Who Knew...

Sted: Stranden
Tid: 05.00
Omgivelser: ingen
Vejr: Varmt, tusmørke, snart solopgang.

Dean sad ved stranden i en ødelagt klapstol og betragtede vandet der stille slog op imod kanten. Hans humør var underligt, han var pinligt edru, med rent tøj og vel friseret hår, sådan plejede han bestemt ikke at se ud sådan en nat. Hvis han endeligt var ude var han gerne enten med tømmermænd eller påvirket af enten alkohol eller andre ting, men idag var der intet at se, han sad bare helt stille og kiggede imens han tænkte voer en masse ting, ting som han ikke kunne få styr på ind i hovedet og sætninger der ikke ville falde på plads. Han følte sig ynkelig, han følte sig som en lille pige der havde brug for en serviet at tude i, ikke fordi han ville græde, men han hadede når der skete ting omkring ham som han ikke kunne konstollere, først blev han sur, så blev han rasende også bagefter blev han som nu, stille og uden at vide hvad han skulle gøre. Magtesløs og måtte bare acceptere at tingene gik som de gjorde. Han kiggede rundt, der var ikke en sjæl, man kunne høre et par enkelte måger der skreg højt oppe, men der var ingen lyde udover det. Man kunne fornemme at solen snart ville stå op ude i horisonten og han kunne fornemme at der snart var bedre tider på vej, alt så poetisk og absurt at han var lige ved at brække sig, han hadede sådan nogle stunder, for ham skulle der var gang i den han skulle ikke sidde og blive rørt over at se udover vandet. Latterlige liv.

Ophelias vinger foldede sig sammen sekundet før hendes bløde, bare fod, hård og hvid som et velpoleret marmorgulv, sank dybt ned i sandet. Hun holdt af at stige ned på den måde, holdt af det sus i maven det mikroskopiske fald gennem luften gav hende. Hun smilede et smil fuld af barnlig glæde og rettede på satinhatten, der med nåle var sat fast til hendes hvidblonde hår og matchede det sorte silkeskørt og hendes blazer.
I det samme gled solen op af havet, der straks gav sig til at reflektere det smalle, hastigt voksende lys, og hun var nær gået bagover af bar benovelse. Hun bakkede, altimens de isblå øjne var fikseret på det bjergtagende syn i horisontlinjen, indtil hun stødte hælen mod noget hårdt af træ. Indigneret snurrede hun rundt for at stirre intimiderende på en... klapstol.
Hun purrede op i håret og skulle netop til at vende blikket tilbage ud over vandet, da det gik op for hende, at stolen ikke havde været tom. En bleg fyr, der næsten måtte være en engel som Ophelia selv, sad mageligt og så stift frem for sig, og et eller andet ved det hårde udtryk i hans øjne fik det til at sige klik i hendes forfløjne hukommelse. Hun grublede et øjeblik over, hvorfor han dog forekom hende så bekendt, men gav til sidst fortabt.
,,Kender jeg dig, kammerat?" Spurgte hun og rynkede nysgerrigt på næsen, imens hun diskret sørgede for at møve sig selv ind i hans synsfelt.

Dean kiggede stille op da han så en pige med blond hår og blå øjne kiggede ned på ham, hun var lys i huden ligeosm ham og han kunne mærke hvordan hans hår rejste sig, det gjorde de kun når et væsen som ham selv var i nærheden og han kiggede derfor op på hende uden at frygte hun var en der lige om lidt vill slå ham ned eller noget der var værre. Han var helt ubeskyttet med sine vinger foldet ind og kiggede bare udover vandet:"Det... " sagde han først og vidste så ikke hvad mere der var at sige:"Ved jeg ikke" sagde han og kiggede op på hende, han kunne umilbart ikke huske om han kendte hende sådan var det desværre ofte, det var ofte at der var folk han ikke kendte som kendte ham, ofte fordi han havde været for fuld eller høj til at kunne huske folk alligevel.
Han kiggede let ned på sine hvide hænder og børstede dem let imod hinanden imens en smule sand røg fra dem. Han kunne mærke sit hoved bevæge sig indvendigt, han havde ondt og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han var irriteret og verden virkede ligegyldig, alligevel blev hans tanker afbrudt af den unge pige der nu snakkede til ham, han vidste godt at hun som engel nok var en del ældre end ham, men hun så ung ud og han vidste hun nok derfor som ham selv havde haft en ung død.

