Arean of Judgement: Poisoned Heart. ((Faith & Vladimir))

Mængden af væsener kunne høres selv inde i de kamre hvor kæmperne sad. Deres råben og kalden på død var ubeskrivelig! Hele koluseummet var efter forrige forestilling blevet til gale hunde der ikke kunne vente med den sidste kamp! Og til at den sidste kandidat var blevet fundet! Der blev drukket og ædt, horet i hjørnerne til trods for at man ikke skulle tro at dette kunne lades at gøre, men hoved punktet var dog det der skete i arenaen! Da hornet endnu engang lød, begyndte samtlige af mørkets børn at brøle i kor: blod, blod, blod, blod! Det blev ved som en endeløs messen!
Den mørke fyrste som sad oppe på balkonen, så nu ikke ud til at være særlig entusiastisk omkring kampen, selvom han afgav en fejlfri facade af ligegyldighed. Og dog havde han set navnene på de tilmeldte, og et navn havde specielt faldt ham i sinde, for ikke at nævne personens modstander. Men... hvis personen blev flået i strimler af Ma'lakels eget kæledyr, var denne vel alligevel ikke så.. værdifuld? Eller var hun?
Odette, en rød håret dæmon med tykt krøllet hår, sad tæt op af Ma'lakel, med sin ene albue hvilende på hans skulder imens hun nulrede hans korte hår med fingrene, og lod den anden hånd glide over brystet på ham. En halv-liderlig vejleder, ville ikke være en fejlagtig betegnelse af hende! På den anden side sad en kvinde i en dyb blå kjole med et hvidt slør over ansigtet, som et sølv diadem holdt på plads. Til trods for Odette var herskerens elskerinde ikke ligeså kælen. Hun sad fornemt ved hans side, som en trofast ledsager skulle, rørte ham når hun blev bedt om det, talte når han ville have det.
Ma'lakel greb fat om Odette's hånd da den kom for tæt på en halskæde der var spændt fast til hans sorte antræk, over brystet, hvor et æggeformet vedhæng dinglede over hjertet.
Han smed nærmest hendes hånd væk fra sig, hvilket den rødhårede kvinde blot rynkede fornærmet på næsen på.
Et lille smil kom, inden at portene blev åbnet, og en let hvisken kunne høres:
,, Skuf mig nu ikke, bæst!".
Kampen begyndte!

Månens skær, skinnede igennem trædøren, og kastede skygger hen over de ravne sorte øjne, som der stirrede udtryksløst på det mønstrede blankeværk. Lydende udenfor var ikke til at tage fejl af, dette var en kamp mellem liv og død, folk ville ikke lade dette blive en kamp, hvor der ikke var mindst en som der lå livløst i sandet.
En dyb indånding blev taget, og sprænte det stykke stof som der var hen over de velfromede bryster som hun nu en gang ejede. Stoffet var helt hvidt, for at gøre det mere dramatisk, når blodet en gang ville flyde hen over det, og blodet.. det ville flyde. Men spørgsmålet var, hvor længe ville der gå før at dette ville ske.
Øjnene blev langsomt lukkede, mens at lugte, lyde og følelserne blev lukket af. Hun hørte ingen ting, hun så ingen ting, hun hørte intet.. og følte intet. Dette var var et spil, med hendes liv som indsats, men det så ikke ud til at rører denne djævel særlig meget? Heller ikke, at hendes tideligere elsker ville sidde der ude og overvære kampen. Hvad der ville ske, var ikke til at sige, lige som at deres liv sammen havde været som nogle dominobrikker som der bare ikke ville vælte som de gerne ville have det.
Men dette var ikke noget der skulle handle om hendes tidligere kærlighed, eller elsker! Dette skulle handle om, at vise sit værd, og at kvinder faktisk duede til noget. Eftersom hun kun havde set et navn på denne liste, ud over hendes eget.. endelig kunne de vise at også kvinder kunne kæmpe, og ikke kun mænd.
