Essay om afsked

Hey drenge. Jeg skrev et essay her den anden dag, som jeg var overmåde tilfreds med, og tænkte jeg lige ville dele det med jer.


Det at tage afsked. Det at være årsag til en afsked. Det at overvære en afsked. Det er alt sammen ting, vi bliver nød til, men egentlig, så er det pudsigt, at det netop altid er afskeden, vi er nød til.

Det er pudsigt, at man til begravelser siger: "Ja, vi skal jo nok alle sammen den vej" Mens man til et bryllup eller en barnedåb siger: "Ih, tillykke, hvor er det dog dejligt at i endelig fik det i ønskede jer". Det lader til at at reglen om "det sure med det søde" kun gælder, når det kommer til ting, vi egentligt ikke har lyst til. Det lader til, at når vi tager afsked, så bliver det taget for givet. Men når vi modtager noget, så er det uventet og vidunderligt.

Om det er fordi at vi opdrages i jantelovens tegn, og derfor ikke tør stå ved, at vi selv har arbejdet hårdt for at få noget til at køre, eller om det er fordi vi rent faktisk bare fandt lykken liggende på et sølvfad, er ikke ti lat sige.

Men hvad der er til at sige er at vi ikke tager lykken for givet. Men vi tager sorg og afsked for givet. Hvor ofte hører man ikke sætning: "Nu kan det ikke blive værre?" Og tænker, at personen enten må være urealistisk, eller også bare lalleglad.

Dette gør vi måske, fordi det i så fald er nemmere at kappere, og komme over, hvad der er sket. Mens man ved lykkelige lejligheder ikke lader til at vide hvor det kom fra, og da slet ikke hvor glad det ville gøre en.

På den anden hånd, så ville det også være en utrolig negativ følelse, at vågne og konstatere at det hele er sortere end sidste nat. Men i så fald, modstrider vi os selv, når vi forsøger at forklare alting. Når vi forsøger at forklarer at det må være en naturlig ting i livet, at vi mister, og at vi må tage afsked. Men samtidig ikke ser det som en mennesketret, at være et lykkeligt menneske, om end ikke hele tiden, så ihvertfald i få perioder.

Og måske er det dette, der gør vores liv så svært at live, måske er det dette der gør at vi søger korte og falske glæder. Det er en menneskeret at lide, men det er ingen menneskeret at være lykkelig?

Hvis vi skal tro, at alt her i verden opvejes af dets modsætning, så virker det mere og mere underligt, at det altid er afskeden vi skal tage, og altid er lykken, vi må give afkald på igen.

Men hvis det blot var fordi vi skulle give afkald på den, så ville det være ophævet af hinanden, og i såfald være retfæridgt.

Det er bare ikke en menneskeret at være glad, nogen af os, går hele livet uden at finde det vi higer efter, i sorte sumpe af depression og nedstemte følelser. Bror vender sig mod bror, og far mod far. Voldtægt, had, vrede, ulykkelig kærlighed. Vi vader igennem et tykt dyng af disse forfærdelige følelser.

Og alligevel ved vi, at vi alle skal den vej. Det er det, som er det forfærdelige, og det smukke, ved menneske racen.

For selvom vi ved, at afskeden er den eneste vi bliver nød til at tage, så bliver vi ved med at lede, søge, i håb om at finde en mening. Et lys. En lykke.

Det må jeg sige, det er godt skrevet det der :) Jeg forstod ikke det helt til fulde, så skal jeg nok læse det et par gange mere, men den lyder ikke så tosset i mine øre/øjne. Du har ganske rat, efter min mening, med det sure og det søde. Rigtig flot :)