A Devils Home Is Always Dangerous ((Åbent for 1-2 personer))

Håret hang som en lavine, skabte drømmeagtige bølger. Det dækkede svagt for den hvide hud og øjnene. Specielt øjnene. Læberne var fuldt synlige, så lange og fyldige som altid, i deres buede form. De mindede lidt om en halvspændt bue. Farven var smuk, aldeles, i deres skinnende røde nuance. Lyset skar igennem flere af tagets huller, oplyste få genstande i rummet. Der var et par sakse, flød skødesløst på gulvet. I et af hjørnerne, glimtede et halvt glas vand, prydet af et par mørkegrønne dråber. Vandet frastødede dråberne, tvang dem opad, så de lå som et tyndt lag. Der var masser af ting, ligegyldige, men med et minde. Fra tronen, bagerst i det store rum, blev noget løftet. Omkring tingen, der skinnede blåt, var en slags slange viklet om den. Det mindede om en slange, med sin slimede glitren. Den var løftet højt op, klemte atter tingen i dens greb. Et let fald og den blev gemt i et hvidt stof. Fulgte man den hele vejen til roden, opdagede man den ikke var en slange, men en hale. Tingen, der var blevet løftet, indeholdt en mat væske. Den var gennemsigtig, men tyktflydende. Det lå i et stort glas, som flere gange blev vendt rundt, uden at noget skete. Glasset blev vaktsomt undersøgt fra alle sider, svunget rundt og endda kastet op og ned, i nærmest magiske cirkler. Lyden af smadret porcelæn skabte en hjerteskærende tone igennem rummet, som et flækkende lyn. Glasset med det tykke stof mistede i sit sving balancen, og skabte endnu en lyd af splintren imod et gulv. Halen lå nærmest stivnet i luften, som om al aktivitet blev standset i det sekund lyden knækkede.
Al lyd forstummede. Mørket føltes pludseligt koldere, mere skånselsløst, idet skikkelsen på stolen rejste sig. Lyset afslørede kort to små hænder, med negle, som meget lange kattekløer, kradsende arrigt imod armlænet. De var ligblege og stramme, men særdeles små, nærmest som et barns. Hele personens krop var rank, stod tildækket i mørke, udover den piskende hale. Den slog om sig i hvinende piskesmæld, som om den for hvert slag, flængede tomrummet. Et skridt lød, og skikkelsen trådte helt ind i mørket, nu var også halen godt skjult. Som om hele kroppen blev ædt af skyggerne og mørket, men at der sammentidigt var et lille lysfelt om den. Kroppen tegnede svage konturer og små linjer overalt. De andre, godt skjult i mørket, stod paralyzeret. Halerne stod i luften eller mellem benene.
Den lille skikkelse lavede endelig en anden lyd, en den svage plasken, fra vandet på gulvet. Det var et klap, efter at have slået hænderne sammen. Det gav et sæt i de 4 væsner, udover skikkelsen selv. Først nu bevægede de sig, en efter en. Den allerførste der havde taget mod til sig trådte frem, blev fuldt oplyst af lyset gennem det store hul, ikke langt fra midten af rummet.
Han var af spinkel figur, men meget høj. De lange arme lå slappe ned langs hans krop, neglene korte men skarpe som en knivs blad. Øjnene var trykket let ind i kraniet, oplyste de to sorte øjne, dybt begravet i en uklar mørke. Håret der nåede ham til skuldrene var mørkebrunt og bølget, men stadig en anelse fladt. Det var tynde tråde, meget luftige og gav hans skarpe ansigt en blødere kant. Hans krop rystede svagt. De sorte øjne understregede frygten for den anden, der stadig henlå gemt i skyggernes favn. Halen lå slapt ned som armene, lignede noget, der var limet på. Der stak to horn ud af det øverste af panden, der hvor håret veg en smule tilbage for at skabe plads til de violette spidser. Han var bange, rigtig bange.
Igen trådte skikkelsen fra stolen frem, den, djævelen i lyset var hunderæd for. Da lyset også ramte den, var det nærmest som at se mandens modsætning. Det var forbløffende så lille og venlig denne så ud, i forhold til mandens lettere groteske udseende.
