Hytten i skoven (Åbent Emne)

Sted: Skovens indre, Ved en gammel og hyggelig hytte
Tid: Månen skinder og lyser skoven op
Omgivelser: Træer, dyr, jorden, himlen
Vejr: En mild og kold brise

Barishan stod og kiggede på det hus han en gang havde boet i. Hans hænder var i lommerne på hans jakke, men der var ingen følelse i hans ansigt eller hans blik. Han var en forandret mand. Han sagde ikke meget mere. Mest fordi han ikke havde haft nogen at snakke med imens han havde været fanget på Dæmon planet. Hver dag var en kamp for overlevelse. Dog på en eller anden måde havde Barishan hold fast på sin Aspara side. Barishan kiggede på huset han engang havde boet i sammen med Kajika og de andre oprører. Det var så uvirkeligt for ham. Han vidste ikke om der stadigvæk boede nogen der inde. Han vidste ikke hvad han ville finde hvis han gik der ind. Barishan stod ligt og kiggede før han vendte ryggen til * Det er på tide at redde det her sted. Fyldfører hvad jeg startede. Befri det her sted og skabe en æra af fred *. Barishans lyse hår bevægede sig i takt med vinden og hans krystal blå, følelsesløse øjne overvågede stedet. Det var som om han alligevel havde svært ved at løsrive sig for det her sted. Men langsomt begyndte han at gå. Men lange tunge skridt. Lidt som om han bar verden på sine skuldre og hver skridt var en krig at udkæmpe for ham. Han var træt, så træt. Men han kunne ikke stoppe nu.

Samuel lå på gulvet med blodet strømmende fra de åbne sår han havde overalt, rundt om ham lå flere af Malakels dødninge mere eller mindre skilt fra deres legemesdele, hans vejrtrækning var tung og irregulær og hans ellers isblå øjne havde fået et mat og forsvindene skær, ved hans side lå hans kampøkse og skinnede svagt i den lille sprække af lys der kom ind fra en utæthed over døren. Lyden af skridt udenfor gjorde ham ikke bange, han vidste det ikke var hans tid endnu, han spyttede en tyk klat blod på gulvet ved siden af sig og prøvede at komme op fra gulvet, men det blev ikke til mere end forsøget, der lå han med døde fjender omkring sig ude af stand til at forsvare sig selv, han gjorde endnu en kraftanstrengelse og kom på benene, den pil der stak ud fra hans skulder brandte som tusinde flammer, han samlede øksen op fra gulvet, men kunne kun have den til at hænge slapt ned af hans side mens han havde den anden arm om maven, han humpede hen bagved døren og ventede på at personen udenfor skulle komme ind, trods hans skader skulle han nok vise han kunne bide fra sig. Blodet dryppede stille ned på gulvet fra rustningen som var flænget og ødelagt. et stille lys begyndte at samle sig omkring den hånd han bar øksen i, Purification kunne måske overraske en mulig modstander nok til at han kunne få denne i et hug, han spyttede igen på gulvet *While the wicked stand confounded call me thy the saint stand surrounded*

Barishan hørte lydene. Han vendte om og så lyset komme ud fra sprækken i døren. Barishan gik langsomt hen og tog fat i døren. Synet der mødte ham overraskede ham en smule. Han så på den blodige engel der stod foran ham. Barishan så de lig der lå rundt omkring. De lignede en smule de samme soldater som Zane havde brugt. Barishan kiggede på Samuel og sagde med hans blide venlige stemme der slet ikke passe til hans nu kolde ydre ’’ Klare du den? ’’. Barishan kunne se noget af sig selv i denne engel. Han var sikkert lige som ham selv. Da han kæmpede mod Zane. Jaget med en høj dusør på hovedet men nægtede at give op. Barishan kiggede iskoldt på Samuel ’’ Jeg har været væk i så lang tid. Dette var engang mit hus… Zane fangede mig i min kamp imod ham.. For at befri Di Morga’’. Barishan kiggede op og ned af Samuel ’’ Hvad jeg ser, er foran mig er en Engel der bekæmper Malakels mænd.. En jaget mand ’’. Barishan sænkede sit hoved og sagde roligt ’’ mig en ære at møde dem… Jeg er Sir Barishan’’. Barishan kiggede op igen nu men et fast og viljestærkt blik i sine øjne i det han afventede svar. Barishan kunne tage fejl om denne engel. Måske var det ikke en der ønskede et frit Di Morga. Men med de lig og så det antal af dem tyede det på denne Engel var en stor fjende af Malakel.

