Et underligt sted (Nazu)

s: ruinerne efter en by
t: aften, natten
o: ruiner, små faldefærdige huse
v: luften er kølig og frisk
på: sort jakke, mørke bukser, bare fødder

Sean trådte ud på vejen og så sig roligt omkring, fuld af den samme ro i sit indre som altid, en ro som kunne svær at rykke til. Han var afslappet og følte sig, for nu, tryg, selv om faren kunne lure bag hvert hjørne eller i det tiltagende mørke. Hans bare fødder mørkede grusset under sig, en milliard små sten som trykkede let i hans hud og kølede hans fødder ned.
Han bevægede sig ud midt på vejen, ligeglad med om det var farligt eller ej, lod sine mørke, livlige og hemmelighedsfulde øjne glide op på himlen hvor flere og flere stjerner dukkede op, nogen af dem gemt bag nogle skyer. En halvmåne dukkede også op og fungere som det eneste lys. Folk var for bange til at bevæge sig rundt om natten, at blive myrdet, overfaldet, voldtaget eller bestjålet. Men han følte sig rolig. Han så sig omkring igen...Ikke en sjæl, eller hvad?