Bondmate.. What's that? - Damia

Tid: Sen eftermiddag, omkring klokken fem
Sted: Inde på det sorte marked
Vejr: Ligegyldigt, eftersom det er indenfor
Omgivelser: En masse væsner, slaver, sælgere og købere
Dato: 2. april

Lydene var høje, stanken næsten uudholdelig, og alligevel valgte alle former for væsner og mennesker at bevæge sig ind på dette område. Kloarken, der lå i nærheden gjorde det heller ikke bedre, med sit tillæg af slamlugtende luft, eftersom sved, urin, spiritus og andre næserivende ting, allerede satte gang i kroppens system. Selv Angelie måtte diskret holde en hånd over næsen, hvis hun passerede tæt forbi en af de beskidte folk, der enten tiggede efter håndøre, mad eller en dråbe sprit, for at klare sig igennem lige netop denne dag også.
De blå øjne søgte ikke rigtig noget, men hun havde besluttet sig for at ligge vejen forbi markedet med den tanke, at der måtte være noget hun kunne bruge. Indtil videre var hun blevet stoppet af flere illegale slavehandlere, der havde ønsket at købe hende af hendes herre. Irriteret havde hun vrisset af dem, at hun endnu var en fri sjæl i Di Morga, og på intet tidspunkt ville synke så dybt, som at lade sig blive solgt til et hankønsvæsen. Sælgerne havde trukket sig tilbage efter de havde set hendes ansigt, og en enkelt måtte modtage et solidt knytnæveslag på kæbepartiet, før han fulgte de foregåendes eksempel.
Lige nu stod hun dog foran en bod, der solgte magiske objekter. Artifakter kunne man vel kalde dem. Ejeren skrålede højt og helligt op, og fortalte at den ene genstand kunne forstærke hendes kræfter, mens en anden ville kunne afvikle angreb fra ildbrugere. Hun fnøs irriteret og kiggede skeptisk på den aflange nåleformende genstand, hvor der sad en drage ude i enden. Den var lavet af et mørkt sølvlignende materiale, og kvinder ville nok bruge den til at hægte håret fast. Andre ville bruge den som et våben, og Angelie overvejede kort om den måske var værd at have i sit sortiment, selvom den med sikkerhed ikke ville afværge et magisk angreb. Sælgeren virkede dog til at tro noget andet, når han kiggede på hendes ansigt. En mand på omkring halvtreds, med voksende ølmave, og lange grå hår, der gik ham til skuldrene, og samtidig var strøget henover issen, i håb om at dække for synligheden af hans hårtab. Han troede virkelig at hun mente genstanden var sin vægt værd i guld, og det ville måske også se sådan ud, hvis man som fremmed kiggede på hendes eftertænksomme ansigt i dette øjeblik

Inde på det sorte marked var der altid skygger, man kunne ikke rigtigt undgå dem. På mørke steder som dette var der praktisk talt skygger over alt. Og hvor skyggerne var, var denne rødhårede skønhed også. Damia. Herskeren a Di Morgas’ ene senator. En skyggedæmon – en af de sidste af slagsen. Hun befandt sig på dette sted, dette ulovlige sorte marked. Men nu var det sådan at de ’ulovlige’ ting ikke længere var så ulovlige. Man kunne praktisk talt tillade sig alt det man satte sig til – så længe det ikke havde noget at gøre med at bringe den nuværende hersker af tronen.
Men hvis man før havde brudt lovene, hvorfor så ikke gøre det igen? Sådan tænkte folk. Kaosset der fandt sted i denne by var så enorm at folk gjorde hvad det passede dem. Prøvede at leve et normalt liv, uden held dog. De fleste mennesker blev dræbt med meget kort varsel. Kun dem som havde en værge der måske var magtfuld eller stærk nok til det, ville kunne fortsætte med deres skole, studier osv. Dette inkluderede dog ikke flertallet, eftersom diverse væsener bevægede sig frit rundt omkring som det passede dem. Folk blev slagtet uden at politiet ville kunne gøre noget. Man kunne ikke længere lægge en sag an mod nogen som helst. Nej. I denne by måtte man nu klare sine egne problemer. Man måtte selv fange gerningsmanden. Selv tage sin hævn. Selv bede for sit liv. De svage blev enten slået ihjel eller taget som slaver, sådan foregik det. Damia var iført e anderledes grå og sort kjole, som gik hende til lige under knæene, ærmerne var lange og sad tæt ind til de slanke arme. Tæt sad den. Tæt ind til hendes overkrop, og derefter hang den løst nedover benene for at give det noget mere ’personlighed’ der var detaljer omkring maven og nogle mørke snører som var bundet sammen, næsten som til et korset.
Jo. Kjolen klædte hende. Og den passede også godt til de højhælede sorte ’grown up’ sko som hun havde på fødderne. I håret sad en flot hårnål med et lille blåt bånd for enden i en mindre sløjfe, for at pynte yderligere i det mørkerøde hår. Denne kvinde kunne ikke forveksles med andre. Havde man set hende én enkelt gang ville man ikke glemme hendes øjne igen. Måneøjnene.
Damia, som hun hed så udover menneskemængden. Pigen var der et sted. Hun vidste det. Hun havde mærket det da båndet var blevet styrket. Og hun vidste nu også at Angelie gerne ville se hende. Hun bevægede sig i elegante velovervejede bevægelser gennem flokken af mennesker og boder, i den retning hun vidste at hun ville finde den unge kvinde. Og ganske rigtigt, der var hun. Ved en bod med ’magiske’ genstande. Med et tænkende blik rettet mod en hårnål, som manden bag boden tydeligvis bildte hende ind var magisk. Man flot det var den godt nok. Hun bevægede sig ind på Angelie bagfra, velvidende at hun straks ville kunne mærke nærværet af den person som hun var tættest knyttet til. Hun løftede roligt en arm og hvilede den mod Angelies skulder, med en lettere afslappet bevægelse, som var de to hjerteveninder. Hjerteveninder. Det var godt nok ikke deres hjerter som var forbundet, men deres sjæl. Og det ville de forblive, indtil Damia blev destrueret.

