the end of the life...? - Davy. (Laza)

Det var forfærdeligt koldt, da hun gik ud fra lejligheden af, det var nu flere uger siden hun havde stødt ind i dette sære væsen til en vampyr. Som man dog skulle tro at sådanne nogle væsner var koldblodige og drabelige vidste det sig at de var flinke. Hun smilede lettere muntert, imens hun gik ned af de mange trapper og til sidst kom til enden hvor opgangsdøren blev åbnet og hun lod sig selv glide ud fra stedet i en glidende bevægelse, og derefter gik hun afsted ned af gaden og betragtede verden foran hende, ganske fredelig. Det var torsdag og hun havde fri fra butikken i morgen, så hun kunne vel sagtens tage sig en lille spadsere tur, ikke fordi der var noget specielt der ville hænde i løbet af aftenen.
Maila fugtede læberne lige så stille, og lod blikket glide rundt, og fugtede langsomt sine læber sådan som hun skred af sted. De blev hurtigt tørrer i den kolde nat, og hun havde ikke just taget hendes læbomade med sig, da hun ikke så grund til det. Et stille suk gled ud igennem hendes læber, og kiggede lidt usikkert ned imod vejens ende hvis gadelygter var slukkede, noget hun bestemt ikke brød sig om. Hendes frygt for mørket var vokset den nat hun havde mødt Lazarus, men hun kunne ikke benægte sin træng til at vandre afsted i stilheden med den kølige forfriskende luft imod hendes ansigt, og ryg. Langsomt tog hun en dyb indånding og nød hvordan verden var stille som aldrig før.
Gaderne var tyste, ikke en sjæl rørte sig ud over den lave spinkle pige med det nærmest hvide hår der blev oplyst af gadelygternes skær. Himlen var ét sort hul, ikke en eneste form for lille hvid prik på den var til stede, den var mørk, kold og faretruende, som om den ventede på noget, og undlod at give advarsler da den ventede på sceneriet til at starte.

Kulden slog mod en høj mørk skikkelse som vandre ned af gaden gemt i skyggerne, denne skikkelse ku ikke føle kulden og derfor generede det ham ikke spor nå ja dette var en mand ikke en helt normal mand, hans hud var ligbleg og hans krop høj samt spinkel dog veltrænet, hans ansigt var unaturligt smuk med rene træk dog var hans øjne unormale, de havde en mørkeblå farve som fik den sorte cirkel i midten til at forsvinde i den mørke farve desuden bar de mystiske øjne et helt tomt blik som ikke vidste tegn på følelser eller tanker, denne mands hår var mørkeblondt og meget langt dog var det sat op i en knold i nakken for ikke at genere, han var iført en sort undertrøje som fremhævede hans muskler godt, desuden bar han et par militærbusker hvor der var masser lommer på og så bar han på fødderne et par sorte militærstøvler, på hans ene skulder ku en tatovering af et anker ses dog var rosenknoppen på hans ryg skjult af stoffet, under undertrøjen var sat tre pistoler i en holder dog ku de ikke ses, udover pistolerne lå der masser af knive i hans lommer samt andre små våben som ku bruges i kamp.
Davy var denne mands navn og han var vampyr en blodtørstig vampyr med en umættelig tørst, et koldt smil gled hen over hans læber imens han vandre videre ned af gaden igennem skyggerne, men trådte han dog ud på den åbne gade, hans tomme øjne så søgende rundt efter nattens offer samt aftensmad eller retter sagt forretten, hans hoved var som altid ømt fratanker kun tanker om blod kørte rundt ikke fordi han var dum men fordi han blot ikke brugte sin tid på at tænke over alt.