Øjnene blev langsomt åbnet, da hun hørte hvordan dørene knirkede, og hun trådte langsomt ud i måne lyset, som fik det røde hår til at flamme op, som var det flammerne fra selve helved, som flagrede rundt omkring det statiske ansigts træk. Hendes stramme læderbukser så som malet ud på de slanke stærke ben, med pistol hylstre spændt rundt omkring hendes lår, hendes elskede sølvkniv siddende på den ene side af hoften, og på ryggen to sværd, som hun havde brugt nogle måneder på at øve sig med. Hun kunne ikke bruge dem til fulde, og ville derfor nok holde sig mest til hendes kniv, og hendes pistoler. Dette.. skulle nok blive sjovt "så mødes vi igen.. bæst.." sagde hun med en monton stemme, mens et knivskarpt tandpasta smil bredste sig hen over det slanke ansigt.. nu var der ingen vej tilbage. Døden ventede dem!

Vladimir stirede blankt på porten, imens han stod fuldstændigt stille. Han havde sin højre hånd, foran sin brystkasse, med dens fingre rækket opad, imens de langsomt lavede bølger.. En gammel glemt evne, trak sig ind over ham.. En han langt fra havde kontrol over længere.. Men lige nu.. Inden han skulle betræde arenaens blodbefængte gulv.. Kom trangen til at kunne dette tilbage.. Og det tvang hans fingre ud i en dans, som om det prøvede at fremmane magten igen.. Men den kom ikke.. I stede lagde han sin hånd flat på sin lille kappes knapper, der lå over hans brystkasse. Han smilede langsomt stort, da lugtende fra salen, rigtigt begyndte at spille med hans næse.. Da porten langsomt åbnede..
Da portene stod fuldt åbne, bevægede Vladimir sig langsomt ud i arenaen.. Buldren, og larmen fra pøblen, var som musik for Vladimir.. Han var tilbage.. TIlbage på fast jord.. Tilbage på kendt jord.. Her hørte han hjemme... Han stirede over imod Faith, da han endeligt var kommet en anelse længere ud på arena gulvet.. Han smilte blot bredt itl hendes første kommentar, og lod langsomt sin venstre arm folde sig ud, og han buggede halvt.
"Det... Gør vi.." Sagde han, med en lav hvæsen. Han lod sig rejse igen, og sin arm falde ned langs hans side. De skarpe knive der hang under hans ærme, klingede imod hindanen, og lavede en fin lys klang, som kun han kunne høre, pågrund af pøblens brøl.
"Denne gang.. Forlader jeg dig.. Ikke.. Blot.. Midt i det helle..." Sagde han, og knurrede lavt, imens han smilede.. Hans tomme hvide øjne stirede imod hende, imens hans falske smil, meget langsomt tog sig, og hans udtryk blev mere blankt.. Endeligt hvæsede han så hidsigt, og forsvandt i en sort røg skyg. Skyen forsvandt hurtigt med et vind pust, og intet blev efterladt tilbage.. En lyd af flagermuse vinger, kunne måske kun lige tydes for Faith, men ville være svært over pøblens larm. Nu, kun ganske få, hurtige skridt fra Faith, kom en ny røg skyg, og Vladimir kom pludseligt og hurtig. Han havde sin højre arm foran sig, med sine klør udstrakt, og peget imod Faith. Sin venstre arm, hang ned bag sig, og dets hånds klør ikke strakt ud, med knivende fra hans ærme, hang side om side.
Vladimirs angreb, var udført med tanken om, at komme tæt nok på, til at det var nyttesløst, at forsøge at bruge den forbandede pistol, hun havde ved sin side..
Hvis ikke Faith skyndte sig at komme væk, så svingede Vladimir hurtigt sin venstre arm ud foran sig, så dets ærmes knive, svingede drabeligt tæt på hende, og hvis ikke hun parrerede, eller skyndte sig væk, ville de ramme, og skade hendes mave. Hvis hun valgte at retaliere, inden han nåede at rive efter hende med sine knive, ville han bruge sin højre hånds klør til at parrere med.. Eller, det var i hvert fald tanken..
Legende var begyndt, og kun blod og sejre, hang tilbagei hans tanker...

"Nej, vi skal jo ikke have at halvdelen af verden ser hvor stor en kujon du er.. kan vi vel?" brummede hun, stadig med smilet siddende hen over læberne. I grunden vidste hun slet ikke hvorfor hun var her, hvorfor hun havde stillet op til noget så åndsvagt som dette, ud over, at vise at kvinder også havde noget kampgejst i sig. Men nu havde hun siddet det meste af sin tid der hjemme, og lavet ingen ting, ud over at træne for at blive bedre, for at kunne træne noget mere. Hvad grunden var, vidste hun ikke helt, hun havde allerede meldt sig ud af den store kamp, som der sikkert ville komme når oprørerne fik taget sig sammen, og fået fingeren ud fra et hvis sted, hvilket det fleste nok vidste hvad de hentydet til.