Mandens ord flød mere og mere sammen for hendes tanker, og til sidst lukkede Angelie ganske enkelt af for lyden. De irriterede hende, gjorde hende i dårligt humør. Hvorfor kunne man ikke længere bare betragte noget, uden at andre prøvede at lokke det på en, manipulere.. Den slags virkede ikke på Angelie.. Det prællede af på hendes blanke og intetsigende facade, mens hun vendte blikket mod manden og stirrede direkte ind i hans øjne med et hårdt blik.
Da hun åbnede munden, for at stille manden et spørgsmål, krøb en snigende følelse ind i hendes sind, og Angelie glemte meget hurtigt manden, og lod derfor tankerne kredse om denne fornemmelse. Nogle var tæt på.. På vej imod hende.. Men det var ikke bare nogle.. Angelie var kun bundet til en anden person, og eftersom hun havde accepteret båndet for nyligt, måtte det være Damia.. Perfekt.. Lige den person hun stod og manglede.. Man skulle næsten tro.. Angelie stoppede hurtigt sine tanker, og overvejede det.. Var Damia i stand til at læse dem?
Hun vendte hårdt blikket mod manden igen, mere irriteret ved tanken om at hun ikke længere kunne beskytte sit sind. "Tror du jeg er dum!" udbrød hun vredt, og slog hånden ud til siden, mens flere personer nysgerrigt vendte blikket mod hende, for at se hvad der skete. "Tror du virkelig selv på at den.. Den genstand kan afværge et ildangreb" Hidsigt slog hun hånden ned i bordet, så håndfladen vendte nedad, hvorefter et lydt klask kunne høres.
Hun nåede dog ikke ret meget andet, før hun nu mærkede at Damia var rigtig, rigtig tæt på.
Angelie holdt resten af sine ord inde, og kiggede ikke engang til siden da hun mærkede noget mod sin skulder. Som det føltes, gættede hun på at Damia havde lagt sin arm på skulderen, og Angelie mærkede tydeligt nærværet. Både psykisk og fysisk. "Ambrosia" sagde hun ganske kort i en nikkende gestus, dog uden at bevæge hovedet, men tonefaldet sagde det hele. "Længe siden" tilføjede hun lidt efter, eftersom Angelie ikke havde set hende siden.. Ja siden deres lille snak i arenaen.

Damias blik borede sig direkte igennem manden som stod bag boden. Borede sig igennem ham som havde hun planer om at spidde ham med det. Tvinge ham ned på sine grædene knæ.. nå ja - og så flå hjertet ud af ham og spise det. Sådan virkede hendes blik ligenu. Med armen hvilende på Angelies skulder og øjnene rettet mod manden - som af god grund bakkede et ekelt skridt bagud og straks slog blikket ned. Man kunne vel godt forstå ham. Den aura Damia udstrålede var ikke ligefrem normal. Den var nærmest pulserende. Næsten synlig. "Hey Gelie.. " Endelig sagde hun noget som svar på Angelies 'formelle' hilsen. Et næsten usynligt smil gled henover hendes læber. Ahh så hun havde virkelig accepteret båndet. I så fald måtte de hellere finde et andet sted at diskutere det end foran en bod som tydeligvis var holdt af en faker. En faker Damia i løbet af meget kort tid kunne lukke munden på. Men der var andre vigtigere ting der skulle tages hensyn til ligenu - deribland Angelie og båndet.
Damia lod nu armen glide om Angelies skuldre mens hun roligt drejede omkring og begyndte at gå igennem folkemængden med Angelie ved sin side. Af en eller anden lettere ukendt grund flyttede folk sig for hende - dette kunne meget vel have noget med den enorme aura at gøre. Det var ikke til at vide.
"Længe siden.." samtyggede hun, et par minutter efter, med en lettere afslappet stemme. Hun så ikke selv ligefrem ud til at være i nogen hast, selvom dette helst ikke måtte gå for langsomt. Det sorte marked af alle steder.. Her var jo fyldt med mennesker. Den pige kunne virkelig ikke finde ud af at vælge de rigtige steder kunne hun? Endelig fandt hun dog vejen gennem menneskemængden og drejede rundt om et hjørne hvor der var mere eller mindre øde, godt nok så skyggerne omkring dem ud til at bevæge sig, men det lod ikke umiddelbart til at det generede hende. Højst sandsynligvis fordi at disse skygger tjente hende. "Af alle steder vælger du Chambre Noire - og jeg som havde troet du ville finde et sted hvor der var.. tja mindre mennesker.." Denne gang blev stemmen mere klar, stadigvæk med den afslappede klang godt nok. Kendte man Damia ville man næsten kunne høre et suk undslippe læberne. En hånd blev løftet og der blev rettet en smule på nålen i håret, før hun slap taget i Angelies skulder og placerede sig i en lænestol man kunne have svoret på ikke havde været der for et øjeblik siden.