De lyse øjne var rettet imod intetheden, af det mørke ocean der strakte sig foran hende, over hende, og rundt omkring hende, som om alting ville være en forandring så snart hun lod sig traske afsted endnu engang, for hvert skridt hun tog ville hun sikkert være et skridt tættere på sin undergang. Døden kom nærmere for hvert minut, hun nænnede ikke engang at tænke på den. Langsomt lod vinden til at tage fat i den lange uld jakke den spinkle krop bar om sig, beskyttede den, og varmede den, imod årstidens hårde tider. Ikke et stykke længere henne lod de lyse øjne til at fange en ukendt skikkelse hun ikke havde lagt mærke til før, det var som om skikkelsen forstyrrede blikket, det tiltrak hendes øjne og virkede nærmest dødbringende. Men nysgerrigheden bredte sig hurtigere end konklusionen om at tage benene på nakken og løbe væk, inden denne ting, overhovedet kom tættere på. Men, fødderne forsatte i bløde lyde ned imod jorden som var det sne, selvom det kunne hørers. Uvisheden ville fører hende til hendes undergang, kold og grufuld, men hun ænsede ikke denne tid i hendes liv, den var tåget sløret, som var det et gardin der blafrede hen over synet og skabte sære syn der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Tættere som den unge teenage pige dog kom, tættere og tættere, ”Noget galt sir?” Spurgte Maila så da hun mente hun var kommet ind for hørervidde og kiggede med et stille smil hen på vedkommende der stod midt ude på den åbne gade, tanken omkring at personen kunne være noget frygtindgydende var langt væk fra hjernens punkt i ung barnets hoved. Afventende kiggede hun på ham, ventede på svar, ventede på at der ville komme et, form for svar fra personen overfor hende. Manden som stod 6 meter foran hende i hans sorte undertrøje, og militær tøj. Ganske almindelig så det ud som om han var, ikke noget at frygte så, selvom hans aura var hun ikke sikker på, men virkede lettere kold og monoton, uden form for følelser. Og alligevel kunne det være en hvilken som helst levende person.

Davy så let rundt hvorefter han langsomt begyndte at gå lidt frem af, et skummelt smil gled kort hen over hans læbe for så at forsvinde igen lige så hurtigt som det var kommet, han stoppe dog op igen da en duft ramte hans næse og fik hans mave til at råbe på mad endnu en gang som den altid gjorde, han sukke kort før han dreje om på hælen og så ud i luften, kort tid efter kom en ung pige gående mod ham det var hendes store fejltagelse, hun sku ha løbet væk men kom dog nærmer og det fik ham til at tro at hun var menneske og derfor ikke ku se hvad han var, han hævede et øjenbryn da hun snakke til ham, han fnøs køligt hvorefter han kort så op og ned af hende"godaften"svarede han så køligt med hans tomme stemme.
Davy overvejede kort hvad han sku stille op om han bare sku angribe eller få lidt underholdning ud af det, han trådte langsomt et par skridt tætter på for at prøve hendes grænser af imens hans tomme øjne så ind i hendes"hvad laver en ung pige på denne tid af natten?"spurgt han så letter undrende imens han stoppe op 2 skridt fra hende.
Han ku mærke hvordan sulten steg i ham samtidig med at vreden begyndte at boble i hans indre og fik hans krop til at spænde svagt, hun var ude på dybt vand nu, når han først havde sat sig for at drikke hendes blod sku de også ske og intet ku stå i vejen for ham, han betragte hende let hun var ikke klog langt fra men han måtte ha hende væk fra gaden hen ville folk ku se ham, han måtte finde en gyde.

Hun trak ganske let på skuldrende, og lagde hovedet en smule på skrå, og kiggede hen imod denne fremmede som hun ingen anelse havde om hvem han var. Spørgsmålet omkring hvad hun lavede her ude fik hårene på hendes arme til at rejse sig, nok mere på den måde som han snakkede, monoton, kold, og rent udsagt ligeglad… sådan blev det opfanget for hendes vedkommende, hans tilstedeværelse var kommet helt tæt på hende, hvormed læberne blev fanget af de hvide tænder, der trykkede ned på det blødekød, inden hun slap det. ”Vandrer tur?” sagde hun så og rynkede panden lidt, inden hun trådte et enkelt skridt tilbage da hun syntes at han var kommet nogen lunde for tæt på. Langsomt kiggede hun rundt med det næsten hvide hår dalende ned fra skuldrende, og rundt om halsen som et tæt halstørklæde, dog hjalp det ikke meget da vinden rev i hendes halvlange hår i de mange forskellige retninger det nu havde planer om at svinge det hen. ”Hvad har de selv i tankerne for gøremål på denne tid?” spurgte hun med et stille smil, og kiggede derefter lidt ned i jorden, det var som om verden stod stille, lige der virkede det sådan, ikke just fordi hun fandt det som en god ting. På et eller andet punkt havde hun lyst til at løbe for fulde harmer og aldrig nogen sinde se sig tilbage igen. Hænderne blev godt stoppet ned i hendes lommer imens hun overvejede det som der sikkert ville komme til at ske.
Tanken omkring livets værdi syntes altid at virke tydeligere når man på en måde fandt ud af at det var ved at slippe ud for ens hænder. I grunden var det sådan i alle tilfælde, nok ikke lige for dem der havde levet i flere 1000 år, men så igen, så syntes hun at det mindste man kunne gøre var at værdsætte livet og dets mange lyse punkter.