Nightmare.

Et stille suk, gled ud af læberne på den seksten årig pige, af udseende, som hun gled under de bløde dyner, som hun havde fået tildelt til hendes nye værelse. Der var nogle ting der skulle gøres ved det, men hun havde tid. Lige nu ville hun dog bare krybe ned under hendes sengetæpper, og lægge sig til at sove, det havde hun virkelig brug for, da hun ikke havde sovet siden at hun var kommet til Di Morga. Og det havde taget sin tid fra Italien, selvom det kun var en to timers tur med flyet, havde hun stadig skulle have sine genstande med, og alle mulige andre ting, så turen havde taget sin tur, da hun i stedet var taget med bilen og ikke med flyet. Men nu, nu kunne hun endelig lægge sig til at sove. "godnat Annabel.." mumlede hun stille til sig selv, og krammede puden ind til sig. Det sorte hår bølgede langsomt rundt omkring hendes ansigt, og gemte det til sidst helt. Alle tanker flød ud i et, mens at den sorte tåge langsomt omsluttede hendes sind, og trak hende ned under det dybe vand, og efterlod alt til kroppen om bare at ligge der, mens at sindet lukkede sig sammen, og tog på en omrejse i drømmeriget. Mange mente, at vampyrer ikke havde brug for at sove, men nu var det jo sådan at hun ikke var hvilken som helst vampyr, men fuldblods. Og nogen gange havde hun altså brug for at hvilke tankerne og hoved, og slappe af. Derfor brugte hun metoden ved at sove, i grunden ikke noget hun havde yderligere brug for, men det var behageligt. Men der lå hun, lige så stille, og blid som et lam og sov. uanende omkring hvad der nu ville ske.

//Undskylder for det korte indlæg, håber det går /: //

I Tågerne, stedet mellem drømmende og den virkelige verden løb en uhyggelig kat afsted, den manglede flere steder hud og og pels og lignede mere eller mindre road-kill, der manglede specielt et sted en stor luns kød hvor man kunne se ind til både knogler og nogen organer der pulserede lystigt, den trippede afsted som en normal kat og drejede nu og da selvom der ikke var noget at se udover den og tåge, den standsede ligepludselig og spidsede øre inden den begyndte at løbe i stor fart i en bestemt retning, dens hale delte sig i tre og den åbnede munden på vid gab idet den til sidst sprang igennem en tæt Tågesky og landede elegant på gulvet ved siden af Annabel, den lavede ingen lyde og kiggede bare på hende, den lagde sig ned og ventede på at hun skulle begynde at drømme, imens "Miavede" den en enkelt lav gang. Damian der lå henslæbt på tronen i sin tronsal som mindede fantastisk meget om Abbadon vågnede med det samme da hans kat Haze kaldte på ham, han trak kappen over skuldrene og knipsede en gang med fingrene, hele sceneriet forsvandt som en sky og han begyndte at vandre afsted på samme måde som katten havde gjort før. Damians ansigt var dækket i langt sort hår og hans krop var dækket af noget der lignede en mystisk militær uniform, den havde nogen sjove symboler her og der og passede meget godt til den stok han havde der så ud som om den var skåret ud af knoglen på et eller andet voldsomt stort dyr. På samme måde trådte han ud af Tågerne og stillede sig ved siden af katten der med det samme begyndte at kæle sig op af hans ben, han klappede den en enkelt gang på hoved og nikkede blot en enkelt gang inden de begge blev til en lille lav tåge, den sneg sig langsomt op af hendes sengelagner og kravlede stil sidst hen over hendes krop og ned i hendes mund og næse, alt Damian skulle gøre nu var bare at vente til at pigebarnet begyndte at drømme og så skulde han nok sørge for at gøre det til en spændende aften, med mange mærkelige drømme eller mareridt, det var vidst alt efter hvem der så på det.