Angelies eget blik flyttede sig på intet tidspunkt fra manden, som underligt nok bakkede et skridt væk. Den effekt havde Damia aldrig rigtig haft på hende selv, men på den anden side havde deres møder også været.. Besynderlige. Hun huskede stadig den første gang de mødtes.. Ved et bryllup der endte i ragnarok velsagtens. Det havde været en hyggelig nat, sådan at spolere et lykkeligt pars begyndte forhold med hinanden.. Ødelægge den største dag i deres liv, og det havde ikke engang strejfet Angelie at deres opførsel havde været.. forkert.
Hun glanede irriteret en sidst gang på manden, og lod hånden glide ud efter den aflange nål, som hun blidt lagde fingrene omkring, hvorefter hun trak den til sig. "Jeg tager denne for min ulejlighed" bemærkede hun med et alt for sødt smil, inden hun lod Damia vende sig rundt, for derefter at bevæge sig ned igennem gaderne med hendes arm omkring sine skuldre. Nu lod Angelie blikket, for første gang, glide mod Damia, og så hvordan kvinden var klædt i kjole.. Som altid elegant og smuk et se på.. Forblændende, kunne man faktisk kalde det. Om det var kjolen eller Damias udstråling der fik folk til at flytte sig, vidste Angelie ikke, men hun troede dog mest på den sidste del.
Hun nikkede en enkelt gang og lod smilet falme fra sine læber. "Meget længe siden" svarede hun lavt, så det næsten var en hvisken, inden hun tog dragenålen mellem tænderne, og besværligt fik grebet omkring håret med begge hænder, uden at flytte Damias arm. Håret rullede hun op i en sløset knude, hvorefter hun stak nålen igennem den, så håret blev siddende i den, og kun efterlod nogle få løse totter til at indramme hendes ansigt. Derefter sænkede hun armene ned langs siden endnu engang, lige tids nok, inden de drejede ind i den mørkere gyde, som næsten var affolket.. Eller faktisk var der ikke andre end dem på nuværende tidspunkt.
Angelie stoppe op, og lod blikket glide op og ned langs gaden, inden hun vendte sin fulde opmærksomhed på Damia, og med et uskyldigt smil trak hun på skuldrene. "Jeg har som bekendt en forkærlighed for drama.. Og Chambre her er det bedste sted at skabe det" svarede hun i et næsten drillende tonefald, hvis ikke det havde været for det udtryksløse ansigt. "Du vidste jeg ledte efter dig?" bemærkede hun lidt efter, nu i et gravalvorligt et, og lod derefter armene glide over kors. Angelies blik gled kort ned bag Damia, og vendte tilbage.. Denne sad nu ned? Men.. Angelie kunne have svoret at der ikke havde været en stol lige før?.. Hendes hoved var måske begyndt at løbe af med hende. "Jeg er beæret over at du forlod din senatorpost, bare for at hilse på" Denne gang var tonen mere spydig i det.. Tanken om Damias arbejde huede hende ikke på nogen måde. Kvinden rendte op og ned af den person Angelie hadede mest, og hun gjorde aldrig noget ved det. Han fortsatte bare sin tyrannisering af byens borgere, og lod hendes race være slaver.. Lod mennesker dø, oprettede arenaer til slaveslagsmål. Det var forkert.. Selv Angelie mente det var forkert. Måske fordi det mest af alt ramte hendes stolthed, at se sine artsfæller i en sådan situation. Ligesom Damias forhenværende slave.. Spøgelsesdrengen, som Angelie havde kæmpet mod.

Damia krydsede let benene, og lænede sig rolig tilbage i lænestolen med et tænkene blik hvilende på Angelie. Tja. Den unge kvinde som stod foran hende på nuværende tidspunkt var både stærk og i live. Tiden var inde til at Angelies plads skulle udfyldes. Legen ville snart begynde. Og den ville blive så spændende som hun havde regnet med den ville! Det var lige før Damia fik lyst til at rejse sig og hoppe grinene op og ned på stedet, af bare lyst og lykke. Men hun gjorde det ikke. Det var ikke noget som Damia umiddelbart havde tænkt sig at gøre foran Angelie. Angelie som indtil nu kun havde set Damia som den 'elegante' og velovervejede. At Damia også var en af tidernes bedste skuespiller var en hel anden sag. Som en skygge kunne hun snyde, som en skygge kunne hun være. Og skygger fandtes i mange forskellige forme og variationer. Selv Damia kunne huske deres første møde, ved et bryllup mellem to personer hun knap kunne huske nu - ubetydelige personer med andre ord. Det havde udelukkende været pga tidsfordriv - og når hun nu alligevel havde fået en invitation til dette bryllyp, hvorfor så ikke udnytte det?
På daværende tidspunkt havde hun dog ikke haft nogen anelse om hvor meget Angelie ville komme til at betyde for hende. At hun ville blive en af de vigtigste brikker - en af de bedste. En som selv Damia ikke ville have noget imod at kæmpe side om side med. Men hun havde været nød til at slå Angelie ihjel igen. Hvis båndet skulle blive stærkt måtte der udgydes et liv. Livet. I sidste ende ville den unge kvinde - Angelie - også få noget ud af det. Men om det var det hun ønskede måtte hun selv om. Og her var de så. Med et stærkt bånd der var accepteret af begge parter, et bånd der knyttede både dem og deres kræfter sammen - men de ukendte kræfter der gemte sig i båndet kendte den unge kvinde dog endnu ikke til. Og hun ville gerne have svar på det. Selvfølgelig ville hun have svar på det. Damia sendte Angelie et lille hemmelighedsfuldt smil. Hun havde nu ikke direkte forladt sin senator post. Faktisk havde hun bare taget den sædvanlige runde indtil hun var stødt på følelsen af Angelies accept af båndet. Hun mærkede hvordan Angelies tanker fløj rundt i diverse retninger, hvordan hun hastede videre til den næste. Damia nåede til gengæld at opfange den. Ja.
Det var tydeligt at Angelie ikke brød sig om den nuværende hersker eller hans slaverhierki, sandheden var dog at Damia var vældig tilfreds med disse ting som den nuværende hersker havde sat i spil. Hverdagen var meget mere spændende. Og det var ligefrem en befrielse for hende at se kaosset der omgav området. Et kaos hun blev næret af. Selv skyggerne var vokset. "mmh.." Hun mødte Angelies blik med et lílle smil: "Du er klar ikke? Klar til hvad der skal ske.." Nu var den der igen. Stemmen man ikke kunne undgå at høre. Klar og mystisk. Gennemtrængene så man umuligt kunne oevrhøre den. "Dit nuværende tilholdsted.. " Lazarus.. ".. vil snart ikke være dit tilholdssted længere - det er du klar over - ikke?" I så fald vil du snart finde ud af det.. Hun vidste at Angelie kunne 'mærke' de tanker Damia bevidst sendte afsted mod hendes hoved. Dette var udelukkende for at undertrykke de verbale ord. Forklare at dette bånd var unikt og ikke kunne destrueres.
"Jeg vil snakke med ham.." Måske ville Angelie blive overrasket over at Damia allerede vidste hvem det var, og hvad der foregik. ".. men .." Hun rejste sig fra stolen og så nu denne gang på Angelie med et lettere alvorligt blik. ".. Har du nogle ønsker til hvad der skal ske?"

