Månens barn /Manda- privat/

Mørket havde lagt sig over skoven og der var blevet halv koldt. En skikkelse kunne knapt nok anes i det fjerne, det var en kvinde der sad på jorden og så op på månen, hun var som besat af denne smukke ting der hang på den sorte nattehimmel blandt tusindvis af stjerner. " Du er lyset på den mørke landevej" sagde hun stille for sig selv mens hun stadig så op på månen. Hun var ikke som alle andre i denne skov, tvært imod. Hvad skulle hun her ude? Mødes med en? Næppe.. Der var ingen andre end månen at mødes med her ude i denne forbandede skov. Hun strøg roligt en mørkebrun tot hår om bag det ene øre " Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre" sagde hun og kneb en lille tåre " Det er som om alle undgår mig" fortsatte hun og rejste sig op fra jorden da hun hørte en lyd i det fjerne. Der var nogle på vej i hendes retning, Hvem kunne det dog være? En der ville kæmpe, for så var hun klar. Hun smilte for sig selv og blev ved med at se i retningen af der hvor lyden kom fra, men nu var der bare et problem. Nu kom der flere lyde, de var over alt omkring hende. Da de kom til syne så hun 5 mænd som var temmelig godt udrystet, altså med våben og diverse ting " Jamen dog en vampyr" sagde den ene af dem og gik over til kvinden der bare stod helt stille " Faktisk min kære er jeg pureblood vampyr" sagde hun og lod sine negle og tænder gro ud, mens hendes brune øjne blev røde " Nå mine herre skal vi få det overstået?" sagde hun flabet og ventede på en af mændene var dumme nok til at gå til angreb på hende, men der var ingen der gjorde. De 5 mænd så undrende på hende " Alena Raider vi er her ikke for at myrde dig denne gang, men for at give dig et tilbud om at joine os " sagde generalen for troppen " Joine jer? i at slagte min egen slags? Er du fucking dum i hovedet eller hva?" sagde hun koldt og begyndte at gå tilbage til det sted hun sad

Det var stille i forhold til hvad der plejede at være af lyde fra skoven. Der lød ikk til at være nogen dyr i nærheden eller noget som helst andet. En skikkelse gik rundt, han var tydelig at se pga månens skær, det var et tydeligt skær da himlen var skyfri. Stort set i hvertfald. Han kiggede op på himlen og sukkede lavt. Han følte det underligt at ingen var i nærheden, ingen former for levende overhovedet. Han lugtede lidt, han kunne lugte personer der var der. Men ogs noget andet. Våben? Måske var det derfor ingen dyr var i nærheden af frygt for at blive skudt. Han sprang med lethed op i et træ og sprang fra gren til gren videre mod lugten af våben og mennesker. Han stoppede i nærheden af dem. Han satte hovedet på skrå da han så de var sammen med en kvinde, en vampyr. Han gned sit hoved lidt, han vidste ikk om de ville gøre kvinden noget, så han valgte at blive og lytte. Han hørte dem, vampyrjægere? Han havde aldrig hørt om vampyrjægere. Han bed sig lidt i læben og tænkte sig om, hvis hun var vampyr burde han nok blande sig. Men han valgte at lytte mere efter. Han kom med et meget lavt grin da han hørte de tilbød hende at hun skulle være vampyrjæger, det var da nok det sidste en vampyr ville gøre mod deres egne. Han blev på sin position og ville observere hvad de havde tænkt sig at gøre når hun fraslog deres underlige tilbud. Hvis de gjorde noget, ville han hjælpe hende. Hun kunne nok godt selv, men vampyrjægere havde jo taget deres former for beskyttelse med mod vampyrer.