Solen lagde sig langsomt rundt omkring den bløde, og hvide marmor hud, da Annabel trådte det første skridt ind i den bagende hede, som kom fra disse stråler. Stråler hun aldrig nogen sinde havde mærket på sin hud før, og som hun så længe havde hungret efter. Trods at hun måske kunne opleve alt i verden, kunne nå og læse alle bøger som var skrevet i historien, ville man jo altid have det man ikke kunne få. I hendes tilfælde, følelsen af at være menneskelig. Der hvor at hun kunne få lov til ikke at være uddødelig, men prøve de ting, som mange mennesker åbenbart så villig ville opgive, bare for at få et evigt liv. Et liv med alderdom, og følelsen af at kunne vokse, af at kunne blive elsket, var meget bedre end et liv i al evighed, hvor ingen rigtig tænkte på en. Men hvem skulle hun også gå hen og narre? Hun vidste jo intet om at være menneske, som hun var intet væsen til at kunne stå og snakke omkring disse ting.
Tankerne blev langsomt skubbet til side, inden at hun gik helt ud i solen, hvor det sorte hår, langsomt og glansfuldt bølgede hen over hendes skuldre og ryg. Alt virkede bare så perfekt for en stund, kunne hun dog bare blive i denne verden for evigt. Der lagde hun mærke til hvad det var hun stod i, sand. Hvordan at de små fine sandkorn, lavet af sten, langsomt krøb sig igennem hendes tær, hvordan det kildede imod hendes små fodsåler. Også det bedste af det hele, vandet, bølgerne der slå op af den hvide strand, og trak sig tilbage igen. Bare, følelsen af at have vandet rundt omkring hendes ankler, føle hvordan det var, og ikke bare som vand var når man stod og badet.
Et skridt efter det andet, lod hun den ene fød dyppe ned i det våde vand, og et kuldegys gled igennem hende. Hjertet begyndte at slå, en følelse hun aldrig nogen sinde havde oplevet før. Så mange uopdagede ting, og hun kunne ikke en gang være sikker på, at det var sådanne det egentlig føltes. Endnu et skridt, et til.. og skridt efter skridt, stod hun til midten af lægende, i vandet. Som svulpede op, hvor kjolens kant blev en smugle våd. Men end til videre var det ikke det store problem. Og alt det hun havde forstillet sig det var, var bare bedre. Nogen gange, ville hun virkelig ønske at hun kunne blive i hendes drømme, for evigt.

Damian holdt irriteret en hånd op for at skærme for sole, han brød sig ikke om folk der havde så lykkelige drømme, det var jo lige til at få et surt opstød over, han kastede et blik ned på den forvoksede kat der rullede sig i græsset, den så så meget pænere ud herinde, den havde al dens pels og var i den smukkeste hvide farve man kunne forestille sig. Damian rynkede på næsen af Haze, han kunne ikke lide at den så ud på den måde, det fik den også til at opføre sig anderledes, "Så det godt Haze.... nok med dine barnelege", katten standsede med det samme med at lege i græsset og stillede sig som en hund ved siden af sin herre. Damian havde en enorm lyst til at give Haze et enormt spark, men undlod at gøre det, det var meget vigtigere og sjovere ting der skulle til at ske. Damian lukkede øjnene og koncentrede sig, langsomt begyndte tåge at løbe ud under hans kappe og begyndte at samle sig om hans hænder og fødder, han begyndte langsomt at tale på et ælgammelt og for længst glemt sprog, drømmen begyndte hurtigt at ændre sig fra den smukke verden til noget fra et mareridt, græsset døde og himlen blev sort som natten, solen der skinnede kraftigt over dem stoppede da noget der lignede tykt sort blod begyndte at løbe ned over den, mørket trak til overalt og Damian vidste nu at han havde fanget kvinden i hendes egen drøm, der var ingen måde at komme ud på med mindre han bestemte sig for at han ikke ville bruge mere tid derinde, han blinkede til Haze der igen lignede en selvdød kat, "Min kære, find vores vært og lad os begynde at lege", katten rejste sig og gned sig op af sin herres ben inden den sprang afsted som lyn og torden. Haze nåede ned til stranden der nu var mørklagt og vandet var blevet til en rødelig suppe der lignede mere blod en vand, Haze gav sig til at miave højt for at gøre opmærksom på sig selv, det var god spotsmandsskab at fortælle modstanderen at de var modstandere og det var den besked som Haze skulle overbringe inden Damian begyndte at lege med kvinden, Haze blev hurtigt træt af at miave og hostede et par gange inden hun med en raspende og hårrejsende stemme begyndte at snakke, "Hej... duder i vandet, jeg er her for at give dig besked om at min herre vil lade spillet starte når de er klar, hvis de har nogen spørgsmål så stil dem nu, min herre er en utolmodig mand på trods af at han er død", Haze sluttede af med at slikke sig lidt på den ene pote og klø sig bag øret med den, en stor luns kød faldt som resultat af og landede på jorden som en ildelugtende rådden klump.