Selvfølgelig vidste Angelie allerede hvad dette handlede om. Damia vidste det ligeså.. Det måtte hun gøre. Hvis Angelie kunne mærke tankerne.. Eller følelserne bag dem, så kunne Damia også, men spørgsmålet var mere.. Hvor meget var de i stand til at mærke hinanden. Hvad kunne dette bånd bringe dem af fordele.
Angelie lod tankerne tage kontrollen, velvidende at Damia ville være i stand til at fornemme hvad det handlede om. Hun understregede følelsen af hvordan hun ikke måtte vide for meget omkring dette bånd, og planen, for at Lazarus ikke ville være i stand til at læse det igennem hendes tanker. Selv Angelies sind kunne svipse, som det levende individ hun var. Hun kunne ikke tænke på noget hun ikke kendte til. Istedet lod hun blikket glide over Damia, og sendte hende et svagt smil, inden hun nikkede lidt.
"Du ønsker.. at møde Lazarus" svarede hun i et bekræftende tonefald, inden Angelie let slog ud med armen. "Hvorfor kiggede du ikke bare forbi" bemærkede hun kort, og hævede let det ene øjenbryn. De kunne vel altid gå over til hans.. sted senere. "Hvor vil mit nye tilholdssted så være?" spurgte hun lidt efter, da Damia nævnte det, ingen hun forsigtigt lod tungen glide over sine læber, for at fugte dem, mens hun langsomt lænede sig mod muren, og lod armene ligge over kors.
Spørgsmålet var dog mere om hun var klar.. Selvfølgelig var hun klar. Angelies eneste tanker gik ud på at skade den person, som havde skadet hende mest. Hvordan verden ville se ud bagefter interesserede hende ikke, så længe herskeren forsvandt. "Jeg vil gerne have lidt mere information" svarede hun så, og trak let på skuldrene, inden hun lod sig glide ned langs væggen i en hugsiddende stilling, tænkende over hvordan dette bedst kunne udspille sig. "Vi har målet.. Vi har midlet.. Vi mangler bare.. Slutningen" bemærkede hun så, og sendte et lettere grumt smil afsted. Angelie havde planlagt dette det sidste lange stykke tid.. Planlagt det siden hun accepterede Lazarus' tilbud.

Damia lignede et kort øjeblik en løve der lettere veltilpas svingede sin hale frem og tilbage med det gennemborende blik hvile på Angelie. Alle de spørgsmål som hun stillede via sindet.. Den nysgærrighed som den unge kvinde ved hendes fødder besad - var fascinerende. Sådan en stædighed og det at hun vidste hvad hun ville.. I hvert fald processen - som hun selv beskrev det. Hun mærkede Angelies tanker, og hørte dem som var det hendes egne. Hun nikkede kort. Ja hun ønskede at møde Lazarus, ønskede at snakke lidt med ham. Måske ville samtalen endog blive interessant? Hun havde aldrig mødt denne endnu Og hvis Han havde sat sig for at slå Ma'lakel af tronen kunne hun vel ligeså godt tage den ulejlighed at møde ham. Og advare ham. Ikke? Et mørkt smil krusede sig frem på hendes læber. Det fik hende ligefrem til at se levende ud, truende. Men smuk. De rosafarvede læber skiltes let ad, og man kunne lige ane tungens spids som fugtede kanten af dem. Tænkene.
Hun havde nu ret i alle sine spørgsmål - men at tro Damia havde tænkt sig at svare på dem alle var at overdrive. Kun de nødvendigste behøvede at blive besvaret. "Fordi jeg ville snakke med dig først - alene" De sidste ord blev sagt med en ekstra hvislende lyd, der kunne mine om en mellemting mellem en slangens hvislen og en kats spinden. "Dit næste tilholdssted.. kunne være.." hun trådte nærmere på Angelie som sad op ad muren, stemmen var blevet lavere. Hos mig.. Tanken kunne ligeså godt have været en verbal hvisken. Dog ville ingen andre end Angelie kunne høre dette. Hjemme hos Damia.. der var praktisk talt en hel 'by' der hvor hun boede. Men det var til gengæld ikke alle der kunne bevæge sig igennem porten indtil stedet.
Under Angelies sidste ord, bukkede hun sig halvt ned på hug og placerede roligt en hånd på hendes kind. Med et lille smil på læberne fremsagde hun ordene: "Rolig nu, er det ikke det sjove i det hele? Processen, målet skal nok komme tidsnok.. ligenu er det kune processen du skal tænke på - heh" Det lille heh i slutningen af sætningen kunne meget vel lyde skræmmende på den måde hendes stemme blev mørkere og langt mere munter. Hun rettede sig op igen.