Samuel vaklede en smule, men blev ved med holde sig på benene, da døren blev åbnet og det ikke var flere fjender blev han inderligt glad, men ville aldrig vise det i offentlighed, han skulle til at snakke, men var nød til at spytte noget mere blod ud først, "Jeg er Samuel skabt i Gabriels billede, den laveste af de tolv ærkeengle, jeg er lederen af hvad der er tilbage af oprørsbevægelsen", hans stemme var svag og rallende og bar præg af den konstante strøm af blod ud i hans mund Samuel havde følelsen af at det var en god mand der stod foran ham, en som kunne hjælpe når han selv ikke ville være der mere, en der kunne overtage de skrøbelige rester der villeblive efterladt. Samuel svajede faretruende, han tabte øksen som satte sig fast i gulvet med et dybt brag, med en skælvende hånd rakte han op til sin skulder og hev pilen ud, han lod den på samme måde som øksen falde til gulvet og vaklede nogen skridt bagud inden han kollapsede helt på gulvet, han lå og hostede mens han tog sig til sin blødende mave, smerten var tydelig i hans ansigt, "Det er gengældt en ære at møde en som ikke bare dræber en engel på stedet og dræner denne for blod", stemmen var på samme måde som før svag og ikke særlig flydende. Han hostede igen kraftigt og det lys han havde haft i den ene hånd forsvandt langsomt igen, der var ingen grundt til at begynde at bruge de ekstra krafter han ikke havde, "Du kunne ikke finde mig lidt vand vel". Samuel kunne ikke mere, han havde brugt alt han havde i sig og det havde kun lige været nok til at han stadig var i live, han drejede hoved og kiggede ind i en af dødningenes tomme øjne, "selv i baghold kunne du ikke tage mig!", han lød halv triumferende og så op på Barishan igen "Gode mænd som dig er der ikke mange af mere".

Barishan nikkede og tog en vand flaske frem og rakte den frem til Samuel. Barishan smilede en smule. Det var til at se han engang havde været en mand der smilede meget. Men hans smil var nu svagt og uden følelse. Dog var der en venlighed og godhed i det. Barishan sukkede sagte ’’ Det ser ud til ting ikke har ændret sig så meget siden sidst jeg var her. Malakel har bare taget over hvor Zane slap ’’. Barishan rystede svagt på hovedet. ’’ Jeg fejlede i at befri Di Morga dengang.. Og som det lyder på dig så går det heller ikke så godt nu’’ Barishan lavede et galant buk og sank igen sit hoved ’’ Jeg ønsker at hjælpe dig på hvilken som helst måde jeg kan Sir Samuel.. Hvis jeg kan hjælpe dig gør jeg det gerne.. Det er derfor jeg er her ’’. Barishan gik over for at tilbyde Samuel at hjælpe ham væk fra hytten ’’ Det lykkedes mig engang at samle en del folk.. Måske kan vi gøre det igen.. Det er ikke for sent ’’ Barishan tøvede lidt ’’ Selv hvis det er.. Så vil det ende med en kamp som godtgør vores fejlen ’’. Barishan kiggede rundt omkring ’’ Men vi komme væk herfra.. Der er sikkert flere på vej.. Vi har en fordel.. Malakel ved endnu ikke jeg er tilbage.. Mig og ham har krydset klinger et par gange før ’’. Barishan vidste at Malakel var stærk. Faktisk ville han hellere kæmpe imod Zane. Dengang var Zane meget stærkere en Barishan men Barishans taktiske kunden gjorde deres kamp lige. Nu hvor Barishan var stærkere kunne han møde Malakel som var lige så taktisk klog som ham selv. Spørgsmålet var om Barishan overhovedet var blevet stærk nok. Kunne han overhovedet gøre noget imod den mægtige Malakel længere. Dog virkede det ikke til at bekymre ham. Der var ingen tvivl eller frygt i hans øjne. Bare viljen til at forsætte. Men tiden var langt fra klar til kamp. Malakel var målet men rejsen var først lige begyndt.