Hendes ene øjenbryn løftede sig langsomt op da vampyren forsvandt i en røg sky og måtte slå en latter op "og dette gjorde du også sidste gang." hun lukkede øjnene for at høre efter den basken som vingeren slå imod vinden og sende en bølgen af vibrationer ud i luften. Hun måtte dog anstrenge sig for at lukke de mange menneskers lyde ud, for faktisk at kunne fokusere på hvor at han var på vej hen. Med et som Vlad igen opstå af skyggerne spærrede hun øjnene op, og nåede lige at lægge hele sin overkrop lodret ned, så han lige snittede toppen af maven.
Hun fik til sidst bøjet sig så meget bag over, at hendes hænder ramte jorden med sådan en kræft at hun fik svunget benene op og slået ud efter hans arme, så de igen kunne skabe plads imellem dem, inden en ny nærkontakt ville finde sted.
Hun tog en dyb indånding, og betragtede de tre overfladiske snit som der lå hen over hendes mave. Hendes øjne var halvt lukket mens en dyb indånding fandt sted. Tankerne gled ned mod sårende, og prøvede at fokusere på det, så det ikke længere ville gøre ondt. "not bad.." sagde hun hvor et skævt smil trådte frem hen over ansigtet, og de ravne sorte øjne blev vent hen mod Vladimir hendes modstander for denne stålende nat. Hun tog fat i hendes kniv, og stillede sig i position til at modvære endnu et angreb, lige nu ville hun kun taget imod angreb, ikke selv føre angrebene. Lige nu, ville hun se hvilke træk han ville tage, hvad hun kunne forvente, også senere hen, kunne det måske tænke at hun ville begynde at angribe ham.
Hendes øjne blev vent og kiggede rundt på de mange mennesker som stadig skreg som var det en flok gøs "HOLD SÅ KÆFT" brølede hun, og menneskeheden blev langsom tav "se.. det var bedre" mumlede hun stille og vente de sorte øjne tilbage mod den ækle vampyr, hun havde ellers håbet på at første gang hun så ham, var den sidste gang, at hun nogen sinde skulle lægge øjnene på dette... hun vidste ikke en gang hvad hun skulle kalde det. Men alt i alt, havde hun slet ikke tid til at skulle stå og tænke over alle disse ting, ting som der i grunden virkede så ligegyldige, som havde hun allerede på forhånd sat sig for, at hun nu skulle dø? Nej... grunden vidste hun ikke, tankerne var der bare, de ville aldrig forsvinde.. aldrig nogen sinde gå væk. Lige som denne pistilens der stod foran hende, som der ikke ville gå væk, før at hun gjorde noget.

Vladimir tog et hurtigt skridt tilbage, og havde sin hånd klar til at parrere mulige angreb. Men der kom intet.. Hun holdt sig defensiv? Så er det da klart at publikum adlød, og blev stille... Er da slet ikke det her de vil have.. En kedelig offence, vs defense kamp? Nej.. Han skulle nok få hende tvunget til at angribe.. Han havde fuldstændigt ignoreret hendes næsvise kommentar.. Han var her ikke for at tilfredsstile hendes ubehøvlede opførsel.. Men om hun var en værdig modstander eller ej, hvis hun fortsatte, ville han ikke lade hende forlade arenaen i live, skulle hun fortsætte på den måde..
Vladimir rejste et øjnbryn, da hun pludseligt råbte af pøblen, og at de faktisk dæmpede sig. Han rejste sine øjnbryn, og hvæsede så hidsigt. At dæmpe på hans pøbel? Skulle han nok få ændret på.. Vladimir hoppede hurtigt imod Faith, og op i luften, så han lavede en bue, og faldt imod hende, så han med begge sine ærmer, fik revet ned imod hende, oppe fra og ned, så klingerne ville ramme både hendes ansigt, og ned af den øverste del af hendes krop, hvis ikke hun skyndte sig at flytte sig..