Med vilje holdt hun stemmens brug tilbage, indtil Damia havde fået besvaret de spørgsmål Angelie nu havde haft, og det var ellers ikke så lidt. Der var uudtalte spørgsmål indimellem, men disse behøvede intet svar. Ikke endnu i hvert fald. Hendes hoved gled langsomt på skrå, da kvinden i hendes selskab sagde en mere betydelig sætning.. De uudtalte ord fortalte langt mere i Angelies sind, end hvad man kunne have gjort med stemmens kræft, og et kort glimt gled igennem hendes blik, da hun anede muligheden for sig. Hun havde aldrig overvejet hvordan det mon ville være at bo hos.. hende. Angelie havde boet mange steder, men aldrig længe af gangen. Lige nu boede hun under Lazarus' tag, men dette var ikke af fri vilje. Hun havde boet under mange tage, og i naturen. Hendes elvergen havde den påvirkning på hende, og langsomt trak hun vejret dybt.
Hun svarede dog stadig ikke, men da Damia gled ned i den hugsiddende stilling, mødte Angelies blik hendes, mens et halvt spørgende skær kunne anes i dem. Hånden mod hendes kind fik huden til at brænde svagt, og et skævt smil trak drillende i den ene mundvige. Det undrede hende ikke at Damia tænkte sådan. Målet var ligegyldigt.. Det var lidt det samme som at sige, at det ikke var vigtigt at vinde, men at have det sjovt. Dette var dog en kamp ingen af dem havde råd til at tabe.
"Du har mig.. Alene.. Nu" bemærkede hun langsomt, og vippede derpå hovedet over til den anden side, stadig uden at fjerne sit blik fra Damias, selvom hun af bitter erfaring havde lært, at lige netop dette blik kunne dræbe. Hendes blik. Angelie burde vide det, eftersom det blik havde været skyld i hendes død.
Igen nikkede hun svagt, og greb fat omkring Damias håndled, da hun igen prøvede at rette sig op. Angelie ønskede at hun blev nede i den samme højde som hende selv, og hvis Damia stadig blev siddende på hug foran hende, ville hun række ud og lade Damias hår glide imellem sine fingre, mens hun ville betragte det med et beundrende blik. "Processen er det sjoveste ja.. Men jeg kan ikke.. se slutningen for mig, og det.. irritere mig" forklarede hun efertænksomt, og lod forsigtigt tungespidsen glide ud af munden, for at fugte både overlæben og underlæben, inden hun lukkede af for den endnu engang.

Damia lyttede kort til Angelies svar, hun kunne tydeligt hører de ubesvarede spørgsmål i sit hovedet som Angelie lettere ubevidst sendte til hende. Men dette var ikke spørgsmål hun ville svare på - ikke at hun ikke kunne. Det havde nærmere noget at gøre med at hun ikke skulle kende til alt. Hun skulle ikke føle at alle spørgsmålende nu var besvaret - og at hun så ville føle sig tryk med at lave en fremgang i planen. Nej. Der skulle føles en kriblende usikkerhed angående det ukendte, lige under huden. Kriblende. Hjemsøgende. Hun ville ikke få svaret. Og det var netop det Damia var ude efter - at Angelie blot skulle mærke følelsen af at gøre tingene i stedet for at få besvaret de spørgsmål hun så inderligt ville have svar på.
Da Damia ville rette sig op mærkede hun et bestemt tag i sit håndled - og et lille drillende smil krusede sig på hendes læber. Ville hun have hende til at blive? Endnu engang bukkede Damia sig en anelse ned i knæene for ikke straks at miste balancen - dette var der godt nok ikke ligefrem den største chance for. Hun lukkede halvt øjnene og studerede nøje Angelies blik.. Ja.. Det var sandt. Damia og Angelie var ligenu helt alene. Da hun mærkede den unge kvindes fingre i sit hår lukkede hun kort øjnene, mærkede at disse fingre ville komme til at betyde meget i denne plan. Rigtig meget. Øjnene blev langsomt åbnet igen og hun åndede let ud før hun bestemte sig for at snakke igen: "Den irritation må du vende og forme efter din smag, Forvandl den til din styrke.. Lad den ikke skinne igennem" Damias gennemtrængene stemme var umulig at overhøre. Den var både klar og mørk. Hun vidste hvad hun snakkede om. Dette var noget hun havde lært sig selv for længe siden - og siden da også lært andre. Alle som skulle være i nærheden af hende, skulle være stærke nok til at kunne håndtere den fare som de efterhånden ville udsætte sig for. For selvom Damias hånd måske vogtede over dem, betød dette ikke at hun ville være der altid. "Fortæl mig.. om dine evner.." Denne gang lod Damia kærtegnende to fingre glide henover Angelies tinding.