Åh, det var akavet. Ophelia var ellers så forbandet sikker på, at hun kunne genkendte hans lidt triste udtryk og kølige fremtoning et eller andet sted fra, men det ville på den anden side ikke være første gang, Ophelia tog fejl på den måde. Hun trak derfor på skuldrene og smilebåndene samtidig i håb om måske at lokke et tilsvarende smil frem på hans læber. Hendes sensitivitet overfor andres sindstemninger gjorde, at hun allerede længtes efter at se hans dunkle, og i grunden smukke, ansigt lyse lidt op.
Hun rakte ham fast sin hånd, der var prydet med en overdrevet ring af nysølv formet som en rotte skabt af Ophelia selv, og svarede: ,,Nuvel, uanset hvad kan jeg heldigvis godt lide at præsentere mig flere gange. Jeg hedder Ophelia."
Hun trådte bagud og brugte en rum tid på at sætte sig forsigtigt ned, uden at silken blev krøllet eller sandet endte, hvor det ikke burde være, og med front mod ham slog hun armene om sine skuldre. Bag hende havde solen snøvlet sig længere op ad himmelstigen og kastede sit lys over dem begge, så den fremmede engels ansigt antog en gylden kulør og udviskede trækkene lidt.
,,Undskyld mig min ligefremhed, Sire, men de lignede en, der var på nippet til at drukne dem i bølgerne. Det er bestemt ikke anbefalelsesværdigt, kan jeg forsikre dem om..." hun talte let og håbede ikke, at han ville blive irriteret over hendes ynkelige forsøg på at starte en samtale.

Dean kunne godt høre der var noget bekendt over hendes navn, men han valgte ikke at gå ind i en samtale omkring det og modtog istedet hendes hånd og klemte den let."jeg hedder Dean" sagde han med et lille smil, han syntes det var en smule akavet hvis de rent faktisk hilste på hinanden igen, men på den anden side så var ingen af dem jo sikre på om de havde set hinanden før og han valgte derfor bare at ignorere det faktum.
Dean kunne ikke lade være med at frembringe et lille grin imens han kiggede op på hende som havde hun lige sagt noge tmeget underligt, og det havde hun også i hans hoved, hun talte jo... gammelt. Intet morderne, som at høre en ældre dame tale, men nu vidste han jo selvfølgeligt godt at mange engle var meget ældre end ham, han var fra nutiden, det va rkun 2år siden han havde fået sine vinger og han havde mødt engle der var flere tusinde år gamle, så det faktum at han var så ung skræmte ham en smule, han ville opleve folk han elskede dø og nye folk komme. Mennesker der forsvandt og folk der blev født, alt sammen en del af livet."Livet er vel bare ikke altid lige nemt" sagde han med et suk og kiggede op på hende, han ville som sådan ikke til at blande hend eind i hans ensomhed eller triste historier, men alligevel ville han da ikke lyve overfor hende og sige at han ikke havde det dårligt for tiden.

Der var jo det smil! Så var han altså i stand til det. Det var endda pænt og alt muligt, og Ophelia var ovenud tilfreds med at have hevet det ud af ham alligevel. ,,Dean..." hun smagte på navnet, og det smagte lige så bekendt som hans ansigt. Som hun jo ikke havde smagt på, måtte hun minde sig selv om, før hendes så let distraherede tankegang helt forsvandt ligesom sandet mellem hans hvide hænder.
Hun lirkede forsigtigt nålene ud af det krusede, lyse hår for at befri sig selv fra satinhatten, altimens hun forlegent tog hans næste ord ind og forarbejdede dem grundigt. ,,Er der noget, jeg kan gøre?" Det var ren refleks, fordi at trangen til at bære alverdens sorger på sine skuldrer efterhånden var rodfæstet så dybt i Ophelias indre. På den måde var hun heldig, at hun fra naturens side, selv som menneske, altid havde haft et troværdigt, uskyldigt ydre og en beroligende udstråling, hvilket somme tider fik folk til at bremse en syrlig kommentar om at holde sig i sit eget blomsterbed og rent faktisk lukke hende ind i deres verden.
Fuldt ud bevidst om, hvor nærgående hun var, rykkede hun tættere på hans klapstol gennem sandet med et fornøjet smil spillende om læberne og en nysgerrig rynke på næseryggen. Det var sjældent, hun omgikkes andre engle, da de mindede hende om sig selv i alt for høj grad. En lille del af Ophelia higede altid efter at blive et menneske igen, et menneske der kunne tillade sig egoisme og utidighed som før i tiden, og derfor brugte hun så meget tid med disse som muligt, selvom det var tåbeligt. Dean var dog slet ikke som hende, og derfor vækkede han hendes barnlige nysgerrighed på en helt uvant måde.

