Natten til den næste

Hvis man, natten til den næste, gik ned ad Terre’s gågade, helt ned til enden, ville man komme til en plads, der stort set altid var tom. En plads, der nu var besat med telte, og boder, folk og fæ.
Der var boder med væsker, med karafler og nips. Der var telte med våben, i begrænset størrelse og tøj, ligeledes kun det mest simple. Det var et marked, bestående af skumle mænd, og sort sindede kvinder, hvis eneste formål var at sælge, for efterfølgende at forsvinde, inden natten blev til dag.
Selv lidt musik var der, trods de få egentlige telte, og hunkønsvæsner med hang til dans.
Mr. West var et individ, der passede glimrende i den lille brogede forsamling. Med den høje hat, de behandskede handsker, og det rævepels-lignende væsen på skulderen var han blot endnu en, der havde set dette minimarkeds goder. Vampyren havde tilmed selskab. To hunkønsvæsner, begge med mørkt hår, og korte kjoler fulgte ham, grinte på de rigtige steder, og tav ellers, som man normalt burde.
Den lille bod, med små våben var nået, og med de to hunkøns som baggrund, begav Mr. West sig til at lede, efter lige præcis det rigtige. Dyret på hans skulder virrede med næsen.

En høj slank kvinde var at se i minimarkedet. Det mørkerøde bølgede hår var umuligt at overse - såvel som de unaturligt lyse øjne, der meget vel kunne have været to måner som havde valgt at bo på dette kønne ansigt som øjne. Kvinden så ud til at være i tyverne - hverken yngre eller ældre. Faktisk var det svært at sætte en præcis alder på denne, da hendes øjne fortalte om et meget langt liv - og hendes udseende fortalte at hun højst kunne have afsluttet sin uddannelse på college.
Kvinden med de røde hår var iført en sort kjole, som gik hende til midten af skinnebenene. Det sorte - eller i hevrt fald mørke - stof så ud som om at det var blevet slynget stramt omkring hendes overkrop og hofter, hvor det derefter var blevet ladt løst ned ad benene. Udskæringen på denne kjole var firkantet så man kunne lige netop ane starten på hendes kavalérgang. Men den var ikke blottet yderligere. En kjole som mange andre kvinder både ville kalde sofistikeret og sexet. Ikke for afslørende - ej heller for kedelig. Kvinden havde en elegant måde at bevæge sig på. Hver og et af hendes bevægelser var yndefulde og omhyggelige. Hagen var let hævet, og ryggen rank, magten strålede fra hende i from af en næsten synlig aura. Folk der måske før havde kunnet mærke disse, ville måske lige netop kunne skimte nogle pulserende tråde der havde lagt sig som en levende kappe om hende. Omkring den rødhårede kvindes skuldre hang et gennemsigtigt mørkt sjal som var en anelse lysere end kjolen, sjalet så ikke ud til at være spor varmt men derimod nærmere noget der skulle pynte. Over kvindens kraveben hang en halskæde med et vedhæng formet som et A. Der hang det frit og indbød enhver tyv til at stjæle det. Hvis de i det hele taget turde prøve.
For kvinden var ikke alene. Ligegyldigt hvor hun bevægede sig så det ud til at diverse skygger rørte på sig. Fulgte hende så langt de kunne indtil de vendte tilbage til hvor de oprindeligt kom fra. Skygger..
Folk der havde læst aviser ville måske have hørt om en sådan kvinde der kunne betvinge skygger til sin egen vilje. Hvad var det de kaldte hende? Damia. En af selve herrens senatorer. Det var der navnet blev kendt fra. Og det var lige netop det som denne kvinde hed. Damia's blik faldt kort på en lille bod med våben, og med et blik som ikke kunne læses, begyndte hun at bevæge sig over mod denne.