Samuel hostede og grinede en smule "Alt har ændret sig, det er meget værre end du ville kunne huske det, der er slaver nu, folk bliver forfulgt på grund af deres racer og nu er der en lille pille som bliver lavet af blodet fra os engle, en pille som de onde racer bruger som narkotikum", Samuel tog imod vandflasken og drak nogen slurke, det så ud til at han fik det lidt bedere. Samuel fik med møge og besvær kæmpet sig selv på benene igen, han hev kampøksen op fra gulvet og hægtede den fast i sit bælte, "oprøret er splintret, der er ingen der tør at hjælpe og dem der gør bliver dræbt, vi står som øer i et brusende og oprevet hav... helt alene og snart bliver øerne til øen eftersom min livs linie snart er forsvundet", Samuel lød for første gang ikke som om han var ved at dø, men havde fået mere styr på sig selv, "Jeg er ikke bestemt til at vælte Malakel, men i et syn herren bragte mig blev det fortalt at et menneskebarn skal sidde på Abbadons trone, den dag jeg ikke er her mere ville en mulig opgave for dig være at finde det barn der er retmæssig konge eller dronning af Di Morga", han slog blikket ned og humpede langsomt udenfor, han trak sin hætte op om hoved og spejdede ud i mørket med et ængsteligt blik, "Du har ret, der er flere på vej og hvis du siger at Malakel ikke ved du er her er der ingen grund til at han finder ud af det nu, han har vidst jeg var her siden vi brændte slavemarkedet ned". Samuel kunne næsten ikke tro det, en person der havde kæmpet mod Zane, en veteran der havde prøvet undergrunds krigens oplevelser før og som måske enda ville være en bedere leder end Samuel selv var, han kunne ikke lade være med at folde hænderne og sende en kort bøn afsted, men han var nød til at vende tilbage til det alvorlige "Kathedralen er vores hovedkvater... hvis du kunne hjælpe mig kunne jeg vise dig det".

Barishan nikkede og tog armen rundt om Samuel og begyndte at gå. Barishan førte ham igennem krogede veje og stier til de nåede byen. Barishan sagde ikke meget. Hans krystal blå øjne viste intet. Det var som om han engang var en anden. Nu var der sket noget der havde gjort ham til denne person. En svag dæmonisk aura hvilede over Barishan. Dog virkede det til han kunne holde den nede. Barishan kiggede på Samuel da de nåede til bymuren ’’ Jeg skal nok finde barnet.. Du kan være rolig min ven. Hvad der skal til vil jeg gøre. Di Morga vil se lysere dage igen ’’. Det var som om Barishans få ord bar meget kræft bag sig. Han havde sikkert været en god taler en gang. Eller så var han bare blevet så stærk at han simpelhed ikke fandt nogen grund til at tale meget mere. Det var som om han hvilede i sig selv. Som om han havde en høj kontakt med sit indre jeg. Barishan tog rundt om Samuel og brugte sit vind element til at løfte dem over bymuren. Han førte ham over til Katedralen. Barishan kiggede først da igen på Samuel ’’ Hvis det er meningen at menneske barnet skal lede Di Morga vil jeg gøre alt i min magt for at finde dette barm ’’. Barishan holdt en lille pause ’’ Men hvordan ved jeg når jeg har fundet barnet? ’’ Barishan kiggede spørgende og med et glimt af håb i hans øjne.