"Smid dit tøj og dans" sagde han provokerende, han var bare en person der for nogle kunne virke som en lidt stor mundfuld, det var ikke altid fordi han ville såre folk, men han kunne bare ikke lade være, der var nærmest irriterende sætninger og provokerende ord der stod på kø inde i hovedet på ham, de fleste omhandlede sex eller byture eller bare generelle bandeord, han vidste godt han ikke var en ret god engel set fra det synspunkt og han vidste godt han var hadet af mange, men det tænkte han ikke så meget over, faktisk tænkte han næsten aldrig på hvad folk mente om ham, det måtte jo selv om det, han var som han var og han havde ikke brug for andre mennesker.
Han kiggede op på hende og fik hurtigt sit smil væk fra sine læber."hvad laver du hernede?" sagde han, ikke at det ragede ham overhoved, men en ting han var dårlig til var smalktalk, alligevel havde folk i tidens løb forsøgt at fortælle ham hvordan han skulle gøre og hvilke ting der skulle siges til folk for at man virkede mindre irriterende. Men han havde nu ikke hørt så meget efter og samtaler om vejret virkede for ham noget mere ligegyldigt end så mange andre spørgsmål man kunne stille. Han lod en hånd køre igennem sit sorte hår der strittede lidt til alle sider, han havde ikke orket at gøre noget ved det. Men hvorfor skulle man ogs det ?

Ophelia løftede et kraftigt øjenbryn og så køligt på Dean ved hans kommentar. ,,Gerne," svarede hun med sin hæse accent og trak langsomt fingrene igennem håret, før hun gennemborende ham med sine blå øjne, ,,men du slår mig ikke just som en, der har den mængde penge på dig." Hun blev hurtigt træt af folk, når de fra samtalens start lagde ud med arrogance, men havde erfaret, at det som regel kun var en facade. Ophelia selv benyttede sig aldrig af den slags skalkeskjul, da hun ikke var typen, der ønskede at støde folk fra sig, og hun havde ikke tænkt sig at lade sig mærke med det indtil videre. En smule provokerende rykkede hun tættere på Dean i sandet.
Hans spørgsmål overraskede hende lidt, mest fordi at ordlyden i det var mere venskabelig, end hun havde forventet. ,,Jeg holder af at gå hernede, når solen står op. Jeg har erfaret, at den første sol om morgenen hjælper på humøret. Måske det også er derfor, du imigrerede herned…?” Det sidste var hendes måde at udspørge Dean om grunden til, at han befandt sig her i denne ødelagte klapstol så tideligt. Ophelia knejsede med nakken og så bagud på den lysende kugle, så hendes hvide hår – der om muligt så endnu lysere ud i skæret fra den – piskede mod hendes skuldrer. Hun blev siddende sådan, fumlende med hatten i sine hænder, indtil Dean atter tog ordet.

Dean smilede bare og rystede på hovedet, han valgte altid ikke at kommentere det folk sagde til ham, han vidste godt han både var arrogant og ego centeret, det var absolut ingen nyhed for ham og et eller andet sted var han også ret så ligeglad, det var vel også en del af det at være egocenteret og arrogant, netop at man ikke tog sig af andres mening, og det gjorde han bestemt ikke, folk kunne hade ham alt det de ville og for resten af deres liv, som om han skulle bruge det til noget. Men selvfølgelig kunne han godt lide når han gik i spænd med folk og han vidste at de fleste med tiden lærte at tage hånd om hans sære ord og sjofle sætninger, de fleste grinede af dem eller ignorerede dem blot, ganske simpelt.
Dean grinede."Yeah right" var hans første reaktion, man kunne ikke ligefrem sige at han var kommet derned for at nyde morgensolen:"Jeg er bare på vej hjem fra arbejde" sagde han med et smil, han var ikke et morgenmenneske og ville helst sove det meste af dagen, men nu var han jo også begyndt at arbejde meget af natten og det hjalp bestemt ikke på hans trang til at sove, tværdimod havde han ofte bare endnu mere lyst til at ligge og sove resten af sine dage væk.

