En hyggelig ankomst.. Eller? (Felix Romeo & Rafael)

Tid: 21.32
Sted: Banegården
Omgivelser: Toget er lige ankommet, folk strømmer ud - forklaring følger.
Vejr: Sommerregn.
Påklædning: T-shirt og ternede bukser.

Landskabet gled hurtigt forbi, da hun rejste sig op for at tage sin jakke på. I det sekund hun rejste sig sagde damen over højtalerne at vi snart ankom til stationen. Hun skulle ind til sine forældre, da hendes mor var meget syg. Hun havde ikke lyst til at tænke på det, for når hun gjorde fik hun tårer i øjene. Hun steg af toget og ned på perronen. Hendes ankel gjorde lidt ondt da hendes sneakers landede på brostene. Hvad hun havde lavet kunne hun ikke huske - det eneste hun vidste var at hendes mave rumlede. HUn kikkede lidt forvirret rundt.

Selvom Rafael normalt ikke var glad for regn, normalt hadede han den og foragtede den, som var han en kat, men i dette øjeblik var han godt tilfreds med noget let afkølende. Efter en tur i lutte à mort's bur var det dejligt at blive kølet lidt ned. Hvorfor det lige skulle være på banegården De Ferme, var der intet svar på. Han kunne bare godt lide at være her. Her var stille og roligt, og an kunne betragte folk strømme ind og ud af togene. Man kunne se, om det var nogle interessante folk, der kom til den herlige by, Terre.
Det var dog ikke alt ved regn, der var positivt i dette øjeblik. Han havde fundet sin halvtomme cigaretpakke frem fra lommen, men da han tog den ud og tændte den på almindelig vis med en lighter, nåede han knap nok at tage et par sug af cigaretten, før vandet var for meget for den, og den faldt sammen. Han så irriteret på den sølle cigaret, og lod den falde ned på jorden. Han kom i tanke om, hvorfor han hadede regn. Det var fordi, at han ikke kunne have ilden i nærheden. Han kunne ikke udøve sin evne i særlig store omfang.
Et suk lød fra dæmonen, og han lod sin hånd køre igennem det efterhånden lange hår. Han sad på en bænk med let sprædte ben i selebukser og en hvid undertrøje, der sad stramt over hans muskuløse overkrop. Den hvide undertrøje var blevet lidt beskidt hist og her fra kampen i arenaen. Hans modstander havde været en lille vampyrdreng. Den dreng havde bare udfordret ham ligepludselig, og taget hans svagheder i brug. Hvor fra vidste knægten, at han ikke kunne modstå en udfordring? Og han havde endda stadigvæk skader efter sin sidste kamp imod slavedrengen.. Hans brækkede ribben var for længe siden healet, men lungerne var ikke helt, hvad de havde været, så det var måske meget godt, at han ikke kunne ryge lige nu.
Et nyt tog kørte ind på banegården. Da dørene slog op, strømmede der ikke mange mennesker ud. Han betragtede dem let, én for én.

Da hun steg ud mærkede hun hurtig hendes hår blive vådt. Hun sukkede dybt. Hvor hun dog hade regn. Hendes hugtænder gjorde lidt ondt, for når hun var i disse områder skulle hun gemme dem. Det havde hendes mor sagt til hende, da hun engang blev jagtet af nogle vampyrjægere. Hun satte sig på en bænk, og tog en cigaret op af sin pakke. Hun pustede bare let på cigaretten og den tændte. Hun kikkede rundt.

En pige fangede hans opmærksomhed, da hun sate sig på bænken ved siden af ham. Det lignede ikke, at hun havde set, at der allerede sad en på bænken, men han havde intet imod selvskab. Han betragtede hende ud af øjenkrogen og fik lidt større øjne, da hun fik en cigaret tændt ved et lille pust. Så hun var altså ildbetvinger? Var hun så en ilddæmon ligesom ham? Hun kunne selvfølgelig også være en djævel, men de plejede ikke at være så gode til at lave falske udtryk i ansigtet, og hende her så helt forvirret og uskyldig ud. Det kunne selvfølgelig også være, at hun var det.
Han betragtede hende et stykke tid uden at sige noget. Hvor var hun dog uforsigtig. Men fair nok, hvis hun ikke regnede med, at der var nogle stærkere end hende, der kunne overmande hende, så ville han da lade hende være med sin naivitet. Terre var et sted fyldt med skumle væsener og bander, både de professionelle og uprofessionelle, og hvis sidstnævnte så hende bruge sin evne, kunne det godt være, at de kunne finde på at angribe. Folk hadede jo dæmoner. De var øverst i hierkiet - herskeren var dæmon. Det fik ham til at smile. Selvfølgelig var herskeren dæmon. Han kunne ikke være andet.
Han besluttede sig til sidst om at tale til pigen. Det kunne vel ikke skade.
"Flot evne du har der," sagde han stille, så kun hun kunne høre ham. Hans blik var rettet ligefrem, hvor han betragtede de sidste folk forlade banegården, så der tilsidst kun var dem og en hjemløs, der hele tiden havde ligget og sovet på en bænk lidt længere væk. Da han havde fået konstanteret, at de var alene, vendte han et smilende ansigt imod hende. Et venligt ansigt.

Sharrow smilte da hun så Rafaels øjne blive størrer. Det var ikke første gang dette var sket. At nogle havde undret sig noget så mærkeligt over nogle af de ting hun kunne var dagligdag for Sharrow.
Da hun hørte ham tale med hende smilede hun, kikkede ham i øjene. "Tak" sagde hun, helt stolt, som om hun lige havde gjort noget meget stort. Men hun havde jo kunne dette siden hun var helt lille. Hun smilede ved tanken om dengang hun kom til at nyse ud over sin tallerken med hendes mors tarteletter. Gnister fløj rundt, og hendes farmor begyndte at skrige, og hoppede rundt for at undgå en brand.

Hun rykkede en plads hen, og gjorde plads til den fremmede på bænken. Hun smilede og tog et sug af sin cigaret.