//tilgiv mig for diverse stavefejl osv//

Der var intet, der direkte fangede vampyrens opmærksomhed. Ikke af de forskellige genstande der var til salg, i hvert fald. Det som gjorde, bar han allerede et sted under den sorte frakke, og de ting, han ellers normalt foretrak, var ikke til at finde, i en bod som denne. Pistoler var for hurtige. For kedelige.
De mørke øjne betragtede for anden gang de forskellige ting; Ingenting.
West rettede på hatten, og lod, uden at tænke over det, en behandsket hånd berøre væsnet på hans skulder. Dens smørblomst gule øjne blinkede ikke, men synes at holde øje med alt det, der undgik Mr. West’s eget blik. Kvinderne bag ham, var atter begyndt at snakke. En snak, han hverken hørte eller fulgte.
Netop som vampyren skulle til at gå videre, lød væsnet i hans sind.
”Dæmon..”
West havde hørt det ofte, og et sted som dette, nu, var dæmon den race, måske kun overgået af vampyren, som dette lille væsnet nævnte flest gange. For det var det, Miam gjorde. Nævnte væsnernes tilstedeværelse og eksistens, når West selv ikke ænsede dem. På den måde, slap han selv for det, og havde alligevel et overblik der gjorde det muligt at forhindre overraskelser.
Manden, med den høje sorte hat vendte sig rundt, for at kigge direkte på det væsen, som den orange klump på hans skulder, kort forinden havde advaret om. Dæmonen. Det var af hunkøn, iklædt kjole. West øjenbryn røg let i vejret, og et lille smil sneg frem på det hvide ansigt. ”Jamen, hvad har vi her..” Lød en halv hæs stemme, idet hovedet faldt om på skrå. Skoene havde rykket sig, og spærrede nu vejen, for den kjoleklædte, og den bod, som West selv, havde stået ved. Hans hilsen blev hængende i luften, og øjnene virrede ikke fra hende, men synes at se ind i hende. Under hendes hud, for at se, hvilket væsen der gemte sig der. En hvid handske rettede på hatten.

Damia, hvis to måner - som skulle forestille hendes øjne - for et øjeblik siden havde været plantet på den lille bod med våben. Først nu flyttede blikket sig til manden der havde stået ved boden. Eller rettere havde hun nu øje for det lille orange væsen som sad på hans skulder.
Et væsen hun ikke rigtig havde set før - der skulle virkelig noget til før der var noget hun ikke havde set. Med alle de år på bagen.. Hun lod et lille smil tone frem på de fyldige læber idet hun så ham vende sig væk fra boden. Intet interessant åbenbart? Blikket landede kort på to kvinder - eller unge piger - som fulgte ham i baggrunden. Der kan man bare se.. Damia trak det gennemsigtige sjal en smule tættere om sig mens hun studerede de to kvinder. Ligegyldige. Ikke noget hun havde lyst til at opgive sin opmærksomhed til yderligere. Hun fortsatte mod boden uden at indse hvor brat hun ville blive stoppet af manden med den høje hat og det opsigtsvækkende væsen.

Hun stoppede op i tide nok til at der stadig ville være en halv meters afstand mellem hende og manden. Manden spærrede vejen for hende, men hun så ikke umiddelbart ud som om at det generede hende. Væsenet på hans skulder interesserede hende mere end den bod han for et øjeblik siden nøje havde gennemsøgt for brugbare sager. Damia's blik havde noget mørkt og anderledes over sig da hun kort gav ham det såkaldte 'elevatorblik' for at sluge hver eneste lille detalje hun måtte finde ved ham. Ved hans ansigt. Ved hans hat - og ikke mindst ved væsenet. Hun rystede kort op i de mørkerøde bølger der meget vel kunne minde om nogle ekstra mørke flammer som havde sat sig fast og indrammet hendes ansigt. Umiddelbart kunne man ikke læse på hende hvad der foregik inden i hende - for der foregik ualmindelig meget. og alt sammen var gemt inde i en tyk aflåst barriere, som hun tydeligvis ikke havde tænkt sig at lukke op for.
Det lille smil på hendes læber voksede ved hans ord, og blev lettere drillende. "Det er et meget typisk og originalt spørgsmål, ikke sandt?" Hendes stemme var klar og gennemtrængene. Dog havde den stadigvæk noget mørkt og truende i sig.
Som var der en storm på vej, som uheldigvis ikke kunne tydes. ".. Et spørgsmål De sikkert kender svaret på.. ikke hr.?" Øjenbrynene blev løftet i en let spørgene gestus.