//OoG: I morgen vender jeg snudeskafet mod Berlin med mit kor - sådan, ude i den virkelige verden - i en tre dages tid. Derefter går turen til Jylland, hvor jeg måske eller måske ikke har internet resten af Påskeferien. Skal forsøge at få svaret før feriens udgang, men jeg tør ikke love noget. Skal selvfølgelig nok få bagdelen i omdrejninger så snart, jeg er hjemme igen :D Ha' en go' ferie//

//Helt iorden! Vi ses :D //

Du godeste Gud, hvor han irriterede hende. Ophelia forsøgte ikke at tænke på det, men ord for ord mindede Dean hende mere og mere om sig selv, dengang hun havde været i live. Et arrogant røvhul. Hun ønskede ikke at blive mindet om sig selv så brutalt, men konfrontationen var alligevel sært fascinerende på samme tid, og da Ophelia altid var i sin nysgerrigheds vold, kunne hun ikke få sig selv til bare at skride.
Hans snak om arbejde fik hende til at spidse ører. Hun havde aldrig selv haft et arbejde, før vingerne blev monteret, og hun havde indset, at det var på tide med en moderat ændring af livsstilen. Dog lod det til, at den mørkhårede overfor hende ikke havde set på det på samme måde, da han fik den nye chance for at leve igen.
,,Så du tilhører altså arbejderklassen," kommenterede hun og morede sig ved at efterligne hans uinteresserede tonefald, selvom hun faktisk var enormt ivrig for at vide mere, ,,hvad er det for et arbejde? Får du rent faktisk jord under neglene og yder til samfundet, eller skal du bare sidde i et kontor og rage på sekretærerne hele dagen?"
Ophelias isblå øjne så udfordrende på ham. Det morede hende at deltage i legen, som Dean nok ikke selv vidste, han havde startet. Hun kom til at smile bredt ved tanken, selvom det måske ødelagde hendes perfekte genspejling af Deans uhøflighed.

Dean kom med et lille og næsten let provokerende smil da hun sagde om han tilhørte arbejdsklassen:"Det kommer nok an på hvad du mener, men ja jeg arbejder" sagde han med et lille smil. Han havde tjent millioner på narko smuling hjemme i London og det var også derfor han havde råd til at bo i den store fede lejlighed han boede i og hvorfor han havde mulighed for at bo som han gjorde. Stipbaren var fornøjelse, udover at han tjente penge, grådig som han var, så havde han også mulighed for at kigge på de næste nøgne piger imens han arbejdede omringet af lækre piger og drenge. Det var vel det fedeste job i verden? Det var Dean ihvertfald ikke et øjeblik itvivl om.
Dean grinede igen af hende, hendes holdning til livet virkede så stiv, hvordan kunne man dog være så kedelig og grå som hun gav udtryk for? Man skulle ud og feste, give gas, vise livt. Han trak let på skuldrende og smilede skævt til hende."Jeg arbejder på stripbaren hvis du gerne vil vide det! og jeg knepper dagen lang!" sagde han og lod let sin stemme gå ned i et lavere toneleje imens han kiggede på hende og lænede sig en smule frem som hviskede han næsten.