//må man være med? :) //

Riku stod oppe by muren og kigget ud over han en store skov hvor han engang boet sammen med de andre oprøre. Han tog en dyb indånding og stod og tænkte over hvad Lazarus havde sagt om Barishan * Det kan ikke være sandt Lazarus er en løgner og intet andet,* men kunne alligevel godt se sandhenden i det, men han ville ikke indrømme det over for sig selv. Riku lukker langsomt sine øjne " ahhhh det kan ikke være sandt " råbte han og gik ned på sine knæ og slog den ene hånd ned i det hårde sten. tårne begyndte langsomt at løbe ned af hans kinder og siger langsomt for sig selv " hvad skal jeg gøre".

//jeg gør det alligevel :) //

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top og sorte bokse handsker uden fingre (http://www.knockoutsports.dk/images/gloves/fightgloves/ko3_4finger1.gif).

Logan kom løbende igennem Skoven, han havde en rygsæk på ryggen. Han var gået der hen for at finde et sted at samle sine tanker, han måtte finde en måde at få våben til sine oprører men dog stadig på en diskret måde.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd sammen med to knive og til sidst hans nyeste våben til samlingen, i sine handsker kunne der komme 17 cm stål klinger ud, som han kunne bruge som en slags klør, de var knivskarpe og kunne stort set skære igennem alt. Dog denne nat, havde han sin M4 med, det var en god forsikring på at der ikke kunne ske ham noget, eftersom han kendte det her våben ind og ud.
Det var sikkert at hvis han kom i en ildkamp, eller anden form for kamp ville netop det her våben redde hans liv.
Logan havde en øresnegl i øret, denne øresnegl var en sikkert linje, ingen kunne hacke sig ind i den.
En stemme kunne høres i øresneglen, denne stemme tilhørte Matt O'Meyers, en trofast ven, som Logan havde kendt siden han blev soldat.
Denne Matt O'Meyers, var den sygeste teknik nørd, så han var perfekt for Logan, en der kunne fortælle ham og hvad der skete omkring Logan.
"Uhm.... Logan, hvad laver du i Skoven? Du ved godt at det er dumt at være ude på den her tid? Du har ved hørt at der har været kampe mellem Malakel og en endnu ukendt?" sagde Matt.
Logan tog sig ikke af det med sikkerheden, han var en 'hardcore' soldat, forstået på den måde at han gjorde det han kunne for at opfylde sine mål, koste hvad det koste vil.
"Sig mig Matt, er du bange for jeg bliver taget af Malakels små venner? Eller er du bange for at jeg går i et baghold? Det er lidt sjovt" sagde Logan ind i mikrofonen og løb lidt videre.
Indtil han så en lille gruppe på to mennesker, løb Logan hen til et træ og 'gemte' sig bag det, det ville give god dækning hvis de havde skydevåben.
Logan ladte sin M4 og så på dem.
"Matt, jeg står med to personer her i skoven, den ene ser såret ud og den anden kan gå" sagde Logan og fulgte de indtil de nåede bymuren.
"Du har ret Logan, så vidt jeg kan se er det en engel og en blanding" sagde Matt.
Logan slog en hånd ind i et træ.
Hvis det var den samme person kunne det kun være en person. Englen Samuel, Logan havde kun hørt historien om denne person.

