Venter på jer-Veulf,nimaku

T:22.00
O:Gravstene, himlen, stjerner
V:Koldt, blæsende
S:Kirkegården

_______________________________________

Yukii stod mellem et par gravstene nede ved kirkegården
og afventede noget selskab.Hendes lange hår flagrede en smule
det samme gjorde hendes kjole.Hun havde lidt kolde hænder men
kulden og blæsten generede nu hende ikke, så vente hun blikket på på himlen
så smuk den var om natten

nimaku kom gående ind på kirkegården. Hans øjne var blide og afventene på hvis han skulle blive angrbet. Han så ned i jorden og opdagede intet

En falk fløj gennem blæsten og kulden og hvis ikke for dens gode fjer ville den have være blevet hjemme. Men den havde haft lyst til en flyvetur og var med hurtige vinger fløjet rundt. Han var kommet over kirkegården og kiggede ned da han fik øje på noget der lignede en dæmon. Men der var noget anderledes. Han fik også øjet på noget lidt længere væk men var ikke til at se på den afstand. Han drejede hovedet og kiggede igen på dæmonen. Skulle man sige hej? Men lige da han tænkte det kom der en blæst som kun han kunne mærke fordi han var så højt oppe. Vinden var hård og fik slået ham ned. Han fik taget lidt af med vingerne og 3 meter fra jorden forvandlede han sig til et menneske med brunt hår og varme brune øjne. Han landede i sidene stilling og rejste sig op og børstede støvet af sig. Smilede rundt og fik øje på dæmonen. Gik hurtigt hen mod hende med gode lange skridt og et stort smil hen mod hende for at introducere sig. Det andet dyr/menneske eller hvad det nu han også havde set fra luften var væk. Han følte sig ikke så godt til mode ved den tanke. Han ville holde øje med hvor han/den/hende var.

Yukii havde mærket nogen eller noget tæt ved hende, så hun vendte kort om
for at se efter hvad det kunne være hun mærkede, sådan en underlig
følelse var det mon et magisk væsen eller måske et menenske
. Hendes kjole fik fat i vinden og flagrede lidt, hendes lange hår gjorde godt
det samme, så fik hun et lille smil på læben, og kiggede lidt bagved sig hvor
perosnen stod, men der var kun ham var der ikke også andre. Hendes følelse
kunne mærke nogen andre i nærheden, så godt det var det hun kunne mærke og
ikke bare vinden og blæsten."Åh hejsa"sagde hun og ventede sig mod ham som var bagved hende

Pigen havde åbenbart også set eller hørt den tredje skikkelse som ingen havde set. Han var væk. Men der havde helt bestemt været noget men han kunne ikke mærke eller se noget. Han fortsatte hen mod pigen og prøvede at sætte sine fødder hvor der ikke var alt for mange sten og dårlig vej. Vinden var kold og krikegården var et lidt uhyggeligt sted at befinde sig, men han nærmede sig pigen og spurgte så "Heej. Jeg heder Veulf. Lagde du også mærke til det andet væsen der var her?"

Yukii havde kigget rundt lidt hun syntes da at der også var en til hernede
men han var pludselig væk som luften nærmest.Hendes hår flagrede lidt ind i hendes
æjne og hun kiggede på Veulf som var hans navn"hyggeligt at mødt dig, og ja men han er underligt nok væk nu, hvor mon han er henne, og hvordan kom du herned"spurgte Yukii venligt og roligt hun satte en lille hånd bagved hendes hår med et kort smil

"Jeg tænkte nok der var nogen her, men jeg kan slet ikke se eller høre en mere. han eller hende er bare væk. Og jeg er en Aspara, en ånd. Jeg kom flyvende ned da vinden slog mig ud af kurs og jeg måtte lande. Deroppe fra så jeg dig og en anden men han er jo væk nu" Sagde Veulf og pegede op i luften for at vise hvor han havde fløjet. "Og hvad er du så, en dæmon?" Spurgte han nysgerrigt. Han follede sine arme om brystet da det var koldt i stedet for at holde dem ned langs siden.

Hendes blik bled lidt rundt fra den ene gravsten til den anden, og fra
det ene punkt til det andet, så kiggede hun på ham med et
lidt hevet udtryk og smillede mildt over det hans spurgte hende om
"ja det er jeg halv dæmon halv menneske"forklarede hun kort
smillet forsvandt og hun havde hørt hvad han var en ånd"findes der virkelig ånder"spurgte hun ham venligt

"Jeg er en ånd for vand, men jeg kan tage hvilken skikkelse sig jeg vil, selv træer, blomster eller en sten. Alt kan jeg blive, men jeg ser mig mere som et menneske. Og jeg skulle lige til at spørge om der også fandtes dæmoner. Hvordan bliver i født?" Han var meget nysgerrig for hun var den første rigtige dæmon han havde mødt. Hvor spænende. Han satte sig ned et blødt sted og kiggede op på den meget gamle dæmon.