Det bølgende hår, der nåede halvvejs ned af ryggen, var i en syrlig blonde farve. Det var helt lyst og fik den lille djævel til at ligne en typisk princesse. Fra det øverste af panden og lidt længere ned, voksede 4 horn, cirklende om sig selv og ende langt oppe i luften. De var i en forskruet blanding af giftgul og gnistrød nuance. Øjnene, der stadig gemte sig bag det tykke hår, havde en lille ansporing af himmelblå. Hvilke følelser der rasede igennem dem, var stadig skjult godt for den overstående djævel. Men barmhjertighed, det var der helt sikkert ikke. Fra sin trygge plads langs siden, løftede en smal arm sig og de fem barnefingre, stod bøjede med spidserne imod hinanden. Der var tomrum imellem håndfladen og de slanke fingres hule tag. Først så djævlen på håndens tomme greb, for så at løfte sig imod djævlens forskræmte blik. Så snart kontakten mellem øjnene var skabt, rystede djævlen for alvor som et espeløv i vild vind. Pigens læber blev hurtigt adskilt og slap kun kold luft ud, ligeså sort som hendes sjæl.
"Hvorfor holder jeg ikke noget i hånden, Estabyn? Hvad er det, der mangler, Estabyn? Kan du forklare mig det, Estabyn?" Hendes stemme var i starten spørgende, nærmest forundret. Men så snart det sidste ord, djævlemandens navn, fløj ud, havde det været med et tryk på hundrede graders vrede. Stemmen var gået fra en blid ung piges, til et frygtindgydende monsters hårrejsende brøl. De 3 andre djævle, holdte skælvende om hinanden imens de så på deres kammerat, med medlidende blikke. Deres medlidenhed, over den stakkel, der havde fået pigen til at tabe glasset med den tykke, sløve væske. Estabyn stammede lavt, fingrene rev i hinandens håndflader med nervøse antræk og ansigtet lå hen i en smertefuld, bange klynken.
"J-j-j-j-j-j-j-j-j..." Mere kom ikke før at pigen pludselig pilede frem, med et rasende indre blik og skarpt blottede tænder, frådende og sylespidse som en edderkops sakse, bare hvor de vendte ned ad. Hun standsede en halv meter fra ham og stirrede op på ham med de himmelblå øjne, hvis dække sørgede for ikke at få den stakkels Estabyn til at besvime.
"Hvorfor ligger min drik på gulvet, i flerhundrede pytter, ESTABYN?!" Han tvang sig til at bukke begge knæ, så deres hovedhøjde var det samme. Pigen flyttede hurtigt håret, så de gribende øjne blev vist klart og tydeligt. Hendes finger pegede på mørket, sandsynligvis imod den boblende væske, der langsomt ætsede gulvets overflade med en giftig syden. Den rystede, indestængt med en sådan vrede, at de 3 skyndte sig ud af rummet og til gangen, hvor den store egetræsdør smækkede ildevarslende i, med et kæmpe brag.
"J... Jeg ta-ta-tab-tabte... V-vasen......" Hans høje, hæse tale blev til en lavmælt, død hvisken. Han tvang sig selv til at kigge væk, imens at pigen stadig rasende forsøgte at fange hans blik. Hun var ikke kun rasende, hun var edderhamrende gal i skralden! Hendes hånd greb fat i begge kinder og læberne lå i håndfladen. Neglene borede sig dybt ind i kødet, så blodet let boblede frem. Hun tvang ham til at se direkte på hende, med et gennemborende blik af himmelblå, rasende sjælen med knækkende lyn, en kogende hamren i alle retninger og et ganske almindelig had. Had til denne idiotiske, forbandede, stupide, hjernedøde rottedjævel.
"Estabyn, Estabyn.. Dit forpulede vanskabnings kakelakspyt!" Hun flåede den ene kinds hud af med et nervepirrende ryk, så Estabyns ansigt blev hamret til siden og han næsten fløj lidt hen af gulvet. Hendes mund udstødte rasende, dybe hæs, som om hun trak efter vejret. Langt inde i denne grotte, var pigen i et modbydeligt humør. For den dumme djævel, Estabyn, havde ødelagt hendes frokost. Det eneste der kunne fjerne hendes ildsprudende raseri imod Estabyn, var en uvelkommen gæst.. Forhåbentligt.

Dean vidste ikke hvad han lavede, men det gjorde han sjældent, han var forvirret som altid og han var som altid ikke i humør til ret meget. Han var gået derop, et sted han aldrig havde været før men kun hørt om. Han havde været i Frankrig en uge nu og han kunne ikke falde til, det hele var et stort marreridt og han følte at små dæmoner var ved at kæmpe en kamp indeni ham, af og til tvivlede han også på om han overhoved fortjente at være tjener af Gud eller han måske istedet burde være en falden engel? En djævel, hvad end man kaldte dem. Han tvivlede ikke på Guds vilje, men han tvivlede af og til på sin egen, han tvivlede på hvordan han kunne blive ved med at holde live tud og hvordan folk kunne blive ved med at se ham som god og from, han hverken lignede eller opførte som en engel, det kunne hel London ihvertfald skrive under på.
