Lyden af.. ingenting.. Gandfather Horus....

S: De jeux - Legepladsen.
T: Kl. 21:58.
D: D. 22/10-11.
O: Træer og en ensom gynge.. Denne legeplads ser tomt og ensom ud.
V: En let brise som suser omkring træernes nøgne grene og stamme.

"Haha.. Se dig selv. Så hjælpeløs.. Hvad fanden, tror du lige du er.? Din nonne. Haha Gud hjælp mig.. Åhh" Sagde en dreng, med en hue. Han så barsk ud og fægtede med et par briller. Han lignede en normalt teenagter, iført nogle ødelagte jeans og hættetrøjde. Han så ikke lige ud til at være mors dreng. Brillerne tilhørte en nonne, som gik meget usikkert hen mod drengen. Hendes mørkeblå hår, var lidt uldret til. Hun bar en sort kjole, som noget ned til hendes ankler. Hendes hvide krave og ærme, var der et tegn kors tegn, så man kunne gætte sig, hvem hunvar. Det så ud som om hun ikke kunne se noget. Drengen havde lokket hende hen til legepladsen, hvor ingen kunne se dem....
Da drengen lænede sig op af et træ, kastede han brillerne væk, mellem nogle træer og skulle til at sparke nonnen. Han så meget overrasket ud, da han så denne nonne greb hans spark. Et drilsk smil kom frem på nonnens læber "Lille søde, barmhjerteligt dreng.. Du kan tro om, med at du fik lokket mig hertil.. Det er faktisk omvendt." sagde hun med et koldt silkeblødt stemme. Hun hev i drengens ben, med et voldsomt styrke, at han væltede mod hende. Et *Knark* lyd, genlød i brisen. Drengen lå på jorden.. Han havde vidtåbne øjne.. Nonnen bukkede sig og lukkede hans øjne, og sukkede.. Han lå i et sort pøl, man ikke kunne se hvad var.. Hun gav sig til at sukke og satte sig på den ensomme gynge.. "Hmm nu er min aftalt vel.. Arrg, skidt pyt. Han var jo selv om det" mumlede hun koldt og havde pluselig hendes briller på igen. Hun tog dem på, blev hun helt hjælpeløs og klodset.. Men det var bare en facade..

Horus sank sammen på græsset. Før havde djævlen ikke været der, og nu sad han mageligt og stirrede på kvinden. "Tsk tsk tsk... Mit barn" Sukkede djævlen, hans deforme læberne smattede en smule da han talte, som om de ikke sat rigtigt fast på det rådnende carcass. Horus var en stor dæmon, ihvertfald 2 meter høj, og mindst lige så bred. Hans hud var rådden, og hist og her kunne man se helt ind til de stadig fungerende organer. Mider kravlede i sårene, og lugten af råd var så enorm, at de fleste blev nød til at holde sig for næsen når de var i hans tilstædeværelse. "Dagen hvor vi skal dømme og er kommet og gået... Hvorfor? Du har syndet mit barn..." Han trak vejret, det var et stort bluff nummer. Men eftersom hans job var at sprede skræk, rædsel, fortvivlelse og alle de følelser som nærrede Lucifer. Mørkets sande fyrste. Så var bluff ganske i orden, hvis det skabte panik i den dødelige. Eller var hun noget andet? Hun syntes anderledes? Men en af Lucifer følgere kunne hun ikke være, så det var godt det samme. Han rejste sig langsomt, og gik med slæbbende skridt imod hende. "Hvorfor skulle han dog dø? Mord... " Han så hende i øjnene, de rovdyrsgule øjne stirrede direkte på hende. Gennem hende.

Hun så helt forskrækket ud og lavede hoved en gestus.. Hun var som en helst almindelig menneske "Hvad..? Åh.. åh gud.. Hvad.." sagde hun i en meget forskrækkende tone.. Men bag hendes facade var hun faktisk også forskrækket. Hvad i himlens navn var det for et.. Væsen.. Hun rejste sig op fra den ensomme gynge. Hun så på den store mand. "Æhh.. Hvad hvad.. åhhh..... jeg.." hun faldt på knæ og rettede brillerne og så igen på ham. "Wow.. vor herre har vidst lige vidst sit slemme jeg.. uha uha" sagde hun og rejste sig op og børstede hendes kjole af sand.
Bag hendes klodshed tænkte hun som en gal *Hvad.. Fanen.. Hvorfor..? Hvorfor, hvem er han. Han er da ikke gud. Åh gud.. Nej.. det..* hun stoppede tanken og så på ham med store øjne, så hendes gyldne brune øjne var rettet mod ham. "Jeg.. Hvad taler du om. Jeg er da ikke nogen morder. Han faldt for himlens skyld om. Han tog min briller. Den slemme dreng" sagde hun uskyldigt og lavede en meget nonne agtig træk, med at lavede en gestus mod hendes bryst. Hun satte sig stille og roligt på gyngen. Hun prøvede at unvige hans blik.. Men uden helt. Hendes gylnde brune øjne skød igennem hendes briller og bare så på ham. Et iskoldt blik. Hun følte sig truet.. Men hvorfor, hun nyd udfordring. Gad vide om hun kunne få ham lokket ind i hendes spil.. I hans værset mareridt..