Væsnet på vampyrens skulder forblev tavs og urokkelig. Selv øjnene virrede ikke. Alligevel formåede den, at holde West underrettet, ved at kommentere små detaljer og informationer om den pågældende person. Noget der ofte varierede, alt efter den pågældendes færdigheder og styrke. Og, ja selvfølgelig interesse.
Kvinderne bag ham, havde endnu ikke bemærket, i hvilken retning, Mr. West havde sin opmærksomhed, men havde derimod rykket en smule på sig, gået et let stykke væk for at indlede en samtale med hinanden, uforstyrret.
Hatten blev sat på plads, mens han kun ventede på, at hun ville træde tættere på. Hun var ikke et kendt ansigt, men derimod et ansigt der hurtigt kunne blive det. Dæmonen var nemlig af den genkendelige type, med klare kendetegn, og fine detaljer. Måneøjnene var blot et eksempel på dette. Hans egne mørke øjne, bandt sig til hende, som det grænseløse individ han nu engang var. Ligeglad med det mulige ubehag, denne eksistens kunne komme til at føle. Mens dæmonen åbnede munden, og kommenterede hans egne ord, kunne han ikke lade tanken om, hvordan denne mund, hvis den engang ville ende med at smile, helt præcis ville se ud. Det var noget, som han gættede på ikke skete tit. Smilte altså. Så meget desto vigtigere, at han engang skulle få den til det, om end, så i hvert fald falskt.
Ikke, at han kunne benægte hendes ord, men vampyren var sikker på, at dette hunkønsvæsen ville fortrække det typiske og originale fra hans mund, end for eksempel de ord, han først havde haft i tankerne. Ord, der.. krævede en hvis form for forståelse, i så fald på den humoristiske plan.
Det næste hun nævnte, fik ham til at klikke med tungen, og fremvise de hvide tænder i et skævt smil. Han tog sig til hatten. ”Mr.. ”rettede han. ” Mr. West. Ikke hr.”Selvfølgelig var det, det samme, men alligevel.. Nej, intet var det samme, og Mr. var anderledes.
”Muligvis.. ”Svarede han, med en sikkerhed, der bundede i hans væsens tavse ord, og sikkerhed. ”Men.. ved du hvem jeg er?” han hævede øjenbrynet, smilet blev til et krusning, på hans skyggefulde ansigt, og han trådte et skridt tættere på..”.., dæmon?”

//undskyld.. krea break.down. Please forgive me//

Damia's ranke skikkelse trådte en anelse tættere på ham, for at der ikke skulle være nogen tvivl om at det var manden - som kaldte sig selv for Mr. West - hun henvendte sig til og ikke nogen anden på dette minimarked. Omgivelserne lod hun ikke til at holde øje med, dette var dog heller ikke nødvendigt. På sådan et minimarked var der mange skygger - og de stod alle til hendes rådighed, det havde de altid gjort, og det ville de gøre indtil hun stoppede med eksistere. Og dette havde hun ikke planlagt skulle blive foreløbigt. Hun løftede let hagen da hun endnu engang tog ham i øjensyn, som ville hun se om han i det hele taget var værd at bruge tiden på. Det lod dog umiddelbart til at han var det, for øjnene fandt frem til hans, stadigvæk ligeså glatte som før. Manden kunne ved første blik ligne en der kunne være enhver anden. Og dog ikke, han havde nogle karaktertræk og en udstråling som man ikke kunne overse. Træk der ikke kunne kopires af enhver der så dem. Nej. Denne mand, denne såkaldte Mr. West var en noget så interessant skabning. En skabning hun gerne ville kende mere til. Og denne skabning havde endnu en skabning på skulderen - denne måtte hun også huske at spørge ind til. Hans næste ord frembragte et glimt i øjnene hos Damia. Et skjult glimt der kun lige ville kunne anes hvis man turde møde dennes øjne.
Som han selv havde sagt det. Skyggedæmon var det hun var. En af de ældste der endnu befandt sig i denne verden. Krigene havde gjrot det af med størstedelen af dem, så denne race som blev kaldt for 'skyggedæmoner' var en næsten udød race.
Dog var Damia et levende eksempel på at de ikke var helt væk. At der stadig fandtes stærke skyggedæmoner, at man endnu ikke skulle vide sig sikker med skyggerne. For skygger var der. Overalt. Et kort blidt 'heh' undslap Damias røde læber da han sluttede sine sidste ord af. Så Mr. West havde allerede regnet ud hvad hun var? En dæmon.. men hvilken slags monstro?
"Ikke hvem, men hvad Mr. West." Stemmen var ligeså klar og gennemtrængene som før, den underliggende mørke trussel i stemmen var ej heller forsvundet. Den havde bosat sig i stemmen. "En vampyr er hvad du er.." Hun rettede kort på det dybrøde hår i en kort yndefuld bevægelse. Der var dog ingen behov for det, håret sad præcis som det skulle - ikke engang et enelt lille hår sad forkert. Som havde det en skjult frygt for hvad der ville ske hvis det sad forkert. Hun lod sig dog ikke mærke med dette, i stedet foldede hun hænderne foran sig og trådte endnu et skridt nærmere.