Det var også en af grundene til han var rejst fra London, han kunne ikke mere og han ville ikke mer,e han vidste ikke vhad han skulle gøre af sig selv og lige nu kunne han bare mærke hvordan der var en tung byrde på hans skuldre som han burde forsvare, undersøge, bare et eller andet. Noget burde han gøre, et eller andet skulle uden tvivl gøres.
Dean stoppede op da han var komemt et stykke ind i grotten og hørte nogle stemmer, han turde ikke gå videre, eller måske turde han godt, men han stak altid halen mellem benene når der var problemer og han va rjo netop flyttet væk fra London for ikke at få flere problemer og han stod derfor bare og lyttede, han kunne intet se men han kunne godt fornemme at der var et eller andet på fære. Han kiggede ned af sit tøj der var ved at være ret så beskridt, måske han burde gå hjem? Men af en eller anden grund drev hans ben ham fremad og han begyndte at gå.

Efter et par minutter, hvor Estabyn blev flået levende af den rasende djævel, standsede hun midt i torturen. Estabyn lignede en der var ved at dø af smerte, hvilket næsten var sandt. Han var krøllet sammen, med blodet strømmende fra kinden, og der, hvor der oprindeligt havde været et horn. Hornet lå et eller andet sted i mørket, som Estabyn trængende kiggede imod. Pigens øjne brændte stadig arrigt, men den sammenkrøblede djævel blev hurtigt sluppet.
Hun trådte imod døren, oplyst af 5 fakler omkring dens store messinghammer. Skridtene blev talrige, eftersom djævelpigen nærmede sig den store port. Det hele henlå i mørke, indtil døren blev brutalt skubbet op og lod gangens lys fylde det hele.
Den djævlepige, der før lige havde åbnet døren, var nu en høj slank herre. Hornene og øjnene var de samme, men resten fuldkommen forandret.
Håret var stadig lyst, men meget kortere. Det lå redt tilbage, lignede at det glimtrede af gelé, men det var bare en naturlig bivirkning. De kolde, brutale øjne var samme som i pigeskikkelsen, men alligevel mere voksne. Hånden der havde skubbet døren op, var mandlig og dog slank. Halen var samme længde som på pigen, bare tykkere i det og mere mørk. Djævlens blik faldt hårdt på manden, da mandeskikkelsen blev til den lille pige igen. Hendes stemme blev knækket efter få ord.
"Hva laver d.." To djævle kom frem, sultne og blodtørstige efter englens blod og kød. Hun så kort på dem, gennembrydede enhver træng af deres, da de bagefter flygtede. De vidste at han var hellig... Indtil videre.
"Du er kravlet lige ind i djævlenes hule, hvad søger du.. Englebasse?" Hendes blik faldt igen på ham. Undrende og dog ikke interesseret.

Dean kiggede op da en dr gik op og han bemærkede djævle komme frem imod ham, de var o ikke anderledes end ham, næsten, lige udover at han jo ikke var en falden engel, eller en djævel som man kaldte det endnu. Deans jakke faldt langsomt af imens hans vinger bredte sig ud, det gjorde de ofte når folk snakkede om ham på den måde og når han gjorde sig klar på mødet med knap så venlige menensker."Taler du lucifar? KOm her... vuf vuf" sagde han drillende og provokende som talte han til en hund der skulle komme på plads ved sin ejer, hvis der var noget han ikke var, så var det bange . Eller, bange blev han, men han skjulte det langt væk, ingen skulle kende hans frygt og ingen skulle vide af dem, det gjorde ham bare svag og hvis der var en ting han ikek var. Så var det svar. Han begyndte langsomt at lyse og udsende et svagt lys fra sine hænder, det gjorde han ofte når han var sådan, når han blev den ægte engel, og allgievel med det sorte hår og det knap så engle agtige udseende:"Jeg ville bare lige se om du havde mad nok eller jeg skal forbi mor og hente lidt mere til dig" sagde han da han bemærkede at hun ikek var ret gammel, hun var jo lille, det var jo næsten ligefør han bare fik lyst til at kramme hende og tage hende med hjem som en lille dukke, men han vidste godt hun nok ikek var helt så venlig som hun så ud.