Hendes blik blev på Damias røde hår, der stadig var imellem hendes fingre, mens hun lod det kilde i hendes håndflade, for langt om længe at lade det falde ned på sin retmæssige plads, og derefter lod hun hånden falde tilbage hvor den hvilede mod hendes knæ, mens den anden stadig havde fat omkring Damias håndled. Hun havde ret, og Angelie vidste det! Hun måtte vel bare lære at vende sin irritation om, så den i stedet ville blive hendes fremdrift, hendes styrke. Hun arbejdede allerede i blinde mod et mål, og smilet krusede igen frem på hendes læber, og denne gang blev det der, da hendes blik mødte Damias.
Hun vendte dog opmærksomheden på det andet spørgsmål. Spørgsmålet! Hvorfor ville Damia kende til hendes evner.. Evner, som Angelie indtil nu kun selv kendte til. Med vilje undlod hun at bruge dem i kamp, for at have en usigelig fordel hvis det endelig skulle blive nødvendigt, og her spurgte Damia så direkte ind til dem.
Hun mærkede den blide berøring af sin tinding, og sukkede kort ved det, inden hun vendte blikket væk fra Damias og kiggede ned langs gyden. Dels for at se om der var andre i nærheden, dels for at kigge væk fra denne kvindes blik, der virkede til at kunne bore igennem hende.
"Mine evner er.. Mine" svarede hun kort, ude af stand til at kigge på Damia. Det var ingen hemmelighed at hun ikke ønskede at dele dem, af den simple grund, at andre ville få kendskab til dem. Hun stolede på Damia, men hun var stadig på den forkerte side, og en sådan information kunne let blive givet videre til de forkerte, og så var fordelen blevet en svaghed.
"Jeg arbejder.. På et andet plan end før forstår du" forklarede Angelie langsomt, inden hun vendte sit blik tilbage mod Damias igen, og lod sine fingre omkring hendes håndled, slippe grebet, og i stedet kærtegne huden let. "Det er langt fra det samme som før, men det giver visse fordele"

Damia rejste sig op efter Angelie endelig slap hende, Hun havde ikke umiddelbart lyst til at sætte sig på jorden - som ikke så helt ren ud i hendes øjne. I stedet lod hun blikket hvile på Angelie. Tænkene. Hun havde ikke lyst til at fortælle om sine evner, hvilket Damia udemærket forstod. Selv fortalte hun ikke andre om sine evner. Hvis andre skulle kende til dem - viste hun dem i aktion. Og det var ikke altid at folk var hele efter hun havde vist dem. Til gengæld havde Damia set Angelie i aktion.. mod sin tidligere slave - nu hun tænkte på ham savnede hun ham en smule. Han havde virkelig været god at have. Der måtte hun godt nok ærge sig over ikke at have holdt ham 'i live'. Hendes blik ændrede sig og blev lettere køligt mens hun så ned på den unge elver. Dette var dog kun fordi hun tænkte. Tænkte over hvad der var blevet sagt og gjort. Faktisk havde hun set Angelies fløjte. Den fløjte hun havde en fornemmelse ikke helt havde været hendes egen til at starte med.
Så var der de andre evner, hvad bestod de af? Det måtte hun finde ud af efterhånde.. jo mere Angelie begyndte at stole på hende, jo mere ville hun fortælle. Dette vidste Damia. Ikke fordi hun bildte sig selv ind at hun kendte hende. Nærmere fordi at hun kunne mærke Angelie virkelig ikke ville sige noget ligenu. Og selv ville hun ikke presse hende.. men.. "Jeg bliver nød til at vide hvad du kan.. Måske ikke ligenu, men det skal ikke vente for længe. Vores bånd kan bruges til mere end at mærke hvad vi føler eller tænker. Vi kan kombineres.." blive til én.. Den indre stemme var ikke andet end en dæmpet hvisken der gav genlyd i Angelies hovede.
Måske ville hun ikke forstå hvad ordene betød.. Men det var noget selv Damia endnu ikke havde rigtig prøvet - i hvert fald ikke med en som kunne klare mosten. Hun havde udvalgt elverpigen specielt. Efter de havde crashed brylluppet havde hun vist at det var hende. Og så.. da hun kæmpede mod Angelie, det havde til at starte med været for at se om hun ville kunne klare det. Og dette var nu bevist at det kunne hun. Endnu engang stod de side om side til en process som de begge havde forskellige meninger om. Styrken var der heller ikke noget galt med. Men Angelie skulle endnu lære at styre sine følelser lidt endnu. Bedre end hun gjorde det nu - hvilket faktisk var godt. Damia bad ikke om at Angelie skulle blive et følelseskoldt våben. Følelser var et præg som kom af personligheden. Og elverpigen.. tja.. hun havde det. Damia trak Angelie op at stå ved sin side, kunne ikke acceptere at hun blot sad dernede på jorden som var det ligegyldigt om hendes bagdel blev snavset eller ej. "Fortæl mig om Lazarus i stedet.."

