Pretty Pretty Please...

Sted: Parken
Omgivelser: Et par mennekser, ikke mange
Tid: 18.30
Vejr: Solnedgang

Det var en skøn forårs dag, en af de dage man kun kunne elske, men allievel var det ikke hvad Dean gjorde lige nu, han sad under et stort træ, han sad i skyggen, han va rikek så glad for sol.Han sad og skulede ud til de mange mennesker der sad rundt omkring, han forstod ikke deres glade ansigter, denne her dag var ikke sjov, den var ikke god og det var ikke en dag han nogensinde havde lyst til at huske, han sad med et brev i hånden han netop havde modtaget som svar på et han havde sendt tidligere på ugen, et brev der bad ham komme tilbage til London, tilbage til alt han havde flygtet fra. Han frygtede for sit liv, også selvom han ikke kunne dø bare sådan lige så vidste han at de folk der var efter ham i London sikkert kunne få ham til at ønske at han kunne dø igen. Han sukkede og kiggede ned, frme fra sin jakke hæv han en pakke smøger og en lighter, det var lige hvad han manglede for at slappe af. Mel var ikke i nærheden, han kunne ellers godt bruge hende nu, eller ham der Raze måske, Dean huskede ham som meget lækker, men nej, der var ikke nogen han kendte og han var fanget til bare at sidde for sig selv og kigge udover de mange mennesker, det grønne græs og solen der så småt var ved at gå ned, det var faktisk en smuk dag, en meget smuk dag, men det bemærkede Dean ikke, han så det ikke engang, livet var forfærdeligt, livet var nedern - Og alt var i realiteten ligemeget.

Solen var på vej ned. Vinden var blevet koldere og mere kraftig. Folk begyndte at tage deres tynde trøjer over de ellers bare arme. Der var endnu ikke koldt nok til at de ville tage hjem. De ville bare gøre som alle andre. Nyde en af de først dage med sol og varme efter en isende vinter. Det gjorde alle! Om de så ville erkende det eller ej. Et eller andet sted i dem selv. Steder man kendte til og kunne mærke og andre der var usynlige og man skulle lede efter for at mærke som et prik.
Det sorte hår sad som sædvanligt pjusket på Andy's hoved. Pandehåret sad ned foran hans noget smukke brune øjne. Dybe og klare. Med et twist af nysgerrighed. Dækkede dem. Beskyttede dem for at blive mødt af andre folks blikke. Bare tanken om at det kunne ske fik hans blodceller til at arbejder. Gav denne rødlige glød i kinderne. Han ville helst kunne gemme det. Men det kunne han ikke uden at ligne en idiot. Han lænede sig mere forover nu. Så var han mere sikker på at folk ikke ville lægge mærke til ham. Han så ned mod hans slidte sko. De så ud til at kunne falde af når det skulle være men selv følte han at de sad godt nok på hans fødder. Snørrebåndene var bundet godt og grundigt. Ville ikke ende med at vælte i dem. Som han havde gjort et par gange før siden han kom til byen. Di Morga. Han fattede stadig ikke hvad det betød. Fransk havde ikke været hans modersprog. Og han havde ikke haft særlig meget af det i skolen. Han gabte og kneb derfor sine øjne lidt sammen. Han var virkelig træt. Havde bare gået rundt hele dagen. Havde ikke turdet tage kontakt til nogen. Han havde aldrig været god til den slags. Mente selv han var bedst alene. Han sukkede svagt og plukkede i en hurtig bevægelse den lille gule blomst der var vokset frem under bænken han stille sad på. Så lidt på dens friske farve. Og pillede derefter alle bladende af den så der kun var den lysegrønne stilk tilbage..

Dean sad bare og kiggede lidt rundt, umilbart ingen spændene mennesker, sådan syntes han efterhåndne ofte det var, måske var Frankrig ikke så spændene osm han havde troet, han havde jo selv valgt at det var netop Frankrig han ville flytte til, når han tænkte over det vidste han egentligt ikke helt hvorfor, det lød bare så spændene og udfordrende, langt væk fra England og uden at være længere væk end at han kunne tage tilbage igen, men lige nu ville han egentligt ikke tilbage, han ville faktisk ønske han aldrig havde boet i England, jo længere væk han var fra det sted jo bedre, han havde også overvejet at flytte igen, måske til Canada eller sådan noget, det kunne man jo sige var langt væk, men han havde netop brugt alle sine penge på at komme til Frankrig og på at købe lejlighed og møbler, så han kunne umuligt flytte endnu engang, det var på alle punkter udelukket.
Han kiggede endnu engang rundt, mest for at prøve at ignorer brevet der lå ved siden af ham, et stykke væk fik han øje på en dreng, han kendte ham bestemt ikke men han kunne på alle mulige måder sige at han så ret så godt ud, man måtte jo sige at Dean var ret egoistisk, det kunne han ikke løbe fra, han gik efter det ydre, også selvom det indre senere ville få en rolle, mange ville kalde ham egoistisk og egocenteret, men det var han vel også et eller andet sted og han havde aldrig sagt folk imod, men han mente ikke selv at det gjorde ham til et dårligt menneske, tværdimod.