det men det var Kalden skam han ku klare at være usynlig i flere timer, han betragte fyren nøje imens han bare stod stille og han mødte langsomt fyrens blik dog stadig usynlig hvorefter han begyndte at snakke men ikke normalt han snakke nemlig nu i fyrens hoved(min ene evne)#nå så du er bange nu? lille skvat vis hvad du dur til, du er bare et nul et skvat og intet vær igen elsker dig og igen vil elske dig#lød det hånligt i fyrens hoved hvorefter Kalden igen blev synlig, han stod et stykke fra dæmonen med blikket rettet mod fyren imens et smil gled hen over hans læber.

//OOG: syntes lige jeg vil huske dig om at du ikke er uendelig stærk med nul svagheder og alt det der, for mig virker det som om du overdriver dine evner og måske skulle falde lidt ned på jorden igen?;)//

Han så lidt på ham og rystede svagt på hovedet for at få stemmen ud af hovedet. Han knurrede svagt og så på vampyren da han kom frem igen.
"Skrid ud af mit hovedet, bloddyr!" han kunne ikke fordrage folk der gik ind i hovedet på ham, han kunne ikke fordrage folk der underdrev andre og selv mente de var åhh så stærke. Denne vampyr var tydeligvis uerfaren, eller bare dum. Men ikke desto mindre farlig. Planter over det hele groede med stor hast og lagde sig om vampyrens ben og groede videre op af ham for at holde ham hvor han var.

//Og så lige et mindre kreasvigt...//