//husk på det her er et emne før Angelie har forrådt Laza ^^ - du ved hvad jeg mener//

Hendes blik fejede øjeblikkeligt væk fra Damias, da denne rejste sig, inden hun stædigt klemte læberne sammen, i endnu en lydløs bevægelse, for at fortælle, at hun på ingen måde havde tænkt sig at fortælle om sine evner. De var.. private.. Personlige. Hun kunne skabe, kreere og ødelægge med disse, og hun gjorde det. Ganske vist var evnerne stadig utrænede, eftersom hun ikke havde haft mange chancer for at bruge dem. Men det skulle nok komme.. Hun skulle nok får spundet sit drømmespind om sit offer.
Kvindens stemme kunne igen høres, og om hun ønskede det eller ej, så lyttede Angelie til hendes ord, som svøbte sig omkring hende i en dans af toner, når de kom over hendes læber. Båndet.. Igen. Angelie anede ikke hvad hun kunne og ikke kunne med dette bånd. Jo hun kunne tænke sammen med Damia, føle hendes tilstedeværelse, selv på afstand, men hvad ellers. Disse evner var gemt væk under et lagen i hendes hoved.. Som om hun kendte til hvad der lå under det, men alligevel blev nødt til at kigge efter en sidste gang, for at være sikker på hun havde ret. Noget hun kunne røre, men alligevel ikke.
"Hvordan kombineres?" Spurgte hun mistænksomt, stadig uden at vende blikket mod Damia, inden hun satte de hvide tænder i underlæben, og tænkte over ordene. Blive til en. Hvordan var det muligt?
Forvirringen kunne læses overalt i hende.. I hendes ansigt, hendes tanker. De for rundt, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Der skete så meget, og så lidt på samme tid, det var som om hun var ved at miste sin sanitet, sin fornuft.
Da Damia trak hende på benene, protesterede Angelie ikke, mens lod sig ledløst komme op at stå, inden hun nu igen vendte blikket mod Damia. "Han er fuldblodsvampyr, tilhørende Chimeraklanen" svarede hun langsomt, mens hun prøvede at komme i tanke om alt hvad hun vidste om Lazarus. "Hans evner.. Eller dem jeg kender, er at han kan læse tanker.. Og han kan kontrollere ens krop, hvis han rører ved en". Hovedet gled langsomt en anelse på skrå, mens hun gennemgik deres sidste samtale i hovedet. Han havde ikke nævnt meget. "Han vil være hersker.. Styrte Malakel. Han har en lillesøster, Annabel, en lillebror, Cincero.. Og der var endnu et barn jeg ikke husker navnet på".
Angelie lod en arm glide omkring livet på Damia, inden hun lagde an til at bevæge sig tilbage mod markedet, hvis ikke Damia ville følge med, ville hun stoppe op og kigge afventende, stadig uden at fjerne armen. "Han har en stor svaghed for elverblod.. Jeg er hans svaghed, og han bor i et hus lige udenfor Cimentiere"

Et lille smil krusede sig på Damias læber ved Angelies ord. Ordene blandet med den indre forvirrelse morede hende en smule. At nogen personer kunne formå at snakke om noget helt andet, mens deres følelser afslørede det indre. Men til gengæld så det ikke ud til at Angelie forsøgte at skjule sin forvirrelse - godt nok. Hun havde placeret hånden mod Angelies ryg for at holde hende oppe på benene.. og tæt. Lyttene lod Damia sit blik studere hendes elveransigt som gemte hun hver eneste lille detalje, hver eneste lille hudcelle i sin hukommelse, for at kunne genskabe det perfekte billede inde i sig selv derefter. Blikket gled henover Angelie, ubarmhjertigt. Skarpt. Hun lukkede halvt øjnene i ved den unge kvindes ord. Tronarving mh? Så denne LAzarus var faktisk så magtfuld hva? Og tankelæser, kunne styre ens krop hvis han rørte - dette var enten kun til det fysiske - altså at han kun kunne styre kroppen - eller en blandning af det psykiske hvor selv ens egen hjerne fulgte ordrene. Hvilket af disse kendte hun dog ikke svaret på. Det var tankevækkende. Men siden denne var tankelæser måtte han selv have en form for psykisk barriere i sit sind. Så ved mødet måtte hun altså træde varsomt på dette punkt. I hvert fald i starten. Det måtte vise sig hvilken slags fuldblods denne vampyr var. Et enkelt lille blik - måske flere - og hun ville kunne regne halvdelen ud. Så nemt var det. Hun behøvede ikke engang træde ind i hans sind for at finde ud af disse ting. Men mærke det.. det ville han vel. Damia lyttede nøje til informationerne. Hver og en kunne bruges. Denne havde altså en søster? Annabel. Og en lillebror.. Cincero. Hun måtte bede sine små skygger gennemsøge Di Morga. Følge disse to navne - de kunne umuligt være de eneste to der hed dette. Men med deres efternavn - som meget vel måtte være det samme som Lazarus - ville det blive nemt nok at finde dem. Di Morga var fyldt med skygger. Og om natten var de der over det hele.
det fact at han ville styrte Malakel var dog ikke ny for hende - denne oplysning havde hun opfanget for længe siden. Hvad hendes elskelige små skygger dog ikke kunne opfange fra diverse samtaler rundt omkring. Hun lod sit blik hvile på Angelie igen da hun mærkede dennes arm snige sig omkring hende. Hun lod den unge elverkvinde føre sig frem igen, og fulgte hende. Lyttede til de sidste ord. Nu havde hun også hans location. Samt Angelie. Hans store svaghed. Perfekt. Et lille dæmonisk smil formede sig på de røde læber og resulterede i at et skræmmende mørke lagde sig over hendes øjne. Lige hvad hun havde brug for. Damia lænede sig ind mod Angelie og lod to fingre strejfe hendes tindinger. "Forbered dig på.. at når han finder ud af det - vil han helt klart opsøge dig. Jeg advare dig.." Stemmen var mørk. næsten syngene og silkeblød. SOm spandt hun for Angelies øre. "Husk altid.. og jeg siger altid, at du kan kontakte mig via dit sind.. ligegyldigt hvor du er. Så bed mig komme.. husk det.." Damias læber var kun få milimeter fra hendes øre da hun udtalte de sidste ord med en spindende undertone. Jo. Damia var forberedt på at dette ikke ville være en dans på roser.. Langt fra.