Hans sidste kommentar kom så meget bag på hende, at Ophelia udstødte et højlydt grin. Hun lagde nakken tilbage og plantede en hånd i sandet for at finde støtte. Så han havde altså en snert af humor er sted derinde. Med et sarkastisk fnys svarede hun: ,,Der kan man bare se," hun løftede øjenbrynet og blinkede til ham, ,,du slog mig ellers lige som typen, der har levet i cølibat i et munkekloster hele dit liv." Hun lo let, og lagde sin hat fra sig i sandet, så hun kunne sidde mere afslappet og betragte englemanden med hovedet en smule på sned.
Hun grundede lidt over, om det var den store stripklub, som lå i hjertet af Terre, eller om det var en af de lidt mere snuskede ved bjergene, hvor Dean holdt af at arbejde med ståpik flere gange om ugen. Det kunne i og for sig også være lige meget. I en alder af atten havde Ophelia for en kort periode forsøgt at skabe sig en karriere på sådanne steder og have erfaret, at de alle sammen lignede hinanden. De samme læderbetrukne barstole, de samme drinks og de samme mænd med kone og børn derhjemme og masser af brændende sedler i lommen.
Da han hviskende lænede sig længere frem i stolen, mimede hun hans bevægelser og lænede sig også en smule fremover. ,,Så... er du en bartender eller får du løn for at klamre dig til en metalstang iført latex?"

Dean hævede let sine øjnbryn da hun talte, han kunne godt lide hendes ironi og i det mindste virkede hun en smule flabet, det var da noget af det eneste der lige nu slog ham som om hun var et venligt menneske, hun gjorde en smule grin med ham og kunne i det mindste godt lide at hun stod op for sig selv, det var da noget der gav bonus i hans hoved, men lige nu var det nok også det eneste, hun virede som et spørgelse der lige havde glemt at verden altså havde udviklet sig siden hun havde levet.
Dean løftede øjnbrynet og grinede en smule af hende."Klart..." sagde han:"Jeg går penge for at servere øl og drinks til stive gæster imens nøgne piger og drenge puster mig i nakken" sagde han med et skævt smil, han havde nu intet imod sit arbejde, faktisk elskede han det, det var lige noget for ham og noget han ikke kunne forestille sig at være foruden.
Han kiggede undersøgende på hende og lod let blikket bevæge sig op og ned af hendes krop:"Jeg gætter på... Enke? Eller liv i cølibat? Ingen druk? Kedeligt liv med fine hatte og kedelige te-selskaber?" sagde han og anede ikke om det bare var et skud i tågen, men hun lignede sådan en der bare ville sidde og drikke te hver søndag imens andre folk gik omkring og rent faktisk nød livet. Men han kunne jo selvfølgeligt ikke vide det.

,,Aha," sagde hun og hævede et af sine kraftige øjenbryn, hvis mørkere nuance stod i slående kontrast til det hvidblonde hår. ,,På den facon. Og hvor i den herlige timefordeling af hor og druk får du så plads til at udføre Guds gode gerninger?" Hun holdt hans blik et øjeblik længere og udstødte så et lavmælt latterfnys - han slog hende ikke just som den Gudsfrygtige type. Ikke, at hun var det selv.
Hun rynkede på næsen og vrængede barnligt af ham, da han kom med sin kommentar om hatte og teselskaber og et liv uden druk. Hun samlede sin egen satinhat op af sandet og knugede den en smule beskyttende mod brystet.
,,Nu ikke så brutal. Bare fordi, at man er moderigtig og muligvis holder af en god kop te i ny og næ..." hun smilede blidt og blev så straks mere alvorlig. ,,Du godeste... nej, man kan vist ikke sige, at jeg har levet noget kedeligt liv i cølibat. Ved du, hvad jeg lavede før Di Morga, Dean? Jeg lavede smykker. Åh, nå ja, og trak på gaden hver eneste aften i en snedækket, iskold gade et eller andet sted i Rusland til jeg var omtrent lige så seksuelt opstemt som en nedfrosset fisk i en køledisk. Og lignede en, vel sagtens også." Hun strøg tænksomt lillefingerspidsen over sin glatte underlæbe, altimens hun stirrede ubestemmeligt frem for sig.
Hendes klare, isblå øjne var fikserede på et punkt lidt over Deans muskuløse venstre skulder, nærmere bestemt på en særligt flot sky, som den nu næsten opståede sol havde farvet en sprød gyldenorange. Den havde hendes opmærksomhed et godt stykke tid, før hendes let distraherede fluebøtte registrerede den første del af hans sætning. ,,Hvad fik dig til at sige enke?"