Da Vladimir landede igen, tog han hurtigt et defensivt skridt bag ud, og slog ud foran sig med begge sine arme, så de lavede bølger, og klingerne på hans ærmer samtidigt lavede offensive angreb, dog kun tæt foran ham, som forsvar, hvis hun ville retaliere med det samme.. Dette ville stoppe et hvilket som helst forsøg på retaliering. Han ville ikke give Faith den fordel, at han angreb hende blindt.. Ikke nu.. Ikke i en arena.. Det var hans hjemme front. Hans hjem. Her, dominerede han.
Vladimir holdt sin ene arm bag, sig og kiggede imod Faith, med sine tomme øjne..
"Hvad.. Er der? Kan du ikke.. Focusere.. Med arenaens larm.. Arenaens buldren.. Kan du ikke klare.. Arenaens.. Pøbel? Hah.. Det er dem. .VI er her for.. Vi er her for.. At tilfredsstile.. Deres tørst.. Her.. Er det pøblen der dominere!" Hvæsede han højt, så pøblen kunne høre det.. Et voldsomt brøl rev over den blodtørstige pøbel. Det var alt der skulle til.. Et simpelt vink med en finger.. Et simpelt buk.. Alt en gladiator skulle gøre for at få pøblens støtte. Et lumskt smil bredte sig over Vladimirs læber, og han rystede langsomt på hovedet.. Så primitiv, den simple pøbel dog var.. Han hvæsede så hidsit, og lavede endnu et agressivt angreb, i det han svang rund ti en cirkel, og svingede begge sine ærmer imod Faith, så de ville ramme båede hendes ansigt, og hendes liv, hvis ikke hun hoppede væk.
Der var ikke det mindste tegn på at Vladimir blev mere forpustet.. Og gjorde han heller ikke.. Han kunne fortsætte helle dagen.. På et eller andet tidspunkt, håbede han på at tvinge Faith ud i desperate angreb.. Han ramte hende måske ikke hver gang, men for hvert lille snit imod hende, hvor intet blev påført ham, ville han være babyskridt tættere på hans sejr..

Et smil bredte sig hen over ansigtet, da han igen løb hen imod hende, og ville rive ud efter hendes allerede blødende hud. Hurtigt fik hun sat kniven ned i sit hylster igen, og selvom hun havde en back up, hvis at hun skulle gå hen og blive alt for såret, hun havde ikke tænkt sig bare at lade sig gå til, og lade ham vinde kampen. Hun tog en dyb indånding, og som han kom løbende imod hende, løb hun lige imod ham, dog da han løftede armene for at gøre sig klar til at flå sine dræbelige klør hen over hendes ansigt og ned, lod hun sig glide igennem hans ben, rejste sig hurtigt op, og grinede da han gik et skridt tilbage mod hende, da han stadig forventede at hun ville være foran ham.
Hun prikkede ham lidt på skuldren "jeg er her.." lo hun ved hans øre gang, greb fat omkring hans skuldre og kastede sig over på den anden side, dog uden at angribe ham endnu, dette var mere en leg for hende, katten efter musen. Men hvem var den klogeste? Musen, eller katten. Hendes fingre gled langsomt igennem håret, og bandt det op i en knold, mens at hun ventede på at han var færdig med sin lange, og utrolig kedelig tale strøm, "blablabla.. ja du kan åbenbart ikke klare mig, uden at du har folket med dig? Du skal måske lige frem, have dem til at råbe og skrige, som var det en flok bavianer?" hun kiggede lidt op på dem alle sammen, som der råbte og skreg af hende, fordi at hun fornærmede dem "jeg er ikke her, for at underholde dem.. jeg er her.. for at underholde mig selv.. og hvis jeg ikke tager meget fejl.. så synes vores egen herre også at det er ved at gå hen og blive for meget.. fordi at han ikke en gang vil kunne høre hvad han selv tænkte.." hendes snakken blev ved, trods for at han gjorde et angreb mod hende, og elegant flyttede hun sig, lige inden at han ramte hende. Hurtigt kom hun ned på hug, og greb omkring hendes kniv, hvor på at hun snittede efter hans knæ muskel, hurtigt kom hun dog væk igen, da hun ikke ville nyde noget af, at han skulle få fingre i hende. Hvis hun havde ramt, ville dette gøre det utrolig svært for ham at bevæge sig i noget tid, og det ville sende en stor smerte igennem hans krop. Ikke fordi at det ville være nogen stor fordel, men det ville vise at hun ikke havde tænkt sig at forholde sig fuldstændig passiv igennem hele kampen, neej.. hu havde sine strategier i ærmet, nu skulle de bare se, hvem der havde den bedste plan.