// undskyld længden!!!//

Samuel spyttede og spruttede på grund af smerterne, men han var alligevel glad for at Barishan havde valgt at tage ham med og ikke bare havde efterladt ham som så mange andre ville have gjort med en såret engel... eller havde han været uheldig ville de have drænet ham for blod og lavet det om til de der åndsvage piller. Samuel var nød til at tænke sig meget om for at huske herrens ord om hvordan barnet skulle findes og da han kom i tanke om det var det stadig svært for ham at tyde, "Barnet vil være af kongelig æt... barnets forfædre vil være blandt de legendariske Meowinger, de første konger af frankrig, du ved dem der siges at være i familie med selve jesus... det er selvfølgelig absurt at de skulle være i familie med hans hellighed, men de havde specielle krafter, det kan ikke betvivles eftersom jeg selv har mødt flere af dem for længe siden", han holdt en pause for at ømme sig og få pusten igen inden han fortsatte "Men den sidste rigtige Meowinger døde for længe siden, så det må være en der har generne, men ingen af kræfterne", da de kom til bymuren stoppede Samuel sin talestrøm, det kunne alligevel ikke hjælpe noget, Shawn var meget bedere til at fortælle om denslags en han var. Da Barishan løftede op i ham for at få dem begge over muren råbte Samuel "Nej vent!", men for sent, Barishan løftede ham over muren og alle de pilespidser Samuel havde i kroppen blev presset lidt længere ind, da de landede på den anden side af muren lavede Samuel nogen lyde der nemt kunne tolkes som som bandeord, men de var ikke høje nok, han holdt mund resten af vejen op til katedralen. Da de fik puffet døren op blev de mødt af den intetsigende tomhed fra en kirke der ikke blev brugt meget mere da der kun var meget få mennesker der stadig havde tro.

Da de kom til kirken skyndte han sig ind og hjalp Samuel ind så lukkede han de store døre. Barishan kiggede tilbage og lukkede sine øjne. Han mærkede i vinden om der var nogen modstand der kunne minde om menneske skikkelser. Barishan lænede sig mod døren og kiggede først nu mod Samuel og sagde med en rolig og fattet stemme ’’ Der er et par folk ikke langt herfra. Jeg ved ikke om de har set os eller hvem de er ’’. Barishan satte sig på hug foran Samuel ’’ Men bare rolig. Jeg vil beskytte dig til du er stærk nok til at gøre det selv. Hvil dig. Sæt dig og genvind dine kræfter. Du får måske brug for dem ’’. Det var til at se en Ring på Barishans finger. Den ville nok være nem at genkende for Samuel. Det var en korsridder ring fra svundne tider. De blev udleveret til de overlevende korsriddere der vendte hjem fra de hellige korstog til Jerusalem for den Engelske konge. Barishan rejse sig langsomt og vendte sig mod døren ’’ Jeg ved hvad hvilken slægt du omtaler.. At der er en med generne derfra er muligt. Jeg tror på dig Engel. Men igen. Hvordan kan jeg være sikker. Jeg kan ikke gå rundt og samle blodprøver fra alle mennesker jeg finder ’’. Barishan kunne mærke i vinden at nogen nærmede sig. Han trak sit sværd. Det var normalt ikke et sværd en Korsridder ville have. Rygterne om dette sværd og hvordan det kunne blokke Zanes sværd havde spredt sig gennem Oprørs rakkerne der Barishan sidst var i Di Morga. Legenden om hvordan hans dødende Vampyr mentor havde ofrede sig selv og lavet sig om til sværdet så han altid ville beskytte sig elev og våge over ham. Hvordan Barishan skulle bruge ham til at besejre ondskab. Barishan indtog den ældgamle sværdstilling som tillod ham at levere et hurtigt og fatalt slag, dog efterlod det ham selv åben for angreb. Det var som denne Aspara havde oplevet mange af disse situationer. Han måtte selv have været en meget jaget mand. Barishan kiggede ikke tilbage mod Samuel men sagde ’’ Malakel er ikke den eneste vi skal vogte os for. Andet er blevet trukket ud fra den mørke Plan Zane fangede mig i. En fjende der er stærk, ond, kold og snu. Jeg ønsker hellere at Malakel sidder på Tronen en denne person. Hvis Lazarus kommer på Tronen vil Di Morga falde til et mørke som jeg ikke engang vil forestille mig. Vi er meget presset for alle sider. Vores eneste chance er at finde det menneske før tiden løber ud ’’.