Yukii kiggede på ham med et letterede venligt, roligt blik, og
smillede kort over ham så tænkte hun lidt der var enlig aldrig nogen
som havde spurgt hende om hvordan hun blev født, aldrig nogensinde,
og der var heller aldrig nogen som havde vist sig at være intersseret i hende, selv hendes art var der heller ingen som var specielt interesseret i.Men hun smillede lidt og tænkte videre"tjaaa det er nu forskelligt fra dæmon til dæmon men jeg blev født uner jorden i mit hejm land Dark Ground, og der under en åben fuldmåne skinnede ned i det hus hvor min mor skulle føde var der et ret skarpt lys som rammede der. Jeg kom til verdenen sådan helt normal agtigt,og sdog ikke helt alligevel, for da jeg blev født skreg jeg ikke eller noget var bare helt stille jeg havde skarpe hjørne tænder både foroven og forneden, glødende øjne, og et tomt sænket blik, jeg kunne sagtens se underligt nok, de eneste fire tænder jeg havde var de sylespidse nogle. Jeg blev mærket af en af lægerne som besøgte vores hus, de havde vidst og hørt at der var blevet født en dæmon i landet, efter så mange år. Han mørkede mig som dæmon barnet men jeg var jo også menneske så denne læge gjorde at jeg var kunne forvandle mig om til mit dæmon jeg og tilbage til mit menneske jeg... Resten er hvist en tåget historie tror jeg"sagde hun stille

"Dark Ground? aldrig hørt om det før. men sikke en historie. Jeg blev ikke engang født. Jeg blev bare til..." Han kunne ikke huske noget fra hvornår, hvor eller hvordan han kom til verden. Det var irriterende og dumt. Hvad var meningen med livet? Der var mange spørgsmål han gerne vilel have svar på. Han var en søger der søgte svar. Måske kunne denne mystiske pige halv dæmon, halvt menneske hjælpe ham? "Hvor gammel er du? altså hvor længe har du levet?" spurgte han nysgerrig. "Og hvad er dit højeste ønske i verden?", hvordan ville hun svare? Han var interesseret i hende, meget.

nimaku stod lidt fra dem med afvntene øjne. Han så asparaen og forvandlede sig hurtigt til sin leopard skikkelse og gik hen mod dem

Yukii kiggede på ham han stillede mange spørgsmål og alligevel
gad hun godt besvare dem det gav sådan en dejlig følelse at fortælle
nogen om det, om hendes liv, eksistens og hvad der ellers bare måtte
være af ting omkring en dæmon som hende. Hun tænkte lidt det første spørgsmål
kom lidt bag på hende men hun var klar til at besvare det, så hun fandt et lille sted hvor de begge to kunne sidde ned det var på en meget mørk og træ bænk"Jeg er 16 år men min eksistens kan desvære kun være ukendt da jeg ikke ved hvor lang tid jeg lever i"sagde hun med et kort nik

Veulf stod og lyttede til Dæmonens svar da han hørte trin. Det var væsenet. Som var blevet væk. Han kiggede ud til siden og så den. en sneleopard. Han vendte sig om mod den og holdt øje med den. han forvandlede sig ikke og viste på den måde at han ikke ville kæmpe medmindre ham blev udfordret til det. Han stod slapt ned men armene og viste leoparden til dæmonen så hun også kunne se den. "Hvad er dit navn, dæmon?" hviskede han til dæmonen mens leoparden nærmede sig. "Jeg er Veulf" hviskede han igen og lod dermed leoparden komme nærmere. Veulf var parat til forvandling hvis leoparden prøvede på noget. Men startede med at give den et smil. Vilel se hvordan det kom til at gå nu.

Hun vendte sig om mon Veulf havde hun enlig fået præsenteret sig eller havde hun ikke
så mærkede hun igen den følelse af nogen som før, den persom som også var he. Var han mon kommet tilbage eller var han ikke så fik hun kort øje på ham"hej med dig kommer du ikke herhen, og har jeg enlig fået fortalt hvad mit navn er"spurgte hun og kiggede lidt undrene på Veulf

"Jeg kender ikke dit navn". Vil gerne vide det. "Men hvor er leoparden nu hende??"


//Lol? >.>

leoparden kom tættere på dem "kan du huske mig yukii"spurgte den og hans stemme var nem og kende

Yukii kiggede på ham med et meget venligt udtryk og smil
tænkt at hun ikke havde fortalt hvad hun hed det var altså virkelig
meget underligt men så kiggede hun på leoparden hun genkendte hvist ham lidt
"mit navn er Yukii fuldenavn Yukii Aido og ja det tror jeg du er nimaku"sagde hun

"ja jeg er"sagde han og antog hans menneske skikkelse og så på dem begge med sine afventene blik

"I kender hinanden?" spurgte han og slab øjeblikkeligt at over for det som før havde været en leopard. nimaku ogYukii. Hvad ville der ske mellem dem alle tre nu?

Yukii kiggede hen på dem begge to hvad ville der ske, og Yukii nikkede kort og strøg en hånd over en af gravstenen"så mange døde mennesker, og ja vi kender hinanden, men hvad vil der mon ske med os hvis jeg gjorde noge tondt mod en af jer"sagde hun og ville enlig ikke tænke på det

"Hmm jeg ved ikke hvad der vil ske... men vi kan tage en kamp for sjov? Det kan også være god træning" sagde Veulf og spillede lidt med sine muskler. Han grinte og elskede at spille spil. Havde aldrig tabt et eneste spil da han havde evnen til at få alle spil og lege til at gå som han ville det.

"jamen jeg er et rov dyr så du kan vil selv rgne den ud"sagde han med et blidt blik

"Og jeg er alt" sagde Veulf, og skiftede hurtigt form mellem en isbjørn, hvid tiger og en kæmpe mammut. Han skiftede tilbage til et menneske og grinte ldit flovt over at han havde følt sig så overvældet at sine kræfter. "Det vil bare være for sjovt, jer to mod mig?" grinte han og lo let af sin egen dumhed.

Yukii kiggede på dem begge to og grinte lidt en kamp alle tre eller hende og nimaku ville da være meget sjpvt, så hun nikekde ldit"ja det ville være meget sjovt en kamp"sagde hun nikkende