Vladimir rejste sit ene øjnbryn af hendes prikken imod hans skulder, og kneb langsomt sine øjne sammen. Han fulgte hendes lille hope over ham med sine øjne, og han begyndte at knurre, stadigt i en kamp klar position. Han hvæsede hidsigt af hendes endeløse fornærmelser, og det var dette der sente ham ud i det angreb hun så bukkede sig for, og skar ud efter hans knæ. Han rejste sit ben, kun en anelse, så angrebet kun ramte hans skineben, hvor efter han satte foden ned igen, og tog et skridt tilbage. Hans kamp klare position faldt fra ham, og han lod sine arme hænge langs hans sider. Hanfnøs lavt en enkelt gang, og rystede så på hovedet. Han kiggede rundt på pøblen der råbte, og stadigt brølede efter blod. Hans øjne stoppede så, i en stiren imod Ma'lakels plads. Hans øjne faldt da tilbage på Faith, og han viftede med sin venstre hånd imod Faith, på en hånene måde.
"I så falde.. Forsvind... Jeg.. Vil ikke engag.. Prøve.. At tilfredsstile.. Dit.. Ynkelige behov.. For.. At fornærme.. Denne stolte arena.. Og.. Jeg tror... Jeg.. Håber.. Ikke.. At du kender herren.. Godt nok.. For hvis.. Han tænker sådan.. Er han.. Lige så ynkelig.. Som dig.. Og så ved jeg ikke.. Hvad jeg laver.. Her..." Hans stemme var vrissende, men han trak vejret langsomt, og roligt.. Hvilket ikke var normalt fra Vladimir.. Han kiggede kort op imod pøblen, og rystede på hovedet, imens hans øjne faldt tilbage på Faith.
"Har du flere.. Fikse.. Kommentare.. Elegante.. Finter.. Smukke.. Smarte.. Latterlige.. Små.. Dancetrin.. Du vil udvise.. For så.. VIl jeg vente.. Til du.. Er færdig.. Og klar.. Til at bekæmpe.. Din modstander.." Sagde han, og viftede endnu engang imod Faith. Han havde mistet lysten til at tilfredsstille hendes leg.. Han gad ikke være hendes legetøj.. For ham, var arenaen ikke en leg, men det sted han hørte hjemme. Og man legede ikke, i hans hus.
Selvom Vladimir stod med sine arme ned langs siden, og slet ikke så ud til at være klar til kamp, var han stadigt beredt på angreb fra hende. Men han gad ikke stå model til hendes leg. Han fnøs lavt, og rystede på hovedet endnu engang. Han var fornærmet.. Grueligt.. Ikke så meget af Faith, som af tanken af hvad hun gjorde arenaen til.. Pøblen skulle nok få blod.. Specielt nu...