Angelie var bemærkelsesværdigt klar over at de stod tæt, måske for tæt efter andres mening, hvilket bare gjorde, at hun ønskede at bibeholde den minimale afstand. Det var utroligt hvilken reaktion man kunne frembringe hos fremmede, ved ikke af følge normen, være som dem. Tanken frembragte samtidig et smil over Angelies læber, og blikket flakkede kort mod Damia, mens hun førte dem fremad, tilbage mod selve markedet, ved hjælp af armen, der havde placeret sig omkring Damias liv, i et fast greb.
Damias syngende stemme flød, og Angelie kunne let høre den svage undertone i den, som om kvinden ønskede at hun ville kalde, problemer eller ej.. Et legesygt smil var allerede over hendes læber, mens hun lod den løsslupne tanke danse rundt i sindet, tanken om hvorfor Damia troede hun i det hele taget ville kalde.. Hun måtte da kende hende efterhånden? bedre end nogen anden faktisk, måske bedre end Angelie kendte sig selv. Stoltheden ville aldrig tillade hende at kalde efter hjælp, så hellere dø. Alligevel var hun sikker på at ordene indeholdt en usagt gestus, hvilket fik Angelie til at stoppe op, da Damias læber var nær hendes øre. Kort holdt hun vejret, mens hun lyttede.. lyttede til tonerne, som sang mod hende.
'Husk det' Ordene havde været mærket af en tone, som hun ikke kunne beskrive. Hvis hun ikke vidste bedre, ville Angelie tro, at Damia rent faktisk ønskede hendes tilstedeværelse, ønskede hende nær sig. Det ville for sin vis ikke være nogen dårlig handling som sådan. Hvor slemt kunne det måske være? Hun boede jo hos Lazarus, men så snart han fandt ud af sandheden, ville hun helst ikke være i nærheden af ham, nærmere meget langt væk.
hun nikkede svagt, en bevægelse der knap kunne anes, og til begge hendes ord.. Hun ville huske det, og hun ville bo sammen med Damia.. På et tidspunkt. Lige nu tillod hendes dække det ikke, men snart.. Når alt var ovre kunne de være sammen.. Bo sammen.
Fraværende strøg hun diskret tommelfingeren langs Damias kindben, inden hun drejede ansigtet let, for at fange hendes blik, inden hun igen nikkede, for at vise at hun accepterede og forstod.

//OOG. her får du det afsluttende indlæg fra mig ^^ - så er det videre til normaliseringen af Angelie x)//

Damia rystede let på hovedet og klukkede sagte over Angelies reaktion på hendes ord. Hendes bestemte ord om at Angelie skulle kalde hvis der skete noget. Og selvfølgelig ville Angelie ikke kalde. Så meget vidste Damia dog. Hun kunne tydeligt mærke hvordan Angelie et kort øjeblik lod sandheden stråle ud fra sig. 'Hvorfor skulle hun'- tankerne brød igennem og der blev ikke lagt skjul på at Damia ikke havde svært ved at føle disse. Hun sukkede dybt og løftede lidt op i elverkvindes hage for at tvinge deres øjne til at mødes. Der stod de så. Stirrede ind i øjnene på hinanden. Damia bukkede sig let ned mod hende for blot at møde et nik i accept fra hende. Selvfølgelig accepterede hun det. Men hun ville ikke kalde. Damia vidste det. Udover dette vidste hun også at mens Damia var væk ville Angelie straks møde noget som Damia vidste hun ikke selv ville kunne slippe ud af igen - ikke alene i hevrt fald. Dette var grunden til hun ville have at Angelie kaldte. At hun kaldte for at få hjælp. Men nej. Selvfølgelig ville dette ikke ske. Så hvad end det var elvertøsen havde rodet sig ud i mens hun var væk, måtte hun blot ordne med rettet ryg så snart hun vendte hjem igen. Hvad det så end var hun ville møde vidste hun ikke. Damia kunne ikke se ind i fremtiden men hun kunne mærke når en storm var på vej. Og denne storm kunne meget vel ødelægge alle hendes planer. Dette ville hun ikke tillade. Men hvad der så end ville ske blev hun nød til at ordne alle problemerne så snart hun vendte hjem igen med rank ryg.
Hun slap Angelies hage og rynkede let brynene som hun studerede dennes ansigt. Så ungt. Så kønt. Så.. fejlfrit. Inderst inde kunne hun ikke lade være med at føle en irritation over at være nød til at efterlade denne alene tilbage uden beskyttelse. For hun vidste.. Ja hun vidste ligefrem at dette kønne ansigt ikke ville være helt det samme når hun kom tilbage igen. Hvor var dette dog bare typisk. Damia trådte et lille skridt væk fra Angelie, med hævet hage og rank ryg. "Jeg tager til Paris i lidt over en uge - pas nu på dig selv. Vi kan ikke have at planen bliver ruineret fordi du ikke kan passe på dit eget skind." afsløret. Planen skulle ikke ødelægges på grund af elvertøsens sjove lege i området. Hun skulle ikke befinde sig inde i byen. Det var blevet gjort klart at hun skulle holde sig derfra foreløbigt. Så snurrede hun rundt på hælen og forsvandt i menneskemængden med kun det genkendelige mørkerøde hår flagrende efter sig som en ekstra kappe.

//Over and out :b//

//Over and out too (;//