Lige som lykken havde været på det højeste, mærkede hun hvordan at solen slap hendes hud, og alt blev koldt. Det klare blå vand, som havde bølget op omkring hendes fødder, blev rødt, rødt som havde der været helt flere liter blod ud i det. Uforstående omkring hvad der skete, stod hun bare og kiggede, dette virkede i grunden alt for virkelig til at være en drøm, som regel følte hun det aldrig så nært. Havde aldrig mærket tingene så meget, som skete det i virkeligheden. Hun tog en dyb indånding, mens blikket gled hen over græsset der gik hen og døde, hvordan at alt blev sort, og solen næsten forsvandt, i et stor tyg masse af sort blod. "Hvad sker der her?" mumlede hun lettere forvirret, og lukkede øjnene, mens at de slanke fingre begyndte at massere tændingerne. Mens hun prøvede at ændre alt det der sket, lige nu havde hun dog intet imod det, lige som solen elskede hun også mørket, og blodet der svulpede rundt omkring hendes fødder, gjorde hende i grunden ikke så meget. Det lange sorte hår, som hun besad blafrede langsomt i vinden, og skærmede nogle gange for ansigtet, men det var først da hun hørte en kvindelige stemme, at hun begyndte at bevæge sig op af vandet, og kiggede efter kvinden som havde sagt dette, men det eneste hun så var en kat, der var igang med at slikke sig og klø sig bag øret. Det var først da hun kom tættere på at hun så hvor forfalden den var. Den ene hånd gled op foran munden da en klump kød faldt af og stanken nåede hendes næsebor. Hvad skete der lige her? Hvad var dette, og hvad skulle det betyde "ja, jeg har et spørgsmål, hvad er det lige der sker her?" mumlede hun, og kiggede sig rundt omkring, efter denne herre som katten havde nævnt, og hvad var det for et spil som der var tale om? Hun tog en dyb indånding, trods for at hun ikke havde brug for ilt, da hendes hjerte ikke bankede som sådan.

//sorry for det langsomme svar, krea har ikke hvad det har været.//

Damian stod og strakte sig en smule mens han ventede på at Haze skulle vende tilbage, han trykkede stokken lidt ned mod jorden som når man sparker til en brugt bils dæk for at understrege den vidst har set bedere dage, han kunne ikke lade være med at lade en antydning af et smil flade over hans læber mens han gjorde dette og kom med en lav mumlen for sig selv " God stand for en gammel model", han kunne næsten ikke vente med at lade legene gå igang, det måtte være som når menneskene holdt jul, han havde noget der svagt mindede om en følelse et sted der hvor hans hjerte engang ville have siddet, han prøvede at klø sig på stedet, men hans hånd nåede ikke længere end til hans skellet, det gjorde den aldrig og antydningen af følelsen var altid meget længere inde, han lukkede et suk ud, men vendte hurtigt tilbage til sin barnligt glade tilstand, der var ikke noget som en god besættelse til at få renset dårlige kosmiske energier ud af en. Haze kiggede på kvinden og fik et mærkeligt udtryk inden den kom med en lyd der lød hen af negle der bliver revet op og ned af en tavle med voldsom kraft, et menneske ville nok høre det som lyden af 100 kvinder der skriger indgående på samme tid, hun rystede sig en smule og endnu en rådden klump faldt af hende, men hun virkede ligeglad mens hun langsomt satte sig i bevægelse og stoppede godt en meter foran kvinden, lugten ville nu være tæt på ulidlig og man ville kunne følge detaljeret med i det dyreliv der bevægede sig rundt på pelsen og i de åbne så på katten, med en halvejs hvæsende stemme der ikke indbød til nogen form for yderligere spørgsmål "Min herre Damian har valgt dem til at være hans legepartner, dog kan jeg ikke se hvad han finder spændende ved dem, de virker ikke som noget der fortjener en som hans opmærksomhed", kattens ord var spydige og ikke til at tage fejl af, men hun fortsatte lidt endnu da hun gik ud fra at kvinden nok alligevel ville være dum nok til at spørge, "De er nu en del af min herres ejendom, som de nok har fornemmet er det ikke deres drøm mere, men nærmere min herres version af dine mareridt, men slut med forklaringerne, min herre dirre for at starte, så jeg ville råde dem til at begynde at løbe". Haze løber over til kvinden og gned sig et par gange op af hendes ben så store hudlapper ville sidde fast på hende, inden hun forsvandt ud i den tiltagende tåge. Damian begyndte at blive sur, normalt når folk brokkede sig eller satte sig imod, eller sågar angreb Haze, plejede hun at være hurtig til bare at æde dem eller skade dem så kampen ville blive kort, men idet han tænkte det kom katten til syne og bukkede for sin herre "Kvinden er klar til spillet", Damian gned hænderne en sidste gang og lavede et underligt tik med hoved et par gange inden han svarede, "Jamen så lad os da starte, jeg tror vi laver en klassiker". Damian tog hårdt fat om stokken og forvandlede sig til fem mænd, alle lignede de vampyrjægere, med lange kæder, sølvkors og an masse andet skidt, han kiggede rundt på kopierne af sig selv inden de stormede afsted ud i tågen mod det sted hvor de kunne lugte Haze's rådne kød bedst fra.