Hun satte begge hænder i siden ved hofterne, og løftede det ene øjenbryn, og brød så ud i latter, over det som der mødte hendes ører. Nu kunne det da snart ikke blive mere underholdende end dette. "nådada, gjorde jeg den store Vladimir, sur? ej det er jeg så sandelig ked af" sagde hun, med et stort tandpasta smil på læberne "Og hvis du med din herre mener Ma'lakel, nej jeg ville ikke mene jeg kender ham særlig godt, bare fordi at man går til den som kaniner, betyder det ikke rigtig man kender hinanden.. gør det?" sagde hun, med et smil der bare voksede, dette blev da snart ikke mere undeholdende. Men hun måtte vel også tage sig sammen, og faktisk smide sig ud i kampen. Men det var jo ikke lige så sjovt og underholdende som dette. Hun ventede stille, og lagde langsomt sine arme over kors "du er da godt nok ikke særlig sjov at kampe imod, når du bliver sur over min måde at bekæmpe dig på.." sagde hun med et strejf af nedladende tone. Hun brummede stille, og kiggede langsomt op mod Ma'lakel, de følelser hun en gang havde haft for ham, var de mon forsvundet, eller. Nej hun tillod sig det ikke, og hurtigt vente hun sit blik tilbage mod hendes modstander "for himlens skyld.. skal jeg virkelig angribe dig, før at du gider lege med mig igen? Jeg troede ellers du fandt det sjovt.. nå.. hvilken skam" mens hendes talestrøm bankede lige imod ham, som hendes angreb, fik hun i en lynhørte bevægelse grebet ud efter sine pistoler, og rettede dem mod ham, og med en selvsikkerhed, som strålede ud over det hele, trykkede hun flere gange op aftrækkeren som haglede ud med skud, af ægte sølv, som så snart det ramte offeret ville den borer sig ind i offerets kød, og sprede sølvet ud i blod banerne. Dette ville være utrolig pinefuld oplevelse, og om det så var en varulv eller vampyr kom det ud på et. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, og gjorde sig klar til at modtage et angreb fra Vladimir, og se om nogle af hendes kugler overhoved havde ramt ham. Også var hun ligeglad om arenaen var bygget til at bryde i, og ikke skyde i, skydevåben var det hun var bedst til, og hun havde ikke tænkt sig at lægge det på hylden, for at udøve sværd kunst, eller nogen anden for kampsport som hun måske ikke lige var så god til.

Vladimirs øjne var knebet sammen, og hans humør forblev det samme. Men hvad. Hvorfor var han sur over dette? Det var en arena... Måske, skulle han bare gøre det færdigt?
Da hun nævnte hendes 'forhold' til hans herre, og da spærede hans øjne en anelse op, og hans læber, blev tvunget ud i et halvt smil. Dog ikke helt op. Skulle nødigt virke falskt... For det var det skam langt fra.. Da var skam ægte nok. Hans herre, og så denne. Djævel? Et lavt fnys kom så fra ham, og han vinkede afvisende med sin hånd imod hende, og ignoreret alt andet der var passeret hendes læber.
"Så.. Kender.. Jeg ham åbenbart.. Ikke så godt... Regnede ikke med.. At han.. Havde.. Så dårlig.. Sm..." Hans øjne spærrede envidre op, da hun rakte ud efter sine pistoler. Han hvæsede hidsigt, og hoppede til siden, og undgik da også den størst strøm, af de forbistrede kugler. Dog havde to af dem, boret sig vej ind i hans arm, og udspredte nu sølet. Vladimirs blik udstrakte sig til et hidsigt blik, og han hakkede flere gange, imens han hurtigt kom på benene igen. Han kunne mærke sølvet brede sig, og pressede kort øjnene sammen. Da begyndte hans blod at reagere, og det begyndte at køre meget mere hastigt igennem ham. Dette stoppede ikke smerten af det forbandede sølv, men det satte et helt andet indstinkt frem i ham, og han kiggede nu hurtigt tilbage imod Faith. Han hvæsede så endnu engang, og skød sine tænder frem, inden han så sprang fremad, og forsvandt i en sort røg, hvor ud en flagermus fløj. Flagermusen satte nu imod Faith, men i beølgende bevægelser, der var hurtige nok, til at undgå de fleste skud, hun ville kunne fine på at sende i hans retning. Hvis ikke at hun havde skyndet sig at hoppe væk, forsvandt flagermusen nu i en sort røg igen, og Vladimir fløjs straks ud fra røgen. Han rev ud efter hende, først med sin højre hånds klør, imens hans venstre arm rakte bag ud, så armen blev revet ud ærmet på hans frakke. Han drejede så hurtigt rundt i en cirkel, og sendte et spark imod Faiths mave, og rev sin anden arm ud af hans frakke. Frakken fløj nu væk, og han stod tilbage, kun i sine grønne army jeans. Blodet flød ikke længere fra hans arm, og hans temperatur steg drastisk, pågrund af det raserende blod, der tæskede igennem ham. Hvis ikke han havde fået sparket Faith væk med hans spark, og hvis ikke hun var hoppet væk, begyndte han ivrigt, og voldsomt, at rive ud imod hende. Hvert et angreb var centreret imod fatale dele af hendes krop, og det var nu tydeligt, at Vladimir ikke var interesseret i en samtale længere... Men selv, gennem hans blinde berserk, blev der ikke sendt et eneste angreb, uden at have en blokering klar, hvor der måtte være åbninger.