Dean grinede let af hende, hvorfor talte hun dog så fint? Det var som om hun var sprunget ud af en gammel film og havde været til middag med dronningen:"Guds gerninger?" grinede Dean og rystede på hovedet, han ville da ikke sige at han ikke havde lavet nogle gode gerninger, men som det stod i deres samtale lige nu ville han da på ingen mulig måde fortælle hende hvad han havde lavet eller hvorfor:"Well... Det er vel Guds gerning at sørge for ingen pige går liderlig rundt uden at blive hørt?" sagde Dean flabet:"Eller dreng" sagde han og hævede let det ene øjnbryn bare for at pointere hvad han sagde, han gættede godt at hun nok var den jomfruelige type med en mand og en grå tekop hjemme is tuen, men sådan måtte man self også gerne leve.
"Ja du virker også virkeligt som en sex tiger!" sagde Dean koldt til hendes lange tale om hendes arbejde som han egentligt kun lyttede til med et halvt øre pga. hendes irriterende måde at tale på, han kunne ikke andet end havde lyst til at skubbe til hende og bede hende om at tale pænt.
Dean trak på skuldrende:"Pas... Er alle kedelige folk ikke det?" sagde han bare og hævede øjnbrynet, han tog en smøg frem fra sin lomme og tændte den stille imens han pustede den lange grå røg ud af sin mund da han endeligt havde fået tændt den, lige hvad han skulle bruge. Endnu en smøg.

Ophelia ignorerede hans sarkasme og nikkede bare bekræftende af hans ord. Hun lod som om, at hun var meget fascineret af sine egne, nedbidte fingernegle, og sørgede omhyggeligt for ikke at se direkte på sit nye bekendtskab.
Deans sidste kommentar fyldte imidlertid englen med en meget mærkværdig følelse, som hun var en rum tid om at identificere. Den startede i hendes tåspidser og kravlede langsomt op gennem hendes krop for at strømme ud i alle lemmer og infiltrere blodet, indtil den til sidst kunne nå hendes hjerne. Det var følelsen af en uimodståelig lyst til at slå ham så hårdt på siden af hovedet, at han ville se kulørte stjerner i en uge, eller måske at snuppe cigaretten fra hans løse greb og stikke den direkte ind i øjet på ham, så han aldrig ville se noget som helst igen. Det kløede i hende for at ryste ham ud af den reserverede skal, han klamrede sig til, og for at belære ham om almindelig god opførsel. Intet frastødte Ophelia mere end folk, der optrådte arrogant fuldstændig uden at blive provokeret. Hun havde brugt så rædsomt lang tid på at ryste netop den vane af sig hele sit liv og gjorde nu, hvad hun kunne, for at undgå den.
Og så kaldte han hende kedelig? Hun fnøs, himlede med de blå øjne og rev sig ud af sine voldelige fantasier for at dreje halvt rundt i sandet, sådan at hun sad med ryggen næsten helt vendt mod Dean og var i stand til at spejde langt ud over vandet i stedet for hans fjæs.
,,Mudak," hvæsede hun for sig selv og tilføjede så, tørt: ,,Jeg giver op. Du er tydeligvis ude af stand til at føre en samtale uden at være et dumt svin."

Dean rystede bare på hovedet af hende, og hun kaldte ham et dumt svin? Well i hans hoved måtte man hellere være et dumt smil end kedelig som hende og han rystede derfor bare let på hovedet afhende."OG du er åbenbart bare en gammel, grå og kedelig nisse" sagde han flabet og satte sig halvt med ryggen til hende for at hentyde til at samtalen var slut, han orkede ikke helt at snakke med hende længere, hun var da på alle mulige måder latterlig og underlig, hun var jo ikke engang vildt køn, hun var bare en gammel sur dame i en ungpiges krop, det var hvad hun var.
IStedet tog han en lille telefon frem fra sin lomme som han begyndte at skrive på, det var Kida han SMS'ede til, hende kunne han da altid regne med, alt den snak om gamle sure damer havde ærligtalt gjort ham en smule liderlig og han vidste altid lige hvem han skulle skrive til at ringe til for at få hjælp, listen var lang, sagde den ene nej ringede han bare til den næste, sådan gik det gerne i hans hoved. Han fandt en lille hvid pille frem fra sin lomme, han kunne mærke at en let smerte begyndte at komme frem i hans ryg og han ville ikke engang nå at føle den før han havde taget en af de små bedøvende piller som til forveksling lignede ecstaxy men som i virkeligheden bare var små mofin piller som kunne hjælpe ham.